Afgørelse
| Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretten |
SKM2017.61.LSR | En ansat i et bilfirma købte af sin arbejdsgiver biler, som han senere solgte til arbejdsgiveren med en betydelig fortjeneste. Fortjenesten ansås for skattepligtig som yderligere løn. Klagerens købspriser og gensalgspriser til arbejdsgiveren resulterede i en økonomisk gevinst, som Landsskatteretten fandt, var skattepligtig som yderligere løn jf. ligningslovens § 16, stk. 1 og statsskattelovens § 4. Klagerens køb og salg af bilerne skulle bedømmes samlet og anses ikke for omfattet af rabatreglen i ligningslovens § 16, stk. 3. | |
Skatterådet |
SKM2012.491.SR | Køkken- og serveringspersonale kunne få måltider skattefrit ved betaling af kostprisen. Se LL § 16, stk. 3, 2. pkt. Skatterådet lagde vægt på, at der var fremlagt et detaljeret regnskab over beregningen af kostprisen, hvor der indgik både direkte og indirekte omkostninger. | |
SKM2011.614.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Kommune A kan tilbyde alle medarbejdere 20 % rabat på billetter, klippekort, månedskort og årskort til svømmehallen i C, uden at medarbejderne bliver beskattet af den deraf opnåede fordel. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Den selvejende institution B kan tilbyde alle A Kommunes medarbejdere 20 % rabat på billetter, klippekort, månedskort og årskort til svømmehallen i D, uden at medarbejderne bliver beskattet af den deraf opnåede fordel. Skatterådet fremhævede, at der i begge tilfælde er tale om institutioner, der hovedsageligt finansieres med de kommunale midler, hvilket indebærer, at kommunen ikke har nogen form for avance. Dette betyder, at enhver rabat på adgangsbilletter, kort m.m. til svømmehallerne, der gives til de ansatte i kommunen, må anses for at være et skattepligtigt personalegode, som nævnt i ligningslovens § 16, stk. 1. | |
SKM2011.556.SR | Personale kunne skattefrit modtage mad og drikke fra forretningens eget sortiment, hvis betalingen dækkede de samlede omkostninger ved fremstillingen af maden. En betaling på 20 kr. var ikke tilstrækkelig, da fremstillingsprisen var mellem 26,00 og 28,75 kr. (inkl. moms). | |
SKM2011.418.SR | X-tv-programpakker betalt af A A/S for visse medarbejdere var ikke omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterde personalegoder. Dette gjaldt også andre tv-programpakker betalt af A A/S, medielicens samt en kombination af X-tv-programpakker og øvrige programpakker. Skatterådet bekræftede, at rabatreglen i LL § 16, stk. 3. 2. pkt. kunne anvendes for A A/S' tv-programpakker, da udbyder og arbejdsgiver var samme juridiske enhed. | Afgørelsen er fra før indførelsen af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. (Lov nr. 554, af 1. juni 2011). |
SKM2011.387.SR | Et internet tv-abonnement stillet til rådighed for medarbejdere, var ikke et arbejdsredskab. Skatterådet fandt imidlertid, at internet tv-abonnementet ud fra en konkret vurdering kunne anses for i overvejende grad at være stillet til rådighed til brug for medarbejdernes arbejde og dermed omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder. Mht. værdiansættelsen kunne tv- internetabonnementet værdiansættes til arbejdsgivers kostpris, da abonnementet var udbudt af arbejdsgiveren. | Afgørelsen er fra før indførelsen af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. (Lov nr. 554, af 1. juni 2011). |
SKM2007.567.SR | Skatterådet finder, at koncernansatte, der får tilbudt adgang til motionsfaciliteter i et datterselskab mod en egenbetaling på en tredjedel af den normale, skal beskattes af den herved opnåede fordel. Skatterådet finder, at godet ikke er omfattet af den særlige praksis for skattefrihed for goder af begrænset økonomisk karakter, der som velfærdsforanstaltning stilles til rådighed på arbejdspladsen. Skatterådet finder endvidere, at rabatreglen i ligningslovens § 16, stk. 3, kun kan finde anvendelse for ansatte i det pågældende datterselskab, men ikke for ansatte i andre selskaber i koncernen. | |
SKM2006.186.SR | En grossist holdt kurser for sine kunders ansatte. Kursisterne havde mulighed for at optjene point, som kunne udbetales i form af varer fra grossistens varesortiment til dennes salgspris. Kursisterne kunne uden beskatning købe tilsvarende varer hos deres arbejdsgiver med en rabat svarende til arbejdsgivers avance efter LL § 16, stk. 3, 2. pkt. SKAT fastslog derfor, at varernes skattepligtige værdi skulle ansættes på samme måde, som hvis de ansatte havde købt varerne gennem deres arbejdsgiver, dvs. efter LL § 16, stk. 3, 2. pkt. | |