Indhold

Dette afsnit handler om fristforlængelse.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Fristforlængelse af hensyn til borgerens interesser
  • Fristforlængelse skal ske på borgerens initiativ
  • Bestemmelsens administration i praksis
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser SKM-meddelelser mv.

Regel

Hvis det har betydning for borgerens mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal Skatteforvaltningen imødekomme en anmodning om en rimelig fristforlængelse. Se SFL § 26, stk. 1, 4. pkt.

Ved stillingtagen til, om fristforlængelse skal imødekommes, skal der foretages en konkret vurdering af sagens kompleksitet og karakteren af de oplysninger, der kan forventes fremlagt, sammenholdt med begrundelsen for, at oplysningerne ikke kunne fremskaffes før fristens udløb.

Landsskatteretten har i en sag taget stilling til betydningen af fristforlængelse. En kommune havde imødekommet en anmodning om udsættelse af ansættelsesfristen til 1. oktober. Indsigelser fra borgeren indgik til kommunen få dage inden den 1. oktober, og kommunen havde derfor få dage til at foretage ansættelsen. Kommunen foretog ansættelsen den 25. oktober. Landsskatteretten fastslog, at ansættelsen var ugyldig, da den skulle være foretaget senest den 1. oktober. Se SKM2002.584.LSR.

Fristforlængelse af hensyn til borgerens interesser

Det centrale i bestemmelsen er, at fristforlængelse gives med det formål, at borgeren får bedre tid til at varetage sine interesser. Dette fremgår af bemærkningerne til den tidligere gældende og næsten enslydende bestemmelse i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen administreres lempeligt i praksis. Borgeren vil normalt få fristforlængelse, hvis det vurderes at have betydning for muligheden for, at fremskaffe nye oplysninger i sagen.

Fristforlængelse skal ske på borgerens initiativ

Det skal kunne dokumenteres, at det er borgeren, der har taget initiativet til, at ansættelsesfristen forlænges. Det er fx ikke tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at der er aftalt indsendelse af yderligere materiale kort før ansættelsesfristens udløb, hvis det ikke kan dokumenteres, at der er anmodet om forlængelse af fristen.

Østre Landsret fandt, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet måtte anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til anpartshaverens mulighed for at varetage sine interesser. Landsretten tiltrådte herefter, at de tidsmæssige betingelser for ekstraordinær skatteansættelse var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 2. Se SKM2019.159.ØLR.

Østre Landsret har i en sag anset en ansættelse for ugyldig, da en aftale om indsendelse af yderligere materiale, ikke kunne anses for en anmodning om yderligere udsættelse af fristen for skatteansættelse. Der havde før et møde med skatteforvaltningen den 17. august været en række udsættelser af borgerens frist for at fremsætte bemærkninger. På mødet den 17. august blev det aftalt, at der skulle fremsendes yderligere materiale. Uanset, at der var kort tid til ansættelsesfristens udløb, kunne denne aftale ikke anses for en anmodning om yderligere fristforlængelse. Der blev henvist til, at det af motiverne til SSL § 35, stk. 1, fremgår, at en aftale om udskydelse af fristen for skatteansættelse har til formål at give den skattepligtige bedre tid til at varetage sine interesser. Se SKM2007.50.ØLR.

Østre Landsret anså efter omstændighederne en advokats anmodning om et møde med skatteforvaltningen, der grundet advokatens forhold først kunne gennemføres efter den 1. august i det 4. år, for en anmodning om udsættelseaf anmodningsfristen. Se SKM2010.131.ØLR.

SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet til afholdelse efter udløbet af ændringsfristen implicit lå en anmodning om fristforlængelse i medfør af SFL § 31, stk. 1, 4. pkt. Se SKM2013.281.BR.

Bestemmelsens administration i praksis

Fristforlængelse giver ofte anledning til problemer i praksis. Det skyldes, at fristforlængelsen sker efter ønske fra borgeren/virksomheden, der således skal nå at fremskaffe yderligere oplysninger inden den forlængede frists udløb. Skatteforvaltningen skal samtidig nå at modtage og indarbejde oplysningerne i ansættelsen, inden for samme forlængede frist. Der er ikke noget krav om, at oplysningerne skal fremsendes i så god tid, at Skatteforvaltningen har en passende tid til bearbejdning af oplysningerne.

For at forebygge usikkerhed om forlængelse af en ansættelsesfrist kan der i disse situationer fastsættes et præcist tidspunkt for, hvornår ansættelsen skal foretages. Dernæst kan der fastsættes et forudgående tidspunkt for, hvornår den skattepligtiges eventuelle bemærkninger senest skal være modtaget hos Skatteforvaltningen, så Skatteforvaltningen har mulighed for at indarbejde bemærkningerne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2019.159.ØLR

Østre Landsret fandt, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet måtte anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til anpartshaverens mulighed for at varetage sine interesser. Landsretten tiltrådte herefter, at de tidsmæssige betingelser for ekstraordinær skatteansættelse var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 2.

 

SKM2010.131.ØLR

Advokatens anmodning om møde efter ansættelsesfristens udløb ansås for en anmodning om udsættelse af ansættelsesfristen.

 

SKM2007.50.ØLR

Aftale om indsendelse af yderligere materiale ansås ikke for en anmodning om udsættelse. Ugyldig ansættelse.

Byretsdomme

SKM2013.281.BR

Ved brev af 24. oktober 2008 varslede SKAT rettidigt en forhøjelse af H1 A/S´ momstilsvar for september 2005 med 1.862.500,- kr.

I brev af 21. november 2008 fremkom revisor med indsigelser mod den varslede forhøjelse og anførte afslutningsvis, at revisor ville have et møde med SKAT, "inden der træffes afgørelse", hvis de skriftlige indsigelser ikke var tilstrækkelige til, at SKAT gav selskabet medhold.

Den 13. januar 2009 aftalte SKAT telefonisk et møde med revisor til afholdelse den 26. januar 2009 - dagen efter udløbet af ændringsfristen den 25. januar 2009.

SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet til afholdelse efter udløbet af ændringsfristen implicit lå en anmodning om fristforlængelse i medfør af SFL § 31, stk. 1, 4. pkt.

Retten gav derfor H1 A/S medhold i, at ændringen foretaget den 9. februar 2009 ikke var rettidig.

Landsskatteretskendelser

SKM2002.584.LSR

Anmodning om udsættelse af ansættelsesfristen var imødekommet. Krav om indsendelse af materiale og foretagelse af ansættelsen inden udløb af fornyet frist. Ugyldig ansættelse, da foretaget efter ny frist.