Finanstilsynet fører, vedligeholder og offentliggør en liste over aktuelle indenlandske politisk eksponerede personer. Der er et link til listen på Spillemyndighedens hjemmeside under afsnittet om "Bekæmpelse af hvidvask".

Listen indeholder oplysninger om navn, fødselsdato og stillingsbetegnelse. Listen indeholder ikke oplysninger om nærtstående eller nære samarbejdspartnere til indenlandske PEP’er.

Listen bygger på oplysninger, der bliver indberettet til Finanstilsynet. Reguleringen pålægger de virksomheder, styrelser og organisationer, der står i et arbejdsgiverlignende forhold til en PEP, at indberette navneoplysninger og at indberette, når der sker ændringer.

Bemærk, at listen er et værktøj, men at spiludbyderen kan være nødsaget til at indsamle oplysninger andetsteds, fx ved indenlandske PEP’er og nærtstående og nære samarbejdspartnere i øvrigt.