Indhold
Afsnittet indeholder:
- Hvilke forsikrings- og pensionsordninger omfatter PBL § 53 A og PBL § 53 B?
- Hvilke forsikrings- og pensionsordninger omfatter SL § 4, litra c, og SL § 5, litra b?
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Hvilke forsikrings- og pensionsordninger omfatter PBL § 53 A og PBL § 53 B?
Bestemmelserne omfatter:
- Livsforsikringer
- Pensionskasseordninger
- Syge- og ulykkesforsikringer
- Pensionsordninger oprettet i pengeinstitutter.
Begge bestemmelser omfatter stort set de samme ordninger. Se PBL § 53 A, stk. 1, og PBL § 53 B, stk. 1. Det er derfor ikke på typen af forsikrings- eller pensionsordning bestemmelserne adskiller sig fra hinanden, men derimod på den skattemæssige behandling af præmierne og bidragene til ordningerne og udbetalingerne fra ordningerne.
Hvilke forsikrings- og pensionsordninger omfatter SL § 4, litra c, og SL § 5, litra b?
SL § 4, litra c, og SL § 5, litra b, omfatter typisk:
- Udenlandske lovbestemte obligatoriske pensions-/forsikringsordninger
- Offentligt administrerede pensions-/forsikringsordninger
- Uafdækkede direktørordninger.
Statsskattelovens regler er opsamlingsbestemmelser
Statsskattelovens regler er i forhold til reglerne i PBL § 53 A og PBL § 53 B opsamlingsbestemmelser, der samler alle de ordninger, der ikke er omfattet af PBL kapitel 1, eller de to nævnte bestemmelser i PBL afsnit II A.
Statsskattelovens regler er beskrevet i afsnit C.A.10.4.2.7 om den usymmetriske beskatningsregel i SL § 4, litra c, og beskatningsreglen i SL § 5, litra b.
Se også afsnit C.A.10.4.3 forskellige typer forsikrings- og pensionsordninger, hvor der gennemgås en række konkrete ordninger, der ikke alle er omfattet af PBL §§ 53 A og 53 B, og som derfor er omfattet af statsskattelovens regler.
Generelt set kan visse ordninger på forhånd udskilles fra PBL §§ 53 A og 53 B og følgelig være omfattet af statsskattelovens regler. Det drejer sig om:
- Udenlandske, lovbestemte, obligatoriske ordninger
- Offentligt administrerede ordninger.
Udenlandske, lovbestemte, obligatoriske ordninger
Udenlandske, lovbestemte, obligatoriske ordninger kaldes inden for EU/EØS-området for søjle 1-ordninger. Disse ordninger finansieres i de fleste lande gennem store lovbestemte arbejdsgiverbidrag og mindre arbejdstagerbidrag.
Hovedydelsen, der udbetales fra disse udenlandske søjle 1- ordninger, svarer formentlig i store træk til den alders-, invalide- og efterlevendepension, som udbetales fra danske frivillige og obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger samt fra tjenestemandspensionsordningen.
Søjle 1-ordninger er omfattet af reglerne i statsskatteloven. Se afsnit C.A.10.4.2.7 om den usymmetriske beskatningsregel i SL § 4, litra c, og beskatningsreglen i SL § 5, litra b.
Reglerne i LL § 7 L, stk. 1, og LL § 8 M, stk. 2, giver under visse betingelser bortseelses-/fradragsret for indbetaling til søjle 1-ordningerne. Se afsnit C.A.10.4.3.18 om udenlandske Søjle 1-ordninger (obligatoriske, lovbestemte).
Offentligt administrerede ordninger
Offentligt administrerede ordninger er ikke omfattet af PBL § 53 A eller PBL § 53 B.
Se SKM2001.159.LSR. I denne sag udtalte Landsskatteretten, at PBL § 53 A antages kun at angå ordninger oprettet i private forsikringsselskaber og lignende og ikke offentligt administrerede ordninger.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretten |
SKM2001.159.LSR | Udbetaling fra den frivillige dagpengesikring var ikke skattefri efter PBL § 53 A. Denne regel antoges kun at angå ordninger oprettet i private forsikringsselskaber og lignende og ikke en offentligt administreret ordning som den omhandlede frivillige dagpengesikring. | |