Indhold

Dette afsnit beskriver kravene til transfer pricing-dokumentation i forbindelse med serviceydelser, samt nogle af de supplerende oplysninger skattemyndighederne kan anmode om i forbindelse med en skattekontrol.

  • Oplysninger om serviceydelser i TP-dokumentationen

  • Supplerende oplysninger i forbindelse med en skattekontrol.

Oplysninger om serviceydelser i TP dokumentationen

Fællesdokumentationen skal indeholde en liste med en kort beskrivelse af de væsentlige serviceaftaler mellem de forbundne parter, jf. TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4, stk. 2, nr. 3, samt en liste over betydelige aftaler mellem de forbundne parter vedrørende forsknings- og udviklingsserviceaftaler, jf. TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4, stk. 3, nr. 3.

Det fremgår også af TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5, stk. 2, nr. 4, at den landespecifikke dokumentation skal vedlægges en kopi af alle væsentlige aftaler, som den skattepligtige er med i. Har den skattepligtige indgået væsentlige aftaler om levering af serviceydelser med forbundne parter, så skal dokumentationen vedlægges en kopi af sådanne aftaler.

Den landespecifikke dokumentation skal også indeholde en udførlig beskrivelse af modtagne eller leverede serviceydelser, samt dokumentation for, at de fastsatte priser og vilkår er i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5, stk. 2, og gennemgangen i afsnit C.D.11.13.1.2.2.

Supplerende oplysninger i forbindelse med en skattekontrol.

Skattemyndighederne kan blandt andet anmode om følgende supplerende dokumentation i forbindelse med en skattekontrol vedrørende serviceydelser af lav værdi, når den simplificerede tilgang er valgt, jf. TP dokumentationsbekendtgørelsen § 6:

  • Beskrivelse af, hvorfor hver af de omhandlede kategorier af serviceydelser anses for omfattet af definitionen i TPG, kap. VII, afsnit D.1, om serviceydelser af lav værdi.
  • Begrundelsen for at disse koncerninterne serviceydelser udføres i koncernen.
  • Beskrivelse af de fordele eller forventede fordele modtageren af de omhandlede serviceydelser opnår.
  • Beskrivelse af de valgte fordelingsnøgler.
  • Begrundelse for at de valgte fordelingsnøgler afspejler de fordele som modtages ved serviceydelsen.
  • Bekræftelse af den anvendte mark up.
  • Kopi af skriftlige kontrakter eller aftaler om levering af tjenesteydelser samt eventuelle ændringer af disse kontrakter og aftaler, der viser at modtager-selskaberne er bundet af reglerne om serviceydelser af lav værdi. Se også TPG, kap. VII, afsnit D1.
  • Dokumentation og beregninger der viser opgørelsen af omkostningspulje, jf. beskrivelsen i TPG, kap. VII, sektion D.2.2. og det anvendte avancetillæg.
  • En specificeret opgørelse af alle beløb og omkostninger der indgår i omkostningspuljen, samt omkostninger der henregnes direkte til et eller flere af gruppeselskaberne.
  • Beregninger der viser anvendelsen af allokeringsnøglerne i forhold til de enkelte selskaber, som modtager de omhandlede serviceydelser.

Se også

TPG 7.64 

Afsnit C.D.11.8 om serviceydelser