Indhold

Afsnittet indeholder:

• Lønmodtagernes Garantifond (LG)
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lønmodtagernes Garantifond (LG)

LG er en selvejende institution og skal i visse tilfælde sikre lønmodtagerens lønkrav mv. Et af tilfældene er lønmodtagerkrav ved konkurs. I det følgende redegøres for det særlige samspil, der er mellem anmeldelse af lønmodtagerkrav fra LG og A-skattereglerne i kildeskattesystemet.

Lov om Lønmodtagernes Garantifond

Bestemmelserne om LG mv. findes i lov om Lønmodtagernes Garantifond. 

LG skal sikre lønmodtagerens lønkrav mv. i følgende tilfælde: 

• Arbejdsgiverens konkurs
• Arbejdsgiverens død, hvis der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling
• Virksomhedens ophør, hvis det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet
• Arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling. 

Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 1, stk. 1. 

LG skal desuden sikre lønmodtageres krav på løn mv. i forhold til virksomheder, der virker i flere medlemsstater inden for EU og EØS. Dette gælder dog kun, hvis

• lønmodtageren sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i Danmark, og
• virksomheden kan anses for insolvent. 

Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 1, stk. 2. 

Garantien omfatter de lønmodtagerkrav, der ved konkurs er omfattet af konkurslovens § 63, stk. 2, 1. pkt., og lønprivilegiet i konkurslovens § 95. Omfattet er dog også lønmodtagerkrav, der har status som sekundære massekrav efter konkurslovens § 94, nr. 2, om gæld, som skyldneren efter fristdagen har pådraget sig med samtykke af en rekonstruktør, der er beskikket af skifteretten. Det er dog en betingelse, at skifteretten attesterer, at boet ikke for tiden er i stand til at opfylde kravene. 

Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1 og 2. 

Egentlige massekrav efter konkurslovens § 93 er ikke omfattet af garantien fra LG, ligesom garantien heller ikke omfatter den del af lønkravet, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt som A-skat. Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, sidste pkt. 

LG foretager udbetaling, når kravet af lønmodtageren er anmeldt på særlige blanketter og dokumenteret over for LG. Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 4. LG indtræder derefter i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren. Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 7, stk. 1. Lønmodtageren skal anmelde sit krav over for LG inden fire uger efter virksomhedens konkurs eller ophør som insolvent. For lønmodtagerkrav - bortset fra feriegodtgørelse - kan LG i det enkelte tilfælde i alt højst udbetale 110.000 kr. efter skat til hver lønmodtager. Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 3, stk. 1. Beløbet kan reguleres under hensyn til lønudviklingen. Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 3, stk. 3. Ved bekendtgørelse nr. 653 af 30. juni 2009 blev beløbet forhøjet til 160.000 kr. Hvis udbetalingen skyldes arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling, kan LG inden for en periode af 18 måneder udbetale op til tre måneders løn til hver lønmodtager, dog højst 55.000 kr. Se lov om Lønmodtagernes Garantifond § 3, stk. 2. Beløbet er ved den nævnte bekendtgørelse forhøjet til 80.000 kr. ved bekendtgørelse nr. 653 af 30. juni 2009. For feriegodtgørelse er der ikke fastsat maksimumbeløb.

Den af LG beregnede A-skat

LG beregner og fratrækker den A-skat, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt, hvis udbetalingen var foretaget af ham. Derefter udbetales nettobeløbet til lønmodtageren. Er der tale om feriegodtgørelse, udsendes dog FerieKonto-anvisning på nettobeløbet. 

Hvis arbejdsgiveren har opgjort A-skatten, lægges denne til grund typisk ved fælles anmeldelse for flere af en virksomheds ansatte. Ellers beregner LG A-skatten på grundlag af skattekortoplysningerne i anmeldelsen, typisk ved anmeldelse fra den enkelte lønmodtager. 

Ved LG's beregning af A-skatten gives skattekortfradrag efter de sædvanlige regler, når der er tale om

• løn, herunder løn under ferie, samt
• feriegodtgørelse og søgne- og helligdagsbetaling til lønmodtagere uden ret til ferie med løn. 

Derimod beregnes A-skatten med den oplyste trækprocent uden fradrag, når det drejer sig om

• erstatning for opsigelsesløn samt akkordoverskud
• feriegodtgørelse og ferietillæg til lønmodtagere med ret til ferie med løn
• fratrædelsesgodtgørelse. 

Beregningen af A-skat vil i almindelighed være baseret på de skattekortoplysninger, der foreligger ved konkursens indtræden. LG har ikke mulighed for systematisk at kontrollere den oplyste A-skat eller de oplyste skattekortoplysninger.

LG anmelder lønmodtagerkrav som transporthaver

Det forhold, at LG beregner og fradrager A-skatten forud for sine udbetalinger, medfører ikke, at LG bliver indeholdelsespligtig som udbetaler af A-indkomst, når den udbetaler nettobeløbet.

Se kildeskattelovens § 46 og § 83.

LG indtræder med hensyn til nettoudbetalingen i lønmodtagerens ret mod arbejdsgiveren eller dennes bo ved lovbestemt subrogation. Når der er tale om konkurs, anmelder LG fordringen i arbejdsgiverens konkursbo. 

Lønmodtagere, der får dækket deres krav via LG, får derfor ved en særregel godskrevet den fratrukne A-skat efter kildeskattelovens § 60.

Se kildeskattelovens § 83.

Relationen til lønmodtageren - periodisering af A-skatten

Det beløb, som LG opgør som A-skat for lønmodtageren, træder i stedet for A-skatten af indkomsten. Se kildeskattelovens § 83, stk. 2. A-skatten skal efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, godskrives indkomstmodtageren i det år, hvori den pågældende A-indkomst skal indtægtsføres, dvs. i det år, hvori indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til indkomsten, hvilket normalt er det år, hvor arbejdsgiveren er erklæret konkurs.

Udbetalingen fra LG skal derfor periodiseres på samme måde som den indtægt, den træder i stedet for, hvis den var blevet udbetalt på normal vis. Se Landsskatterettens kendelser i TfS 1984.111 LSR og TfS 1985.291 LSR. 

I TfS 1984.111 LSR brød Landsskatteretten med det tidligere anvendte retserhvervelsesprincip, da dette princip i den konkrete sag førte til en helt urimelig forskydning af indkomstgrundlaget til det år, hvor skatteyderen mistede sin stilling. Landsskatteretten henførte derfor udbetalingen til de år, hvor den naturligt hørte hjemme. Siden denne afgørelse er udbetalingen fra LG periodiseret på samme måde som den indtægt, den træder i stedet for, hvis indtægten var blevet udbetalt på normal vis.

Dette resultat støttes også af sammenhængen mellem kildeskattelovens § 46, stk. 2, om stiftelsestidspunktet for A-skat, kildeskattelovens § 83 om udbetaling af A-indkomst gennem LG og kildeskattebekendtgørelsen § 21 om beskatningstidspunktet. A-skat modregnes i slutskatten - se kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a - og derfor kræves samtidighed mellem beskatningstidspunktet og indeholdelsestidspunktet. 

Dermed adskiller periodiseringen af lønudbetalinger fra LG sig fra periodiseringen af boets dividendeudbetaling til lønkrav, da der ved boets udbetaling sker en beskatning på udlodningstidspunktet. Se TfS 1998.526 HR. 

Indtægtsførelse af A-indkomsten og godskrivning af A-skatten opnås ved, at Skatteforvaltningen udskriver oplysningssedler på grundlag af lønmodtagerbilagene fra LG. Dette bør først ske, efter at det er sikret, at den samme A-indkomst og A-skat ikke allerede er helt eller delvis medtaget på oplysningssedler fra den indeholdelsespligtige. 

I en konkurssituation fremkommer kravet på løn i opsigelsesperioden normalt ved, at lønmodtagerne fritstilles af arbejdsgiveren ved konkursens indtræden. 

Som eksempel kan nævnes en konkurs den 1. december 2010, hvor en lønmodtager, der har krav på tre måneders opsigelse, fritstilles den 30. november 2010. Lønmodtageren har erhvervet ret til erstatning for løn i opsigelsesperioden for december 2010 samt januar og februar 2011 med tillæg af den heraf beregnede feriegodtgørelse.

Relation til arbejdsgiveren

LG er som nævnt ovenfor ikke indeholdelsespligtig, og i kildeskattelovens § 83, stk. 1, er der derfor fastsat en særlig hæftelsesregel. Når A-indkomst udbetales gennem LG, påhviler det den, der skulle have foretaget indeholdelse, hvis udbetalingen ikke var foretaget af LG, at indbetale som A-skat til det offentlige det beløb, som LG efter lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, sidste pkt., fratrækker for A-skat forinden udbetalingen.

LG's anmeldelse i konkursboer

Ved LG's anmeldelse af lønkrav i et konkursbo skelnes der mellem 

• Bruttokrav: Det samlede lønkrav.
• Den af LG beregnede A-skat: Denne A-skat vil være stillet som massekrav eller privilegeret krav, da den er udsprunget af hovedkravet og præget af dettes stilling i konkursordenen.
• Nettokrav: Der skal ikke beregnes A-skat mv., da indeholdelsespligten er indtrådt før konkursdekretets afsigelse. Derfor har restanceinddrivelsesmyndigheden anmeldt indeholdt A-skat mv., hvis betaling ikke er sket. Nettokrav forekommer typisk som tilgodehavende lønarbejder/feriegodtgørelse og søgne-helligdagsbetaling indtjent op til konkursdekretets afsigelse samt som funktionær-/feriegodtgørelse, når den pågældende er fratrådt virksomheden før dekretets afsigelse.

LG foretager anmeldelse af lønmodtagerkrav i konkursboerne ved at fremsende en boanmeldelse bilagt enkeltopgørelser for hver af de lønmodtagere, der er omfattet af garantien. Anmeldelsen lyder på summen af de medfølgende enkeltopgørelsers nettobeløb. Anmeldelsen af LG's krav i et konkursbo foretages ofte ad flere gange i takt med behandlingen af lønmodtagernes anmeldelser til LG. Restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en kopi af LG's anmeldelse.

Det vil af anmeldelsen til bostyret og lønmodtagerne fremgå, om det er en brutto- eller nettoanmeldelse. Er det en bruttoanmeldelse, vil A-skat mv. fremgå af opgørelsen, og hvis der er tale om et nettokrav, er der ingen A-skat mv. på anmeldelsen. Bostyret er herudover i anmeldelsens tekst gjort opmærksom på, at det påhviler boet at afregne dividende af det af LG beregnede A-skattebeløb mv. til restanceinddrivelsesmyndigheden. I anmeldelsen er det desuden anført, at LG efter det oplyste har anset A-skat mv. vedr. nettokrav for indeholdt af arbejdsgiveren, og at disse skattebeløb (eventuelt) indgår i restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelse af skyldig A-skat. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved gennemgangen af de fra LG modtagne opgørelser over udbetalingen til den enkelte lønmodtager være opmærksom på eventuelle uberettigede nettokrav. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden konstaterer fejl, skal bostyret underrettes. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ikke foretage en konkret anmeldelse af det A-skattetilsvar, der er beregnet af LG vedrørende bruttokravene, da A-skattekravets særlige stilling som et afledt massekrav først kan gøres gældende, når kravet opstår ved udlodningen som en del af bruttokravet. 

Når A-indkomst udbetales gennem LG, påhviler det den, der skulle have foretaget indeholdelse, hvis udbetalingen ikke var foretaget af LG, til det offentlige som A-skat og arbejdsmarkedsbidrag at indbetale det beløb, som LG efter lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, 2. pkt., fratrækker forinden udbetalingen. Reglerne om indeholdelse gælder herved, i det omfang de efter deres indhold er forenelige med foranstående. Se kildeskattelovens § 83, stk. 1. 

I forhold til indkomstmodtageren træder det beløb, som LG fratrækker efter lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, 2. pkt., i stedet for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af indkomsten. Se kildeskattelovens § 83, stk. 2. 

Det forekommer, at LG's anmeldelse sker for sent, til at kravet kan blive taget i betragtning ved udlodningen fra boet. Den af LG beregnede A-skat indgår da i skattesystemet på samme måde, som der er tilfældet, når et lønkrav ikke kan dækkes, selv om anmeldelse er sket i tide.

Boernes behandling af krav efter LG

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal altid i forbindelse med anmeldelsen af krav eller anden indledende korrespondance med kurator mv. indskærpe, at boet uden særskilt anmeldelse fra restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at indeholde A-skat mv., når det udlodder dividende til anmeldte krav på løn og feriepenge mv., hvori der ikke tidligere har skullet indeholdes A-skat vedrørende de af LG anmeldte krav. Restanceinddrivelsesmyndigheden må desuden henstille til bostyret, at det henvender sig til restanceinddrivelsesmyndigheden for at afstemme størrelsen af den A-skat, som LG har beregnet, inden lønkravet udloddes.

Visse fordringstyper, der dækkes af LG

I det følgende omtales specielle forhold for nogle af de lønmodtagerfordringer, der er omfattet af LG's dækningsområde: 

a.     Kollektive feriegarantiordninger

b.     Lokale feriegarantiordninger

c.     Erstatning for løn i opsigelsesperiode

d.     Lønmodtagerkrav dækket af LG uden indtræden af konkurs

e.     Specielle krav.

Ad a: Kollektive feriegarantiordninger

En række arbejdsgiverorganisationer har over for modstående forbund afgivet garanti for feriepenge optjent i organisationernes medlemsvirksomheder. Det drejer sig hovedsagelig om feriegodtgørelse til ansatte uden ret til løn under ferie, og garantien er som hovedregel knyttet sammen med anvendelsen af feriekort - i sjældne tilfælde særlige mærkesystemer. 

En sådan garanti omfatter kun feriegodtgørelsen efter fradrag af A-skat mv. 

Garantien træder i kraft, når en virksomhed som følge af rekonstruktionsbehandling eller konkurs mv. er ude af stand til at afregne feriegodtgørelse til de ferieberettigede lønmodtagere, og bevirker, at arbejdsgiverorganisationen indløser de feriekort, som den pågældende virksomhed har udstedt. 

Ved udbetalingen overdrager den ferieberettigede sin fordring på arbejdsgiveren til vedkommende arbejdsgiverorganisation. Arbejdsgiverorganisationen overdrager igen - i det omfang lov om Lønmodtagernes Garantifond giver mulighed herfor - fordringen til LG ved anvendelse af en af LG udsendt "Transporterklæring vedrørende feriegodtgørelse mv." Når LG har overtaget fordringen, udskrives de sædvanlige udbetalingsspecifikationer mv. til Skatteforvaltningen. 

LG's opgørelse og anmeldelse af krav på feriegodtgørelse, der fremkommer via de overenskomstmæssige garantiordninger, kan være en del forsinkede, fordi sådanne krav først kan fremsættes over for LG, når feriekortene kan fremsendes i kvitteret tilstand, hvilket først kan finde sted, efter at lønmodtagerne har afholdt ferien. 

Dette problem kan afhjælpes ved, at krav på feriegodtgørelse i tilfælde af konkurs så vidt muligt ikke indfries via den pågældende garantiordning, men i stedet anmeldes direkte over for LG. Lønmodtagernes behov for "straksudbetaling" fra vedkommende kollektive feriegarantiordning er nemlig normalt begrænset til tilfælde, hvor feriegodtgørelse optjent i året før konkursåret ønskes udbetalt i forbindelse med ferie hurtigt efter, at den konkursramte virksomhed er ophørt. Det anførte problem er derfor nok af begrænset omfang i praksis.

Ad b: Lokale feriegarantiordninger

Arbejdsdirektoratet har i en række tilfælde godkendt lokale aftaler mellem en virksomhed og grupper af ansatte ved disses faglige organisation. Som betingelse for godkendelsen har Arbejdsdirektoratet da krævet, at arbejdsgiveren tilvejebringer sikkerhed for de af aftalen omfattede medarbejderes til enhver tid optjente feriegodtgørelse (brutto). Sikkerheden gives normalt i form af bankgaranti eller kautionsforsikring, men kan også etableres på den måde, at den optjente feriegodtgørelse løbende indsættes på en for hver lønmodtager oprettet spærret konto i et pengeinstitut, hvorover der kun kan disponeres med godkendelse fra den pågældende faglige organisation.

I modsætning til, hvad der gælder ved de kollektive garantiordninger, kan det udbetalende pengeinstitut/forsikringsselskab ikke få den feriegodtgørelse, der udbetales i henhold til garantien, refunderet fra LG. 

Dette skyldes bestemmelsen i lov om Lønmodtagernes Garantifond § 8, hvorefter muligheden for at opnå betaling fra LG bortfalder ved lønmodtagerens overdragelse af kravet, medmindre overdragelsen sker til vedkommende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller til vedkommende statsanerkendte arbejdsløshedskasse. 

Da udbetalingen fra pengeinstituttet/forsikringsselskabet sker for arbejdsgiverens regning og derfor i konkurssituationen på boets vegne, påhviler det boet at drage omsorg for, at der indeholdes A-skat ved udbetalingen, i det omfang indeholdelsespligten ikke er indtrådt forud for konkursen. Kravet på A-skat må derfor have samme stilling som det lønkrav, hvoraf det udspringer. Se TfS.1984.334 ØLR. 

Hvis en sikkerhed, der er stillet for en lokal feriegarantiordning, undtagelsesvis viser sig at være utilstrækkelig, vil de lønmodtagere, hvis tilgodehavende feriepenge ikke kan dækkes ad denne vej, kunne anmelde restkravet over for LG, som vil indfri det efter de almindelige regler.

Ad c: Erstatning for løn i opsigelsesperiode

Garantien fra LG omfatter både de tilfælde, hvor arbejdsgiveren inden konkursen har afbrudt arbejdsforholdet, og de tilfælde, hvor afbrydelsen sker ved, at boet opsiger lønmodtageren og ikke ønsker at gøre brug af hans arbejdskraft i opsigelsesperioden. Kravet kan støttes på funktionærlovens § 3 om uberettiget afbrydelse af tjenesteforholdet, andre love og i enkelte situationer også kollektiv overenskomst eller individuel ansættelsesaftale. 

Boet kan opsige skyldnerens ansatte med sædvanligt varsel, selv om et længere opsigelsesvarsel er aftalt med skyldneren. Se konkurslovens § 61, stk. 1. Dette indebærer, at et krav på erstatning ud over det sædvanlige varsel normalt ikke kan gøres gældende mod boet og dermed LG. 

Ligesom det gælder løn, omfatter garantien ikke erstatning for krav, som ville være forfaldet mere end seks måneder før fristdagen. Se konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 2, med den udvidelse, der følger af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5. 

Som hovedregel skal lønmodtageren have udbetalt en erstatning af samme størrelse, som han ville have fået udbetalt som løn, hvis han havde arbejdet hele opsigelsesperioden hos arbejdsgiveren. 

Størrelsen af en funktionærs erstatning for opsigelsesløn er afhængig af den pågældendes opsigelsesvarsel. Se funktionærlovens § 3, stk. 1 og 2. Ved opsigelsesvarsel på indtil tre måneder har en funktionær krav på den såkaldte minimalerstatning. Funktionæren har da krav på erstatning på (indtil) tre måneders løn fra det tidspunkt, hvor han er opsagt (ved en måneds udgang), og det uafhængigt af, om han er fratrådt sin stilling inden udløbet af opsigelsesperioden og eventuelt har opnået anden beskæftigelse. 

For funktionærer, der har ret til mere end tre måneders opsigelsesvarsel, gælder, at de dels har krav på den nævnte minimalerstatning, dels på en såkaldt tabserstatning. Tabserstatningen opgøres efter de almindelige erstatningsregler, dvs. svarende til det indtægtstab, funktionæren kan dokumentere at have lidt inden for den lovregulerede opsigelsesperiode (maksimalt seks måneder). Der tages herved hensyn til de faktiske indtægter i opsigelsesperioden. 

Dette betyder, at anmeldte krav på minimalerstatning kan opgøres konkret straks ved anmeldelsen til LG, mens et eventuelt krav på tabserstatning først kan opgøres efter udløbet af den samlede varslingsperiode. 

Erstatning for aftalemæssig opsigelsesløn til lønarbejdere opgøres i overensstemmelse med domspraksis fuldt ud som tabserstatning. 

Feriegodtgørelse af erstatning for opsigelsesløn ydes kun, i det omfang lønmodtageren ikke har optjent feriegodtgørelse ved anden beskæftigelse i samme periode. Dette medfører, at der for denne form for feriegodtgørelse af erstatning normalt kræves et efterfølgende supplement til opgørelsen af feriegodtgørelse for selve arbejdsperioden.

Ad d: Lønmodtagerkrav dækket af LG uden indtræden af konkurs

Efter lov om Lønmodtagernes Garantifond § 1, stk. 1, nr. 3, indtræder LG's pligt til at indfri lønkrav mv. også ved en virksomheds ophør uden konkurs, hvis det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet. 

I sådanne tilfælde skal restanceinddrivelsesmyndigheden indsætte den af Lønmodtagernes Garantifond fratrukne "§ 83-A-skat" som tilsvar for ophørsmåneden og inddrive A-skat mv. hos virksomhedens ejer på sædvanlig måde. Hvis LG dækker feriegodtgørelse for timelønnede for tidligere år, anses angivelsen for at være foretaget af virksomheden. 

Hvis ejeren af virksomheden efterfølgende erklæres konkurs, vil LG anmelde de indfriede lønkrav efter de sædvanlige regler. 

Den af LG beregnede og fratrukne A-skat af "bruttokrav" har samme fortrinsstilling som hovedfordringen i det senere konkursbo, dvs. på samme måde, som når LG først kommer ind i billedet efter konkursen.

Bemærk

Det må herved erindres, at LG's indfrielse af en lønmodtagers krav ikke udløser indeholdelsespligt for arbejdsgiveren efter kildeskattelovens § 46, men kun latent hæftelse efter den særlige hæftelsesbestemmelse i kildeskattelovens § 83, stk. 1.

Ad e: Specielle krav

Det forekommer, at LG dækker forskellige omkostninger mv. ud over de egentlige lønydelser. Denne del af udbetalingen vil da ikke være A-indkomst. 

Der kan være tale om sagsomkostninger med tillæg af moms samt i denne sammenhæng eventuelt procesrenter. 

Sagsomkostningerne skal ikke beskattes. Renterne skal beskattes som kapitalindkomst.  

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelser	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
TfS.1998.526 HR	Skatteyderen var ansat i et firma indtil firmaets konkurs den 1.9.1989. Han fik udbetalt maksimal godtgørelse fra Lønmodtagernes Garantifond og anmeldte en fordring på løn og feriegodtgørelse på 84.375 kr. i konkursboet. Skattemyndighederne anså hele beløbet på 84.375 kr. for skattepligtigt i 1989. For landsretten gjorde skatteyderen gældende, at han først havde erhvervet ret til beløbet i 1992, da konkursboet godkendte kravet på 84.375 kr., som blev udbetalt med halvdelen i 1992, mens resten af tilgodehavendet først blev udbetalt i 1996. Vestre Landsret fandt, at retserhvervelsesprincippet førte til, at hele beløbet var skattepligtigt i 1989. Højesteret fandt derimod, at beløbet først var skattepligtigt i 1996, da udbetaling fra konkursboet fandt sted.	Den tidligere ansattes lønkrav skulle først udbetales på tidspunktet for udbetalingen. I tilfælde hvor krav på løn ikke udbetales på det tidspunkt hvor lønmodtageren har erhvervet endelig ret til kravet, er det i kildeskatteloven og forarbejderne hertil forudsat, at der er samtidighed mellem beskatningstidspunktet og indeholdelsestidspunktet. Da det i den konkrete sag var usikkert hvorvidt kravet ville blive opfyldt efter konkurslovens regler, indtrådte 6 måneders-fristen først på det tidspunkt, da boet foretog udlodning til opfyldelse af kravet.
Landsretten
TfS.1984.334 ØLR	Uden aftale med et konkursbo udbetalte en tredjemand på boets vegne nettoløn til de ansatte, dvs. uden at afregne A-skat til skattevæsenet. Landsretten lagde ved sin afgørelse til grund, at kravet på A-skat har samme stilling som det lønkrav, hvoraf det udspringer.	Kravet på A-skat har samme status i boet som lønkravet, uanset at betalingen af lønkravet sker fra tredjemand.
Landsskatteretten
TfS.1985.291 LSR	En lønmodtager fik efter sin uberettigede afskedigelse i oktober 1980 ved voldgiftskendelse tilkendt 41.081 kr. til fuld og endelig afgørelse af krav fra ansættelsesforholdet. Beløbet blev forsøgt inddrevet hos arbejdsgiveren, der dog blev erklæret konkurs i december 1980, hvorefter beløbet - med fradrag af A-skat - i maj 1981 blev udbetalt til lønmodtageren af Lønmodtagernes Garantifond. Beløbet, der ikke var specificeret, antoges at vedrøre løn for 1980, da modtageren i dette år havde erhvervet endelig ret til beløbet.	Kendelsen vedrør periodisering af udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond. Udbetalinger fra LG vedrør krav på løn. Udbetalingen skal derfor henføres til det tidspunkt, hvor lønmodtageren erhvervede kravet mod arbejdsgiver.
TfS.1984.111 LSR	Den virksomhed, hvori skatteyderen var ansat, standsede sine betalinger den 8.12.1980 og stillede ham frit. I april 1981 godskrev Lønmodtagernes Garantifond ham 10.724 kr. i løn og feriegodtgørelse for december 1980 og 43.891 kr. i erstatning for perioden 1.1-31.3.1981 inklusive feriegodtgørelse og for optjent ferie med løn. Skatterådet henførte hele det modtagne beløb til beskatning i 1980 ud fra et retserhvervelsessynspunkt. Landsskatteretten fandt, at ansættelsen medførte en åbenbart urimelig forskydning af indkomstgrundlaget til det år, hvor skatteyderen mistede sin stilling, og så ingen afgørende principielle og administrative betænkeligheder ved at henføre udbetalingen til de år, hvor den naturligt hørte hjemme.