| Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme |
| SKM2019.627.HR | Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist havde opnået en skattepligtig kursgevinst ved afståelsen af sin ideelle andel af et ejendomslån i udenlandsk valuta (GBP), hvor långiver, et udenlandsk selskab, pga. et non-recourse vilkår, alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen. Hvis dette var tilfældet var spørgsmålet endvidere, om en sådan beskatning var i strid med TEUF artikel 63 om kapitalens frie bevægelighed. Højesteret fandt, at der efter låneaftalen var en betalingsforpligtelse for hele lånebeløbet, selv om non-recourse vilkåret indebar, at kommanditselskabet ikke hæftede med mere end den stillede sikkerhed (og afkastet heraf). Tab eller gevinst ved frigørelse for gælden til långiver var derfor omfattet af kursgevinstloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2. Højesteret fandt endvidere, at differencen mellem kommanditselskabets restgæld ved långivers overtagelse af ejendommen og det opnåede salgsprovenu ved långivers afhændelse af ejendommen - svarende til det beløb, som kommanditisterne blev frigjort fra - udgjorde en skattepligtig kursgevinst, jf. KGL § 23, om gæld i fremmed valuta. Kommanditisten skulle beskattes af sin andel heraf. Vedrørende spørgsmålet om kapitalens frie bevægelighed udtalte Højesteret, at bedømmelsen af, om de danske regler om beskatning af gevinst og tab på gæld forskelsbehandler grænseoverskridende kapitalbevægelser i forhold til indenlandske kapitalbevægelser, som udgangspunkt måtte foretages i forhold til et indenlandsk (dansk) lån med non-recourse vilkår optaget i GBP. Her forelå der ingen forskelsbehandling efter kursgevinstloven. Højesteret tilføjede, at selv hvis bedømmelsen foretoges i forhold til et lån med non-recourse vilkår i danske kroner, medførte dette ikke en ændret bedømmelse. På tidspunktet for optagelsen af lånet måtte det således anses for uforudsigeligt, om det ville være en fordel at optage lånet i danske kroner (med deraf følgende skattefrihed for en eventuel kursgevinst) eller i fremmed valuta (med deraf følgende adgang til skattefradrag for et eventuelt kurstab og stiftelsesomkostninger ved lånet. Der var således heller ikke i denne situation nogen forskelsbehandling mellem den grænseoverskridende transaktion og den indenlandske transaktion. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at de danske skatteregler generelt gjorde det mindre fordelagtigt at optage lån i fremmed valuta, heller ikke for lån på non-recourse vilkår. Kommanditisten havde endvidere ikke på andet grundlag godtgjort, at det var mindre fordelagtigt at optage lån i en anden medlemsstat derved, at KGL § 23 om beskatning af tab på gæld i fremmed valuta i de fleste tilfælde var til skade for en sådan låneoptagelse. Højesteret fandt herefter, at TEUF artikel 63 ikke var til hinder for, at der skete beskatning hos kommanditisten af hans andel af den kursgevinst, der var opnået hos kommanditselskabet ved afviklingen af non-recourse lånet hos långiveren. | Se tidligere SKM2016.325.VLR |
| TfS 1999, 262 HRD | En kommanditist fik annulleret sine anparter på grund af manglende indbetaling af yderligere kapital. Opgørelsen af annulleringsprisen var udtryk for de forpligtelser, som kommanditisten blev frigjort for ved tvangsindløsningen af anparterne. Annulleringsprisen var opgjort i overensstemmelse med de principper, der var blevet fulgt ved tidligere tvangsindløsninger af andre anpartshavere. Kommanditisten havde ikke gjort indsigelser. Annulleringsprisen skulle lægges til grund skattemæssigt som kommanditistens afståelsessum. | Afståelsessummen = køberens anskaffelsessum, det vil sige, der er symmetri mellem sælger og køber. |
| Landsretsdomme |
| SKM2018.360.ØLR | Landsretten fandt det bevist, at det allerede på en generalforsamling i 2008 blev endeligt besluttet at ophæve kommanditistens tegningsaftale med kommanditselskabet grundet kommanditistens restancer med betaling til selskabet, og at kommanditistens anpart herefter blev fordelt med en forholdsmæssig andel til de øvrige kommanditister i selskabet. Kommanditisten måtte derfor anses for at være udtrådt før den 1. januar 2009 og skulle derfor ikke beskattes af overskud i kommanditselskabet i 2009 eller beskattes af genvundne afskrivninger i 2010 i forbindelse med kommanditselskabets salg af en ejendom. | Tidligere SKM2017.454.BR. |
| SKM2017.237.ØLR | A havde i 2004 erhvervet anparter i et kommanditselskab, der ejede fast ejendom i udlandet. Skattemyndighederne havde opgjort afståelsessummen for ejendommen i forbindelse med tvangsindløsning af sagsøgerens kommanditanparter til et beløb svarende til den forholdsmæssige nettogæld (gæld fratrukket værdi af omsætningsaktiver) i kommanditselskabet med fradrag af et beløb, der var anset som betaling for at indtræde i en veltilrettelagt virksomhed (udbyderhonorar). Byretten lagde til grund, at forpligtelserne, der knyttede sig til de tvangsindløste anparter, overgik til de øvrige kommanditister ved tvangsindløsningen, og at A samtidig blev frigjort herfor. Retten fandt på baggrund heraf ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes opgørelse. Retten tiltrådte endvidere den foretagne opgørelse af overskud af udenlandsk virksomhed. Endvidere tiltrådte retten den foretagne opgørelse af kursgevinst i forbindelse med frigørelse for andel af et lån i fremmed valuta. Sagen blev af A indbragt for Østre Landsret med påstand om hjemvisning. Påstanden var begrundet i, at A ikke, som forudsat ved skattemyndighedernes opgørelse af afståelsessummen og som lagt til grund af byretten, var frigjort for sin resthæftelse for anparterne. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at fastslå, at A ved tvangsindløsningen blev frigjort for gældsforpligtelser, således som skattemyndighederne havde lagt til grund for deres afgørelse. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling hos SKAT. | Tidligere SKM2016.514.BR. |
| SKM2013.549.ØLR | Skatteyderen havde i 1994 købt anparter i et kommanditselskab, der investerede i et skib. Købet af skibet blev finansieret med et banklån på 11 mio. kr. og sælgerfinansiering på 11 mio. kr. Begge lån var sikret ved pant i skibet. Driften gav underskud, og skatteyderen solgte anparterne. Spørgsmålet var da, hvordan gælden til banken og sælgeren skulle værdiansættes. Skatteyderen gjorde gældende, at der forelå et såkaldt non recourse vilkår, således at kreditorerne alene kunne holde sig til pantets (dvs. skibets) værdi, og at gælden derfor alene skulle medtages til den værdi, som pantet (skibet) havde. Der blev i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten udmeldt syn og skøn. Skønsmanden fastsatte værdien af gælden - udover pantets værdi - til kurs 79,08. Landsretten anførte, at salgssummen for kommanditanparterne opgøres som den kontante salgssum tillagt kursværdien af aktivets gældsposter, jf. AL § 45, stk. 1. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skønsmandens fastsættelse af gældens værdi til kurs 79,08. Retten lagde til grund, at lånene var ydet på non recourse vilkår, således at långiverne alene kunne holde sig til skibets værdi i tilfælde af misligholdelse af lånene. Landsretten udtalte herefter, at - lånene ikke var misligholdt,
- gældsposterne indgik i skatteyderens afskrivningsgrundlag, hvilket forudsætter en reel hæftelse for gælden, og at
- der i sagen i nogen grad var tale om dispositioner mellem interesseforbundne parter.
Under disse omstændigheder var non recourse vilkåret uden betydning for opgørelsen af skatteyderens skattemæssige fortjeneste ved salget af anparterne i kommanditselskabet. | Sagen er en stadfæstelse af SKM2012.646.BR. Sagen vedrører en anden skatteyder, men samme faktiske forhold som SKM2011.118.LSR. |
| SKM2002.668.VLR | En kommanditists afskrivningsgrundlag ved køb af anparter i løbet af kommanditselskabets regnskabsår opgøres på grundlag af det foregående års regnskabstal, idet der reguleres for budgetterede regnskabstal for perioden indtil købstidspunktet. Ved fordelingen af anpartens resultat i købsåret, kunne der anvendes en fordeling i forhold til det budgetterede resultat. Køberen af anparten var ikke forpligtet til at fordele i forhold til årets faktiske resultat. | |
| SKM2002.219.VLR | To kommanditister (ægtefæller) udtrådte efter aftale af samtlige rettigheder og forpligtelser efter tegningsaftalerne mod at betale 80.000 kr. og overdrage anparterne til kommanditselskaberne. Aftalen var ikke en annullering af anparterne. Spørgsmålet var, om den gæld, som kommanditisterne blev frigjort for ved overdragelsen af anparterne til kommanditselskaberne, var en del af overdragelsessummen eller en gældseftergivelse. Retten fandt, at der var tale om en gældseftergivelse. Fordringerne var ved gældseftergivelsen ikke blevet nedsat til en lavere værdi, end de havde for kommanditselskabet på dette tidspunkt. Gældseftergivelsen var skattefri og omfattet af KGL. | Se skemaet under opgørelse af afståelsessummen. Symmetri mellem sælger og køber. Restgæld var gældseftergivelse, der ikke blev beskattet. |
| Byretsdomme |
| SKM2016.419.BR | En skatteyder havde i 2004 købt en række anparter i et kommanditselskab. Selskabet optog senere samme år et lån i britiske pund. I 2009 blev skatteyderen som følge af manglende betalinger tvangsindløst af selskabet. Da skatteyderen blev tvangsindløst, var kursen på britiske pund faldet. Kommanditselskabet havde derfor opnået en kursgevinst. Skatteyderen blev anset for i skatteretlig henseende at have været debitor på lånet i perioden fra lånets optagelse, til hun blev tvangsindløst. Skatteyderen blev derfor beskattet af kommanditselskabets kursgevinst efter KGL § 23. | |
| SKM2016.43.BR | Skattemyndighederne havde opgjort afståelsessummen i forbindelse med sagsøgerens afståelse af sine kommanditanparter til kommanditselskabet til et beløb svarende til sagsøgerens ideelle andel af kommanditselskabets samlede gældsposter, som han blev frigjort for ved overdragelsen, idet den kontante købesum blev aftalt til 0 kr. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes opgørelse. Retten lagde endvidere til grund, at skattemyndighederne havde vurderet, at den overdragne gæld havde en kursværdi på 100, og da der ikke var oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte denne vurdering, var der ikke grundlag for at hjemvise sagen. Sagsøgeren fandtes heller ikke at have løftet bevisbyrden for, at en del af overdragelsessummen vedrørte værdien ved at indtræde i en igangværende virksomhed. | |
| Landsskatteretskendelser |
| SKM2006.564.LSR | Når en kommanditist afstår en anpart, afstår kommanditisten skattemæssigt en ideel anpart i kommanditselskabets aktiver og passiver. Kommanditisten skal derfor opgøre en skattemæssig avance ved afståelsen af aktiverne efter skattelovgivningens almindelige regler for afståelse af de enkelte aktiver. Det samme gælder, når kommanditselskabet afstår aktiverne. En kommanditist solgte sine anparter i 1999, 2000 og 2001. Landsskatteretten anså anparterne som én virksomhed, jf. afsnit C.C.3.1.7.7. Virksomheden var et passivt ejerskab af anparter i et kommanditselskab. Ophørsåret var indkomståret 2001. Salgssummerne fra salgene af anparterne skulle reguleres over den afskrivningsberettigede saldoværdi, jf. AL § 5, stk. 2, 2. pkt. | |
| LSRM 1982, 167 | En kommanditists forpligtelse til at betale 99.015 kr. blev anset for at være ophørt. Komplementaren havde flere gange forsøgt at inddrive det forfaldne beløb, men havde opgivet og havde fratrukket beløbet som et driftstab i sin indkomstopgørelse. Kommanditisten skulle derfor medregne beløbet ved opgørelsen af fortjenesten ved salget af anparten. | |
| LSRM 1979, 26 | Kommanditisten kunne kun fradrage den del af driftsunderskuddet, der var opstået efter købet af anparterne. Den øvrige del af underskuddet skulle lægges til anskaffelsessummen og kunne afskrives på samme måde som denne. | |
| Skatterådet |
| SKM2015.266.SR | Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers opgørelsesmetode til værdiansættelse af en "brugt" anpart kunne anvendes, dog med forbehold for, at der skete kursfastsættelse af den overdragne gæld. Skatterådet kunne også bekræfte, at det i den forbindelse var uden betydning, om der var tale om et frit salg eller tvangssalg, og om der forelå et uudnyttet option på køb af ejendommen i kommanditselskabet, da værdien af ejendommen i alle tilfælde skulle indgå med handelsprisen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at handel med anparter mellem kommanditisterne, i den konkrete sag, kunne anses for handel mellem ikke-interesseforbundne parter. Skatterådet afviste at besvare spørgsmål om værdiansættelse i forhold til indre værdi. | |
| SKM2009.526.SR | Salg af 5 pct. af et kommanditselskab, der ejede et skib, skulle skattemæssigt behandles som salg af en ideel andel af skibet, og salget kunne derfor medføre avancebeskatning. | |