Alle almennyttige lotterier som afholdes med salg til offentligheden kræver som udgangspunkt tilladelse.

Der findes 3 former for tilladelser.

  • Tilladelse til afholdelse af et enkelt lotteri

Med en tilladelse kan der afholdes ét tidsbegrænset almennyttigt lotteri. De nærmere begrænsninger og betingelser, som er forbundet hermed, afhænger af om der er tale om forhåndstrukne eller ikke-forhåndstrukne lodder. Der kan dog undtagelsesvis meddeles tilladelse til afholdelse af almennyttigt lotteri i yderligere to tidsbegrænsede perioder, hvis arrangøren opfylder vilkårene i § 7.

Se BEK nr. 1288/2019 § 2, stk. 5.

  • Tilladelse til at afholde flere almennyttige lotterier, når lotterierne er tilknyttet ét arrangement af højst 7 dages varighed, og når lotterierne afholdes i forbindelse med et landsdækkende radio- og/eller tv-program med indsamling til formål, og hvor indsamlingen er til fordel for velgørenhed.

Lotterier tilknyttet en sådan tilladelse er undtaget for forbuddet mod anvendelsen af automater og elektroniske terminaler til afvikling af lotteriet. Antallet af lotterier, som afvikles i tilladelsesperioden er ubegrænset. Salg må kun ske i samme periode som arrangementet. Såfanne tilladelser kan meddeles to gange årligt.

Se BEK nr. 1288/2019, § 2, stk. 6.

  • Tilladelse til afholdelse af flere almennyttige lotterier i forbindelse med ét arrangement af højst 2 dages varighed. Den samlede salgssum for alle lotterierne må tilsammen ikke overstige 250.000 kr.

Med tilladelsen kan tilladelsesindehaveren afholde et ubegrænset antal lotterier - uanset type - i en to-dags periode forudsat, at den maksimale salgssum ikke overskrides. Salg kan kun ske i samme periode som arrangementet.

Se BEK nr. 1288/2019, § 2, stk, 7.