Indhold

Dette afsnit handler om brug af agenter og andre former for repræsentanter. Hvis et foretagende, der er hjemmehørende i et land, bruger en agent i et andet land, kan det medføre, at foretagendet får fast driftssted i det andet land, selv om det ikke selv har noget fast forretningssted i landet (sekundære kriterium). Se punkt 82-101 i kommentaren til modeloverenskomsten.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel: Brug af afhængige agenter
  • Undtagelse: Aktivitet, der udøves af uafhængige repræsentanter
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

  • C.F.8.2.2.3.1.4 (artikel 3) om begreberne foretagende og erhvervsvirksomhed
  • C.F.8.2.2.4.2.1 (artikel 4) om begrebet hjemmehørende, når det anvendes om et foretagende. 

Hovedregel: Brug af afhængige agenter

Det følger af artikel 5, stk. 5, at en agent skal forstås som en person, der handler på vegne af et foretagende og derigennem sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis udøver den afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, der rutinemæssigt bliver indgået af foretagendet uden væsentlige ændringer. Det er ydermere en betingelse, at de aftaler, der indgås

  1. er i foretagendets navn, eller

  2. vedrører overdragelse af ejendomsretten til eller er for retten til at bruge aktiver, der ejes af foretagendet eller som foretagendet har ret til at bruge, eller

  3. vedrører levering af serviceydelser for foretagendet.

Det afgørende i relation til agent-reglen er ikke i hvis navn agenten arbejder, men hvem agenten arbejder "på vegne af".

Se punkt 82-101 i kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 5.

Når en agent virker i et andet land end det, hvor foretagendet er hjemmehørende, får foretagendet selv fast driftssted i det pågældende land, selv om det ikke udøver sin virksomhed fra et fast forretningssted i det pågældende land. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 5.

Eksempel

Dansk møbelvirksomhed solgte møbler gennem agenter i udlandet. Agenterne indgik bindende salgsaftaler, havde kontinuerlig arbejdsforpligtelse, var provisionslønnede, tilrettelagde selv deres arbejde, og de repræsenterede ikke konkurrenter. Den danske møbelfabrik havde driftsherrerisikoen. Agenterne var derfor afhængige agenter, og indkomsten fra deres salg skulle beskattes i udlandet. Dommen vedrører de tidligere gældende regler om udlandslempelse ved virksomhed i udlandet. Se TfS 1997, 713 VLD.

Bemærk

Med 2017 ændringen af modeloverenskomsten lægges der nu også vægt på de funktioner, der leder op til en indgåelse af aftale og ikke kun den formelle indgåelse af aftalen. Hvis de væsentlige funktioner, der leder hen til indgåelse af en aftale, foretages af agenten, uanset at agenten ikke formelt kan indgå selve aftalen bindende på vegne af foretagendet vil foretagendet få fast driftssted.

Hjælpe- og forberedelsesaktiviteter

Hvis foretagendet selv kunne have udført aktiviteterne i det andet land, uden at der opstod fast driftssted herved, så kan samme slags aktiviteter også udføres ved hjælp af en agent, uden at der opstår fast driftssted af den grund. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 5, sidste led.

Eksempel

Et dansk selskab havde et varelager for et tysk selskab. Det danske selskab blev anset for ikke at være et fast driftssted for det tyske selskab, da de opgaver selskabet påtog sig, var af forberedende karakter. Det danske selskab udleverede varerne, men havde ikke kompetence til at indgå bindende aftaler på vegne af det tyske selskab. Det danske selskab skulle således ikke foretage salgsarbejde og ikke afgive ordrebekræftelser, men kun ekspedere varer efter modtagne ordrer og fakturere disse efter den pågældende prisliste udstedt af det tyske selskab. Se TfS 1989, 165 LR.

►Se om fast driftssted efter agentreglen i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsovberenskomsts artikel 5, stk. 5, som svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s Modeloverenskomst fra 2014, i landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2023.623.LSR.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt det tyske selskab H2 GmbH ville etablere fast driftssted i Danmark efter agentreglen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 4, og efter artikel 5, stk. 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland henset til, at det danske koncernforbundne selskab, H1 A/S, der tidligere var et salgsselskab, som handlede i eget navn og for egen regning og risiko, fremadrettet ville fungere som afhængig repræsentant for H2 GmbH.

Skatterådet fandt, at H2 GmbH ville etablere fast driftssted i Danmark efter ændringen af aktiviteten i H1 A/S, både efter intern dansk ret og efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland. I forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland fandt Skatterådet, at H1 A/S ikke i aftalegrundlaget var tildelt en formel fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af H2, men at selskabet dog var tildelt så brede beføjelser og så bredt et forhandlingsmandat, at det i realiteten måtte sidestilles med en fuldmagt til at indgå aftaler på vegne af H2 GmbH.  

Landsskatteretten fandt - ligesom Skatterådet - at H2 GmbH ville etablere fast driftssted efter intern dansk ret.

Landsskatteretten fandt - ligesom Skatterådet - at H1 A/S ikke havde formel fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af det tyske selskab H2 GmbH. Således som det bindende svar var oplyst, fandt Landsskatteretten dog ikke, at H1 A/S reelt havde fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af H2 GmbH. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at H2 GmbH i forbindelse med den ændrede aktivitet i Danmark ville etablere fast driftssted i henhold til artikel 5, stk. 5 i dobbeltbeskatningsoverensenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Skattestyrelsen forstår Landsskatterettens kendelse således, at statuering af fast driftssted efter den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 5, stk. 5, ikke forudsætter, at den danske repræsentant i alle tilfælde skal have formel fuldmagt til at indgå kontrakter, der er bindende for det tyske selskab. Fast driftssted kan efter Landsskatterettens afgørelse - i overensstemmelse med hidtidig administrativ praksis (se eksempelvis SKM2014.512.SR og øvrig praksis gennemgået heri) - også foreligge, hvis et dansk selskab reelt har fuldmagt til at indgå kontrakter, der er bindende for det danske selskab. I den konkrete sag er Landsskatteretten på baggrund af en konkret vurdering af det oplyste faktum dog kommet frem til, at der ikke foreligger en sådan reel fuldmagt for det danske selskab til at indgå kontrakter, som er bindende for det tyske selskab. ◄

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5.2.2 om aktivitet, der kan udøves, uden at der opstår fast driftssted.

Undtagelse: Aktivitet, der udøves af uafhængige repræsentanter

Hvis et foretagende, der er hjemmehørende i et land, benytter en uafhængig repræsentant, i et andet land, får foretagendet ikke fast driftssted i det andet land herved. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 6, og punkt 102-114 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 5.

Undtagelsesbestemmelsen om uafhængige agenter gælder kun i de tilfælde, hvor den uafhængige agent optræder på vegne af foretagendet inden for rammerne af agentens sædvanlige forretningsvirksomhed.

Hvis et foretagende benytter en uafhængig repræsentant i et andet land end det, hvor foretagendet er hjemmehørende, men den uafhængige repræsentant går uden for rammerne for, hvad der normalt hører under den pågældendes erhvervsvirksomhed, så bevirker den uafhængige repræsentants aktivitet alligevel, at der opstår fast driftssted for foretagendet. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 6, 1. pkt: " inden for rammerne af deres sædvanlige forretningsvirksomhed."

Bemærk

Hvis en person udelukkende - eller næsten udelukkende - arbejder for en eller flere nært forbundet foretagender vil personen ikke anses for at være en uafhængig agent i den forstand, som forstås ved artikel 5, stk. 6, sidste pkt.

En person eller et foretagende er nært forbundet med et foretagende hvis den ene har kontrol over den anden eller begge er under kontrol af samme personer eller foretagender. Alle relevante fakta og omstændigheder skal indgå i vurderingen, jf. nærmere artikel 5, stk. 8.

Eksempel 1

To advokater udøvede en virksomhed, som Højesteret vurderede, var sædvanlig for ejendomsadministratorer. De handlede inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed, og de kunne ikke betegnes som afhængige repræsentanter efter artikel 5, stk. 4, i DBO'en med Schweiz. Derfor fandt Højesteret, at der ikke forelå fast driftssted. Højesteret henviste til artikel 5, stk. 5, i DBO'en, der handler om uafhængige repræsentanter. Se TfS 1996, 532 HRD.

Eksempel 2

B A/S (manager) skulle fungere som administrator for en investeringsenhed, A, der var organiseret som et K/S. Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at B A/S samt de øvrige forvaltnings- og beslutningsorganer, General Partner og Investment Committee, måtte betragtes som uafhængige agenter i henhold til artikel 5, stk. 6. Investorerne i A fik herefter ikke fast driftssted i Danmark. Se SKM2012.190.SR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 1996, 532 HRD

To advokater udøvede en virksomhed, som Højesteret fandt var sædvanlig for ejendomsadministratorer. De handlede inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed, og de kunne ikke betegnes som afhængige repræsentanter efter artikel 5, stk. 4, i DBO'en med Schweiz. Derfor fandt Højesteret, at der ikke forelå fast driftssted. Højesteret henviste til artikel 5, stk. 5, i DBO'en. Ikke fast driftssted.

 

Landsretsdomme

SKM2012.468.ØLR

Ejendomsadministration. Sagen handlede om beskatningsretten til fortjeneste ved salg af et dansk selskabs faste ejendom i Frankring. Østre Landsret fandt, at fortjenesten ikke var omfattet af artikel 3 i den dagældende DBO mellem Danmark og Frankrig (svarer til OECDs Modeloverenskomst artikel 6 om fast ejendom). Appellantens fortjeneste ved salg af fast ejendom i Frankrig som led i næringsvirksomheden var derfor kun omfattet af fransk beskatningsret, hvis indtægterne kunne henføres til et fast driftssted i Frankrig, jfr. DBO'ens artikel 4. Landsretten gav ministeriet medhold i, at selskabets franske administrator alene havde fuldmagt til at forestå den daglige drift, men ikke til at foretage salg af ejendomme, og at selskabet derfor ikke kunne anses for at have fast driftssted i Frankrig i relation til selskabets næringsvirksomhed. Ikke fast driftssted.

Tidligere SKM2011.322.BR

TfS 2000, 15 ØLD

Agent. Udenlandsk selskab drev virksomhed med køb og salg af bunkerolie til skibe enten gennem selskabets kontor i Danmark eller gennem agenter over hele verden. Der var ingen skriftlige aftaler med agenterne, idet selskabet ved hver enkelt handel gav agenterne fuldmagt, og agenternes bemyndigelse varierede fra handel til handel. Landsretten fandt modsat skattemyndighederne, at det var uden betydning, at agenterne ikke havde haft en generel løbende fuldmagt. Der blev derfor udøvet virksomhed i udlandet i SEL § 17, stk. 2's forstand.

Dommen må antages også at have betydning for, om der blev etableret fast driftssted i de pågældende lande.

TfS 1997, 713 VLD

Agent. Dansk møbelvirksomhed solgte møbler gennem agenter i udlandet. Agenterne indgik bindende salgsaftaler, havde kontinuerlig arbejdsforpligtigelse, var provisionslønnede, tilrettelagde selv deres arbejde, og de repræsenterede ikke konkurrenter. Den danske møbelfabrik havde driftsherrerisikoen. Agenterne var derfor kvalificerede agenter, og indkomsten fra deres salg skulle beskattes i udlandet.

Dommen må antages også at have betydning for, om der blev etableret fast driftssted i de pågældende lande.

Landsskatteretten

SKM2023.623.LSR

Faktum

Sagen angik et bindende svar, hvor Spørger ønskede bekræftet, at det tyske selskab H2 GmbH ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark, når aktiviteten i det danske koncernselskab H1 A/S blev ændret fra at være et salgs- og distributionsselskab, der købte og videresolgte varer i eget navn, til at være et kommissionærselskab, der solgte varer i H2’s navn. Det danske selskab ville ikke have fuldmagt til at indgå aftaler i det tyske selskabs navn, men skulle forhandle priser, mængder og øvrige kontrakts vilkår ud fra de rammer, selskabet var tildelt fra H2. Desuden skulle selskabet forberede kundekontrakter samt indhente og acceptere ordrer fra kunder og foranledige, at disse blev ekspederet af H2. 

Skatterådets afgørelse

Spørgsmålet kunne ikke besvares bekræftende. Det var Skatterådets opfattelse, at selvom H1 ikke formelt havde en fuldmagt til at indgå kontrakter i H2’s navn, så spillede selskabet sædvanligvis en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt blev indgået uden væsentligt at blive ændret af det tyske selskab. Der var derfor fast driftssted efter den interne danske regel i selskabsskattelovens § 2, stk. 4 ("agentreglen"), som svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s Modeloverenskomst fra 2017. Det var desuden Skatterådets opfattelse, at H1 var tildelt så brede beføjelser og forhandlingsmandat, at det i praksis måtte sidestilles med en fuldmagt til at indgå aftaler på vegne af H2. Det måtte have formodningen imod sig, at H2 ikke ville godkende en kontrakt, der var forhandlet ud fra de rammer, selskabet selv havde udstukket. Der var derfor også fast driftssted efter "agentreglen" i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 5, stk. 5, som svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s Modeloverenskomst fra 2014.

Landsskatterettens afgørelse

Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at det tyske selskab ikke ville etablere fast driftssted i Danmark efter agentreglen i henhold til artikel 5, stk. 5, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Landsskatteretten lagde vægt på, at det danske datterselskab hverken havde en formel eller reel fuldmagt til at indgå kontrakter, der var bindende for det tyske selskab. Således som spørgsmålet om bindende svar var oplyst, kunne det efter Landsskatterettens opfattelse ikke udelukkes, at det tyske selskab besluttede ikke at godkende en kundekontrakt, som var forhandlet af det danske datterselskab, henset til at de væsentligste vilkår i kontrakten ikke på forhånd var fastlagt af det tyske selskab. Det forhold, at det danske datterselskab optog ordrer fra kunderne, kunne ikke føre til et andet resultat. De ordrer, som kunderne afgav til det danske datterselskab, var ifølge det oplyste baseret på vilkårene i de af det tyske selskab godkendte kontrakter. Det danske datterselskab kunne derfor ikke anses for at besidde en aktuel fuldmagt til at indgå bindende kontrakter på baggrund heraf. Landsskatteretten ændrede derfor Skatterådets besvarelse af det bindende svar til et "Ja".◄

Tidligere instans SKM2021.670.SR
Skatterådet

SKM2023.101.SR

H4 (herefter Asset Co.) ejede køretøjer, som blev leaset til et dansk søsterselskab, H2 (Opco), som videreleasede dem til danske kunder. Asset Co. skulle bruge et dansk CVR-nr. for at kunne foretage online-registrering af sine køretøjer i Motorregisteret og for at kunne tinglyse samlet virksomhedspant i køretøjerne i Personbogen. Asset Co. havde derfor etableret en filial i Danmark. Der var ingen aktivitet i filialen.

Asset Co. havde en serviceaftale med et X-landsk søsterselskab, H3, ifølge hvilken H3 leverede services i forbindelse med leasingaftaler og aktiver, som blev leaset til danske kunder. Der var tale om opkrævning og vedligeholdelsesservice til danske kunder, og om nødvendigt markedsføringsydelser til Asset Co. i forbindelse med gensalg af køretøjer. Disse services blev i praksis udført af medarbejdere, der var ansat i det danske søsterselskab Opco. Opco modtog som underleverandør betaling for ydelserne på armslængdevilkår.

Asset Co. ønskede bekræftet, at etableringen af den danske filial ikke udgjorde et fast driftssted i DanmSagen angik et bindende svar, hvor Skatterådet ikke kunne bekræfte, at et tysk selskab efter ændring af aktiviteten i et dansk datterselskab ikke ville etablere et fast driftssted i Danmark. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at det tyske selskab ikke ville etablere fast driftssted i Danmark efter agentreglen i henhold til artikel 5, stk. 5, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Landsskatteretten lagde vægt på, at det danske datterselskab hverken havde en formel eller reel fuldmagt til at indgå kontrakter, der var bindende for det tyske selskab. Således som spørgsmålet om bindende svar var oplyst, kunne det efter Landsskatterettens opfattelse ikke udelukkes, at det tyske selskab besluttede ikke at godkende en kundekontrakt, som var forhandlet af det danske datterselskab, henset til at de væsentligste vilkår i kontrakten ikke på forhånd var fastlagt af det tyske selskab. Det forhold, at det danske datterselskab optog ordrer fra kunderne, kunne ikke føre til et andet resultat. De ordrer, som kunderne afgav til det danske datterselskab, var ifølge det oplyste baseret på vilkårene i de af det tyske selskab godkendte kontrakter. Det danske datterselskab kunne derfor ikke anses for at besidde en aktuel fuldmagt til at indgå bindende kontrakter på baggrund heraf. Landsskatteretten ændrede derfor Skatterådets besvarelse af det bindende svar til et "Ja".ark efter artikel 5, stk.1, jf. stk. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Y-land.

Skatterådet bekræftede, at etablering af filialen i kombination med arbejde udført af medarbejdere i det danske søsterselskab ikke udgjorde et fast driftssted efter hovedreglen i den dansk-Y-landske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger ikke havde rådighed over et fast sted i Danmark.

Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger ikke havde fast driftssted i Danmark efter "agentreglen" i den dansk-Y-landske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det danske søsterselskab handlede på vegne af spørger ved udførelsen af registreringerne, men registreringerne udgjorde ikke kontrakter, således som dette begreb er defineret i selskabsskattelovens § 2, stk. 4. Registre-ringerne blev foretaget for at leve op til dansk lov. Det danske søsterselskab indgik ikke i forbindelse med registreringerne sædvanligvis aftaler eller spillede en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt blev indgået uden væsentligt at blive ændret af selskabet, foreningen m.v.

 
SKM2022.357.SR

Spørger ønskede bekræftet, at det tyske selskab H1 ikke fik et fast driftssted i Danmark som følge af, at der blev ansat en dansk medarbejder i det danske koncernselskab H2. Den danske medarbejder skulle fungere som Nordisk Sales Manager for et særligt forretningsområde i H-koncernen, som blev varetaget af det tyske selskab.

Medarbejderens opgaver bestod bl.a. i at undersøge markedet og skabe kontakt til kunder og præsentere dem for H1’s produkter og ydelser, som var avancerede kundespecifikke produkter. Medarbejderen indsamlede kundens ønsker og behov og videreformidlede disse til H1, som derefter foretog en behovsanalyse og udarbejdede et konkret tilpasset tilbud til kunden, hvorefter kontrakt- og prisforhandling blev foretaget af H1.

Det var Skatterådets opfattelse, at medarbejderen i H2 var en ikke-uafhængig repræsentant for H1, som handlede på det udenlandske selskabs vegne. Aktiviteten skulle derfor vurderes ud fra "agent-reglen" i selskabsskattelovens § 2, stk. 4, og den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 5, stk. 5.

Skatterådet fandt samlet set, at medarbejderens aktiviteter ikke var af en sådan karakter, at H2 kunne siges at spille en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt blev indgået uden væsentligt at blive ændret af H1. Skatterådets kunne herefter bekræfte, at medarbejderens aktiviteter i H2 ikke medførte, at H1 fik fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 4.

 
SKM2022.7.SR

Spørger drev en konsulentvirksomhed, hvor udenlandske virksomheder kunne købe ydelser med henblik på salg rettet mod det nordiske marked. Skatterådet kunne bekræfte, i overensstemmelse med spørgers opfattelse, at spørger ikke statuerede fast driftssted i Danmark, jf. artikel 5 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst i relation til de tyske virksomheder, som måtte købe en salgsydelse af spørger. Skatterådet fandt, at spørger herunder spørgers medarbejdere ville være uafhængige af de tyske virksomheder blandt andet fordi, at virksomhederne ikke kunne tilrettelægge spørgers arbejde, og fordi spørger havde flere andre kunder end de tyske virksomheder. Det blev lagt til grund for besvarelsen, at de tyske virksomheder ikke selv råder over et fast forretningssted i Danmark.

 
SKM2016.188.SR

Spørger ejede et nyoprettet dansk anpartsselskab, der ville etablere et datacenter i Danmark. I datacenteret ville befinde sig servere og noget udstyr. Det danske selskab vil ansætte it-medarbejdere og rekvirere leverandører til driften af datacenteret. Serverne og udstyret ville blive anvendt af det danske selskab til at hoste websteder, data og applikationer på vegne af spørger. Skatterådet bekræftede, at den aktivitet, der skulle udføres af det danske datacenter ikke medførte fast driftssted i Danmark for spørger, og som følge heraf ville spørger ikke blive begrænset skattepligtig her i landet efter selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra a. Ikke fast driftssted.

 
SKM2015.121.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgerne ved deres aktiviteter i forbindelse med udlejningen af kontorfællesskab i Danmark bevarer et fast driftssted i Danmark, hvilket bevirker, at spørgernes opsparede overskud under virksomhedsskatteordningen beskattes i forbindelse med spørgernes fraflytning fra Danmark. Ikke fast driftssted.

 
SKM2015.95.SR Skatterådet bekræftede, at deltagelse i A K/S, herunder parallelle K/S'er, ikke i sig selv gjorde, at investorerne vil have fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Betingelserne for fast driftssted efter artikel 5, stk. 1 og artikel 5, stk. 5 blev ikke anset for opfyldt. Ikke fast driftssted.  

SKM2015.56.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at investorerne i Spørger ikke blev begrænset skattepligtige til Danmark, hvis der blev etableret et dansk datterselskab af det udenlandske ABC3. Skatterådet kunne dog bekræfte, at investorerne i Spørger ikke blev skattepligtige til Danmark, hvis der blev benyttet en dansk investeringsrådgiver, som ikke var ejet af ABC3. Fast driftssted / ikke fast driftssted.

 

SKM2014.512.SR

►Skatterådet bekræftede, at den danske filial af A er selskabsskattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Det var oplyst, at selskabets medarbejder i Danmark ikke udførte arbejde for selskabet på sin private adresse eller i et lejet lagerlokale, og under denne udtrykkelige forudsætning kunne det svenske selskabs virksomhed derfor ikke siges at blive udført på disse adresser.

Det skulle derfor undersøges, om det X-landske selskab etablerede et fast driftssted efter "agentreglen" i modeloverenskomstens art. 5, stk. 5. Personer, hvis aktiviteter kan medføre et fast driftssted for foretagendet, er såkaldte repræsentanter, det vil sige personer, der uanset om de er ansatte eller ej, ikke er uafhængige repræsentanter omfattet af stk. 6, jf. kommentar nr. 32 til art. 5, stk. 5, i OECD's modeloverenskomst. Medarbejderen i Danmark må kunne anses for at have agentstatus i forhold til det X-landske selskab.

Det var oplyst, at medarbejderen ved besøg hos kunderne modtog ordrer og sendte dem til godkendelse hos det svenske selskab. Skatterådet fandt, at salget ved anvendelse af standardaftaler og på baggrund af standardvilkår og prisliste med standardpriser blev afsluttet ved ordreafgivelsen uanset, at medarbejderens ordreoptagelser efterfølgende skulle godkendes af det svenske selskab.

Skatterådet fandt, at den efterfølgende godkendelse fra det X-landske selskab havde en rutinemæssig karakter, og at det havde formodningen imod sig, at det X-landske selskab skulle beslutte ikke at godkende sine egne standardaftaler og listepriser. Skatterådet fandt på den baggrund og på baggrund af de øvrige oplysninger i sagen, at selskabets medarbejder i Danmark i realiteten havde og sædvanligvis udøvede en fuldmagt til at indgå aftaler i A's navn. Skatterådet fandt derfor, at selskabet ville have et fast drifssted i Danmark og være skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 2,stk. 1, litra a.

Den efterfølgende ordrebekræftelse fra det X-landske selskab var derfor uden selvstændig betydning, selvom det overfor kunden var præciseret, at det X-landske selskab ikke var forpligtet til at levere, før kunden modtog en ordrebekræftelse. ◄

SKM2012.190.SR

B A/S (manager) skulle fungere som administrator for en investeringsenhed, A, der var organiseret som et K/S. Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at B A/S samt de øvrige forvaltnings- og beslutningsorganer, General Partner og Investment Committee, måtte betragtes som uafhængige agenter i henhold til artikel 5, stk. 6. Investorerne i A ville herefter ikke få fast driftssted i Danmark. Ikke fast driftssted.

 

SKM2008.446.SR

Et dansk K/S var ejet af bl.a. 2 amerikanske komplementarer og 1 amerikansk kommanditist. De amerikanske ejere fik ikke fast driftssted i Danmark ved at have kontorhotel i Danmark. Kommanditistselskabet ejede et dansk produktionsselskab (ApS), der blev anset for at være en afhængig agent af K/S'et. ApS'et havde fuldmagt til at indkøbe råvarer og dermed indgå aftaler på vegne af kommanditisten. Indkøb af råvarer blev anset for en funktion af forberedende og hjælpende karakter. De amerikanske ejere blev anset for ikke at have fast driftssted i Danmark. Ikke fast driftssted.

Afgørelsen er truffet før SEL § 2 C's ikrafttræden.

TfS 1992, 294 LR

Agent. Ligningsrådet udtalte, at selv om de ordrer, som agenten indhentede, skulle godkendes af selskabet, ville der alligevel være tale om fast driftssted, hvis ikke kunderne udtrykkelig blev gjort opmærksom på, at købsaftalen ikke var bindende, før den var godkendt af selskabet i hjemstaten. Agenten blev altså betragtet som en fuldmægtig. Svaret er i overensstemmelse med almindelig formueretlig fuldmagtslære. Ikke fast driftssted.

 

TfS 1989, 165 LR

Forberedende karakter. Et dansk selskab blev ikke anset for at udgøre et fast driftssted, da de opgaver selskabet påtog sig, var af forberedende karakter. Det danske selskab havde et varelager for et tysk selskab. Det danske selskab udleverede varerne, men havde ikke kompetence til at indgå bindende aftaler på vegne af det tyske selskab. Det danske selskab skulle således ikke foretage salgsarbejde og ikke afgive ordrebekræftelser, men alene ekspedere varer efter modtagne ordrer og fakturere disse efter den pågældende prisliste udstedt af det tyske selskab. Ikke fast driftssted.