Indhold
Dette afsnit beskriver, hvilke aktiver, passiver og nettoformue der skal bruges til at afgøre, om dødsboet er skattefritaget.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Aktiver og passiver indgår hver for sig
- Retningslinjer
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen gælder for dødsboer, der er selvstændige skattesubjekter (skiftede dødsboer). Se afsnit C.E.3.1 om, hvilke dødsboer der er selvstændige skattesubjekter.
Regel
Det er dødsboets aktiver og nettoformue på skæringsdagen i boopgørelsen, der skal bruges til at afgøre, om dødsboet er skattefritaget. Se DBSL § 6, stk. 1.
Det vil sige, at dødsboets
- aktiver
er de aktiver, der er i behold på skæringsdagen i boopgørelsen, samt aktiver, der er acontoudloddet før skæringsdagen i boopgørelsen. - passiver
er de gældsposter, som dødsboet endnu ikke har betalt på skæringsdagen, samt eventuelle passiver, der er acontoudloddet før skæringsdagen i boopgørelsen. - nettoformue
er forskellen mellem aktiver og passiver.
Se SKM2008.513.BR.
Bemærk
Det er handelsværdien på skæringsdagen i boopgørelsen - dog på udlodningsdagen for aktiver, der er acontoudloddet - der indgår i aktiverne og nettoformuen. Se DBSL § 6, stk. 1.
Det betyder, at handelsværdien er værdien i boopgørelsen, som enten er godkendt eller ændret af SKAT eller værdiansat ved sagkyndig vurdering. Se BAL § 12.
Se også
Se afsnit
- C.E.15 om, hvor meget beløbsgrænsen i § 6, stk. 1 er reguleret til for de enkelte år
- C.E.3.1.4.2 om acontoudlodning
- C.E.9 om værdiansættelse.
Aktiver og passiver indgår hver for sig
Aktiver og passiver, der er i behold på skæringsdagen eller er acontoudloddet før skæringsdagen, må ikke indgå med en nettoværdi i enten aktiverne eller passiverne. Det gælder fx andel i en virksomhed, der ikke må indgår med nettoværdien (aktiver minus passiver). Dødsboets ideelle andel af virksomhedens aktiver og ideelle andel af passiver skal indgå hver for sig.
Eksempler
Eksempler nedenfor viser, hvilke værdier, der skal indgå i aktiver og nettoformue, når der sker acontoudlodning eller salg af dødsboets aktiver.
- Dødsboets ejendom er udloddet til en af dødsboets arvinger.
Ejendommen er derfor i behold på skæringsdagen. Værdien af ejendommen skal indgå i dødsboets aktiver og ejendommens gæld i dødsboets passiver (bruttoprincip eller bruttoværdier). - Dødsboets ejendom er solgt til tredjemand.
Ejendommen er ikke i behold på skæringsdagen og det er derfor nettoprovenuet, der skal indgå i dødsboet (nettoprincip eller nettoværdi). Se SKM2002.35.LSR.
Provenuet fra salget kan være brugt til at indfri andre gældsposter eller til at anskaffe værdipapirer. Det afgørende for om dødsboet er skattefritaget er, hvad aktiverne og nettoformuen er på skæringsdagen. Se SKM2008.513.BR.
Dette skema viser dødsboets aktiver, passiver og nettoformue opgjort efter brutto- og nettoprincip:
Bruttoprincip Ejendommen udloddes til arving | Nettoprincip Ejendommen sælges inden skæringsdagen |
Andre aktiver fx bank | 400.000 | | 400.000 |
Ejendom | 3.000.000 | (Salgspris 3.000.000) | |
| | Kontanter eller andre aktiver til rest fra salget fx | 2.200.000 |
Aktiver | 3.400.000 | | 2.600.000 |
Gæld i ejendom | 500.000 | | 0 |
Andre gældsposter | 20.000 | | 20.000 |
Passiver | 520.000 | | 20.000 |
Nettoformue | 2.880.000 | | 2.580.000 |
Se afsnit C.E.3.1.5.1.4 om, hvordan skattefrihed afgøres, når afdøde efterlader sig en efterlevende ægtefælle.
Retningslinjer
Det er SKATs opfattelse, at
- en ejendom, der er solgt til afdødes barnebarn, er solgt til tredjemand, når denne ikke er arving i dødsboet
- en ejendom, der er solgt til en af arvingernes ægtefælle, er solgt til tredjemand. Det er dog en forudsætning, at handelen er gennemført i form af en underskrevet købsaftale eller et skøde.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme
| | |
SKM2020.82.VLR | Spørgsmålet i sagen var, om værdien af nogle frivillige indbetalinger og gaveoverdragelser givet kort tid før den skattepligtiges død skulle indgå ved opgørelsen af boets aktiver og nettoformue efter dødsboskattelovens § 6, stk. 1. Landsrettens flertal fandt, at i hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor de frivillige indbetalinger ikke oversteg skatten af den skattepligtiges dispositioner i mellemperioden, skulle de frivillige indbetalinger betragtes som et af de foreløbige indkomstskattebeløb, der skulle indgå i beregningen af mellemskatten. Der var derfor ikke grundlag for at lade værdien af de frivillige indbetalinger indgå som et aktiv ved vurderingen af boets skattemæssige status efter dødsboskattelovens § 6, stk. 1. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at formålet med de frivillige indbetalinger og gaveoverdragelser var at reducere den skattepligtiges formue, således at boet ikke ville blive skattepligtigt. Landsrettens flertal fandt endvidere, at selv om gaveoverdragelserne måtte være omfattet af arvelovens § 93, stk. 1, nr. 2, således at de skulle have været sket i testamentsform, kunne Skatteministeriet ikke gøre indsigelse herimod, jf. arvelovens § 79. Da der endvidere var betalt gaveafgift af overdragelserne, kunne heller ikke dette forhold føre til, at der skulle ses bort fra overdragelserne ved opgørelsen af boets aktiver og nettoformue efter dødsboskattelovens § 6, stk. 1. Boet efter den skattepligtige fik derfor medhold i, at boet var fritaget for beskatning i medfør af dødsboskattelovens § 6. | Sagen er anket til Højesteret |
Byretsdomme | | |
SKM2008.513.BR | Dødsboet solgte et aktiv. Provenuet blev brugt til at indfri gæld i det solgte aktiv og til at indfri privat gæld. Dommen handlede om, om den del af provenuet, der var brugt til at indfri privat gæld, kunne nedsætte aktivernes størrelse, ved bedømmelsen af dødsboets skattefrihed eller ikke. Aktiver og den nettoformue, der er i behold på skæringsdagen, indgår ved bedømmelse af, om dødsboet er skattefritaget uanset, hvad et salgsprovenu er brugt til. | |
Landsskatteretskendelser |
SKM2018.354.LSR | Landsskatteretten fandt, at forskudsskatter, som afdøde havde indbetalt som frivillig indbetaling til SKAT, skulle indgå som et aktiv i boopgørelsen med den følge, at boet var skattepligtigt. | |
SKM2017.271.LSR | En ejendom blev få måneder før skæringsdagen, for halvdelens vedkommende arveudlagt til afdødes datter, og for den anden halvdels vedkommende afstået til samme datters datter, dvs. afdødes barnebarn, der ikke var arving i boet. Landsskatteretten anførte, at den halvdel af ejendommen, der var udlagt til afdødes datter, skulle medregnes efter bruttoprincippet, således at halvdelen af ejendommen indgik i aktivmassen ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt boet var skattepligtigt. Med tillæg af bl.a. låneprovenuet fra kreditforeningslånet overskred aktivmassen herefter grænsen for skattefritagelse i dødsboskattelovens § 6,og boet blev følgelig skattepligtigt. Den anden halvdel af ejendommen, som boet afstod til barnebarnet, blev medregnet til nettoværdien, da barnebarnet, der ikke var arving i boet, blev anset som en fremmed i denne sammenhæng. Dette medførte, at boet skattemæssige status blev ændret fra skattefritaget, til skattepligtigt. | |
SKM2002.35.LSR | Dødsboet solgte en ejendom til tredjemand inden skæringsdagen. Nettoprovenuet skulle indgå ved opgørelsen af dødsboets aktiver - "i hvert fald" da salget var sket til tredjemand. Nettoprovenuet indgår i aktiverne ved bedømmelse af om dødsboet er skattefritaget. | |