Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af udenlandske krav i Danmark.

Afsnittet indeholder:

• Regelgrundlag
• Udlæg
• Modregning og lønindeholdelse
• Dækningsrækkefølge
• Konkurs og gældssanering
• Eftergivelse
• Forældelse
• Kravet bestrides
• Returnering af udenlandske fordringer
• Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Bemærk

Reglerne for inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark gennemgås i G.A.3.6.3.1.

Regelgrundlag

Reglerne i gældsinddrivelsesloven gælder også for opkrævning og inddrivelse af

• udenlandske
• færøske
• eller grønlandske

skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager.

Reglerne gælder også for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2.

Reglerne i anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand mv., gælder, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 3, 2. pkt.

Hovedreglen er derfor, at de udenlandske krav skal inddrives efter samme regler, som gælder for tilsvarende danske krav.

Udlæg

Som udgangspunkt gennemføres inddrivelsen under anvendelse af de regler, som er gældende for tilsvarende danske fordringer. Det er restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, der forestår inddrivelsen af kravene.

Bemærk

I TfS 1985.251 udmeldte det daværende skattedepartement, at et tysk skattekrav ikke kunne gøres gældende mod skatteyders ægtefælle i Danmark efter kildeskattelovens § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1), da der ikke i tysk ret var hjemmel til at inddrive skattekrav hos en ægtefælle (subsidiært udlæg). Skattedepartementet meddelte skattemyndighederne i Tyskland, at selv om inddrivelse af et tysk skattekrav i Danmark skete efter de danske regler, kunne Tyskland dog ikke efter artikel 23 i den dagældende dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst opnå en inddrivelsesmulighed, der ikke bestod i Tyskland.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten bestemte både dengang og nu, at det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, skal nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat. Denne begrænsning er ikke på samme vis udtrykt i EU’s inddrivelsesdirektiv, hvorfor skattekrav, for hvilke anmodningen om bistand støttes på direktivet, må antages også at kunne inddrives efter gældsinddrivelseslovens § 12.

Se også

Se mere om udlæg i afsnit G.A.3.2.2.

Se mere om de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået med andre lande og som har bestemmelser om bistand til inddrivelse i afsnit G.A.3.6.2.2.2.

Se mere om EU's inddrivelsesdirektiv i afsnit G.A.3.6.2.2.3.4.

Modregning og lønindeholdelse

Ved inddrivelse af udenlandske fordringer kan modregning og lønindeholdelse anvendes i samme omfang som ved tilsvarende danske fordringer.

Se også

Se mere om modregning i afsnit G.A.3.1.4.

Se mere om lønindeholdelse i afsnit G.A.3.1.2.

Dækningsrækkefølge

En udenlandsk fordring indgår i dækningsrækkefølgen på samme måde som en tilsvarende dansk fordring. Se gældsinddrivelseslovens § 4, som ændret ved lov nr. 285 af 29. marts 2017.

Se også

Se mere om reglerne om dækningsrækkefølge i G.A.2.3.

Konkurs og gældssanering

En udenlandsk myndighed kan anmelde en fordring i et dansk konkursbo. Hvis en udenlandsk fordring er til inddrivelse her i landet, anmelder de danske myndigheder fordringen, og de udenlandske myndigheder underrettes.

For gældssanering gælder ligeledes, at de danske myndigheder anmelder kravet, selv om et udenlandsk krav som udgangspunkt ikke er omfattet af en dansk gældssanering. Lader skifteretten det udenlandske krav indgå i gældssaneringen, er den udenlandske myndighed ikke forpligtet til at respektere dette, og kan kræve pengene inddrevet ved individualforfølgning mod skyldner i eget land. I begge situationer er de danske inddrivelsesmyndigheder afskåret fra at bistå med inddrivelse.

Se også

Se mere om konkurs i afsnit G.A.3.4.1.

Se mere om gældssanering i afsnit G.A.3.1.7.

Eftergivelse

Spørgsmål om hel eller delvis eftergivelse af fremsendte fordringer afgøres udelukkende af ansøgerstaten. En anmodning om eftergivelse vedlagt budgetoversigt skal sendes til restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende eftergivelse danske fordringer.

Se også

Se mere om eftergivelse i G.A.3.1.6.

Forældelse

Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i forbindelse med inddrivelse, skal tidspunktet for, hvornår forældelse indtræder normalt være angivet. Fordringer, der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU’s inddrivelsesdirektiv, forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om inddrivelse. Fordringer, der inddrives efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, forældes som udgangspunkt efter danske regler.

Se TfS 2005.307.HK, SKM2006.218.ØLR og TfS 1999.807.VLK til illustration af domspraksis på området vedrørende forældelsesspørgsmål.

Se også

Se mere om forældelse af fordringer under inddrivelse i afsnit G.A.2.4.

Se mere om forældelse af fordringer generelt i afsnit A.A.9.

Se mere om inddrivelse fordringer i overensstemmelse med en dobbeltbeskatningsoverenskomst i G.A.3.6.2.2.2.

Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med den nordiske bistandsaftale i G.A.3.6.2.2.3.1.

Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med EU’s inddrivelsesdirektiv i G.A.3.6.2.2.3.4.

Kravet bestrides

Hvis skyldner bestrider kravet, opstår spørgsmålet, hvordan dette skal håndteres. Klager skyldner over selve grundlaget for kravet, må dette spørgsmål behandles af de udenlandske myndigheder efter de udenlandske regler om klagefrister mv. Se SKM2018.194.VLR. Går klagen på inddrivelsen og hjemmel til at kunne foretage inddrivelse, må dette spørgsmål behandles af de danske inddrivelsesmyndigheder.

Se også

Se mere om klager i afsnit G.A.2.2.

Returnering af udenlandske fordringer

Det fremgår af lovbemærkningerne, at udenlandske krav ikke er omfattet af den generelle afskrivningsbestemmelse i gældsinddrivelseslovens § 16. Årsagen hertil er, at "ejerskabet" til de udenlandske krav ligger hos de udenlandske myndigheder. Se de almindelige bemærkninger afsnit 3.7.2 til lovforslag nr. 20 af 8. oktober 2008 forslag til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Princippet i gældsinddrivelseslovens § 16 kan dog anvendes til brug for vurderingen af, om et udenlandsk krav skal returneres til udlandet. En returnering skal ske, hvis det må antages for åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen vedrørende fordringen. Fordringen skal returneres til udlandet med den fornødne forklaring om det formålsløse i at fortsætte inddrivelsen i Danmark.

Følgende kriterier kan lægges til grund for, om en udenlandsk fordring må returneres til udlandet:

• Skyldner har stor offentlig gæld til Danmark
• Skyldner har lav indkomst
• Skyldner har ingen udlægsegnede aktiver
• Der er ingen udsigt til inddrivelse inden for de næste 3 år
• Skyldners alder og udsigt til indkomst

Ved vurderingen kan der ikke lægges vægt på ét kriterium frem for et andet. Modsat kan det heller ikke kræves, at alle punkterne skal være opfyldte for, at en returnering kan ske.

Se også

Se mere om afskrivning i afsnit G.A.3.1.8.

Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark

Restanceinddrivelsesmyndigheden kontrollerer sagen vedrørende beløb og formalia. Hvis anmodningen opfylder de fastlagte betingelser om beløb og formalia, kvitteres der for modtagelsen samtidig med, at kravet oprettes i systemet.

Restanceinddrivelsesmyndigheden sender en betalingsanmodning til skyldneren, hvorefter kravet inddrives.

Én gang årligt informerer restanceinddrivelsesmyndigheden den udenlandske myndighed om sagens status via oplysninger indhentet hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Restanceinddrivelsesmyndigheden holder sig orienteret om udviklingen i sagen, herunder om der foretages forældelsesafbrydende tiltag. Restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer om den udenlandske fordring anses for inddriveligt.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
TfS 2005.307.HK	Der var tale om en sag, hvor et pantefogedudlæg, der under anvendelse af artikel 33 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, var foretaget på grundlag af et tysk skattekrav, blev begæret ophævet, da det blev gjort gældende, at kravet var forældet efter danske regler. Højesteret lagde i lighed med landsretten til grund, at fuldbyrdelsen af kravet ikke måtte stride imod de danske forældelsesregler, da det af art. 34 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår, at krav, der inddrives i medfør af overenskomstens bestemmelse om inddrivelse af skattekrav, ikke må være forældet efter hverken danske eller tyske forældelsesfrister. Forfaldstidspunktet måtte imidlertid fastsættes efter de tyske regler, hvor den 5-årige forældelsesfrist løber fra udløbet af det kalenderår, hvor kravet forfaldt til betaling. Da skyldner ikke havde godtgjort, at den forfaldsdato, som var fastsat af de tyske myndigheder, var i strid med tysk ret eller med dobbeltbeskatningsoverenskomsten, fandt Højesteret ikke, at kravet ved fogedforretningens gennemførelse var forældet. Højesteret udtalte, at dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 33 efter sin ordlyd og forarbejderne må forstås således, at når der foreligger et fundament, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, som fremsætter anmodninger, og som ikke kan bestrides, skal der foretages inddrivelse alene med respekt af de særlige undtagelser, der er hjemlet i art. 33, stk. 5 (hvorefter kravet ikke nyder en eventuel fortrinsret for skattekrav i den inddrivende stat), samt i art. 34. Højesteret opretholdt derfor det foretagne udlæg.
Landsretten
SKM2018.194.VLR	Fogedretten i Kolding ophævede et udlæg foretaget af SKAT vedrørende nogle tyske skattekrav, under henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for grundlaget for kravet og under henvisning til, at skyldner havde indsigelser mod kravet. Vestre Landsret udtalte at en anmodning baseret på Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter afgifter og andre foranstaltninger, kan tjene som fundament for en fogedforretning, såfremt den indholdsmæssig overholder betingelserne i direktivet. Derudover udtalte Landsretten at såfremt skyldneren havde indsigelser mod kravet, skulle dette prøves af den kompetente instans i Tyskland. Fogedretten havde dermed ikke grundlag for at ophæve pantefogedudlægget.
SKM2006.218.ØLR	De tyske skattemyndigheder havde efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland anmodet de danske skattemyndigheder om at inddrive et tysk skattekrav vedrørende indkomståret 1994 hos en dansk statsborger. Da fogedretten fandt, at det tyske skattekrav ikke var forældet efter både danske og tyske forældelsesregler, blev et udlæg foretaget af Helsingør Kommune opretholdt. I den forbindelse fandt fogedretten ikke, at spørgsmålet om fastsættelse af forfaldsdato for et tysk skattekrav kunne fastsættes efter andre regler end de tyske regler. Fogedretten lagde derfor til grund, at forfaldsdatoen var som oplyst af de tyske skattemyndigheder. Østre Landsret opretholdt udlægget.  Landsretten lagde til grund, at det tyske skattekrav senest var forfaldet på udlægsdatoen, og at det tyske skattekrav ikke var forældet efter de tyske og danske regler, hverken da de tyske skattemyndigheder foretog skatteansættelsen, eller da Helsingør Kommune foretog udlæg.
TfS 1999.807.VLK	De danske skattemyndigheder foretog i 1998 udlæg for 43.425 kr. for et krav på tysk indkomstskat for indkomståret 1990. Landsskatteretten havde i 1996 truffet afgørelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for 1990 tilkom Tyskland. Efter at der var sket udlæg, gjorde skatteyderen over for fogedretten gældende, at kravet på tysk indkomstskat var forældet, men fik ikke medhold heri. Landsretten lagde i lighed med fogedretten til grund, at forfaldstiden for skattekravet efter de tyske regler var den 7. oktober 1996, og at der ikke var hjemmel i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland for yderligere bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke forældet hverken efter danske eller tyske forældelsesregler. Det foretagne udlæg blev derfor opretholdt.
Byretten
SKM2017.278.BR	Afgørelsen angik overordnet, hvorvidt direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger ("Inddrivelsesdirektivet") fandt anvendelse under behandlingen af en påklaget udlægsforretning ved fogedretten, samt hvilken betydning dette måtte få i forhold til bevisførelsen i sagen. Fogedsagen angik nærmere et af SKAT foretaget udlæg, som blev gennemført på baggrund af en anmodning fra de tyske skattemyndigheder i henhold til inddrivelsesdirektivet. Rekvisitus gjorde gældende, at inddrivelsesdirektivet var implementeret i strid med fremgangsmåden i grundlovens § 20, samt i øvrigt at direktivet var i strid med det danske retsforbehold, hvorfor direktivet var uvirksomt i dansk ret. Herudover gjorde rekvisitus gældendende, at der skulle tillades fuld bevisførelse for den tyske fordrings rigtighed ved fogedretten. Fogedretten lagde til grund, at spørgsmålet om inddrivelsesdirektivets lovlighed i forhold til grundlovens § 20 ikke var blevet prøvet ved EU-domstolen eller indirekte ved en præjudiciel forelæggelse. Som følge heraf var betingelserne ikke opfyldt for, at fogedretten var kompetent til at efterprøve, om dele af inddrivelsesdirektivet var uanvendeligt i dansk ret. Fogedretten fandt endvidere, at direktivet ikke var i strid med det danske retsforbehold. Idet direktivets anvendelighed i dansk ret ikke kunne efterprøves, måtte direktivet lægges til grund i sagen. Som følge heraf fandt fogedretten, at spørgsmålet om den underliggende tyske fordrings rigtighed hørte under de tyske myndigheders kompetencer, hvorfor der ikke blev tilladt bevisførelse for kravets rigtighed ved fogedretten.