En forening, der er omfattet af fondsbeskatningsloven, kan i stedet for oplysningsskema indgive erklæring, hvis den ikke har rente- og udbytteindkomst over 200.000 kr. Se FBL § 15, stk. 2. Har foreningen erhvervsmæssig indkomst, skal den dog altid indgive oplysningsskema for denne indkomst. ►Har foreningen oppebåret væsentlige ekstraordinære skattepligtige indtægter i form af avancer m.v., skal der uanset reglen i 1. pkt. afgives et oplysningsskema.◄
Det er også en betingelse, at foreningen ikke i årets løb har haft væsentlige ekstraordinære indtægter - såsom skattepligtige avancer mv. - eller tidligere har hensat beløb til uddelinger, som ikke er anvendt eller beskattet. I så fald skal foreningen indgive sædvanlig oplysningsskema. Erklæringen skal ligesom oplysningsskemaet sendes til Skattestyrelsen.
Hvis en forening ikke har rente- og udbytteindtægter på over 200.000 kr., er den derfor ikke forpligtet til at indsende et oplysningsskema. Dette gælder uafhængigt af størrelsen af eventuelt ikke-erhvervsmæssige indtægter fx skattepligtige ikke-erhvervsmæssige kontingentindtægter.
Hvis foreningen har foretaget en opdeling af kontingentet i en erhvervsmæssig og en ikke-erhvervsmæssig del, skal den erhvervsmæssige del af kontingentet oplyses sammen med anden erhvervsmæssig indkomst.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
| Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
TfS 1996, 12 LSR | En brancheforening opfyldte betingelserne i FBL § 15, stk. 2, om i stedet for selvangivelse at indsende en erklæring. Der var derfor ikke hjemmel til, at skattemyndighederne kunne kræve selvangivelse og foretage en skatteansættelse. | |