Indhold

Dette afsnit beskriver den skattemæssige afståelse af andre immaterielle rettigheder.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Beskrivelse og definition af andre immaterielle rettigheder
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Reglerne om andre immaterielle rettigheder er i AL § 40, stk. 2.

Reglerne om behandlingen af fortjeneste og tab ved overdragelse er i AL § 40, stk. 6.

Der er også mulighed for at medregne visse fortjenester på andre immaterielle rettigheder efter LL § 27 A og efter LL § 7 O. Se nedenfor.

Som for goodwill kan LL § 12 B også anvendes i forbindelse med afståelse af andre immaterielle rettigheder efter AL § 40, stk. 6. Se afsnit C.C.6.8 om løbende ydelser efter LL § 12 B.

Bemærk

Beskatningsreglerne ved afståelse af andre immaterielle rettigheder fandtes tidligere i § 2, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat mv. For rettigheder erhvervet efter den 19. maj 1993 var hjemlen indføjet i den nu ophævede LL § 16 E, stk. 1.

Formuleringen tidsbegrænsede og tidsubegrænsede rettigheder i den tidligere LL § 16 E er efter ophævelsen og overførslen til AL § 40, stk. 2, ændret til andre immaterielle rettigheder. Ændringen er kun af sproglig karakter.

Beskrivelse og definition af andre immaterielle rettigheder

Fortjeneste eller tab ved afståelse mv. af andre immaterielle rettigheder omfattet af AL § 40, stk. 2, er fx:

• Særlige fremstillingsmetoder eller lignende (knowhow)
• Designret (mønsterret)
• Varemærkeret
• Patentret
• Forfatter- og kunstnerret
• Retten ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt.

Fortjeneste eller tab ved afståelse af disse typer af immaterielle rettigheder skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se AL § 40, stk. 6.

For personer medregnes fortjeneste eller tab i den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 1.

Det er ikke en betingelse for at bruge bestemmelsen, at salget mv. finder sted i forbindelse med erhvervsophør.

Definitioner

• Særlig fremstillingsmetode eller lignende dækker opfindelser og værker, der er skabt af afhænderen selv, blandt andet knowhow.
• Designretten blev indført i Danmark i 2001 på basis af et EF-direktiv og er en modernisering af de tidligere regler om mønsterbeskyttelse og mønsterret. Designretten er en lovbestemt beskyttelse af industrielt eller håndværksmæssigt fremstillede produkters udseende, som fx møbler og lamper.
• Ved varemærkeret forstås en lovbestemt beskyttelse af særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed. Et varemærke skal kunne gengives grafisk for at opnå beskyttelse. Eksempler kan være et logo/mærke på tøj og legetøjsklodser, eller et softwarefirmas logo.
• En patentret er en registreret ret til at forbyde andre at udnytte en opfindelse kommercielt. Fx kan et softwarefirma have patent på dobbeltklik. Ved patentering beskyttes således omkostninger brugt til udvikling og brug af opfindelsen.
• Ved forfatter- og kunstnerret forstås rettigheder, der er beskyttede efter lov om ophavsret. Det vil bl.a. sige forfatterret til skønlitteratur, videnskabelig eller faglig litteratur, filmrettigheder, retten til musikværk, retten til edb-programmer, Webhotels, hjemmesider, domænenavn, internethandel og lignende.
• Ved udbytteret forstås retten til en kontraktligt aftalt løbende indkomst erhvervet ved overdragelse af et formuegode, fx i forbindelse med afståelse af en virksomhed.
• Ved retten efter en forpagtnings- eller lejekontrakt forstås retten til at indtræde eller fortsætte som forpagter eller lejer af et formuegode, fx fast ejendom.

AL § 40, stk. 2, angiver ikke udtømmende arten af de omfattede rettigheder. Bestemmelsen omfatter også rettigheder, der kommer fra en vis indsats af skabende eller opfindende karakter. Lovbestemmelsen omfatter også rettigheder til værker mv., hvor det er karakteristisk, at rettighederne ikke giver indehaveren ret til pengeydelser, men mulighed for at skaffe sig økonomisk udbytte ved at udnytte rettighederne.

Hvis en fotograf fx overdrager sit personlige billedarkiv til et selskab, har fotografen også overdraget sin ret til at kræve betaling for udnyttelse af billederne. Denne ret kan sidestilles med de i AL § 40, stk. 2, nævnte eksempler. Vederlaget ved overdragelsen skal derfor regnes med til den skattepligtige indkomst efter AL § 40, stk. 6. Se TfS 1999, 574 VLR.

Det er ingen betingelse for at bruge bestemmelsen, at rettighederne er registrerede.

Se også

SKM2010.253.SR om sondringen mellem en fordring efter kursgevinstloven og en ret efter AL § 40.

SKM2015.468.SKAT om sondringen mellem knowhow og licensrettigheder, som påtænktes overdraget efter AL § 41 til tre nystiftede datterselskaber.

Rettighed eller driftsomkostning?

Hvis filmrettigheder overdrages fuldt ud, så køberen samtidig får brugsrettighederne i hele den periode rettighederne har gyldighed i, kan udgifterne til købet afskrives efter AL § 40, stk. 2. Dette kræver, at filmrettighederne overdrages i overensstemmelse med de retsregler, der gælder for området. Se TfS 1994, 669 LR.

Hvis der derimod er tale om udgifter afholdt til brugsrettighederne til filmrettigheder vedrørende en kortere periode end den periode, der er ophavsretligt beskyttet, angår de afholdte udgifter ikke immaterielle rettigheder. Udgifterne kan derfor ikke afskrives efter AL § 40, stk. 2. Derimod kan udgifterne trækkes fra som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dette fremgår af SKM2003.586.HR, der vedrørte forståelsen af de tidligere bestemmelser om afståelse af rettigheder mv., og som er videreført i AL § 40, stk. 2.

Højesteret fandt, at overdragelse af sådanne tidsbegrænsede brugsrettigheder ikke kunne betragtes som en endelig "afhændelse" af rettighederne. Derfor erhvervede køberen ikke rettighederne på samme måde, som udtrykket endelig "afhændelse" skulle forstås i LL § 16 F, stk. 2, og tidligere i § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat mv. Nu AL § 40, stk. 2.

Højesteret fandt, at udgifterne afholdt til erhvervelse af en ret til tidsbegrænset brug af filmrettigheder var blevet "anvendt" og dermed fradragsberettigede i de indkomstår, hvor beløbene blev betalt i overensstemmelse med, hvad der var bestemt i de indgåede kontrakter. Se SKM2003.586.HR.

Udgifter afholdt til brugsrettigheder til filmrettigheder for en begrænset periode er også driftsomkostninger, også selvom udgifterne vedrører film, der

• allerede har haft premiere ("gamle film"),
• premierefilm eller
• film, der endnu ikke er færdigproducerede på det tidspunkt, hvor brugsrettighederne erhverves.

Se SKM2006.274.SR.

Rettighed eller goodwill?

Det kan i visse tilfælde være vanskeligt at afgøre, om det er en rettighed eller goodwill, der afstås.

Når det afståede knytter sig til en kundekreds og/eller forretningsforbindelser, er der tale om goodwill. Se afsnit C.C.6.4.1 om goodwill.

Landsskatteretten har taget stilling til, at afståelse af retten til at udgive distriktsblade ikke skulle anses for at være en udgiverrettighed, men for at være goodwill, da der var afstået kundekreds og forretningsforbindelser mv. Se TfS 1993, 121 LSR.

Også Højesteret har behandlet problemstillingen og fundet, at en vederlæggelse for goodwill skattemæssigt var afståelse af en rettighed, da beløbet ikke kunne anses som vederlag for afståelse af kundekreds mv. Se TfS 1996, 155 HR.

I et bindende svar har Skatterådet taget stilling til, om navnerettigheder mv. kunne overdrages vederlagsfrit. Der var tale om en situation, hvor spørger ikke mente, at rettighederne mv. repræsenterede en selvstændig markedsværdi. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at navnerettighederne mv. kunne overdrages vederlagsfrit, da der var tale om et indarbejdet og velrenommeret "brand", der måtte antages at repræsentere en værdi omfattet af AL § 40, stk. 2, og ikke goodwill. Se SKM2007.684.SR.

Se også

Se TfS 1989, 482 LSR, hvor et vederlag for retten til salg af vareart, kundemasse og -liste, arkiver mv. blev anset for at være betaling for goodwill.

Ligningslovens § 27 A

Skattepligtige, der skal beskattes af vederlag for

• afhændelse af patentret
• ophavsret til litterære og kunstneriske værker
• ret til design (mønster), varemærke eller lignende tidsbegrænsede rettigheder
• knowhow

kan, hvis vederlaget efter aftalen ikke skal betales fuldt ud i afhændelsesåret, vælge i dette og senere år kun at indtægtsføre de vederlagsbeløb, som efter den oprindelige aftale kunne kræves betalt i det pågældende år.

Vederlagsbeløbene skal dog senest indtægtsføres i det år, hvori de betales. Se LL § 27 A, stk. 1, 2. pkt.

Det er en betingelse for brug af LL § 27 A, at den skattepligtige enten er ophavsmand til den afhændede rettighed eller knowhow, eller at den pågældende rettighed eller knowhow er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller i spekulationsøjemed.

Hvis parterne ændrer den oprindelige aftale, så afdragsperioden bliver længere, skal vederlagsbeløbene alligevel beskattes i de indkomstår, hvori de kunne kræves betalt efter den oprindelige aftale.

Hvis aftalen bliver ændret, så afdragene faktisk er betalt hurtigere end oprindelig aftalt, skal de derimod beskattes i betalingsårene. Se LL § 27 A, stk. 1, 2. pkt.

Til illustration af hvilke elementer, der kan lægges vægt på ved afgørelsen af, om der er aftalt en flerårig ydelse eller ej, se TfS 2001, 729 ØLR, hvor Landsretten ikke fandt, at der ved afståelsen af knowhow var aftalt en flerårig ydelse.

LL § 27 A omfatter personer, men også selskaber og foreninger der beskattes efter selskabsskatteloven. Overdragelser mellem koncernforbundne selskaber efter SEL § 31 C er dog ikke omfattet. Se LL § 27 A, stk. 2.

LL § 27 A omfatter ikke vederlag for goodwill. 

Bemærk

Da beskatning finder sted efter LL § 27 A, er brug af LL § 12 B sammen med LL § 27 A udelukket. Se afsnit C.C.6.8.1 om løbende ydelser omfattet af LL § 12 B.

Se også

Se afsnit C.C.2.5 om periodisering af indtægter og udgifter.

Ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 4

Skattepligtige personer, der skal beskattes af indkomst ved afståelse af

• opfinderarbejde
• arbejde af litterær karakter
• arbejde af skabende kunstnerisk eller videnskabelig karakter

kan vælge beskatning efter LL § 7 O, stk. 2.

Beskatning efter LL § 7 O, stk. 2, indebærer, at

• en del af indkomsten ved afståelsen kan blive skattefri, nemlig 25.900 kr. i 2015, 26.200 kr. i 2016, 26.800 kr. i 2017, 27.400 kr. i 2018, 28.000 kr. i 2019, 28.600 kr. i 2020 og ►29.300 kr. i 2021◄.
• et eventuelt yderligere afståelsesbeløb, som overstiger et sammenligningsbeløb, medregnes som personlig indkomst med 85 pct.

LL § 7 O omfatter ikke goodwill og kan kun anvendes af personer.

Brugen af bestemmelsen forudsætter, at den omhandlede indkomst efter den pågældendes sædvanlige indkomstforhold er ekstraordinært stor.

Derfor skal der beregnes et sammenligningsbeløb. Efter denne metode er det den del af indkomsten fra afståelsen, der overstiger sammenligningsbeløbet, som bliver nedsat med 28.600 kr. (2020). Resten medregnes med 85 pct.

Sammenligningsbeløbet opgøres som 25 pct. af gennemsnittet af den pågældendes indkomst i de 3 år, der ligger umiddelbart forud for det år, hvori indtægten erhverves. Indkomsten i hvert af de 3 år, der indgår i gennemsnitsberegningen, opgøres som indkomstårets skattepligtige indkomst.

Eksempel

Hvis en person har modtaget en indtægt på 100.000 kr. i 2020 for opfinderarbejde, omfattet af LL § 7 O, stk. 1, nr. 4, ud over sin årlige normalindkomst på 250.000 kr., kan indkomsten for indkomståret 2020 opgøres således:

Indkomst ved opfinderarbejde	100.000 kr.	100.000 kr.
Arbejdsmarkedsbidrag (8 pct.)	- 8.000 kr.
	92.000 kr.
Normalindkomst 250.000 kr.
Heraf 25 pct. (sammenligningsbeløbet)	- 62.500 kr.
Til rest	29.500 kr.	29.500 kr.
Grundbeløb i 2020	- 28.600 kr.
Rest	900 kr.	70.500 kr.
85 pct. heraf og til beskatning i alt	765 kr.	71.265 kr.

Af eksemplet ses det, at

• • der er skattefrihed med et grundbeløb på 28.600 kr. i 2020
  • beløbet på 900 kr. skal medregnes i den personlige indkomst med 85 pct., eller 765 kr.
  • restbeløbet på 70.500 kr. skal også medregnes til den personlige indkomst.

I alt medregnes derfor 71.265 kr. til den personlige indkomst i 2020 (765 kr. + 70.500 kr.).

Grundbeløbet på 28.600 kr. (2020) reguleres efter PSL § 20.

Arbejdet må ikke være udført i et ansættelsesforhold, og indkomsten må ikke stamme fra stipendier eller legater. Se LL § 7 O, stk. 1, nr. 4.

Se også

Se afsnit C.C.2.1.9 om ekstraordinær stor indkomst, herunder om opgørelse af arbejdsmarkedsbidrag.

Ligningslovens § 12 B

Reglerne i LL § 12 B kan ikke bruges, hvis der er tale om overdragelse af for eksempel ophavsretten til en bog. Her er det i stedet reglen om fordeling af vederlagsbeløb på de år, de faktisk betales, der skal bruges. Se ovenfor om LL § 27 A.

Det er efter LL § 12 B en betingelse, at den løbende ydelse udgør vederlag i en aftale om overdragelse af et eller flere aktiver.

Uden for bestemmelsen falder derfor fx royalties, dvs. betalinger, der modtages som vederlag for brugen af eller retten til at bruge ethvert/enhver

• patent,
• varemærke,
• design (mønster), 
• model,
• tegning,
• hemmelig formel,
• fremstillingsmetode eller
• som vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

Se også

Se mere i afsnit C.C.6.8 om løbende ydelser efter LL § 12 B.

Udbyttekontrakt

Ved en udbyttekontrakt forstås enhver kontrakt med ret til løbende indkomst. Dette gælder, uanset om retten til dette er erhvervet i forbindelse med overdragelse af udnyttelsesretten til et formuegode eller i forbindelse med salg mv. af et formuegode.

Bestemmelsen omfatter kun afståelse af retten til en bestående udbyttekontrakt.

Selve stiftelsen mellem de oprindelige parter, er ikke udtryk for overdragelse af en udbytteret. En sådan aftale kan derimod være omfattet af reglerne om løbende ydelser efter LL § 12 B, når der er tale om overdragelse af et aktiv.

Se SKM2012.370.SR om en aftale om køb af ret til omsætning, hvilket ikke anses for en udbyttekontrakt eller for omfattet af LL § 12 B, men derimod som en finansiel kontrakt. Der overdrages ikke et aktiv, men der foretages et kapitalindskud, hvilket tilbagebetales via retten til omsætning.

Køb af en fodboldklubs transferrettighed for en fodboldspiller, på vilkår at der ved salg af fodboldspilleren skal betales et beløb til køberen, anses ikke for en udbyttekontrakt omfattet af AL § 40, stk. 2. Se SKM2012.62.SR og SKM2011.327.BR.

Bestemmelsen om udbyttekontrakter i AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2, kan kun bruges for udbyttekontrakter, når retten til en løbende indkomst eller beløb er uforfaldne. Hvis der er tale om en overdragelse af retten til forfaldne beløb, skal disse behandles efter kursgevinstlovens regelsæt.

Af andre tilfælde, der falder uden for begrebet udbyttekontrakt, kan også nævnes retten til arbejdsindtægt, en interessents ret til overskudsandel i interessentskabet og pensionsaftaler mellem arbejdsgiver og -tager.

Begrebet udbyttekontrakt omfatter andet end kontrakter, der giver ret til en overskudsandel. Kontrakter, der giver ret til

• licensindtægter,
• aftaler om retten til at administrere faste ejendomme,
• aftaler om afløsningssum for løbende ydelser og
• bedækningsbeviser med ret til vederlagsfri bedækning,

udgør også udbyttekontrakter.

Eksempler fra praksis

Det er uden betydning, hvordan beløbene bliver afregnet. Se TfS 1991, 170 LSR.

En testamentarisk ret til udbytte kan ikke anses for at være en rettighed ifølge en udbyttekontrakt. Se LSRM 1982, 102 LSR.

Se også TfS 1989, 64 LR om overdragelse af et bedækningsbevis og SKM2002.205.ØLR om salg af en rettighed i henhold til abonnement (telefonnumre).

Forpagtnings- og lejekontrakt

Ved forpagtnings- eller lejekontrakt forstås enhver kontrakt, hvor ejeren af et formuegode mod vederlag overdrager brugs- eller udnyttelsesretten. Forpagtning adskiller sig fra leje ved, at forpagtningsaftaler typisk også omfatter den til formuegodet knyttede erhvervsvirksomhed.

Det er uden betydning, om de omhandlede formuegoder har karakter af fast ejendom eller løsøre.

Også retten til at indtræde som lejer eller forpagter og retten til at fortsætte et lejemål er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen bruges ikke for retten ifølge leje- og forpagtningskontrakter, hvor lejeren ud over den i kontrakten fastsatte leje eventuelt yder en engangsydelse til udlejer. Engangsydelsen skal behandles efter SL §§ 4-6.

Der er ingen forskel på, om en lejekontrakt kan opsiges eller ej, da lejer på grund af lejelovgivningens regler allerede er beskyttet tilstrækkeligt mod opsigelse.

I tilfælde, hvor et erhvervslejemål afstås, og der er afholdt udgifter til

• ombygning,
• forbedring eller
• indretning,

skal fortjeneste og tab medregnes efter AL § 39, stk. 6.

Efter omstændighederne kan der bag aftalen være tale om betaling for indtræden i lejemålet. Vederlaget vil i sådanne tilfælde være skattepligtigt for afhænderen. Se AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Se TfS 1986, 594 VLR samt TfS 1997, 394 VLR.

Hvis en lejer har modtaget en godtgørelse for at opgive lejeretten, er godtgørelsen skattepligtig efter AL § 40, stk. 6. Hvis lejeren etablerer sig i andre lokaler, kan udgifterne til nyetableringen ikke modregnes i godtgørelsen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, da der ikke i AL § 40, stk. 6, er hjemmel til dette. Se også Skd. 1973.23.21. Derimod kan udgifterne til nyetableringen afskrives efter AL § 39, hvis betingelserne for dette er opfyldte.

Se dog SKM2011.407.HR om et selskab, der havde overdraget sine rettigheder til nogle lejede arealer på en havn mod et vederlag på 17,5 mio. kr. Det var et led i lejeaftalen, at selskabet forpligtede sig til at nedrive bygningerne på den lejede grund. Selskabet ønskede fradragsret for nedrivningsudgifterne på ca. 1,1 mio. kr. Højesterets flertal fandt, at afståelsessummen på 17,5 mio. kr. var aftalt under hensyn til, at beløbet også skulle give dækning for udgifterne til opfyldelse af forpligtelsen til nedrivning, som fulgte af overdragelsesaftalen. Derfor fandt Højesterets flertal, at selskabet var berettiget til at fratrække udgiften til nedrivning i fortjenesten ved salget af lejerettighederne til arealerne efter AL § 40, stk. 6.

Erstatning til en forpagter skal beskattes, når der for en længerevarende periode bliver nedlagt forbud mod fortsat udnyttelse af en ejendoms råstoffer såsom sten, grus mv. Dette skyldes, at erstatningen er vederlag for at opgive retten efter en lejekontrakt eller lignende. Se Skd. 1982.60.33.

Erstatningsbeløb, der modtages for opgivelse af en tjenestebolig, udgør en erstatning for indtægtstab, og er derfor skattepligtig indkomst. Se SL § 4, litra c.

Ifølge praksis falder kontrakter vedrørende private beboelseslejemål uden for bestemmelsen, da godtgørelse for opgivelse eller afståelse af private lejemål er skattefri. Se TfS 1986, 136 LSR.

Eksempler fra praksis

Fortjeneste ved salg af køretilladelse efter lov om godstransport blev af Landsskatteretten anset for omfattet af nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Se LSRM 1982, 150 LSR.

Erstatning ved ophævelse af lejekontrakt i forbindelse med betalingsstandsning ved udleje af et skib er omfattet af bestemmelsen, nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Se LSRM 1986, 45 LSR

Vederlag for overtagelse eller opgivelse af erhvervslejemål er omfattet af AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Se TfS 1989, 467 LSR samt TfS 1986, 594 VLR.

Afståelse af stadeplads blev betragtet som afståelse af lejemål. Se TfS 1992, 71 LSR.

Fortjeneste ved afhændelse af brugsret til timesharelejligheder, der udelukkende anvendes til udlejning, er skattepligtig efter AL § 40, stk. 6. Se SKM2002.135.LSR.

I et spørgsmål om retten til at opføre en vindmølle fandt Landsretten, at der forelå en brugsretsaftale, som var afskrivningsberettiget. Se SKM2003.406.VLR.

Betaling for retten til at opføre en vindmølle på et jordareal, blev af Højesteret anset for betaling af jordarealet. Se SKM2005.500.HR.

Ret ifølge en leje- og forpagtningskontrakt eller goodwill?

Det har ikke længere den samme betydning, om der er tale om afståelse af retten ifølge en leje- og forpagtningskontakt eller om afståelse af goodwill. Dette skyldes, at goodwill ikke længere kan afstås skattefrit. Nu behandles disse som udgangspunkt ens både afskrivningsmæssigt og afståelsesmæssigt. Se AL § 40, stk. 1 og 2 samt stk. 6.

Der er dog forsat den forskel, at en (rest-)anskaffelsessum for goodwill kun kan trækkes fra i salgssummen for goodwill, og at en (rest-)anskaffelsessum for retten ifølge en leje- eller forpagtningskontrakt kun kan fratrækkes i salgssummen for retten efter en leje- eller forpagtningskontrakt. Se AL § 40, stk. 6.

Ifølge praksis anerkendes det ikke, at der foreligger afståelse af goodwill, når virksomheden i realiteten fortsætter nogenlunde uændret, fx med tilsvarende beliggenhed, varesortiment, form eller kundekreds.

Se TfS 1991, 368 VLR hvor en godtgørelse for goodwill blev anset som vederlag for afståelse af lejede lokaler, da retten ikke fandt det bevist, at der var påført sagsøgeren et tab for mistet goodwill. Der blev ved bedømmelsen lagt vægt på, at sagsøgeren fortsatte sin virksomhed i relativ kort afstand fra de hidtidige lokaler, stadig med en central beliggenhed, med samme varesortiment og under samme navn som før afståelsen af de lokaler, han havde lejet. Se tilsvarende afgørelser i TfS 1991, 2 ØLD, TfS 1998, 412 VLR samt TfS 1998, 459 VLR.

Overdragelse af lejemål til virksomhedens forretningslokaler kan ifølge lejekontrakten kun ske, hvis virksomhedsoverdragelsen ikke indbefatter nogen goodwill. Landsskatteretten har i sådanne tilfælde fastslået, at der under hensyn til kontraktens ordlyd ikke er overdraget goodwill.

I nogle tilfælde er det efter en konkret vurdering blevet accepteret, at en del af vederlaget anses for vederlag for goodwill, fx på grund af de afståede lokalers bedre beliggenhed.

Hvis der bliver indgået en aftale, hvorefter hele vederlaget er betaling for goodwill, må det forventes, at retten ifølge lejekontrakten ikke i sin helhed kan anses som goodwill. En del af eller hele vederlaget vil kunne henføres til vederlag for afståelse af lejemålet. Det beror dog på en konkret vurdering.

I en sag, hvor virksomheden blev drevet i lejede lokaler med fri afståelsesret og fremlejeret, og hvor lejemålet var uopsigeligt for udlejer i en længere periode, afgjorde Højesteret, at en del af vederlaget var for overdragelse af lejemålet inklusiv uopsigeligheden. Der blev nemlig kun overdraget et aktiv, lejemålet. Se TfS 1994, 755 HR.

Betingelser, der er fastlagt i koncessionskontraktsforhold, har også betydning for, om der foreligger overdragelse af goodwill.

I en sag havde en vognmand kontrakt med et regionalt trafikselskab. Afståelse af goodwill blev anset for afståelse af en kørselsindtjeningsrettighed. Se TfS 1998, 731 HR.

Omfattet af AL § 40 eller af SL § 4?

Når der ikke overdrages et aktiv (formuegode), fordi lejemålet ikke i sig selv repræsenterer en særskilt værdi, som der kan ydes betaling for, og der heller ikke kan påvises tab for mistet goodwill, så vil det aftalte vederlag blive beskattet som dusør eller nøglepenge. Se SL § 4, litra a.

Hævninger, som skatteyderen anså som udbetaling af vederlag for goodwill, blev sidestillet med løn og beskattet som personlig indkomst efter SL § 4, litra a. Se TfS 1995, 829 ØLR.

Goodwill kan ikke være et formuegode, der er uafhængigt af forretningen. Hvis der ikke er overdraget eller opgivet en forretning i lejede lokaler, vil et vederlag blive anset for at være en ydelse i lejeforhold. Se TfS 1991, 85 ØLR.

I en sag blev betaling for goodwill i forbindelse med indgåelse af en lejeaftale anset for omfattet af SL § 4, litra a. Lokalerne havde efter opsigelse stået ubenyttet i godt et halvt år, og der kan som udgangspunkt derfor ikke være afstået en kundekreds eller lignende. Se TfS 1991, 507 LSR

En revisor fik betaling for goodwill ved sin udtræden af et revisorinteressentskab. Højesteret stadfæstede, at beløbet var betaling for at stå til rådighed for interessentskabet. Beløbet var derfor skattepligtigt i henhold til SL § 4, litra a. Se SKM2002.148.HR.

Se også om rette indkomstmodtager i SKM2016.76.ØLR. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2011.407.HR	Et selskab havde overdraget sine rettigheder til nogle lejede arealer på en havn og i den forbindelse modtaget et vederlag på 17,5 mio. kr. Det var et led i lejeaftalen, at selskabet forpligtede sig til at nedrive bygningerne på den lejede grund. Selskabet ønskede fradragsret for nedrivningsudgifterne på ca. 1,1 mio. kr. Sagen angår i første række, hvordan den skattepligtige avance ved salg af lejerettigheder skal opgøres. Efter AL § 40, stk. 6, skal fortjeneste og tab ved salg af en ret ifølge en lejekontrakt medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, idet fortjenesten eller tabet skal opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen med fradrag for samtlige foretagne afskrivninger, jf. herved også AL § 45. Ved den aftale, som parterne indgik, afstod selskabet ikke alene sine rettigheder i henhold til lejeaftalerne med udlejer, men påtog sig tillige en pligt til inden overdragelsesdagen at nedrive de bygninger, der befandt sig på de lejede arealer og afholde udgifterne i forbindelse hermed. På denne baggrund fandt Højesterets flertal, at afståelsessummen på 17,5 mio. kr. måtte anses for aftalt under hensyn til, at den også skulle give dækning for udgifterne til opfyldelse af den forpligtelse til nedrivning, som selskabet havde påtaget sig som led i overdragelsesaftalen for at bringe arealerne i den stand, som erhververen havde stillet som betingelse for at ville betale de 17,5 mio. kr. for lejerettighederne. Højesterets flertal fandt derfor, at selskabet var berettiget til at fratrække udgiften til nedrivning i fortjenesten ved salget af lejerettighederne til arealerne efter AL § 40, stk. 6.
SKM2005.500.HR	I forbindelse med et projekt til opførelse af en vindmølle havde skatteyderen ydet betaling for at opnå adgang til at opføre vindmøllen på en parcel i tilknytning til skatteyderens ejendom. Der var blevet tinglyst en deklaration, hvorefter parcellen skulle tilbageskødes til den oprindelige ejendom ved vindmølledriftens ophør. Højesteret fandt, at betalingen var et vederlag for arealet, hvorfor der ikke kunne ske afskrivning efter dagældende LL § 16 F.
SKM2003.586.HR	Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab kunne afskrive på brugsrettigheder til film, som selskabet havde erhvervet for en begrænset periode, eller om rettighederne skulle aktiveres og afskrives over en årrække i overensstemmelse med den dagældende lov om særlig indkomstskat § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 4, senere LL §§ 16 E-F og nu AL § 40, stk. 2. Højesteret fandt, at selskabet kun havde fået overdraget brugsrettighederne i en begrænset periode og derved ikke erhvervede ejendomsret til filmrettighederne. Udgiften var herefter fradragsberettiget som driftsomkostninger i de pågældende indkomstår efter SL § 6, litra a.
SKM2002.148HR	Skatteyderen udtrådte i 1991 af et revisor I/S, og i forbindelse hermed modtog han sin andel af I/S-formuen mv. samt et skattefrit vederlag for goodwill. Højesteret fandt, at vederlaget måtte betragtes som skattepligtig indkomst efter SL § 4, og ikke som yderligere vederlag for goodwill.
TfS 1998, 731 HR	En vognmand, der havde kontrakt med et trafikselskab om rutekørsel med busser, solgte 4 busser til et selskab, der skulle fortsætte kontraktskørslen. Salgssummen fordelte sig med 5.000.000 kr. for vognpark og 500.000 kr. for goodwill. Landsretten fandt, at der ikke var tale om overdragelse af en kundekreds og dermed heller ikke goodwill, men om rettigheder og pligter i henhold til kørselsaftalen med trafikselskabet. Højesteret bemærkede, at beløbet måtte anses som vederlag for vognmandens indtjeningsrettigheder ifølge kontrakten og stadfæstede landsrettens dom.
TfS 1996, 155 HR	Et selskab, der drev virksomhed med indhentelse og videregivelse af kreditoplysninger, overdrog i 1984 virksomheden til et nyetableret selskab. Vederlaget udgjorde i alt 13.000.000 kr., heraf udgjorde vederlag for goodwill 8.100.000 kr. og vederlag for udgiverrettigheder, navne og logo mv. udgjorde 700.000 kr. Sælgeren anså de 700.000 kr. for vederlag for goodwill, der var skattefrit efter de dagældende regler. Landsretten fandt, at de nævnte rettigheder ikke kunne anses som vederlag for afståelse af kundekreds mv., og de 700.000 kr. var derfor ikke vederlag for goodwill. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og bemærkede, at vederlaget måtte betragtes som vederlag for afståelse af rettigheder og ikke som vederlag for goodwill.
TfS 1994, 755 HR	En restauratør havde drevet en bodega i lejede lokaler med fri afståelsesret og fremlejeret, og lejemålet var uopsigeligt indtil 1/12 1987 fra udlejerens side. Den årlige leje blev i 1981 forhøjet til 101.800 kr. På lejerens initiativ blev lejen i forhøjet til 120.000 kr. Samtidig blev uopsigelighedsperioden forlænget til 1/4 1995. Med virkning fra 1/9 1983 blev bodegaen solgt for 800.000 kr. fordelt ifølge aftalen med 50.000 kr. for løsøre og 750.000 kr. for goodwill. Ved erhvervelsen af bodegaen i 1978 udgjorde goodwill 200.000 kr. Der var tale om uafhængige parter, og landsretten fandt, at overdragelsen også omfattede lejemålet med uopsigeligheden. Det var derfor urigtigt at anse hele retten ifølge aftalen som goodwill. En del af vederlaget måtte være lejemålet. I Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle, således at indkomsten blev nedsat til det selvangivne beløb.	Se Skatteministeriets kommentar til forliget i TfS 1994, 757 DEP.
Landsretsdomme
SKM2016.76.ØLR	Skatteyderen bestred, at det var ham, der havde solgt nogle patentrettigheder. Han gjorde derfor gældende, at SKAT havde været uberettiget til at avancebeskatte ham af rettighederne, og at han havde krav på ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsretten anførte, at skatteyderen den 12. august 2005 overdrog rettighederne til et engelsk selskab, som havde en beskeden selskabskapital og ikke skulle betale nogen købesum i direkte forbindelse med erhvervelsen. Hverken patentansøgningen som aktiv eller de senere omkostninger, som blev faktureret til det engelske selskab vedrørende patentansøgningen og udviklingen af produktet, fremgik af det engelske selskabs årsrapport. Skatteyderen fik en generalfuldmagt til at disponere på vegne af det engelske selskab, og kun han og hans hustru kunne disponere over selskabets konto i Danske Bank. Henset hertil samt til oplysningerne om de beløb, som var hævet på kontoen efter overdragelsen af patentrettighederne til et andet selskab, fandt landsretten, at overdragelsen til det engelske selskab ikke havde karakter af en reel forretningsmæssig disposition. Skatteyderen var derfor i realiteten den, der solgte patentrettighederne til det andet selskab og derfor havde avancen ved overdragelsen. Herefter, og idet grundlaget for skatteansættelsen måtte anses for at have været kendt for skatteyderen allerede efter modtagelsen af SKATs skrivelse om indhentelse af materiale, fandt landsretten, at det ikke kunne antages at have haft betydning for sagens udfald, at skatteyderen ikke modtog agterskrivelsen, og at SKAT havde anset skatteyderen for indkomstskattepligtig af avancen. Skatteyderen havde således ikke bevist, at der forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet.	Stadfæstelse af SKM2015.384.BR.
SKM2003.406.VLR	Et selskab havde købt en vindmølle, og i købesummen indgik også ulempeerstatning på 150.000 kr. til den lodsejer, på hvis jord møllen skulle placeres. Landsskatteretten fandt ikke, at ulempeerstatningen kunne afskrives. Vestre Landsret var ikke enig i dette. Landsretten henviste til, at der før det sagsøgende selskabs aftale om køb af vindmøllen var indgået en aftale mellem et I/S og lodsejeren om betaling for brugsretten til lodsejerens faste ejendom i forbindelse med opførelsen af en vindmølle. Landsretten fandt, at aftalen om brugsret var begrænset til opførelsen af en bestemt vindmølle, og at det sagsøgende selskab derfor ikke havde erhvervet en tidsmæssig ubegrænset rettighed. Selskabet var derfor berettiget til at afskrive beløbet på 150.000 kr.
SKM2002.205.ØLR	Salg af rettighed i henhold til abonnement (telefonnumre) blev af landsretten anset for at være omfattet af § 2, stk. 1, nr. 5. i den dagældende lov om særlig indkomstskat. Anken til Højesteret blev efterfølgende hævet af appellanten.
TfS 2001, 729 ØLR	Selskabet havde i 1992 indgået en aftale om salg af knowhow. Som vederlag modtog det aktier for en værdi på 32,5 mio. kr. i et tjekkisk joint venture-selskab i overensstemmelse med en aktiekøbsaftale indgået i 1993. Selskabet gjorde bl.a. gældende, at det først i 1995, hvor implementeringen af produktionen var færdig, havde erhvervet endelig ret til vederlaget. Landsretten fandt imidlertid, at den omtalte knowhow efter aftalen blev leveret i 1993, hvor selskabet også modtog den fulde købesum, og da retten ikke fandt, at der var tale om en flerårig ydelse, skulle vederlaget beskattes i 1993.
TfS 1999, 574 VLR	En pressefotograf stiftede et anpartsselskab og solgte et billedarkiv til selskabet for 140.000 kr. Landsskatteretten fandt, at vederlaget var skattepligtigt for skatteyderen som maskeret udlodning. Landsretten bemærkede, at skatteyderen ved salget af billedarkivet havde overdraget sin ret til at kræve betaling for udnyttelse af de fotografiske billeder, og denne ret kunne sidestilles med de i LL § 16 E, stk. 1, nr. 2, nævnte eksempler. Vederlaget skulle derfor regnes med til den skattepligtige indkomst.
TfS 1998, 412 VLR	Skatteyderen flyttede sin virksomhed og modtog en goodwillerstatning på 800.000 kr. Skattemyndighederne fandt, at kun skønsmæssigt 100.000 kr. kunne anses som goodwill, mens størstedelen af restbeløbet blev anset som indkomst for afståelse af lejerettigheder. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over goodwillerstatningen.
TfS 1997, 394 VLR	Skatteyderen havde indgået lejekontrakt om et lejemål, hvorfra skatteyderen drev virksomhed. Skatteyderen overdrog virksomheden til en tredjemand for 1.400.000 kr., heraf 690.000 kr. for indretning af lejede lokaler. Skattemyndigheden henførte af sidstnævnte beløb 590.000 kr. til vederlag for retten til at indtræde i lejekontrakt. Der var herved henset til, at der kun var bogført ombygningsudgifter for 4.908 kr. Landsretten fastholdte skattemyndighedens skøn og afgørelse.
TfS 1995, 829 ØLR	En skatteyder havde sammen med en medinteressent omdannet deres virksomhed til et selskab. En række hævninger, som skatteyderen foretog på sin mellemregningskonto med selskabet, og som skatteyderen anså som udbetaling af vederlag for goodwill, blev af skattemyndighederne sidestillet med udbetaling af løn, idet værdiansættelsen af goodwill ikke kunne godkendes. Landsretten fandt, at skønnet lå inden for, hvad udmeldte skønsmænd vurderede som rimeligt, og tiltrådte afgørelsen.
TfS 1991, 368 VLR	Godtgørelse ydet af en kommune blev anset som vederlag for afståelse af lejede lokaler, idet Landsretten ikke fandt det bevist, at der ved afståelsen af forretningslokaler var påført sagsøgeren tab for mistet goodwill.
TfS 1991, 85 ØLR	Skatteyderen og to medinteressenter købte et lejet erhvervslejemål og overtog også den tidligere indehavers lejemål med udlejeren. Lejemålet blev fremlejet til et selskab, der var stiftet af interessenterne. Interessenterne købte senere lejemålet som ejerlejlighed. Interessenterne solgte erhvervslejemålet til selskabet, ligesom lejligheden blev udlejet til selskabet. Landsretten fandt ikke, at en del af det vederlag, som selskabet betalte for erhvervslejemålet, kunne anses for en skattefri goodwill, men derimod for en ydelse i lejeforhold, der var skattepligtig indkomst efter SL § 4.
TfS 1991, 2 ØLR	En skotøjshandler havde indgået et lejemål, der var uopsigeligt i 20 år. Lejemålet blev overdraget til tredjemand, og skotøjshandleren flyttede til andre lokaler i nærheden. Landsretten fandt, at selvom det muligvis var aftalt mellem parterne, at der var tale om en overdragelse af beliggenhedsgoodwill, var der ikke ført bevis for mistet goodwill, da virksomheden fortsatte på næsten samme sted med uændret varesortiment mv. Afståelsessummen var derfor skattepligtig som afståelse af lejemål.	Se tilsvarende i TfS 1991, 106 LSR og i TfS 1995, 280 VLR
TfS 1986, 594 VLR	En specialtandlæge optog en kompagnon. Af I/S-kontrakten fremgik, at kompagnonen skulle betale halvdelen af forbedringsudgifter vedrørende lejede lokaler. Ligningsmyndighederne godkendte ikke, at vederlaget vedrørte ombygningsudgifter og dermed var skattefrit. Derimod fandt Ligningsmyndighederne, at det var udtryk for indtræden i lejemålet, og at vederlaget dermed var skattepligtigt. Landsretten fandt det uberettiget at henføre hele vederlaget vedrørende lejede lokaler til beskatning. Der burde udøves et konkret skøn, og sagen hjemvistes derfor til værdiansættelse heraf.
Byretsdomme
SKM2011.327.BR	Et selskab havde foretaget indbetalinger til en fodboldklub mod andel i et eventuelt provenu, hvis to navngivne spillere blev solgt inden for kontraktperioden. Selskabet drev virksomhed med køb og salg af aktier og obligationer, og selskabets eneanpartshaver var formand for bestyrelsen i fodboldklubben. Skatteministeriet fik medhold i, at udgifterne til fodboldklubben ikke var foretaget som led i selskabets erhvervsmæssige virksomhed, men derimod var afholdt i hovedanpartshaverens interesse. Udgiften kunne derfor hverken fratrækkes eller afskrives i selskabet, og hovedanpartshaveren blev beskattet af beløbet som maskeret udlodning.
Landsskatteretskendelser og -afgørelser
SKM2002.135.LSR	Fortjeneste ved afhændelse af brugsret til timesharelejligheder, der udelukkende havde været anvendt til udlejning, var skattepligtig efter daværende LL § 16 E, stk. 1, nr. 3.
TfS 1993, 121 LSR	Et selskab, der drev to distriktsblade og et marketingfirma, overdrog sin samlede virksomhed til et andet selskab. Landsskatteretten fandt, at retten til at udgive distriktsbladene ikke var af en sådan karakter, at den kunne anses for omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4, om salg af rettigheder. Hele vederlaget, der i al væsentlighed var betalt for kundekreds, abonnenter og annoncører, blev anset for vederlag for goodwill.
TfS 1992, 71 LSR	En gartner havde i 25 år solgt grøntsager fra en lejet stadeplads på Københavns En gros Grønttorv. Fra 1986 havde lejeren af nabostadepladsen, der handlede med samme type af grøntsager, anvendt klagerens stadeplads og betalt for denne. I 1988 havde klageren solgt retten til stadepladsen til brugeren af denne. Fortjenesten herved blev anset for skattepligtig som betaling for afståelse af lejemål.
TfS 1991, 507 LSR	Skatteyderen erhvervede i august 1987 en ejendom fra sin fader. Erhvervslokalerne i ejendommen havde været udlejet til en købmand siden 1961. Lejemålet blev opsagt af købmanden i 1988 og stod herefter ubenyttede, indtil de blev udlejet. Ifølge lejekontrakten, der skulle løbe over 10 år, betalte lejeren 108.000 kr., herunder 60.000 kr. for goodwill. Landsskatteretten konstaterede, at der ikke var afstået en kundekreds eller lignende og fandt, at vederlæggelsen måtte anses for en art nøglepenge eller lejemålsdusør efter SL § 4.
TfS 1991, 170 LSR	En ingeniør tilbagesolgte en udbyttekontrakt til det udstedende kommanditselskab for en salgssum på ca. 20.000 kr. Han modtog a conto 12.800 kr., ligesom han blev frigjort for gæld til kommanditselskabet på 7.200 kr. Landsskatteretten fandt, at den fortjeneste, der blev opgjort på dette grundlag, var skattepligtig indkomst, idet det var uden betydning om, der var afregnet kontant eller ved frigørelse af gæld.
TfS 1989, 482 LSR	Et selskab, der drev virksomhed bl.a. med import af en vareart til en sammenslutning af andelsforeninger, overdrog salgsretten til forhandlede vareart samt kundemasse, arkiver mv. for 1,4 mio. kr. Landsskatteretten fandt, at der efter det oplyste forelå en samlet overdragelse af den værdi, som virksomheden repræsenterede, og at betalingen måtte anses som vederlag for goodwill.
TfS 1989, 467 LSR	En skatteyder havde i 1985 i forbindelse med køb af en forretning indgået en lejekontrakt vedrørende de lokaler, hvorfra forretningen blev drevet. Lejemålet var uopsigeligt, men ophørte af sig selv 31/5 1990. På dette tidspunkt havde skatteyderen ret til at købe lokalerne til en nærmere angivet, pristalsreguleret pris. Ved salg af forretningen havde skatteyderen anset en del af vederlaget som betaling for selve køberetten. Landsskatteretten fandt, at beløbet var vederlag for at indtræde i lejekontrakten og derfor omfattet af § 2, nr. 5, i daværende lov om særlig indkomstskat.
TfS 1986, 136 LSR	En person, som havde disposition over en lejlighed i et kloster, indgik en aftale om, at hun skulle fraflytte lejligheden, hvorefter hun skulle have udbetalt en pristalsreguleret ydelse på 4.000 kr., tilbagebetalt indskud på 10.000 kr. samt yderligere 10.000 kr. til dækning af flytteomkostninger. Landsskatteretten fandt, at det udbetalte beløb på 20.000 kr. måtte anses for en skattefri kompensation for opgivelse af privat lejemål.
LSRM 1986, 45 LSR	Et kommanditselskab ejede et skib, som var udlejet uopsigeligt i 13 år til et selskab. I forbindelse med selskabets betalingsstandsning blev udlejningskontrakten ophævet, og der udbetaltes erstatning til kommanditselskabet. Den enkelte kommanditists andel heraf blev beskattet i medfør af § 2, nr. 5, i lov om særlig indkomst - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2.
LSRM 1982, 150 LSR	Landsskatteretten fandt, at de efter lov om godstransport med motorkøretøjer meddelte køretilladelser var af et sådant gensidigt indhold, at fortjeneste eller tab ved afståelse eller opgivelse heraf, skulle anses for en ret ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt. Fortjeneste og tab herpå skulle derfor regnes med ved opgørelsen af indkomsten.
LSRM 1982, 102 LSR	Landsskatteretten fandt ikke, at en testamentarisk ret til udbytte kunne anses for en rettighed ifølge en udbyttekontrakt.
Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2015.468.SKAT	Skatterådet kunne bekræfte, at et selskabs overdragelse af knowhow til tre nystiftede datterselskaber kan være omfattet af afskrivningslovens § 41, at overdragelsen af knowhow mod vederlæggelse i nyudstedte aktier vil være skattefri for de modtagne datterselskaber, at datterselskabernes anskaffelsessum for knowhow skal fastsættes til armslængdeværdien, og at datterselskaberne kan foretage straksfradrag efter afskrivningslovens § 41 for den overdragne knowhows anskaffelsessum. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at de påtænkte datterselskabers straksfradrag efter afskrivningslovens 41 indgår i sambeskatningsindkomsten i samme periode, hvor moderselskabets salg af omhandlede knowhow indgår i sambeskatningsindkomsten, og at der ikke skal ske forholdsmæssig reduktion af det foretagne straksfradrag efter afskrivningslovens § 41, hvis et datterselskab udgår af sambeskatningen inden årets udløb. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelse af licensrettigheder kan gennemføres med samme skattemæssige virkning som ved overdragelse af knowhow.
SKM2012.370.SR	Skatterådet kan ikke bekræfte, at en forelagt aftale om køb af ret til andel i spørgerkoncernens omsætning er en udbyttekontrakt, og udgiften til køb af denne er derfor ikke afskrivningsberettiget for en personlig dansk investor i henhold til afskrivningslovens § 40, stk. 2, med den virkning, at afskrivningen kan fradrages i investorens skattepligtige indkomst. Skatterådet finder, at aftalen er en finansiel kontrakt. Der vil ikke være tale om overdragelse af en udbyttekontrakt, selvom der er tale om (videre-)overdragelse af kontrakten indgået mellem Spørger og Managementselskabet. Skatterådet kan derfor bekræfte, at det er uden betydning for svaret om en investor køber retten direkte hos Spørger eller hos Managementselskabet. Skatterådet kan bekræfte, at ved køb hos Managementselskabet, skal Managementselskabet opgøre resultatet ved den/de indgåede finansielle kontrakter.
SKM2012.62.SR	Skatterådet kan ikke bekræfte, at udgifterne til køb af ret til andel af transfersum er afskrivningsberettigede efter reglerne om udbytteretter i AL § 40, stk. 2. Det er Skatterådets opfattelse, at retten skal behandles efter statsskattelovens § 4, litra f. Dette indebærer, at gevinst skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og at tab ikke kan fradrages.	Se også SKM2012.139.SR.
SKM2010.253.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en erstatning for opgivelse af uopsigeligheden ifølge en erhvervslejekontrakt var en fordring omfattet af kursgevinstloven. Skatterådet fandt, at retten var omfattet af AL § 40.
SKM2007.684.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at navnerettighederne og konceptet "Q" kunne overdrages vederlagsfrit fra foreningen C til selskabet B, da der var tale om et indarbejdet og velrenommeret "brand", der måtte antages at repræsentere en værdi. Skatterådet afviste samtidig at behandle spørgsmålet om, hvilken værdi navnerettighederne og konceptet "Q" repræsenterede, da der ikke var fremlagt tilstrækkelige oplysninger om dette efter SFL § 24, stk. 2.
SKM2006.274.SR	Skatterådet udtalte med henvisning til SKM2003.586.HR, at udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til filmrettigheder skal behandles som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne blev anset for "anvendt" og dermed fradragsberettigede i de indkomstår, hvor betalingerne skete i henhold til de indgåede kontrakter. Det var uden betydning for den skattemæssige behandling af udgifterne, om der var tale om udgifter til erhvervelse af "gamle film", premierefilm eller film, der endnu ikke var færdigproducerede på tidspunktet for kontraktens indgåelse.
TfS 1994, 669 LR	Et selskab overvejede at etablere et K/S, der skulle købe råfilm samt alle rettigheder til visuelle medier. Som udgangspunkt skulle filmen erhverves umiddelbart efter produktionens afslutning, men før verdenspremieren. Udgifterne til anskaffelsen af filmrettigheder var omfattet af LL § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 2, (nu AL § 40, stk. 2).	Kommenteret i TfS 1995, 80 DEP.
TfS 1989, 64 LR	Ligningsrådet fandt, at overdragelsen af et bedækningsbevis, der gav ret til vederlagsfrit at få bedækket en hoppe årligt, så længe hingsten var avlsdygtig, var en rettighed ifølge en udbyttekontrakt.
Andet
Skd. 1982.60.33	Fredningsstyrelsen spurgte om beskatningen af en erstatning, der betales i anledning af, at der for en lang periode nedlægges forbud mod fortsat udnyttelse af en ejendoms råstoffer. Såvel ejendommens ejer som forpagteren af ejendommen ville modtage erstatning. For ejeren blev erstatningen anset for ekspropriation og dermed skattefri, men for forpagterens vedkommende blev erstatningen anset for et vederlag for opgivelse af retten ifølge en lejekontrakt eller lignende og dermed skattepligtig.
Skd. 1973.23.21	Skattedepartementet udtalte, at der ikke var hjemmel til at indrømme fradrag for udgifter til nyetablering i andre lokaler i modtaget godtgørelse for opgivelse af lejeretten til nogle lokaler, der anvendtes i virksomheden.