Skatteyderen havde siden 1980'erne drevet et deltidslandbrug med et mindre kvæghold. I 1988 var der opført en større driftsbygning. Efter 1998 blev driftsformen ændret, idet besætningen blev nedbragt, og driftsbygningen - efter en ombygning - blev udlejet. Landbruget havde løbende haft underskud, men i 2002 og 2003 var der (et mindre) overskud efter afskrivninger.

Landsretten lagde vægt på den indhentede skønserklæring, hvoraf bl.a. fremgik, at driftsbygningen var en investering, der lå væsentligt over det, indtjeningen fra besætningen kunne aflønne. Skønsmanden havde endvidere anført, at det var usandsynligt, at der ved den valgte driftsform i 1996-1998, det vil sige uden udlejning af driftsbygninger, kunne opnås et resultat, der gav plads til afskrivninger i noget væsentligt omfang. Landsretten fandt derfor, at landbrugsvirksomheden i 1996-1998 ikke havde været tilrettelagt på en sådan måde, at der havde været udsigt til, at driften ville kunne give overskud efter driftsmæssige afskrivninger, og at landbrugsvirksomheden ikke havde været drevet erhvervsmæssigt forsvarligt. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Højesteret stadfæstede dommen af de grunde, der var anført af landsretten.

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a

Ligningsvejledningen 2007-1 E.A.1.2.2