Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke inddrivelsessager, der kan behandles i Landsskatteretten.

Afsnittet indeholder:

Regelgrundlag
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regelgrundlag

Udgangspunktet er, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse har klageadgang til Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller i regler udstedt i medfør af lovgivning. Det gælder for alle typer krav, der opkræves eller inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bødekrav. Se Gældsinddrivelseslovens § 17.

Landsskatteretten kan også træffe afgørelse i klagesager vedrørende dækning af krav, der er dækket efter dækningsrækkefølgen i Gældsinddrivelseslovens § 4, uden at kravet er omfattet af den inddrivelsesindsats, som beløbet hidrører fra. Se Gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 2, der har virkning fra den 1. april 2017.

Den ledende retsformand i Landsskatteretten kan efter inddragelse af Skatteankestyrelsen fastsætte regler om, at klager over visse nærmere typer afgørelser skal afgøres af Skatteankestyrelsen i stedet for af Landsskatteretten. Se SFL § 35b, stk. 3. Der er på den baggrund udstedt regler om, at klager over afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten efter Gældsinddrivelseslovens § 17, afgøres af Skatteankestyrelsen. Se § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1 af 02/01/2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

De inddrivelsessager, der frem til 01.01.2014 alene kunne påklages administrativt til Landsskatteretten, og som tidligere blev behandlet som såkaldte »kontorsager«, afgøres fra 01.01.2014 af Skatteankestyrelsen.

Klagen afgøres dog af Landsskatteretten, hvis sagen er principiel ud fra de kriterier, der er angivet i SFL § 21, stk. 4. Herudover kan klagen afgøres af Landsskatteretten, hvis den udspringer af samme retsforhold som en anden sag, som allerede verserer ved eller samtidigt visiteres til Landsskatteretten. Se SFL § 35b, stk. 3.

Dvs. udgangspunktet er, at klagen afgøres af Skatteankestyrelsen. Det er Skatteankestyrelsen, der visiterer klagen til afgørelse ved enten Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten.

Bemærk

Gældsinddrivelseslovens § 17 kan ikke fortolkes således, at Landsskatteretten også skal være klageinstans for andre myndigheders afgørelser om opkrævning af gæld vedrørende ikke-betalte fordringer, dvs. fordringshavers opkrævning af gæld. Landsskatteretten er kun klageinstans for afgørelser om inddrivelse af fordringer mv., der er truffet af Skatteforvaltningen som restanceinddrivelsesmyndighed.

En kommune foretog modregning i en skyldners overskydende skat til delvis dækning af et kommunalt krav mod skyldneren. Kravet var ikke overgivet restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) til inddrivelse. Landsskatteretten afviste en indgivet klage over modregningen under henvisning til, at retten efter Gældsinddrivelsesloven kun var klagemyndighed for SKAT's afgørelser bl.a. om modregning. Se SKM2009.612.LSR.

Se også

SKM2015.127.SANST om modregning til dækning af gæld vedrørende boligsikring og gebyr til Udbetaling Danmark

Særligt om klager over kravets eksistens og størrelse

Fremkommer en skyldner med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse, vedrørende et krav som restanceinddrivelsesmyndigheden har til inddrivelse, skal restanceinddrivelsesmyndigheden sende skyldners indsigelse til fordringshaveren, eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, til afgørelse af indsigelserne. Fordringshaveren behandler alene indsigelser, der vedrører kravets eksistens og størrelse, på det tidspunkt, hvor kravet blev overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Se Gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2.

Landsskatteretten afviste at behandle en klage, da klagen vedrørte kravets eksistens og størrelse som følge af afskrivninger foretaget forud for kravets overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden. Se SKM2010.630.LSR.

Se også SKM2018.169.LSR hvor Landsskatteretten afviste at tage stilling til kravets eksistens, men oversendte klagerens indsigelser vedrørende dette til fordringshaveren.

Klager over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til den periode, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har haft kravet til inddrivelse, fx spørgsmålet om et krav er betalt til restanceinddrivelsesmyndigheden, eller om der er indtrådt forældelse, efter fordringen er overdraget til inddrivelse, skal IKKE behandles af fordringshaveren, men af Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen som en klage over restanceinddrivelsesmyndighedens administration. Se Gældsinddrivelseslovens § 17.

Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen kan kun tage stilling til lovligheden af de inddrivelsesskridt, der er foretaget efter, at fordringen er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Indsigelser om kravets eksistens har som udgangspunkt ikke opsættende virkning for inddrivelsen af kravet. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Se Gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2.

Se også SKM2009.8.SKAT indsigelser mod kravets eksistens og størrelse om, hvornår restanceinddrivelsesmyndigheden kan tillægge skyldners indsigelser opsættende virkning.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsskatteretten
SKM2018.169.LSR	Landsskatteretten afviste at tage stilling til kravets eksistens, men oversendte klagerens indsigelser vedrørende dette til fordringshaveren.	Landsskatteretten fandt dog, at SKAT med rette have pålagt rykkergebyr ved inddrivelse af et krav på tilbagebetaling af feriepenge.
SKM2017.163.LSR	Klageren mente, at gælden til SKAT blev indfriet i november måned 2015 og at dette var blevet bekræftet af SKAT ved restanceattest af 14. april 2016. Landsskatteretten fandt, at et korrekt beregnet rentebeløb af en skattegæld, hvor hovedstolen var blevet afdraget og betalt i henhold til aftale med SKAT, ikke kunne anses for bortfaldet, selv om SKAT havde udstedt en restanceattest om at gælden var afviklet, idet attesten ved en fejl ikke havde medregnet rentebeløbet. Attesten kunne alene anses for en uformel ikke bindende forhåndstilkendegivelse.
SKM2017.110.LSR	SKAT havde sendt en B-skatterate, der var forfalden til betaling, og hvor rykkerskrivelse var fremsendt til skyldner, til inddrivelse hos den del af SKAT, der fungerer som restanceinddrivelsesmyndighed, og som fremsendte en yderligere rykkerskrivelse til skyldner. Landsskatteretten fandt, at SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed havde været berettiget til at pålægge gælden et rykkergebyr på kr. 140. En efterfølgende indbetaling fra skyldneren blev anset for at dække den følgende B-skatterate, hvorfor det var berettiget, at der til første B-skatterater var opkrævet inddrivelsesrenter, indtil restancen dækkedes ved modregning.
SKM2017.48.LSR	Landsskatteretten fandt, at retten havde kompetence til at behandle klage over SKATs afgørelse om at klagerens gæld vedrørende sagsomkostninger til politiet ikke var forældet. Landsskatteretten fandt, at klagerens gæld i den konkrete sag var forældet.
SKM2017.47.LSR	Landsskatteretten fandt, at retten havde kompetence til at behandle en klage over SKATs afgørelse om modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2015 til dækning af sagsomkostninger til politiet. Det var således Landsskatterettens opfattelse, at straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, måtte forstås således, at den ikke afskærer borgerens adgang til at klage over SKATs afgørelse om modregning efter gældsinddrivelseslovens § 17, når der klages over SKATs administration.
SKM2015.158.SANST	SKAT havde afslået at notere et udlæg i en persons eventuelle overskydende skat/moms for 2013, da der manglede "en side med kopi af afgørelse fra fogedretten" (dokumentation for udlægget). Selskabets repræsentant klagede til Skatteankestyrelsen med påstand om, at SKAT skal notere det anmeldte udlæg. Skatteankestyrelsen udtalte, at SKATs afgørelser vedrørende notering eller afvisning af notering af udlæg anses for at være af privatretlig karakter. Der er ikke i skatteforvaltningsloven belæg for at antage, at Skatteankestyrelsen er klagemyndighed for SKATs afgørelser af privatretlig karakter. Klagen blev derfor afvist.
SKM2015.127.SANST	En klage over SKATs modregning i klagerens overskydende skat til dækning af gæld vedrørende boligsikring, restskat, renter og gebyr blev afvist af Skatteankestyrelsen for så vidt angår modregningen til dækning af gæld vedrørende boligsikring og gebyr til Udbetaling Danmark, idet denne modregning blev foretaget af fordringshaver (Udbetaling Danmark).
SKM2014.861.SANST	SKAT havde truffet afgørelse om, at gæld vedrørende sagsomkostninger i form af et forsvarersalær ikke var forældet. SKAT havde i sagen givet klageadgang til Skatteankestyrelsen, der i SKM2014.796.SANST traf afgørelse om, at gælden vedrørende sagsomkostningerne var forældet. Rette klageinstans for sagsomkostninger var imidlertid Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Skatteankestyrelsen traf derfor efterfølgende afgørelse om, at styrelsens afgørelse, refereret i SKM2014.796.SANST var ugyldig, idet Skatteankestyrelsen ikke var den kompetente klagemyndighed.
SKM2013.593.LSR	SKAT var ikke berettiget til at afvise en anmodning om henstand efter SFL § 51 selv om restanceinddrivelsesmyndigheden havde inddrevet beløbet ved udlæg i bankindeståender.	Betaling er sket efter ansøgningens indgivelse ved, at restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget udlæg i klagerens bankindeståender.
SKM2013.475.LSR	En virksomhed havde fået tiltransporteret en persons tilgodehavende hos SKAT vedrørende for meget erlagt A-skat, B-skat og AM-bidrag for 2007 og 2006. SKAT foretog modregning i tilgodehavendet med overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag. Transporthaverens klage over SKAT's modregning blev afvist. Landsskatteretten anså ikke transporthaveren for at have en sådan direkte retlig interesse, at virksomheden var berettiget til at klage over modregningen. Landsskatteretten anså den noterede transport for at være en privatretlig disposition, og ikke en afgørelse af offentligretlig karakter.
SKM2010.630.LSR.	En klage over afgørelse fra SKAT Inddrivelsescentret blev afvist ved Landsskatteretten, da den ikke vedrørte restanceinddrivelsesmyndighedens administration, idet en afskrivning i forbindelse med akkord var foretaget forud for kravets overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden.
SKM2009.612.LSR.	En kommune foretog modregning i en skyldners overskydende skat til delvis dækning af et kommunalt krav mod skyldneren. Kravet var ikke overgivet restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) til inddrivelse. Landsskatteretten afviste en indgivet klage over modregningen under henvisning til at retten efter inddrivelsesloven alene var klagemyndighed for SKAT's afgørelser bl.a. om modregning.
SKM2007.420.LSR.	Landsskatteretten afviste at behandle en klage over afgørelse truffet af den tidligere Told- og Skattestyrelse som tidligere klagemyndighed for afgørelser om inddrivelse. En anmodning om genoptagelse af Told- og Skattestyrelsens afgørelse blev ikke imødekommet.	Landskatteretten er en særlig uafhængig forvaltningsmyndighed, som står uden for det administrative hierarki. Landsskatteretten kan derfor alene ved lov tillægges kompetence til at påkende klager over afgørelser.