åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "I.A.1.3.6 Mandskabsvogne" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver bestemmelserne om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne.

Afsnittet indeholder:

  • Definition af mandskabsvogne
  • Indretning
  • Anvendelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Definition af mandskabsvogne

En mandskabsvogn er et motorkøretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Der er tale om en varebil med bagsædearrangement - typisk en bil med dobbeltkabine. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 9 om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne.

Indretning

Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Der måles i højde med forrudens underkant og vandret bagud i køretøjet. Når der sker opmåling af flademål i såvel personkabinen og varelad eller varerum sker det ved opmåling på langs og på tværs. Personkabinen måles fra det punkt, hvor forruden rammer instrumentbrættet og bagud til skillevæggen til varelad/varerum. Ligeledes på tværs uden hensyn til armlæn mm. Vareladet/varerummet måles fra personkabinen og bagud til bagklappen og på tværs fra kant til kant. Der fratrækkes ikke evt. hjulkasser og lign.

Virksomhedens navn/logo skal være påmalet/påklistret mandskabsvognen på tydelig måde (minimum 5 cm høje bogstaver).

Godkendelse som en mandskabsvogn er i øvrigt betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke bliver markedsført med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars og lignende).

Følgende bilkonstruktioner kan blive godkendt som mandskabsvogne:

  • Originalt fremstillede biler med dobbeltkabine og åbent varelad. Der skal i egentlig forstand være tale om en ekstra personkabine bag forsæderne indrettet med sidevinduer og personvognsudstyr, herunder sædvanligt sædearrangement
  • Originalt fremstillede kassevogne, der er indrettet med ekstra personkabine i varerummet bag forsæderne. Personkabinen skal være adskilt fra varerummet af en fast adskillelse (godkendt af synsvirksomhederne).

Almindelige last- og varebiler uden sådan særlig indretning, herunder biler af pick-up typen med udvidet førerrum og nødsæde, kan ikke godkendes som mandskabsvogne.

Mandskabsvogne kan tillades indrettet med soveplads i mandskabskabinen/førerrummet. Bilen skal dog som anført i lovbestemmelsen udelukkende bruges erhvervsmæssigt. Der tillades ikke yderligere udstyr eller indretning til ophold og beboelse, som eksempelvis køkken, håndvask eller lignende.

Anvendelse

Mandskabsvogne må kun bruges til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

Der er ikke krav om samtidig transport af mandskab og materiel. Det betyder eksempelvis, at det er muligt for virksomheder uden ansatte at anskaffe og benytte mandskabsvogne. Mandskabsvognen kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse. Mandskabsvognen må dog ikke benyttes til egentlig vognmandsvirksomhed, idet der ikke er tale om en sådan transport til og fra virksomhedens arbejdspladser, som forudsat i fritagelsesbestemmelsen.

Privat personbefordring er ikke tilladt.

Hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandskabsvogn ikke længere er opfyldt, skal bilen betale afgift efter reglerne for personbiler eller varebiler. Se REGAL § 4-5 e.

Eksempler på anvendelse af mandskabsvogn

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at en ekstern adresse, kan anses for en virksomheds arbejdsplads, hvis:

  • det arbejde, som udføres på de eksterne adresser, som udgangspunkt kan anses for virksomhedens kerneopgaver, og
  • mandskabet transporteres i virksomhedens erhvervsmæssige interesse.

En virksomheds arbejdsplads behøver ikke være fast etableret. Der blev fra den pågældende arbejdsplads erhvervet en indtægt. Se SKM2019.176.SR.

Det vil ikke være tilladt at bruge en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladsen og den private bopæl vil normalt blive betragtet som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde er det forudsat, at der er en betydelig afstand (fx til en anden by/landsdel) fra den privates bopæl til virksomhedens adresse. En sådan brug af køretøjerne vil normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer. 

Begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed"

Afgørelsen af, om den pågældende person kan anses for at arbejde i ejerens eller brugerens virksomhed, vil derfor altid bero på en samlet bedømmelse og vurdering af

  • den pågældende persons virke,
  • forholdet mellem den, der udfører arbejdet og den, for hvem det udføres, herunder adgangen til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol, og
  • om det er i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, at personen transporteres i mandskabsvognen.

    4.2 Eksempler

    Som eksempel på, at en person arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, kan nævnes:

    Vikarer og elever

    Vikarbureauansættelsen adskiller sig fra det traditionelle arbejdsgiver-lønmodtagerforhold ved, at vikaren indgår i et trepartsforhold med henholdsvis vikarbureauet og brugervirksomheden. Arbejdsgiverbeføjelserne er delt mellem vikarbureauet, der har ansættelses- og afskedigelseskompetencen, og brugervirksomheden, der har kontrol og tilsynsbeføjelsen.

    Samme problemstilling gør sig gældende for elevansættelsen, hvor eleven indgår i et trepartsforhold med uddannelsesstedet, der planlægger elevens skoleophold, fagprøve mv. og praktikstedet, der er ansvarlige for elevens praktik og løn. I praktikperioden udfører eleven typisk arbejde under praktikstedets kontrol og tilsyn.

    Vikarer og elever falder ind under begrebet "personer, som arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed", hvis køretøjets ejer eller bruger typisk fungerer som daglig leder for vikaransatte og elever og dermed fastsætter "de generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse".

    Ulønnet personale (frivillige)

    Frivillige udfører typisk arbejde på virksomhedens initiativ og under virksomhedens kontrol- og tilsynsbeføjelse/instruktionsbeføjelse.

    Når dette er tilfældet, vil en person, der arbejder ulønnet, være omfattet af begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed" ifølge REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, hvis det er i virksomhedens interesse, at den frivillige transporteres i mandskabsvognen.

    Personer uden ansættelseskontrakt

    De fleste ansættelsesforhold er omfattet af ansættelsesbevislovens krav om udfærdigelse af en ansættelseskontrakt. Hvis ansættelsesforholdet ikke falder ind under ansættelsesbevislovens bestemmelser, kan medarbejderen dog arbejde uden en ansættelseskontrakt, hvis der ikke er en overenskomst på området.

    En person, der arbejder uden en ansættelseskontrakt, kan ligesom ansatte med en ansættelseskontrakt udføre arbejde på virksomhedens initiativ og under virksomhedens instruktionsbeføjelser.  Når dette er tilfældet, vil en person, der arbejder uden en ansættelseskrontakt, være omfattet af begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed" ifølge REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, uanset om personen har indgået en ansættelseskontrakt med virksomheden eller ej. Transporten skal være i ejerens eller brugeres interesse.

    Vagtordning

    For ansatte omfattet af en vagtordning er det dog tilladt, at bilen bliver taget med til privatadressen. Det er en forudsætning, at vagtordningen er af en sådan karakter, at den også medfører/kan medføre brug af mandskabsvognen.

    Ved vurdering af vagtordning indgår bl.a. elementer som:

    • kørslen er nødvendig for virksomheden.
    • medarbejderen har fået et klart forbud mod at køre privat i bilen.
    • varebilen er udstyret med værktøj og andet, som skal bruges til at kunne udføre arbejdet.
    • der er vagtplan og rapportpligt over udkald.
    • det kan dokumenteres, at bilen er brugt til de enkelte vagter.
    • antallet af biler står i rimeligt forhold til vagtordningens omfang.
    • den vagthavende medarbejder er på arbejde i hele vagtperioden.

      Opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selv om der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat personbefordring. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, fx for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl.

      Køretøjerne, der forsynes med gule nummerplader, skal afgiftsekspederes hos Motorstyrelsen, før indregistrering kan finde sted.

      Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

      Skemaet viser relevante afgørelser på området:

      Afgørelse

      Afgørelsen i stikord

      Yderligere kommentarer

      Landsretsdomme

      SKM2019.347.ØLR

      Sagen angik, om en skatteyder i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, skulle betale fuld registreringsafgift af et køretøj, som var indregistreret som mandskabsvogn uden afgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. SKAT havde truffet afgørelse om efteropkrævning af fuld afgift af køretøjet, da det ved en standsning af køretøjet blev konstateret, at skatteyderens bror og dennes mindreårige datter var passagerer i køretøjet. SKAT fandt, at der var tale om privat personbefordring af broren og niecen, hvorfor køretøjet var blevet anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen, hvilket medførte opkrævning af fuld afgift af køretøjet. Byretten fandt, at broren måtte anses for at arbejde "frivilligt" i skatteyderens virksomhed, jf. principperne i SKATs styresignal SKM2016.158.SKAT, pkt. 4.2, og at brorens datter i afgiftsmæssig henseende måtte "identificeres" med sin far, hvorfor der hverken var tale om privat personbefordring af broren eller niecen i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen. 

      Skatteministeriet ankede dommen til landsretten. Ministeriet gjorde ikke for landsretten gældende, at befordringen af broren skulle anses for privat personbefordring, idet ministeriet ikke for landsretten anfægtede byrettens konkrete bevisvurdering af brorens tilknytning til sagsøgerens virksomhed. Derimod fast- holdt ministeriet, at der var tale om privat personbefordring af niecen. 

      Landsretten udtalte, at det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at mandskabsvogne kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Lands- retten bemærkede videre, at det udtrykkeligt anføres, at køretøjet ikke må benyttes til privat personbefordring. 

      Landsretten udtalte herefter, at landsretten som ubestridt lagde til grund, at skatteyderen blev standset af politiet under kørsel på offentlig vej i mandskabsvognen fra en arbejdsplads til sin virksomhed, og at skatteyderens bror og dennes 4-årige datter tillige befandt sig i mandskabsvognen. Skatteyderens bror arbejdede i skatteyderens virksomhed, mens brorens 4-årige datter var med sin far grundet mangel på anden pasningsmulighed. Da mandskabsvognen med transporten af det 4-årige barn således blev anvendt til privat personbefordring, var betingelserne for afgiftsfritagelse ikke længere opfyldt, og mandskabsvognen skulle derfor afgiftsberigtiges efter registreringslovens §§ 4-6 b, jf. lovens § 2, stk. 3. (Ændring af SKM2018.431.BR).

      Ændring af byrettens dom SKM2018.431.BR

      SKM2015.456.ØLR

      SKAT havde under en kontrol ved den danske/tyske grænse konstateret, at en mandskabsvogn blev anvendt til transport af fire litauiske håndværkere, der ikke var ansat i ejeren af mandskabsvognens virksomhed, men derimod ansat hos en af ejeren antaget underentreprenør.

      Landsretten skulle tage stilling til, om denne kørsel førte til, at mandskabsvognen ikke længere opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, om mandskabsvogne (nu gældende lov § 2, stk. 1, nr. 9).

      Landsretten udtalte indledningsvis, at registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, skal fortolkes indskrænkende. Landsretten lagde herefter til grund, at de fire håndværkere havde anvendt mandskabsvognen til transport til og fra deres juleferie i Litauen.

      Da mandskabsvognen blev anvendt til privat befordring af personer, der ikke er ansat i ejerens eller brugerens virksomhed, var betingelserne for afgiftsfritagelse - uanset om der måtte være sket samtidig transport af materiel - ikke længere opfyldt. Mandsskabsvognen skulle som følge heraf afgiftsberigtiges efter lovens almindelige regler, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3.

      Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2014.700.BR).

      Stadfæstelse af byretsdom
      SKM2014.700.BR

      Byretsdomme

      SKM2019.386.BR

      Sagen, som blev afgjort af 3 dommere i byretten, vedrørte et køretøj, som var indregistreret uden registreringsafgift efter reglen om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. SKAT havde efter en kontrol opkrævet sagsøgeren fuld registreringsafgift af køretøjet med den begrundelse, at køretøjet var blevet anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen. 

      Køretøjets registrerede ejer og bruger var et interessentskab, som var ejet af sagsøgeren og hans ægtefælle, og som drev virksomhed med bl.a. udlejning af bygninger og landbrug. Ud over interessentskabet ejede sagsøgeren også et anpartsselskab, som han også var direktør i, og som drev virksomhed med træning og salg af heste. 

      SKATs opkrævning af fuld afgift af køretøjet udsprang af en kontrol, hvor sagsøgeren var blevet standset som fører af køretøjet i en situation, hvor køretøjet ikke blev brug til kørsel i interessentskabets interesse, men til transport af en hest på vegne af anpartsselskabet, dvs. kørslen blev brugt i anden virksomheds interesse end den virksomhed, der var registreret ejer og bruger af køretøjet. 

      Spørgsmålet i sagen var, om denne kørsel var i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. 

      Retten fandt, at da køretøjet var blevet anvendt til transport, der var interessentskabet uvedkommende, var betingelserne for afgiftsfritagelse ikke opfyldt. Retten afviste dermed sagsøgerens anbringender om, at kørslen overholdte lovens betingelser for afgiftsfritagelse, da kørslen var erhvervsmæssig, da interessentskabet og anpartsselskabet i denne sammenhæng udgjorde "én virksomhed", og da anpartsselskabet måtte anses som den "reelle" bruger af køretøjet. 

      Byrettens dom er anket landsretten.

      SKM2018.431.BR

      Politiet konstaterede ved en standsning, at en mandskabsvogn blev anvendt til transport af sagsøgeren samt to personer, som ikke var ansat i sagsøgerens virksomhed, herunder et mindreårigt barn.

      Sagsøgeren oplyste ved kontrollen, at den ene passager, som var hans bror, ikke var ansat i hans virksomhed, men at han af og til kørte for virksomhedens motocross-team, hvorfor han troede, at han godt måtte køre med. Den anden passager var brorens datter, som ifølge sagsøgeren var med for at se dem køre.

      På baggrund af standsningen traf SKAT afgørelse om, at sagsøgeren havde anvendt køretøjet til privat personbefordring i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Køretøjet skulle derfor afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsreglernes almindelige bestemmelser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

      Retten i Svendborg bemærkede indledningsvist, at bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, er en undtagelse til hovedreglen om, at der skal betales afgift af køretøjer, som indregistreres, hvorfor bestemmelsen som udgangspunkt skal fortolkes indskrænkende. Herefter bemærkede retten, at mandskabsvogne kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af personer, der arbejder i ejeren eller brugerens virksomhed.

      Retten bemærkede i den forbindelse, at brorens tilknytning til sagsøgerens virksomhed skulle bedømmes efter kriterierne for ulønnet personale (frivillige), idet det var ubestridt, at broren ikke var eller er ansat med ansættelseskontrakt.

      Efter en samlet vurdering fandt retten, at broren udførte arbejde for virksomheden med servicering af kørerne i virksomhedens motocross-team. Retten fandt på den baggrund, at det var godtgjort, at transporten af broren i mandskabsvognen skete i virksomhedens erhvervsmæssige interesse.

      For så vidt angår befordringen af brorens datter, lagde retten konkret bevismæssigt til grund, at baggrunden for kørslen med datteren ikke var at befordre hende, men derimod var en nødvendighed som følge af behovet for pasning af hende.

      På denne baggrund fandt retten det for godtgjort, at den omhandlede mandskabsvogn ikke var anvendt i strid med betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

      Byrettens dom er anket til Østre Landsret.

      SKM2013.507.BR

      SKAT konstaterede ved en kontrolaktion, at sagsøgeren på ladet af en mandskabsvogn medbragte tolv stole. Sagsøgeren oplyste ved kontrolaktionen, at stolene var lånt og skulle anvendes ved en studenterfest for sagsøgerens søn fjorten dage senere. Efterfølgende oplyste sagsøgeren, at han i forbindelse med bortskaffelse af byggeaffald afledt af en byggeopgave for en kunde havde indvilliget i ligeledes at bortskaffe stolene. Det var ubestridt at stolene først blev bortskaffet efter anvendelsen af disse til sønnens studenterfest.

      På baggrund heraf traf SKAT afgørelse om, at sagsøgeren havde anvendt køretøjet til transport af private genstande i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Køretøjet skulle derfor afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens almindelige bestemmelser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og udtalte i den forbindelse, at omfanget af den private brug, herunder værdien af de transporterede private genstande, ikke havde betydning for afgiftspligtens indtræden.

      Byretten bemærkede indledningsvis, at der som følge af fritagelsen for afgift stilles skærpede krav til anvendelsen af mandskabsvogne. Herefter bemærkede retten, at mandskabsvogne kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

      Efter en samlet vurdering fandt retten det dog overvejende betænkeligt at anse det for godtgjort, at den omhandlede mandskabsvogn var anvendt i strid med betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8.

      Landsskatteretskendelser

      SKM2011.748.LSR

      Medarbejdernes kørsel i en specialindrettet mandskabsvogn 

      Landsskatteretten anser ikke en kørsel fra chaufførernes private bopæl og til arbejdsstedet med opsamling undervejs af medarbejdere for at være privat personbefordring. Kørslen anses derimod for erhvervsmæssig kørsel omfattet af undtagelsen til hovedreglen i SKATs Juridiske Vejledning.

      Skatterådet

      SKM2019.176.SR

      Skatterådet bekræfter, at den anvendelse af mandskabsvognen, som spørger ønsker, er omfattet af fritagelsen for registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

      Der er bl.a. lagt vægt på, at de eksterne adresser anses for museets arbejdspladser, når der er tale om museets kerneopgaver, som blandt andet er formidling, og mandskabet transporteres i virksomhedens erhvervsmæssige interesse. En virksomheds arbejdsplads defineres som den adresse, der ikke behøver at være fast etableret, hvorfra virksomhedens indtjening genereres.

       

      SKM2016.116.SR

      Skatterådet bekræftede, at spørger - uden at det udløste registreringsafgift -  kunne anvende to leasede mandskabsvogne til at transportere medarbejdere og arbejdsudstyr fra enten spørgers adresse eller spørgers lageradresse, der var sammenfaldende med en af spørgers medarbejderes adresse, til arbejdsstedet i udlandet, og at spørger med mandskabsvognene kunne samle medarbejdere op fra motorvejstilkørsler på vejen mod arbejdsstedet i udlandet.