Indhold
- Formål og lovgrundlag
- Ressortmyndighed
- Vareområder og tilladelsestyper
- Ekspedition
- Uregelmæssigheder
- Opsplitningsproceduren og oplæggelse på toldoplag
- Mærkning som økologiske varer
- Toldstyrelsens opgave
Formål og lovgrundlag
Formål
På EU-plan er der fastlagt en fælles kontrolprocedure for import fra tredjelande af produkter, som skal markedsføres som økologiske produkter, jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1235 af 8. december 2008, med senere ændringer.
Kontrolproceduren indebærer blandt andet, at en sending varer, der søges indført som økologiske varer, skal være ledsaget af en original kontrolattest. Kontrolattesten udstedes af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen. Kontrol og afstempling af attesten skal ske umiddelbart i forbindelse med frigivelse til fri omsætning og frit forbrug.
Kontrollen dokumenteres i Kommissionens elektroniske system TRACES NT, men indtil videre skal der fortsat fremlægges papirudgave af kontrolattesten til afstempling.
Lovgrundlag
EU regulering
Nationale bestemmelser
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Fødevarestyrelsen og Landbrugsstyrelsen.
Vareområder og tilladelsestyper
Kommissionens forordning nr. 1235/2008 om import af økologiske produkter fra tredjelande, anvendes på følgende produkter, når de er forsynet med angivelser/mærker, som henviser til en økologisk produktionsmetode:
a) levende eller uforarbejdede landbrugsprodukter
b) forarbejdede landbrugsprodukter til konsum
c) foder
d) vegetativt formeringsmateriale og frø til udsæd
e) akvakulturprodukter
f) gær til konsum eller til foder
Det centrale i forordningen er, at Toldstyrelsen skal foretage verifikation af kontrolattester for økologiske varer fra tredjelande. Det betyder, at sendingen først kan frigives af toldmyndighederne til fri omsætning/frit forbrug i EU som økologisk, efter at der er foretaget verifikation og afstempling af en kontrolattest (findes som bilag V vedrørende kontrolattester og som bilag VI vedrørende delkontrolattester i Kommissionens forordning nr. 1235/2008). Verifikationen sker i EU-databasen TRACES NT.
Ekspedition
Normalproceduren for import af økologiske varer fra tredjeland er, at sendingen skal ledsages af én original kontrolattest. Kontrol og afstempling af kontrolattesten skal ske umiddelbart i forbindelse med frigivelse til fri omsætning/frit forbrug.
Procedurerne og typen af kontrolattest kan dog variere afhængig af, om indfortoldningen af sendingen skal ske i sin helhed, eller der er tale om en sending der skal lægges på toldoplag og siden fraføres i delsendinger.
Der findes to typer kontrolattester:
1) en almindelig kontrolattest
2) en delkontrolattest
Den almindelige kontrolattest skal verificeres af Toldstyrelsen ved afstempling i rubrik 20. Efter verifikation og afstempling udleveres kontrolattesten, til den person, der har fremlagt den.
Delkontrolattesten skal verificeres af Toldstyrelsen ved afstempling på bagsiden, da der ikke findes en speciel rubrik til dette formål. Efter verifikation og afstempling udleveres delkontrolattesten, til den person, der har fremlagt den.
I forbindelse med afstemplingen anføres referencenummer fra toldsystemet samt løbenummeret fra kontrolattestens rubrik 3.
Inden der kan ske afstempling af kontrolattester/delkontrolattester skal det kontrolleres via EU-kommissionens database TRACES NT (se nærmere sidst i dette afsnit 4), at kontrolattesten er original.
Det skal desuden kontrolleres,
- at der er fuld overensstemmelse mellem oplysningerne på den fremlagte originale kontrolattest og kopien af kontrolattesten i TRACES NT. Der er flere informationer på kontrolattesten i TRACES end på den originale papirversion af kontrolattesten. I TRACES NT kan man nederst i skærmbilledet trykke på "vis udskrift af PDF" og derved vises kontrolattesten nøjagtig som den originale papirversion.
- Særligt rubrik 3, 13-16 og 18 skal kontrolleres op mod kontrolattesten i TRACES NT.
- at det er en original kontrolattest med stempel og underskrifti rubrik 18. For delkontrolattesten fremgår det af rubrik 13.
- I TRACES NT "mellem" rubrik 18 og 19, at der er afkrydset, om der er udført dokumentkontrol, ID-kontrol, fysisk kontrol eller laboratorietest.
Toldstyrelsen udfører som udgangspunkt en dokumentkontrol af kontrolattestens oplysninger holdt op imod de samlede dokumenter, som varepartiet omfattes af.
Der vil i nogle få tilfælde være foretaget rettelser i kontrolattesten i TRACES NT, eksempelvis i rubrik 12 "første modtager". Som relevant myndighed har Toldstyrelsen mulighed for at ændre i bestemte felter, der alle er lysegule i TRACES NT, inden partiet frigives ved at trykke i rubrik 20 (underskriv verifikation som). I forbindelse med frigivelsen skal toldmedarbejderen foretage de samme rettelser i hver af rubrikkerne på den originale kontrolattest, og i rubrik 20 anføre "rettelse i rubrik xx foretaget af undertegnede".
Når alt er kontrolleret og fundet i orden, skal sendingen også frigives elektronisk i TRACES NT. I rubrik 20 klikkes på "kan cleares" og derefter "underskriv verifikation som".
Efter verifikation og afstempling udleveres kontrolattesten til den person, der fremlagde den.
Der kan eventuelt også foretages fysisk kontrol af, om der er overensstemmelse mellem produktet og kontrolattesten.
Opstår der uklarheder eller uregelmæssigheder kan Fødevarestyrelsen kontaktes (FVST Aarhus direkte telefonnummer - mail). Se eventuelt punkt 5 nedenfor "Uregelmæssigheder".
Uregelmæssigheder
Hvis Toldstyrelsen finder uregelmæssigheder og ikke kan påtegne kontrolattesten, kan sendingen kun overgå til frit forbrug som en konventionel vare.
Importøren skal i sådanne tilfælde sørge for, at alle angivelser som økologiske varer bliver fjernet fra mærkning, reklamer og ledsagedokumenter inden frigivelsen.
Ved uoverensstemmelser og uklarheder kan Toldstyrelsen kontakte Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen og holde partiet tilbage, mens sagen undersøges. Som udgangspunkt vil Fødevarestyrelsen/Landbrugsstyrelsen overtage sådanne sager, og fjernelse af alle økologiske angivelser vil ske hos første modtager inden partiet bringes i videre omsætning som konventionelt.
Opsplitningsproceduren (delkontrolattest) og oplæggelse på toldoplag
I forbindelse med import af varer, der efter ankomsten til et EU-land skal lægges på toldoplag, kan oplæggelsen ske uden at der fremvises en kontrolattest ved grænsepassagen. Det forhold, at der fremvises kontrolattest i forbindelse med oplæggelsen fritager ikke for, at der skal fremlægges delkontrolattest ved opsplitning for hver delsending, som opsplitningen resulterer i. Begrundelsen for dette er, at kravet om delkontrolattest øger sikkerheden for, at der er den fornødne identitet imellem de oprindeligt oplagte varer, og den delsending, som opsplittes og fraføres eller indfortoldes.
Opsplitning i delpartier
Foretages oplæggelsen imidlertid med henblik på opsplitning, skal der ske afstempling af kontrolattesten efter, at der er foretaget opslag på TRACES NT.
Når der under oplæggelsen på toldoplaget er sket en opsplitning af sendingen, skal importøren udfærdige en delkontrolattest for hver delsending som opsplitningen resulterer i. Fødevarestyrelsen/Landbrugsstyrelsen bekræfter er udfærdigelsen af delkontrolattesten i original papirformat, men det er også muligt, at delkontrolattesten er udstedt af andre myndigheder i EU. TRACES NT fører regnskabet med de fraførte mængder, så der ikke udstedes flere delkontrolattester end der er grundlag for.
Delkontrolattesten skal forelægges toldmyndigheden til afstempling, hvis del-partiet i forbindelse med fraførsel fra toldoplag skal indfortoldes til frit forbrug.
Delkontrolattesten har ikke nogen rubrik til toldmyndighedernes påtegning. Toldstyrelsen verificerer derfor delkontrolattesten med et stempel på bagsiden og en henvisning til indfortoldningens referencenummer og delkontrolattestens fortløbende nummer, der findes øverst på forsiden.
Proceduren for påtegning af delkontrolattesten er den samme som kontrolattesten, og det skal ligeledes kontrolleres på TRACES NT, at der foreligger en gyldig importtilladelse, før sendingen kan frigives.
Delkontrolattestens udseende fremgår af bilag VI i Kommissionens forordning nr. 1235/2008.
Oplæggelse på toldoplag uden opsplitning
Ved oplæggelse på toldoplag eller aktiv forædling afkrydses rubrik 19 på kontrolattesten, og der trykkes på "start toldprocedure". I forbindelse med fraførslen fra toldoplaget af sendinger der ikke er blevet opsplittet, skal der i forbindelse med frigivelsen igen foretages en afstempling af kontrolattesten i rubrik 20 efter den normale procedure.
Mærkning som økologiske varer
Hvis Toldstyrelsen i forbindelse med den almindelige godskontrol støder på sendinger, hvor der ikke er forelagt en kontrolattest, men som alligevel er forsynet med angivelser der lader forbrugeren formode, at produktet er fremstillet efter økologiske produktionsregler, kontaktes Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen, og Toldstyrelsen holder partiet tilbage mens sagen undersøges.
Følgende ord anvendes for økologiske produkter i de øvrige EU lande:
-på bulgarsk: ?????????? -på dansk: økologisk -på engelsk: organic -på estisk: mahe, ökoloogiline -på finsk: luonnonmukainen -på fransk: biologique -på græsk: ß???????? -på italiensk: biologico -på lettisk: biologisks, ekologisks -på litauisk: ekologi?kas -på luxembourgsk: biologesch -på maltesisk: organiku -på nederlandsk: biologisch -på polsk: ekologiczne -på portugisisk: biológico -på rumænsk: ecologic -på slovakisk: ekologické, biologické -på slovensk: ekolo?ki -på spansk: ecológico, biológico -på svensk: ekologisk -på tjekkisk: ekologické, biologické -på tysk: ökologisch, biologisch -på ungarsk: ökológiai
(? angiver bogstaver i kyrillisk eller andet alfabet, som Toldstyrelsens system ikke kan gengive. Se i stedet ordene i bilaget i rådsforordning nr 834/2007).
Toldstyrelsens opgave
Toldstyrelsen skal ved sin kontrol sikre, at
- de relevante attester verificeres og afstemples umiddelbart i forbindelse med varens frigivelse til fri omsætning og frit forbrug
- varen overgår til frit forbrug som en konventionel vare, hvis der konstateres uregelmæssigheder og kontrolattesten ikke kan påtegnes
- importøren skal i sådanne tilfælde foranledige, at alle angivelser som økologiske varer fjernes fra mærkning, reklamer og ledsagedokumenter inden frigivelsen. Dette kan ske hos første modtagers lager under opsyn af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen.
- Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen kan eventuelt kontaktes ved uoverensstemmelser og uklarheder, og at varepartiet holdes tilbage, mens sagen undersøges.