Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for forenklede fremgangsmåder for toldbehandling, der omfatter forenklet toldangivelse og hjemstedsordningen herunder enhedsbevilling.

Afsnittet indeholder:

  • Forenklede fremgangsmåder
  • Enhedsbevilling.

Forenklede fremgangsmåder

For at lette gennemførelsen af toldformaliteter og procedurer mest muligt, uden at det går ud over den korrekte toldbehandling, er det muligt for importørregistrerede virksomheder at søge om bevilling til forenklede toldangivelse og hjemstedsordning, jf. TK litra a) og c) i artikel 76.

Reglerne for den forenklede fremgangsmåde er beskrevet i TK artikel 76 og GB artikel 253-287.

Bevilling til forenklet angivelse (i Danmark kaldet forenklet ekspres)

Ved bevilling til forenklet angivelse forstås, at virksomheden får tilladelse til at angive en forenklet toldangivelse, der ikke indeholder alle oplysninger i toldangivelsen (enhedsdokumentet), og ikke er vedlagt al den dokumentation, der kræves efter den normale fremgangsmåde, jf. GB artikel 253a og 253b.

Betingelserne for at opnå en bevilling til forenklet angivelse

Enhver virksomhed, der er importørregistreret, kan ansøge om bevilling til forenklet angivelse både til eget brug og til brug som repræsentant for en anden.

Betingelserne for at få en bevilling til forenklet toldangivelse er harmoniseret inden for EU. Det betyder, at betingelserne for at få en bevilling til forenklet toldangivelse er de samme, uanset om bevillingen kun anvendes i Danmark eller bevillingen også skal skulle anvendes i andre EU-lande.

Betingelser:

  • Der skal stilles sikkerhed for told og afgifter.
  • Angivelsen skal indgives elektronisk.
  • Ansøgeren m.fl. må ikke have begået grove eller gentagne overtrædelser af toldreglerne de seneste 3 år forud for ansøgningen.
  • Ansøger skal dokumentere, at virksomheden har været solvent de seneste 3 år.
  • Ansøgeren skal have en administrativ organisation, som svarer til karakteren og størrelsen af hans virksomhed, og som er egnet til at forvalte varestrømmene.
  • Ansøgeren skal have interne kontrolforanstaltninger, der kan afsløre ulovlige eller ureglementerede transaktioner mv.
  • Ansøgeren skal have procedurer for behandling af licenser og tilladelser til handelspolitiske foranstaltninger eller handel med landbrugsprodukter - hvis det er relevant.
  • Ansøgeren skal sikre, at de ansatte er bekendte med, at SKAT skal underrettes, hvis det bliver opdaget, at der er problemer med overholdelse af toldreglerne, og etablere passende kontakter for at kunne informere SKAT om sådanne forhold.

Den personkreds, der ikke må have begået grove eller gentagne overtrædelser, er:

  • Ansøgeren selv
  • De, der er ansvarlige for ansøgervirksomheden
  • De, der fører kontrol med ansøgervirksomhedens ledelse og
  • Den person i ansøgervirksomheden, der er ansvarlig for toldanliggender.

En ansøger, der har været etableret i mindre end 3 år, blive særligt overvåget det første år, efter at bevillingen er givet.

Forenklet angivelse som enhedsbevilling

En virksomhed, der er etableret i Danmark, kan søge om enhedsbevilling til forenklet angivelse, så virksomheden også kan anvende forenklet angivelse overfor SKAT, selvom varerne frembydes i et andet EU-land, der er omfattet af bevillingen, og varerne ønskes frigivet til fri omsætning i dette andet EU-land, se afsnittet om enhedsbevilling nedenfor.

Ansøgningsformular

Ansøgning om bevilling til forenklet angivelse og hjemstedsordning, herunder enhedsbevillingen, skal indgives på en særlig formular - eller i tilsvarende elektronisk format.

http://www.skat.dk/ under Told-erhverv/forenklede procedurer findes ansøgningsformularen til bevilling om forenklet angivelse og hjemsteds-ordning og enhedsbevilling.

Ansøgningsformularen består af tre dele:

  • Selve ansøgningen
  • Supplementsformularen til oplysning af importdata
  • Supplerende virksomhedsoplysninger

Til ansøgningsformularen er der en vejledning til hvordan de forskellige rubrikker skal udfyldes.

Hvor ansøgningen skal sendes til fremgår af http://www.skat.dk/ under Told-erhverv/forenklede procedurer.

Bevilling til hjemstedsordningen

Hjemstedsordningen gør det muligt for virksomheder at angive varer til en toldprocedure, fx fri omsætning, ved at indskrive varerne i virksomhedens vareregnskab. Varerne skal på dette tidspunkt befinde sig på virksomhedens eget forretningssted eller på et andet sted, der er godkendt af SKAT, jf. GB artikel 253, stk. 3.

Se reglerne om hjemstedsordningen GB artikel 253,253a og 253b.

Enhver virksomhed, der er importørregistreret, kan ansøge om bevilling til eget brug og til brug som repræsentant for en anden.

En ansøger, der har været etableret i mindre end 3 år, bliver særligt overvåget det første år, efter at bevillingen er udstedt, jf. GB artikel 253, stk. 8 sidste afsnit.

Betingelserne for at få bevilling til hjemstedsordningen

Betingelserne for at få en bevilling til forenklet angivelse og til hjemstedsordningen er harmoniseret inden for EU. Det betyder, at betingelserne for at få en bevilling til forenklet angivelse og til hjemstedsordningen er de samme, uanset om bevillingen kun skal anvendes i Danmark, eller bevillingen også skal anvendes i andre EU-lande.

Betingelserne er:

  1. Der skal stilles sikkerhed for told og afgifter.
  2. Angivelsen skal ske elektronisk.
  3. Ansøgeren m.fl. må ikke have begået grove eller gentagne overtrædelser af toldreglerne de seneste 3 år forud for ansøgningen.
  4. Ansøger skal dokumentere, at virksomheden har været solvent de seneste 3 år.
  5. Ansøgeren skal have en administrativ organisation, som svarer til karakteren og størrelsen af virksomheden, og som er egnet til at forvalte varestrømmene.
  6. Ansøgeren skal have interne kontrolforanstaltninger, der kan afsløre ulovlige eller ureglementerede transaktioner mv.
  7. Ansøgeren skal have indført procedurer for behandling af licenser og tilladelser til handelspolitiske foranstaltninger eller handel med landbrugsprodukter - hvis det er relevant.
  8. Ansøgeren skal sikre, at de ansatte er bekendte med, at SKAT skal underrettes, hvis det bliver opdaget, at der er problemer med overholdelse af toldreglerne, og etablere passende kontakter for at kunne informere SKAT om sådanne forhold.
  9. Ansøgeren skal anvende et regnskabssystem, der er baseret på almindeligt anerkendte regnskabsprincipper, som anvendes i det land, hvor regnskabet føres, og som kan lette toldrevision.
  10. Ansøgeren skal give SKAT fysisk eller elektronisk adgang til virksomhedens toldregnskab og i givet fald transportdokumenter.
  11. Ansøgeren skal have et logistisk system, hvori der sondres mellem fællesskabs- og ikke-fællesskabsvarer.
  12. Ansøgeren skal have indført tilfredsstillende procedurer for arkivering af virksomhedens regnskaber og information samt for beskyttelse mod tab af information.
  13. Ansøgeren skal have indført de fornødne it-sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af ansøgerens computersystem mod uautoriseret indtrængen og til sikring af ansøgerens dokumentation.

Den personkreds, der ikke må have begået grove eller gentagne overtrædelser, er:

  • Ansøgeren selv
  • De, der er ansvarlige for ansøgervirksomheden
  • De, der fører kontrol med ansøgervirksomhedens ledelse
  • Den person i ansøgervirksomheden, der er ansvarlig for toldanliggender.

Betingelserne 3. til 13., svarer til de betingelser, virksomheder skal opfylde, for at få udstedt et AEO-certifikat til toldforenklinger. Se afsnit F.A.2 om Toldlovgivning.

Hvis en ansøger allerede er indehaver af et AEO-certifikat til toldforenklinger, anses betingelserne 3 til 13 for opfyldt til kunne få bevilling.

Hjemstedsordningen som enhedsbevilling

En virksomhed, der er etableret i Danmark, kan søge om enhedsbevilling til at anvende hjemstedsordningen, så virksomheden kan toldangive ved indskrivning i virksomhedens regnskab i Danmark, selvom varerne fysisk befinder sig i et andet EU-land og frigives til fri omsætning dér.

Ansøgningsformular

Ansøgning om bevilling til forenklet angivelse og hjemstedsordning, herunder enhedsbevillingen, skal indgives på en særlig formular - eller i tilsvarende elektronisk format.

data.aspx?oid=70387 under forenklede procedurer findes ansøgningsformularen til bevilling til hjemstedsordning og enhedsbevilling.

Ansøgningsformularen består af tre dele:

  • Selve ansøgningen
  • Supplementsformularen til oplysning af importdata
  • Supplerende virksomhedsoplysninger.

Til ansøgningsformularen er der en vejledning til hvordan de forskellige rubrikker skal udfyldes.

Hvor ansøgningen skal sendes til fremgår af data.aspx?oid=70387.told-erhverv under forenklede procedurer.

Enhedsbevilling

Ved enhedsbevilling forstås en bevilling, der involverer toldmyndighederne i flere medlemsstater, jf. GB artikel 253h - 253l.

Det er muligt, at søge om enhedsbevilling til både hjemstedsordningen og til forenklet angivelse.

Der kan søges om enhedsbevillinger til følgende:

  • Angivelse af varer til fri omsætning, se afsnit F.A.33.5 om varens ankomst
  • Toldprocedurer af økonomisk betydning, se afsnit F.A.19
  • Særligt anvendelsesformål (end-use), se afsnit F.A.24.

Eksempel

En virksomhed, der er etableret i Danmark, kan angive varer til fri omsætning i Danmark, selvom varerne fysisk befinder sig i et andet EU-land og frigives dér til fri omsætning.

En virksomhed, der er etableret i Danmark kan derfor ved hjælp af en enhedsbevilling angive til SKAT, uanset om varerne fysisk frigives til fri omsætning fx i Hamburg, forudsat at bevillingen omfatter Danmark og Tyskland.

Undtagelser - generelt

Visse varetyper kan på grund af nationale forbud og restriktioner i de enkelte EU-lande ikke være omfattet af en enhedsbevilling.

Undtagelse i Danmark

Der gælder eksempelvis særlige danske restriktioner for visse typer medicin, der ikke er tilladt i Danmark. Danmark deltager derfor ikke i en enhedsbevilling, der omfatter sådan medicin.

Undtagelse i andet EU-land

EU-lande kan have andre nationale forbud og restriktioner. I Nederlandene er det eksempelvis ikke tilladt at bringe legetøjspistoler, der ligner rigtige våben, i fri omsætning, og Nederlandene deltager derfor ikke i en enhedsbevilling, der omfatter sådanne legetøjspistoler.

Hvilken myndighed skal ansøgning om en enhedsbevilling til forenklet toldangivelse eller hjemstedsordningen stiles til?

Ansøgning kan som hovedregel stiles til:

  • Toldmyndigheden i den medlemsstat, hvor ansøgerens hovedbogholderi for den relevante toldordning føres, og hvor i hvert fald en del af de transaktioner, som ansøgningen vedrører, gennemføres
  • Toldmyndigheden i den medlemsstat, hvor en virksomheds computersystem er tilgængeligt for myndigheden og hvor ansøgerens almindelige logistiske ledelsesaktiviteter foregår, og hvor i hvert fald en del af de toldtransaktioner, ansøgningen vedrører, foregår
  • Toldmyndigheden i den medlemsstat, hvor ansøgerens hovedbogholderi for de relevante toldordninger føres
  • Toldmyndigheden i den medlemsstat, hvor ansøgerens hovedbogholderi for de relevante toldordninger er tilgængeligt, og hvor ansøgerens almindelige logistiske ledelsesaktiviteter foregår.

Ansøgningen kan stiles til de samme myndigheder, som ansøgning om Autoriseret Økonomisk Operatør (AEO) certifikat til toldforenklinger skal stiles til, se afsnit F.A.2 om Toldlovgivning.

Som undtagelse til hovedreglen gælder, at hvis ansøgning om enhedsbevilling til forenklet angivelse eller hjemstedordningen indgives som led i eller på baggrund af en ansøgning om

  • enhedsbevilling til særligt anvendelsesformål eller
  • enhedsbevilling til en procedure af økonomisk betydning

skal ansøgning dog indgives til toldmyndigheden på det sted, hvor ansøgerens hovedbogholderi føres, og hvor i det mindste en del af de af bevillingen dækkede transaktioner udføres, eller i andre tilfælde det sted, hvor ansøgerens hovedbogholderi føres.

Ansøgeren skal endelig opgive et let tilgængeligt sted eller en kontaktperson i ansøgerens virksomhed i det land, hvor ansøgning er indgivet, og hvor toldmyndighederne kan få alle relevante oplysninger til brug for behandling af ansøgningen.

Ansøgningsformular

Ansøgning om bevilling til enhedsbevillingen, skal indgives på en særlig formular - eller i tilsvarende elektronisk format.

www.skat.dk/tolderhverv/forenklede procedurer findes ansøgningsformularen til bevilling til enhedsbevilling.

Til ansøgningsformularen er der en vejledning til hvordan de forskellige rubrikker skal udfyldes.

Hvor ansøgningen skal sendes til fremgår af www.skat.dk/tolderhverv Under forenklede procedurer.