Hverken almindelige eller særlige regler om tavshedspligt begrænser parters adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven. Se FVL § 9, stk. 5.

Skattemyndighedernes særlige tavshedspligt efter SFL § 17, stk. 1 er derfor uden betydning for afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven.

Reglen om partsaktindsigt efter forvaltningsloven finder ikke anvendelse på oplysninger, som er omfattet af tavshedspligten i § 69 c i lov nr. 1563 af 27/12 2019 om ændring af hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige love. Se afsnit A.A.6.1.3 Skattemyndighedernes særlige tavshedspligt efter hvidvaskloven.

Oplysninger af samme art som de oplysninger, der er omfattet af SFL § 17, stk. 1, kan efter en konkret vurdering undtages fra aktindsigt efter FVL § 15 a og 15 b. Anvendelse af bestemmelsen kan især være aktuel i sager, hvor der er flere parter. Se afsnit A.A.6.2.2.2.5 om Omfang og undtagelser.