Indhold
Dette afsnit beskriver nogle særlige regler for ejere af vindmøller eller vindmølleandele og andre vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg.
Afsnittet indeholder:
LL § 8 P
Ved lov nr. 1559 af 21. december 2010 om ændring af ligningsloven blev de tidligere regler i LL § 8 P om vindmøller udvidet til at omfatte fysiske personer, der ejer vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg. Vedvarende energikilder er i lov om fremme af vedvarende energi (lov nr. 1392 af 27. december 2008) § 2, stk. 2, bl.a. vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge - og tidevandsenergi og geotermisk varme.
Fysiske personer, der ejer vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg, der er omfattet af § 2, stk. 2 eller 3, i lov om fremme af vedvarende energi, lov nr. 1392 af 27. december 2008, kan ved opgørelse af den skattepligtige indkomst vælge at medregne indkomsten ved driften af energianlægget med 60 pct. af den del af bruttoindkomsten, der for hver ejer overstiger 7.000 kr., LL § 8 P, stk. 1 og 2. Hvis skatteyderen vælger at bruge denne regel om opgørelse af indkomsten, kan udgifter, der er forbundet med driften af det vedvarende energianlæg, herunder afskrivninger, ikke trækkes fra ved indkomstopgørelsen, LL § 8 P, stk. 3. Valget har virkning for alle vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg, som den fysiske person ejer og efterfølgende erhverver. Se dog reglen om supplerende anlæg i LL § 8 P, stk. 1, 5. pkt. Valget er bindende til og med det indkomstår, hvor det sidste anlæg eller de sidste andele afstås, LL § 8 P, stk. 1. Det vedvarende energianlæg eller andelene i anlægget anses i disse tilfælde for udelukkende benyttet til private formål. Se LL § 8 P, stk. 4.
Ved lov nr. 1390 af 23. december 2012 blev regelsættet på ny ændret med virkning for vedvarende energi-anlæg, der er anskaffet den 20. november 2012 eller senere.
Før lovændringen var retstilstanden den, at hvis skatteyderen valgte ikke at bruge de skematiske regler om opgørelsen af den skattepligtige indkomst, blev det vedvarende energi-anlæg eller andelene i det vedvarende energi-anlæg anset for at være udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, jf. den dagældende bestemmelse i LL § 8 P, stk. 5.
Ved lovændringen blev reglen i stk. 5 imidlertid ophævet, så fravalget af den skematiske ordning ikke længere medfører at anlægget bliver anset for erhvervsmæssigt anvendt. Dette spørgsmål afgøres efter de almindelige skattemæssige regler herom.
Se nærmere under C.C.4.5 Vedvarende energi-anlæg, hvor regelændringerne og tidligere regelændringer er beskrevet sammen med overgangsbestemmelserne.
Forholdet til anpartsreglerne
Fysiske personer, der er ejere af vedvarende energi-anlæg eller andele i vedvarende energi-anlæg, og har valgt at opgøre deres indkomst fra de vedvarende energi-anlæg eller andele i vedvarende energi-anlæg efter de særlige regler i LL § 8 P, stk. 2 og 3, vil ikke blive omfattet af anpartsreglerne, fordi indkomsten fra de vedvarende energi-anlæg eller andele i vedvarende energi-anlæg ikke anses for at være erhvervsmæssig, når ejeren bruger denne opgørelsesmetode. Fysiske personer, der har valgt at bruge reglerne i LL § 8 P, stk. 2 og 3, tælles ikke med ved opgørelse af, om der er flere end ti ejere af virksomheden, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 9 (tidligere 10), og PSL § 4, stk. 7. ►I henhold til lov nr. 738 af 30. maj 2020 vil ejere af vedvarende energi-anlæg, der udbydes den 1. juni 2020 og senere ikke længere kunne vælge opgørelse efter LL § 8 P. Som en følge heraf er det ikke længere nødvendigt i PSL § 4, stk. 1, nr. 9, at henvise til "andele i vedvarende energi-anlæg", som derfor udgår af bestemmelsen for så vidt angår andele udbudt den 1. juni 2020 eller senere.◄