Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan fortjeneste, der bliver genanbragt i erhvervsejendomme, der efterfølgende bliver eksproprieret eller lignende, bliver beskattet.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Beskatningstidspunkt
  • Anskaffelsessummen for en ejendom, der eksproprieres mv.

Regel

Udgangspunktet er, at den genanbragte fortjeneste bliver beskattet, når den ejendom, hvor fortjenesten er genanbragt i, afstås.

For at sikre, at der altid sker beskatning af en genanbragt fortjeneste, gælder der særlige regler for beskatningen, når den ejendom, der er genanbragt fortjeneste i, efterfølgende bliver eksproprieret eller overdraget ved en frivillig aftale i en ekspropriationssituation. Se EBL § 11, stk. 2.

Skattepligtig fortjeneste ved afståelse af en erhvervsejendom, der efter reglerne i EBL §§ 6 A-6 C er genanbragt i anskaffelsessummen for en ejendom, der eksproprieres eller overdrages ved en frivillig aftale i en ekspropriationssituation, er ikke omfattet af skattefritagelsen i EBL § 11, stk. 1.

Den nævnte regel trådte i kraft den 31. december 2010. Se § 2 i lov nr. 1560 af 21. december 2010 om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Indberetning af indtægter fra sommerhusudlejning kombineret med forhøjet bundfradrag, ophævelse af fradrag for tobaksudgifter mv.)

Se også

Se også afsnit (C.H.2.1.18) om skattefritagelse i forbindelse med xekspropriationserstatningerx mv.

Beskatningstidspunkt

Den genanbragte fortjeneste fra den tidligere afståelse af erhvervsejendommen skal beskattes i det indkomstår, hvor den nye ejendom, som fortjenesten er genanbragt i, afstås. Den skattepligtige fortjeneste opgøres med eventuelt ejertidsnedslag eller bundfradrag efter de dagældende regler i ejendomsavancebeskatningsloven, som erhvervsejendommen ville have været berettiget til, hvis fortjenesten var blevet beskattet på det oprindelige tidspunkt for afståelsen af erhvervsejendommen.

Anskaffelsessummen for en ejendom, der eksproprieres mv.

Når den tidligere genanbragte fortjeneste bliver beskattet særskilt på den måde, så bortfalder det nedslag, der efter EBL §§ 6 A-6 C er givet med den genanbragte fortjeneste i anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom. Den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af den erhvervede ejendom skal derfor tage udgangspunkt i anskaffelsessummen uden hensyn til den genanbragte fortjeneste. (Opgørelsen af resultatet foretages for at konstatere et eventuelt tab, der er fradragsberettiget efter de almindelige regler i ejendomsavancebeskatningsloven)