Indhold
Dette afsnit handler om forenklet tilbagebetaling af skatter og afgifter.
Afsnittet indeholder:
- Baggrund og anvendelsesområde
- Tilfælde, hvor der ikke kan ske forenklet tilbagebetaling
- Forholdet til frist- og forældelsesregler
- Ikrafttrædelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Baggrund og anvendelsesområde
Der er ved lov nr. 545 af 26. maj 2010 fastsat forenklede regler om tilbagebetaling af skat, moms og afgifter. Se SFL § 34 c.
SFL § 34 c angår opgørelsen af tilbagebetalingskravet, og bestemmelsen aktualiseres, hvis en virksomhed har betalt for meget i skat, moms eller afgift, fordi der uretmæssigt er blevet opkrævet et for stort beløb. Bestemmelsen i SFL § 34 c giver mulighed for en forenklet opgørelse af tilbagebetalingskravet angående krav på op til 500.000 kr.
Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at kravet på tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede skatter og afgifter er opstået som følge af en sag, hvor praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet den 1. januar 2010 eller senere. Se herom nærmere om bestemmelsens ikrafttrædelse.
Tilbagebetalingskravet kan fx være afledt af en anmodning om ekstraordinær genoptagelse begrundet i endeligt underkendt praksis. Se SFL § 27, stk. 1, nr. 7 og SFL § 32, stk. 1, nr. 1. Se nærmere om disse regler i afsnit A.A.8.2.3.9 og A.A.8.3.6.
SFL § 34 c er en specialregel om en forenklet opgørelse af et opgjort og dokumenteret tilbagebetalingskrav. Bestemmelsen er et tilbud til virksomhederne. Hvis en virksomhed omfattes af muligheden for at anvende bestemmelsen, men ikke ønsker dette, anvendes de almindelige regler om opgørelse af tilbagebetalingskravet.
De almindelige regler om opgørelse af tilbagebetalingskravet går ud på tilbagebetaling af det for meget erlagte beløb, med eventuel reduktion af kravet som følge af overvæltning. Retspraksis, herunder praksis fra EU-Domstolen, har anerkendt, at der på moms- og afgiftsområdet kan ske reduktion af tilbagebetalingskravet, hvis tabet er reduceret som følge af overvæltning til næste omsætningsled.
Både dansk ret og EU-retten kræver efter de almindelige regler en opgørelse af det for meget betalte beløb, som kræves tilbagebetalt. På den ene side skal virksomheden ikke snydes for noget, den har krav på. På den anden side må virksomheden heller ikke få overkompensation.
EU-Domstolen har afgjort, at det er i strid med EU-retten at opstille en formodning for, at der er sket overvæltning i disse tilfælde. Det er derfor som udgangspunkt nødvendigt i hver enkelt sag at foretage en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder. Se nærmere om overvæltning Betænkning 1426/2003, afsnit 4.4.2.6.
Efter de almindelige regler er virksomheden forpligtet til at oplyse og dokumentere, hvordan kravet er opgjort, mens SKAT har bevisbyrden for, at tabet er reduceret, hvis der skal ske afkortning af tilbagebetalingskravet. Virksomheden vil ofte blive anmodet om at fremskaffe oplysninger om, hvorvidt der er sket overvæltning til andre omsætningsled.
En tysk virksomhed havde uretsmæssigt pålagt dansk moms i stedet for tysk moms på fakturaer ved salg i en webshop af navigationssoftware (downloads) til privatpersoner. Virksomheden indbetalte efterfølgende den tyske moms til de tyske myndigheder. SKAT havde nægtet virksomheden tilbagebetaling af den danske moms, idet fejlen ikke var berigtiget overfor kunderne. SKAT henviste til, at ML § 52, stk. 7, og overvæltningsbetragtninger førte til, at der ikke kunne ske tilbagebetaling. Landsskatteretten fandt derimod, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at betingelserne for nægtelse af tilbagebetaling på grundlag af overvæltningssynspunktet var opfyldt. Se SKM2012.131.LSR.
Bemærk, at tilbagebetaling af en afgift ikke begrænses af virksomhedens besparelse som følge af, at en afgift træder i stedet for en anden afgift. Tilbagebetaling kan ikke nægtes med den begrundelse, at beløb, som virksomheden med urette har betalt, er blevet udlignet gennem en besparelse ved ikke at skulle betale en samtidig ophævet afgift. Se sag C-398/09, Lady & Kid A/S.
SFL § 34 c er indført for at hindre, at der i alle sager om tilbagebetaling af moms og afgifter skal anvendes mange ressourcer hos såvel virksomheden som hos Skatteforvaltningen på at opgøre tilbagebetalingskravet.
SFL § 34 c angår udelukkende den situation, hvor tilbagebetalingskravet gøres gældende af den, der har betalt skatten eller afgiften til staten, og hvor kravet går ud på tilbagebetaling af det indbetalte beløb.
Med indførelsen af SFL § 34 c, kan sagerne om tilbagebetaling ved uretmæssigt opkrævet skat, moms og afgift fordeles i tre sagstyper:
- Sager om tilbagebetaling under 25.000 kr. Se herom afsnit A.A.15.2.
- Sager om tilbagebetaling fra 25.000 kr. til 500.000 kr. Se herom afsnit A.A.15.3.
- Sager over 500.000 kr., eller sager, hvor proceduren fravælges. se herom afsnit A.A.15.4.
Tilfælde, hvor der ikke kan ske forenklet tilbagebetaling
SFL § 34 c gælder ikke, hvor et krav gøres gældende af en anden end den, der har indbetalt afgiften til staten, og kravet dermed har karakter af et erstatningskrav og ikke et tilbagesøgningskrav.
Bestemmelsen gælder heller ikke, hvor den der har indbetalt afgiften mv., rejser et erstatningskrav på et evt. tab ud over det, der direkte kan henføres til afgiftsbetalingen.
Forholdet til frist- og forældelsesregler
SFL § 34 c suppleres af fristreglerne. Tilbagebetalingskravet skal være afledt af en ansættelse, der lovligt er foretaget inden for fristreglerne i SFL §§ 26, 27, 31 og 32. Se SFL § 34 c, stk. 5.
Se om fristreglerne i afsnit A.A.8.2 og A.A.8.3.
SFL § 34 c suppleres desuden af reglerne om forældelse. Et tilbagebetalingskrav kan ikke gøres gældende, såfremt kravet allerede er bortfaldet ved forældelse. Se SFL § 34 c, stk. 5.
Se om reglerne om forældelse i afsnit A.A.9.
Ikrafttrædelse
Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 2010. Bestemmelsen har virkning for krav om tilbagebetaling af uretsmæssigt opkrævede skatter og afgifter i sager, hvor praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet den 1. januar 2010 eller senere.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme |
C-398/09, Lady & Kid A/S | Ved indførsel af en afgift, benævnt ambien, blev der samtidig ophævet en række arbejdsgiverafgifter. En medlemsstat kan ikke nægte at tilbagebetale en uretmæssig opkrævet afgift med den begrundelse, at de af den afgiftspligtige med urette erlagte beløb, er blevet udlignet gennem en besparelse som følge af samtidig ophævelse af andre afgifter. | |
Landsskatteretskendelser |
SKM2012.131.LSR | SKAT havde ikke løftet bevisbyrden for overvæltning. | |