Dato for udgivelse
30 jun 2009 14:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 jan 2009 10:23
SKM-nummer
SKM2009.441.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
2. afdeling, B-3924-06
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told + Moms og lønsumsafgift + Afgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Proviantering, rejseudstyrsgenstande, videresalg
Resumé

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i sag om det sagsøgende rederis adgang til fradrag efter momslovens almindelige regler for rederiets indkøb af "mindre rejseudstyrsgenstande" til videresalg til passagererne ombord på færgerne på rederiets rute fra Danmark til Norge.

Reference(r)

Toldbehandlingsbekendtgørelsen § 80, stk. 1
Toldbehandlingsbekendtgørelsen § 81, stk. 1 
Toldbehandlingsbekendtgørelsen § 81, stk. 2
Den nordiske provianteringsoverenskomst


 

Henvisning
Toldvejledningen D.2.1.1.1
Henvisning
Momsvejledningen 2009-1 J.1.1
Henvisning
Momsvejledningen 2009-1 J.1.1.13
Henvisning
Momsvejledningen 2009-1 J.3

Parter

H1 A/S
(advokat Tom Kári Kristjánsson)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afsagt af landsdommerne

Hedegaard Madsen, Kaspar Limås og Steen Mejer

Ved kendelse af 6. november 2006 stadfæstede Landsskatteretten ToldSkats afgørelse, hvorefter regionen havde afslået sagsøgeren, H1 A/S' anmodning om godtgørelse af et momsbeløb på i alt 10.179.723 kr., som vedrører varer, sagsøgeren havde indkøbt i afgiftsberigtiget stand til brug for færgeruten H1.1 i perioden 1. januar 2002 til 30. september 2004.

Under denne sag har sagsøgeren efter sin endelige påstand af 8. august 2007 i processkrift I påstået sagsøgte dømt pligtig at anerkende, at sagsøgeren har ret til at fradrage købsmomsen i relation til de i sagen omhandlede rejseudstyrsgenstande.

Sagsøgte har ved telefax af 5. december 2008 taget bekræftende til genmæle over for H1 A/S' påstand.

Parterne har overladt sagsomkostningsspørgsmålet til landsrettens afgørelse efter sædvanlige regler med kæreadgang for parterne.

Landsrettens afgørelse

Da sagsøgte under sagen har taget bekræftende til genmæle, afsiges der dom i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, som nedenfor bestemt.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostninger taget hensyn til sagens komplicerede karakter og omfang, herunder til sagens økonomiske værdi, der i henhold til de nedlagte påstande har andraget et beløb på 10.179.723 kr., jf. herved Landsskatterettens kendelse af 6. november 2006. Retten har endvidere henset til, at hovedforhandling, der den 24. april 2008 blev berammet til den 1. og 2. december 2008, den 11. november 2008 blev aflyst i forbindelse med genoptagelse af sagsforberedelsen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet anerkender, at H1 A/S har ret til at fradrage købsmomsen i relation til de i sagen omhandlede rejseudstyrsgenstande.

Inden 14 dage skal Skatteministeriet i sagsomkostninger til H1 A/S betale 3.399 kr. i erlagt retsafgift, idet 667 kr. af erlagt afgift for hovedforhandling af statskassen skal tilbagebetales til sagsøgeren i medfør af retsafgiftslovens § 2, stk. 6. Inden samme frist skal Skatteministeriet til H1 A/S til dækning af udgifter til advokatbistand betale 250.000 kr.