Indhold

Dette afsnit handler om afgrænsningen af passiv kapitalanbringelse i pengeinstitutter, forsikringsvirksomheder, pensionskasser og realkreditinstitutter.

Afsnittet indeholder:

• Afgrænsning af passiv kapitalanbringelse: Fælles kriterier
• Pengeinstitutter
• Forsikringsvirksomheder og pensionskasser
• Realkreditinstitutter
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit D.B.2.7.4.1 om hvornår en virksomhed leverer momsfri finansielle ydelser mod vederlag.

Afgrænsning af passiv kapitalanbringelse: Fælles kriterier

I SKM2010.445.SKAT har Skatteministeriet taget stilling til afgrænsningen af passiv kapitalanbringelse i pengeinstitutter, forsikringsvirksomheder og pensionskasser samt realkreditinstitutter.

Pengeinstitutter, forsikringsvirksomheder og pensionskasser samt realkreditinstitutter kan holde den del af lønsummen udenfor lønsumsafgiftsgrundlaget, der kan henføres til virksomhedens investeringsaktiviteter vedrørende egne midler, når investeringsaktiviteten ikke udgør økonomisk virksomhed.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at finansielle virksomheders finansielle aktiviteter som udgangspunkt vil udgøre økonomisk virksomhed, selvom det er muligt at godtgøre, at bestemte udlån, værdipapirhandel mv. måtte være foretaget for den egenkapital, der er oparbejdet i virksomheden.

I de tilfælde, hvor den finansielle virksomhed kan godtgøre, at bestemte udlån, værdipapirhandel mv. ikke udgør økonomisk virksomhed, kan virksomheden holde den del af lønsummen uden for lønsumsafgiftsgrundlaget, som kan henføres til virksomhedens investeringsaktiviteter vedrørende egne midler.

Økonomisk virksomhed

Når investeringsaktiviteten ligger i direkte permanent forlængelse af virksomhedens momspligtige eller momsfrie aktiviteter, skal investeringsaktiviteten anses for økonomisk virksomhed.

Det anses for økonomisk virksomhed, hvis investeringsaktiviteterne udøves i overensstemmelse med driftsformål eller med kommerciel målsætning, der navnlig karakteriseres ved et ønske om rentabilisering af den investerede kapital. Det vil sige, at hvis aktiviteten indgår som led i virksomhedens grundlæggende kommercielle aktivitet, der ikke kan karakteriseres som ren formueplacering og opnåelse af afkast heraf, anses aktiviteten for økonomisk virksomhed.

Det vil udgøre økonomisk virksomhed, hvis investeringsaktiviteten for egen regning sker ved anvendelse af midler, som virksomheden har modtaget som indlån, præmie eller indbetalinger til pensionsordninger mv. fra kunder i den finansielle virksomhed.

Ikke økonomisk virksomhed

De særlige tilfælde, hvor de finansielle virksomheders aktiviteter ikke anses for økonomisk virksomhed kan fx være:

• køb og salg af anlægsaktiver i datterselskaber eller lignende
• investering af "fra grundvirksomheden særskilt udskilt egenkapital".

Det er en forudsætning, at investeringsaktiviteten består i at forvalte en investeringsportefølje på samme måde som en privat investor.

Krav til udskillelse af aktivitet

Under normale omstændigheder, hvor aktiviteten udøves for en blanding af lånte midler og egenkapitalen, vil tilstrækkelig adskillelse ikke kunne lade sig gøre, og aktiviteten vil skulle anses for en del af den økonomiske virksomhed.

Udskillelse af en virksomheds investeringsaktiviteter forudsætter, at der kan ske identifikation af bestemte investeringsaktiviteter, som kan udsondres og karakteriseres som netop dem, der foretages for egenkapitalmidler. Det må derfor som det mindste forudsættes, at der føres særskilt regnskab med denne investeringsaktivitet.

Det er endvidere en forudsætning, at den udskilte og investerede kapital ikke anses for en del af basiskapitalen. Aktiviteter i form af den til basiskapitalen svarende kapital, må anses for at ligge i direkte, permanent og nødvendig forlængelse af den udøvede finansielle virksomhed.

Pengeinstitutter

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at pengeinstitutters investeringsaktiviteter med ganske få undtagelser anses for økonomisk virksomhed.

Se SKM2015.119.SKAT for mere om investeringsaktiviteterne i pengeinstitutter samt retningslinjer for beregning af deres delvise fradragsprocent efter ML § 38, stk. 1.

Forsikringsvirksomheder og pensionskasser

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at forsikringsvirksomheders og pensionskassers investeringsaktiviteter med ganske få undtagelser anses for økonomisk virksomhed, da investeringsaktiviteterne anses for en forudsætning for udøvelse af forsikringsvirksomheden.

Pensionskasser er omfattet af begrebet livsforsikringsvirksomheder.

Se SKM2015.120.SKAT for mere om investeringsaktiviteterne i forsikringsvirksomheder samt retningslinjer for beregning af deres delvise fradragsprocent efter ML § 38, stk. 1.

Realkreditinstitutter

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at realkreditinstitutters investeringsaktiviteter med ganske få undtagelser anses for økonomisk virksomhed.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at investering af likviditet opnået ved:

• at udstedelsen af realkreditobligationerne sker før udbetalingen af realkreditlånet til låntageren
• at en låntager indbetaler afdrag mv. til realkreditinstitutterne, inden disse er forfaldne i henhold til den bagvedliggende obligation
• at en låntager indfrier et realkreditlån før de bagvedliggende obligationer opkøbes
• at realkreditinstitutter er forpligtet til at råde over en basiskapital, som realkreditinstitutterne under visse betingelser må investere

ligger i direkte, permanent og nødvendig forlængelse af realkreditvirksomheden.

Se SKM2015.119.SKAT for mere om investeringsaktiviteterne i realkreditinstitutter samt retningslinjer for beregning af deres delvise fradragsprocent efter ML § 38, stk. 1.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2016.46.ØLR	Et realkreditinstituttet plejede midler, som det havde overført til en såkaldt investeringsbeholdning, hvis størrelse blev fastsat årligt efter realkreditinstituttets eget skøn. Landsretten fandt, at realkreditinstituttets investeringsaktivitet vedrørende investeringsbeholdningen ikke kunne anses for passiv kapitalanbringelse, men var lønsumsafgiftspligtig økonomisk virksomhed, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at investeringsbeholdningens størrelse fastsattes af realkreditinstituttet ud fra dels et skøn over omfanget af likvide midler, der kunne henføres til egenkapitalen, dels midler hidrørende fra udstedelse af ansvarlig lånekapital, og at der til realkreditinstituttets basisindtjening årligt overførtes tab eller gevinst fra fondsforvaltningen, således at investeringsaktiviteterne påvirkede basiskapitalen med betydelige beløb. Landsretten gav heller ikke realkreditinstituttet medhold i en subsidiær påstand om, at pleje af den del af investeringsbeholdningen, som oversteg det lovpligtige krav til dets basiskapital, i hvert fald måtte anses for passiv kapitalanbringelse og dermed fritaget for lønsumsafgiftspligt. På det foreliggende grundlag kunne det ikke anses for dokumenteret, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang realkreditinstituttets forvaltning af investeringsbeholdningen på tidspunkterne for de enkelte investeringsaktiviteter skete med egenkapitalmidler, der lå ud over det lovpligtige krav om en basiskapital.