Indhold
Dette afsnit beskriver den momsmæssige behandling af kommissionsaftaler vedrørende varer. Se ML § 4, stk. 3, nr. 1.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Hvad er kommission?
- Den momsmæssige behandling
- Kommissionsloppemarked
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg anses for en levering af en vare. Se ML § 4, stk. 3, nr. 1.
Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd kun varer.
Formidling af ydelser i eget navn og for fremmed regning er omfattet af reglen om formidling af ydelser i eget navn. Læs mere herom i afsnit D.A.4.2.3 om ML § 4, stk. 4. Uanset forskellene i ordlyd skal momslovens ML § 4, stk. 3, nr. 1, og ML § 4, stk. 4, dog forstås på samme måde, idet den eneste forskel er, at den første bestemmelse omhandler formidling i eget navn af varer, mens den anden bestemmelse omhandler formidling i eget navn af ydelser. ML § 4, stk. 3, nr. 1, og ML § 4, stk. 4, er begge modifikationer af ML § 4, stk. 1, om hvilke leveringer, der er momspligtige. Se præmis 88 i EU-domstolens dom i sag C-274/15, Kommissionen mod Luxembourg.
Om hvornår der efter ML § 4, stk. 1, er tale om levering mod vederlag af varer, se D.A.4.1.2 og D.A.4.1.4.
Hvad er kommission?
Ved kommission forstås, at en person (kommissionæren) indgår handler i eget navn, men for en andens (kommittentens) regning efter en bemyndigelse fra kommittenten. Tredjemand opnår kun fordringsret mod kommissionæren, og ikke mod kommittenten.
At kommissionæren handler "for en andens regning" betyder, at det økonomiske resultat (positivt eller negativt) tilfalder kommittenten.
At kommissionæren handler i "eget navn" indebærer, at kommissionæren ved indgåelse af aftalen med tredjemand optræder på en sådan måde, at han selv (og ikke kommittenten) forpligtes over for tredjemand.
Bestemmelsen finder både anvendelse på kommissionsaftaler med henblik på køb og på kommissionsaftaler med henblik på salg.
Ved en kommissionsaftale med henblik på køb er det køber, som er kommittent. Kommissionæren indgår købsaftalen med sælger (tredjemand) i eget navn, men for købers (kommittentens) regning.
Ved en kommissionsaftale med henblik på salg er det sælger, som er kommittent. Kommissionæren indgår salgsaftalen med køber (tredjemand) i eget navn, men for sælgers (kommittentens) regning.
Den momsmæssige behandling
Det følger af ML § 4, stk. 3, nr. 1, at en kommissionær momsmæssigt i stedet for at have leveret en formidlingsydelse til enten køber eller sælger skal anses for at have købt varen af sælger og solgt den til køber. Der er således to varesalg i stedet for et varesalg og en formidlingsydelse.
Momsgrundlaget for kommissionærens varesalg til køber skal opgøres efter momslovens almindelige regler. Dvs. den fulde salgspris ved salget til køber. Om momsgrundlaget, se afsnit D.A.8.1.1 om momsgrundlaget ved leverancer mod vederlag.
Kommissionæren kan udøve fradragsret for varekøbet, se D.A.11, anvende afregningsbilag, se A.B.3.3.1.3, samt anvende de særlige brugtmomsregler, se D.A.18, efter de almindelige regler.
Bemærk
Bemærk, at det ikke er en betingelse, at varen fysisk overdrages fra kommittenten til kommissionæren eller omvendt. Det fremgår af forarbejderne (Explanantory Memorandum) til 2. momsdirektivs artikel 5, stk. 2, litra c) (nu momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra c)), at bestemmelsen også finder anvendelse i tilfælde, hvor den omhandlede vare overdrages direkte fra den første sælger til den sidste køber. Det fremgår ligeledes af forarbejderne, at bestemmelsen finder anvendelse på alle tilfælde, hvor en formidler handler i eget navn i forbindelse med formidling af salg eller køb af varer.
Se også
Se også momsudvalgets retningslinje om kædehandel omtalt i afsnit D.A.4.1.4.
Kommissionsloppemarked
Et kommissionsloppemarked, der giver private mulighed for at udstille og sælge private effekter til andre private, blev af Skatterådet i SKM2019.236.SR anset for at levere to hovedydelser til den private standlejer. Dels en standleje, der beror på arealets størrelse og periodens længde, og dels et kommissionssalg, hvor standlejer betaler en provision på x % af værdien af de solgte private effekter.
De private effekter blev taget i kommission af loppemarkedet, og den af standlejer betalte provision skulle momsmæssigt behandles efter bestemmelserne om kommissionssalg, jf. ML § 4, stk. 3, nr. 1. Der forekommer således to varesalg.
Første salg fra standlejer (den private kunde) til kommissionsloppemarkedet. Dette salg er fritaget for moms, idet det alene er afgiftspligtige personer, der skal betale moms.
Andet salg er fra kommissionsloppemarkedet til tredjemand (den private slutkunde). Dette salg er momspligtigt, idet kommissionsloppemarkedet er en afgiftspligtig person, der leverer varer mod vederlag. Det er de almindelige bestemmelser, der gælder for kommissionsloppemarkedet, dvs. moms på salgsprisen og fradragsret for købsmomsen.
Når der handles brugte varer, har kommissionsloppemarkedet mulighed for at anvende de særlige brugtmomsregler, se D.A.18, hvor der beregnes moms af fortjenesten (her provisionen).
Med hensyn til standlejen, anses den ikke som momsfritaget udlejning af fast ejendom, idet det karakteristiske for aftalen mellem kommissionsloppemarkedet og standlejer er, at standlejer får mulighed for at udbyde sine private effekter til tredjemand. Formålet med aftalen er ikke passivt at stille en reol til rådighed for den private standlejer. Se D.A.5.8.4.1.3.3.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Domme fra EU-domstolen |
C-274/15, Kommissionen mod Luxembourg | Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i medfør af momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 132, stk. 1, litra f), artikel 168, litra a), artikel 178, litra a), artikel 14, stk. 2, litra c), og artikel 28, da Luxembourg i forbindelse med momsordningen for "selvstændige grupper af personer" ikke har gennemført bestemmelserne korrekt i luxembourgsk ret. Et medlem af en selvstændig gruppe af personers viderefakturering til gruppen af udgifter afholdt af dette medlem i den pågældendes eget navn, men for gruppens regning, er en transaktion, som falder inden for momsens anvendelsesområde. Dette gælder, uanset om der er tale om køb af ydelser eller varer. | |
Landsskatteretskendelser |
SKM2008.391.LSR | Ifølge ML § 4, stk. 3, nr. 1, omfatter levering i momslovens forstand også overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg. En kommissionær kunne derfor anvende reglerne i momslovens kapitel 17 (brugtmomsreglerne) ved salg af malerier overdraget i kommission. | |
Skatterådet | |
SKM2019.236.SR | Et kommissionsloppemarked tilbyder private personer at leje en stand i en butik, hvorfra personens private effekter kan sælges til andre private. Skatterådet fandt, at der forekommer levering af to hovedydelser, dels en leje af stand, der er en fastsat betaling afhængig af arealets størrelse og periodens længde, og dels et kommissionssalg, hvor standlejer betaler en provision på x % af værdien af de solgte private effekter. Den betalte provision skulle momsmæssigt behandles efter bestemmelserne om kommissionssalg, jf. ML § 4, stk. 3, 1. pkt. Den betalte standleje, anses ikke som momsfritaget udlejning af fast ejendom, idet det karakteristiske for aftalen mellem kommissionsloppemarkedet og standlejer er, at standlejer får mulighed for at udbyde sine private effekter til tredjemand. Formålet med aftalen er ikke passivt at stille en reol til rådighed for den private standlejer. | Afgørelsen er også beskrevet i D.A.5.8.4.1.3.3, 'En anden hovedydelse end udlejning af fastejendom'. |