Indhold

Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens samarbejde med skattemyndighederne i de øvrige EU-medlemsstater.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Andre internationale samarbejdsaftaler 

Regel

Grundlaget for kontrolsamarbejdet på momsområdet mellem EU-medlemsstaterne har siden 1. januar 2004 været samlet i ét regelsæt. Se Rådets forordning af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift nr. 904/2010. Kommissionen har i forlængelse heraf udstedt Kommissionens gennemførelsesforordning af 31. januar 2012 nr. 79/2012. 

Forordningerne giver skattemyndighederne i EU-medlemsstaterne mulighed for at udøve det nødvendige bistandssamarbejde med henblik på kontrol af momsens korrekte beregning i EU-medlemsstaterne.

Forordningen indeholder bl.a. regler om

• bistand efter anmodning i konkrete sager,
• automatisk udveksling af kontroloplysninger,
• spontan videregivelse af oplysninger,
• udveksling af momsoplysninger om leverancer af varer og ydelser (EU-salg uden moms),
• samtidige kontroller,
• tilstedeværelse og deltagelse i administrative kontroller af embedsmænd fra andre EU-lande.

Forordningerne indeholder også grundlaget for den systematiske elektroniske udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne via systemet "EU-salg uden moms" (tidligere Listesystemet) / VIES (VAT Information Exchange System). Forordningerne indeholder endvidere det legale grundlag for det formaliserede samarbejde mellem medlemsstaterne kaldet Eurofisc.

I EU-domstolens dom C-419/14  har domstolen tilkendegivet, at forordningen i en konkret situation skal fortolkes således, at en medlemsstats afgiftsmyndighed, som undersøger, hvorvidt der skal pålægges merværdiafgift på ydelser, der allerede er pålagt merværdiafgift i andre medlemsstater, er forpligtet til at fremsende en anmodning om oplysninger til afgiftsmyndighederne i disse andre medlemsstater, såfremt en sådan anmodning er nyttig eller endog uundværlig med henblik på at fastslå, om der skal pålægges merværdiafgift i den første medlemsstat.

I samme dom har EU-Domstolen tilkendegivet, at EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at afgiftsmyndigheden med henblik på at fastslå, om der er sket misbrug på området for merværdiafgift, kan anvende beviser, der er tilvejebragt uden den afgiftspligtiges vidende inden for rammerne af en endnu uafsluttet sideløbende straffesag ved hjælp af fx aflytning af telekommunikation og beslaglæggelse af e-mail, forudsat at tilvejebringelsen af disse beviser i forbindelse med den nævnte straffesag og anvendelsen af beviserne i forbindelse med den administrative sag ikke tilsidesætter de rettigheder, der er sikret ved EU-retten.

Se også omtalen af dommen  i afsnit D.A.3.4.

Andre internationale bistandsaftaler

Ud over den nævnte forordning er der også et EU-regelsæt, der gør det muligt at inddrive momsskyld mv. i andre medlemsstater. Se Rådets direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger.

På punktafgiftsområdet er der en tilsvarende forordning. Se Rådets forordning 389/2012 om det administrative samarbejde på punktafgiftsområdet.

På området for direkte skatter er bistandssamarbejdet mellem EU-medlemsstaterne Rådets direktiv 2011/16/EU, der danne grundlag for det administrative bistandssamarbejde samt bilaterale dobbeltbeskatningsaftaler.

Se også

Se også afsnit C.F.8.1.2.4 om det EU-retlige grundlag om udveksling oplysninger efter bistandsdirektivet.

Desuden er der andre kontrolsamarbejdsaftaler, der rækker ud over EU, fx aftaler mellem de nordiske lande, Europarådet/OECDs aftale om gensidig bistand i skattesager, der også dækker moms og afgifter, samt dobbeltbeskatningsaftaler, som i en række aftaler også dækker bistand vedrørende bl.a. moms.