åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.B.1.4.3.3 Gevinst ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion - KGL § 21" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatningen af gevinst ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion for personer og dødsboer, der ikke driver næringsvirksomhed ved finansiering. 

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Særligt om gældsreduktion i K/S'er
  • Gevinst på gæld, når debitor eller debitors nærtstående tillige er aktionær i kreditorselskabet
  • Gælden er omfattet af LL § 16 E
  • Oversigt over lovændringer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

  • C.B.1.5 om generelle ordninger om gældseftergivelse
  • C.B.1.2 om hvilke fordringer/gæld der er omfattet af KGL mv.
  • C.B.1.6 om opgørelsen af gevinst og tab på fordringer og gæld.

Regel

Personer og dødsboer, der ikke driver næringsvirksomhed ved finansiering, skal medregne gevinst ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld, hvis gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen mv. Se KGL § 21, stk. 1.

Gevinsten skal medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 2.

Den del af gældseftergivelsen, som bringer fordringen ned til fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen, er derimod skattefri.

Eksempel

Skyldner (debitor) får eftergivet en gæld på i alt 1.000.000 kr. På tidspunktet for gældseftergivelsen har fordringen en værdi for kreditor på 500.000 kr. (kurs 50). Den del af eftergivelsen af gælden, der angår nedsættelsen fra 1.000.000 kr. til 500.000 kr. udløser ingen beskatning af skyldner. Den del af eftergivelsen af gælden, der angår nedsættelsen fra 500.000 kr. til 0 kr. er skattepligtig for skyldner efter KGL § 21.

Bestemmelsen vedrører singulære gældseftergivelser, mens gældseftergivelse i form af akkord og gældssanering behandles efter reglerne i KGL § 24. Se afsnit C.B.1.5 om generelle ordninger om gældseftergivelse - KGL § 24. Hvis en singulær gældseftergivelse er tilstrækkelig stor kan den blive omfattet af KGL § 24 som en samlet ordning.

Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor en fordring forældes, hvis skyldner havde været i stand til at indfri den forældede fordring.

Det er skyldners betalingsevne på eftergivelsestidspunktet, der er afgørende for vurderingen af fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen mv. Er gælden nedsat til det beløb, skyldner ud fra en konkret vurdering må anses at kunne betale, er gældeftergivelsen ikke skattepligtig for skyldner. Se SKM2002.219.VLR.

Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at gældseftergivelsen samlet set er forretningsmæssigt begrundet, hvis nedsættelsen af gælden ikke beror på en konkret vurdering af den enkelte skyldners betalingsevne. Se TfS 1998, 157 LSR, TfS 1998, 158 LSR og SKM2012.389 BR.

Der skal ikke ske underskudsbegrænsning efter personskattelovens regler ved en singulær ordning, heller ikke selvom eftergivelsen er skattefri. 

Bemærk

Gevinst som følge af en singulær eftergivelse mv. af gæld i fremmed valuta er omfattet af KGL § 23. Se afsnit C.B.1.4.3.7. Hvis gælden er omfattet af KGL § 23 er der ikke skattefrihed efter KGL § 21 for den del af gældseftergivelsen, som bringer fordringen ned til fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.

Hvis et lån er ydet på non recourse-vilkår og der sker en indfrielse på grund af non-recoursevilkåret, hvorved hele eller dele af gælden bortfalder ved indfrielsen, så er der ikke tale om en gældseftergivelse omfattet af KGL § 21 eller KGL § 24. Se SKM2010.42.BR. Det skal vurderes, om der kan ske beskatning efter KGL 19, KGL § 22 eller KGL § 23.

Særligt om gældsreduktion i K/S'er

Ved vurderingen af, hvorvidt en gældsreduktion i et K/S vil medføre en skattepligtig kursgevinst skal det vurderes, hvorvidt gældsreduktionen er omfattet af andre regler i KGL. F.eks. vil en gældsreduktion i kraft af et vilkår om non-recourse ikke være omfattet af KGL § 21, men skulle betragtes som en indfrielse af gæld til en lav kurs og der kan derfor være skattepligt efter KGL § 23.

Da K/S'et ikke er et selvstændigt skattesubjekt, skal gældseftergivelsen vurderes i forhold til kommanditisterne. Se TfS 1998,157 og TfS 1998, 158 LSR.

Kommanditisterne kan også være eftergivet en gæld i forbindelse med tilbagesalg af anparterne til K/S'et, hvis betalingen til kommanditisterne overstiger afståelsessum for deltagernes medejendomsret til K/S'ets aktiver. Se TfS 1999, 261 HRD. Ligeledes kan der være tale om gældseftergivelse, hvis K/S'et, eller den kreditor, der har overtaget fordringerne, ikke opkræver resthæftelsen på anparterne. Det skal være godtgjort, at kreditor har opgivet kravet på resthæftelsen. Se TfS 1997,228.

Bemærk

Landsskatteretten har den 28. januar 2020 truffet en afgørelse offentliggjort som SKM2020.64.LSR. Afgørelsen er indbragt for domstolene af Skatteministeriet.

Landsskatteretten fastslår, at det ikke er relevant for skattepligten efter KGL § 23, om kommanditisten har indbetalt hele sin resthæftelse, da hele kommanditistens andel af kursgevinsten ved gældseftergivelse i fremmed valuta er skattepligtig, uanset at hele resthæftelsen er indbetalt.

I afgørelsen finder Landsskatteretten, at selvom hele kursgevinsten ved gældseftergivelse i fremmed valuta i et kommanditselskab er skattepligtig hos kommanditisten i henhold til KGL § 23, kan klageren støtte ret på Den juridiske vejledning, hvorefter kursgevinst i den omhandlede situation kun beskattes i det omfang, kommanditisten ikke har indbetalt sin fulde resthæftelse.

 

Gevinst på gæld, når debitor eller debitors nærtstående tillige er aktionær i kreditorselskabet 

Debitor beskattes af gevinst på gæld, når debitor eller debitors nærtstående tillige er aktionær i kreditorselskabet, uanset at gælden er værdiløs for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet.

Se KGL § 21, stk. 2. Reglen har virkning for gæld, der påtages fra og med den 14. august 2012.

Debitors nærtstående er afgrænset til personkredsen nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2. Dvs. ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt slægtskabsforhold. Dette gælder også, hvis de nævnte personer uden aktuelt at være aktionærer i kreditor har været det på noget tidspunkt siden debitors påtagelse af gælden.

Gevinst på gæld, der tidligere har været gæld til et selskab, hvori debitor eller dennes nærtstående er eller har været aktionær er også omfattet. Dette gælder kun, hvis den skattepligtige var insolvent, da selskabet overdrog gælden. Reglen skal forhindre, at debitor bliver skattefri af gevinst på gæld, fordi den værdiløse gæld er overdraget inden selskabets konkurs.

Hvis det långivende selskab er et pengeinstitut, og personen direkte og indirekte højst ejer eller har ejet 5 pct. af aktiekapitalen gælder reglen ikke.

Beskatning ved bortfald af gæld omfattet af KGL § 21, stk. 2, gælder, uanset om gælden bortfalder som følge af tvangsakkord, frivillig akkord eller gældssanering.

Gælden er omfattet af LL § 16 E

Hvis gælden er omfattet af LL § 16 E, er den del af gælden, der beskattes efter LL § 16 E, ikke omfattet af kursgevinstloven. 

Den del af gælden, der ikke beskattes efter LL § 16 E, er omfattet af KGL § 21, stk. 2, ved en gældseftergivelse, når betingelsen i KGL § 21, stk. 2, 1. pkt. eller 2. pkt. er opfyldt.

Hvis den del af gælden, der ikke beskattes efter LL § 16 E, ikke er omfattet af KGL § 21, stk. 2, så er den omfattet af KGL § 21, stk. 1.

Ingen kursgevinstbeskatning af kursgevinst opnået ved ekstraordinær afskrivning eller utilsigtet forældelse konstateret før eller i forbindelse med genoptagelse af sager om inddrivelse

I forbindelse med genopretningen af sager om inddrivelse er der ved lov nr. 258 af 10. april 2018 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsat en ny bestemmelse, der medfører skattefritagelse i forhold til en eventuel skattepligt efter KGL i den nye lovs § 18 g og § 18 h.

Se G.A.3.1.8.6

Oversigt over lovændringer

KGL § 21 er indsat ved lov nr. 439 af 10. juni 1997, som har virkning fra indkomståret 1998. Se om kursgevinstlovens historik i afsnit C.B.1.1.

Efterfølgende er der sket følgende lovændringer:

Lov nr. og dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

926 af 18. september 2012

Indsættelse af stk. 2, der medfører beskatning af gevinst på gæld, når debitor eller debitors nærtstående tillige er aktionær i kreditorselskabet.

§ 2, nr. 1

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2019.627.HR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist havde opnået en skattepligtig kursgevinst ved afståelsen af sin ideelle andel af et ejendomslån i udenlandsk valuta, hvor långiver alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen (pga. et non recourse-vilkår), og om beskatningen i bekræftende fald var en EU-stridig hindring for kapitalens frie bevægelighed, jf. TEUF artikel 63.

Højesteret fandt, at der efter låneaftalen var en betalingsforpligtelse for hele lånebeløbet, selv om non recourse-vilkåret indebar, at kommanditselskabet ikke hæftede med mere end den stillede sikkerhed (og afkastet heraf). Tab eller gevinst ved frigørelse for gælden til långiver var derfor omfattet af KGL, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Højesteret fandt videre, at differencen mellem kommanditselskabets restgæld ved långivers overtagelse af ejendommen og det opnåede salgsprovenu - svarende til det beløb, som kommanditisterne blev frigjort fra - udgjorde en skattepligtig kursgevinst, jf. KGL § 23. Højesteret tiltrådte derfor, at kursgevinstloven førte til, at kommanditisten skulle kursgevinstbeskattes af sin del af differencebeløbet.

Vedrørende spørgsmålet om kapitalens frie bevægelighed udtalte Højesteret, at bedømmelsen af, om de danske regler om beskatning af gevinst og tab på gæld forskelsbehandlede grænseoverskridende kapitalbevægelser i forhold til indenlandske kapitalbevægelser, som udgangspunkt måtte foretages i forhold til et indenlandsk (dansk) lån med non recourse-vilkår optaget i GBP. Højesteret udtalte videre, at der her ikke forelå nogen forskelsbehandling efter KGL.

Højesteret tilføjede, at selv hvis bedømmelsen blev foretaget i forhold til et lån med non recourse-vilkår i danske kroner, ændrede dette ikke bedømmelsen, idet det måtte anses for uforudsigeligt, om det ville være en fordel at optage lånet i danske kroner (med deraf følgende skattefrihed for en eventuel kursgevinst) eller i fremmed valuta (med deraf følgende adgang til skattefradrag for et eventuelt kurstab og stiftelsesomkostninger ved lånet).

Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at de danske skatteregler generelt gjorde det mindre fordelagtigt at optage lån i fremmed valuta, heller ikke for lån på non recourse-vilkår.

Kommanditisten havde endvidere ikke på andet grundlag godtgjort, at det var mindre fordelagtigt at optage lån i en anden medlemsstat derved, at KGL § 23 om beskatning af tab på gæld i fremmed valuta i de fleste tilfælde er til skade for en sådan lånoptagelse.

Højesteret fandt herefter, at TEUF artikel 63 ikke var til hinder for, at der skete beskatning hos kommanditisten af hans andel af den kursgevinst, der blev opnået hos kommanditselskabet ved afviklingen af non recourse-lånet hos långiveren.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet fik medhold i, at kommanditisten skulle kursgevinstbeskattes.

Stadfæster SKM2016.325.VLR.

TfS 1999, 261 HRD

Kommanditist skattepligtig af beløb fra K/S'et i forbindelse med tilbagesalg af anparterne. I forbindelse med rekonstruktion af et K/S, blev kommanditisterne tilbudt at sælge anparter, som hver var på 100.000 kr., for en negativ salgssum på ca. 65.000 kr. Vederlaget kunne ikke fuldt ud anses som afståelsessum for deltagernes medejendomsret til K/S'ets aktiver, men indeholdt et beløb herudover, der var skattepligtigt for kommanditisten.

 

TfS 1999, 262 HRD

Ved tvangsindløsning af kommanditist's anparter indgik i annulleringsprisen et skyldigt beløb til K/S´et. Beløbet, der blev bogført som tilgang på de øvrige kommanditisters afskrivningsgrundlag, blev anset for eftergivet.

 

Landsretsdomme

SKM2012.721.ØLR

Kommanditist var skattepligtig af hans andel af gældseftergivelsen, idet fordringen var nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor.  At der i forholdet mellem uafhængige parter, gælder en formodning for, at kreditor (Banken) ikke nedskriver en fordring til en lavere værdi end fordringens værdi for den pågældende kreditor, kunne ikke føre til et andet resultat.

I sagen havde A en resthæftelse over for K/S på tidspunktet for gældseftergivelsen, der udgjorde 1.066.500 kr.

SKM2002.219.VLR

Nedsættelse af 2 kommanditisters gæld til K/S'er ikke skattepligtig. Landsretten fandt, at fordringerne ikke var nedsat til en lavere værdi, end gælden havde for selskaberne på tidspunktet for eftergivelsen.

 

Byretsdomme

SKM2020.237.BR

Sagen angik, om udbetalinger på 323.729 kr. fra et selskab i 2009 og 2010 var tilgået hovedaktionæren, hvorved der var opstået et aktionærlån. Hvis der forelå et sådant aktionærlån, skulle hovedaktionæren efter KGL § 21 beskattes af den gevinst, han havde opnået, som følge af, at gælden blev eftergivet, da selskabet gik konkurs i 2012.

Retten anførte, at det under de foreliggende omstændigheder påhvilede hovedaktionæren at dokumentere, at udbetalingerne ikke var tilgået ham.

Retten fandt, at hovedaktionæren ved sin forklaring i retten og fremlæggelsen af fakturaer ikke havde løftet sin bevisbyrde.

Retten lagde vægt på, at hovedaktionæren havde afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt der var drift i selskabet, om han havde kendskab til, at der var sket betalinger til kreditorer samt om, hvorvidt selskabet havde viderefaktureret disse betalinger til selskabets kunder. Hovedaktionærens forklaring om, at han i denne periode var påvirket af medicin og omtåget, kunne ikke føre til et andet resultat.

Retten fandt således, at hævningerne fra selskabets konto måtte anses som et aktionærlån, der var ydet til hovedaktionæren. Da aktionærlånet blev eftergivet ved selskabets konkurs, var hovedaktionæren skattepligtig af sin gevinst på gæld i medfør af KGL § 21.

Skatteministeriet blev dermed frifundet.

Anket til Østre Landsret

SKM2020.159.BR

Spørgsmålet i de 11 sambehandlede sager var, om de sagsøgte kommanditister opnåede en skattepligtig kursgevinst på lån i fremmed valuta med et såkaldt non recourse-vilkår, dvs. uden hæftelse ud over den stillede sikkerhed, da de tre kommanditselskaber, som de hver især var medejere af, blev frigjort for deres respektive gældsforpligtelser som følge af non recourse-vilkår.

Retten fandt, at kommanditselskabernes frigørelse for gælden ikke kunne anses som en eftergivelse af gæld i KGL § 21’ s forstand, og at KGL § 21 derfor ikke fandt anvendelse, idet non recourse-vilkåret var indeholdt i de oprindelige låneaftaler.

Med henvisning til KGL forarbejder fandt retten videre, at der ikke var grundlag for at antage, at KGL § 23 kun fandt anvendelse på valutakurssvingninger og børskurssvingninger, som kommanditisterne havde gjort gældende, men at gevinsterne derfor var omfattet af § 23.

Endelig fandt retten, at kursgevinsterne skulle bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til kommanditisternes resthæftelse over for kommanditselskaberne og henviste i den forbindelse til, at det fulgte af Højesteret i UfR 2020.202, at kommanditisternes manglende hæftelse for den gæld, der oversteg værdien af den stillede sikkerhed, var uden betydning for beskatningen af kursgevinsterne ved bortfaldet af denne del af gælden.

Retten tog derfor Skatteministeriets påstande om forhøjelse af kommanditisternes indkomst til følge.

 

SKM2020.131.BR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist var skattepligtig af en kursgevinst i fremmed valuta opnået ved, at det kommanditselskab, som vedkommende var kommanditist i, ved afståelsen af sin ejendom blev frigjort fra et lån, hvor hæftelsen var begrænset til ejendommen og afkastet heraf (et non recourse-vilkår).

Retten fandt, at KGL § 24 ikke fandt anvendelse og henviste bl.a. til, at det fulgte af låneaftalen, at långiveren ikke kunne gøre krav gældende mod kommanditselskabet ud over overdragelse af ejendommen.

Idet låneaftalen var født med non recoursevilkåret, fandt retten også, at KGL § 21 ikke fandt anvendelse, idet der ikke forelå en eftergivelse af gæld i KGL § 21’ s forstand.

Med henvisning til kursgevinstlovens forarbejder fandt retten videre, at der ikke var grundlag for at antage, at KGL § 23 kun fandt anvendelse på valutakurssvingninger.

Endvidere fandt retten, at kommanditisten ikke havde dokumenteret en praksis, der kunne føre til et andet resultat, og at der ikke var grundlag for at bedømme kursgevinsten efter eller i sammenstød med ejendomsavancebeskatningsloven.

Endelig fandt retten, at kursgevinsten skulle bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til resthæftelsen over for kommanditselskabet.

Retten tog derfor Skatteministeriets påstand om forhøjelse af kommanditistens indkomst til følge.

Retten frifandt endvidere Skatteministeriet for kommanditistens påstand om, at der enten ikke skulle ske forrentning af restskatten, eller at forrentningen subsidiært først skulle ske fra dagen efter Skattestyrelsens opgørelse af skattekravet som følge af byrettens dom.

Anket

SKM2018.49.BR

En skatteyder lånte 630.000 kr. af et familiemedlem. Lånet var afdragsfrit og forfaldt til betaling ved låntagers død. Långiver eftergav gælden efter 6 år, og låntager selvangav beløbet som en skattepligtig gældseftergivelse. SKAT beskattede herefter hele gældseftergivelsen.

Under sagen gjorde skatteyderen gældende, at hendes formue var betydeligt negativ på tidspunktet for gældseftergivelsen, og at hun derfor ikke var skattepligtig af gældseftergivelsen til kurs 100, jf. KGL § 21. Skatteyderen fremlagde bl.a. diverse formueopgørelser, indhentede vurderinger af hendes ejendomme og et brev fra fogedretten. En skønsmand konkluderede endvidere, at fordringens værdi var ca. kurs 30.

Retten fandt, at det forhold, at låntager selvangav beløbet, ikke alene kunne danne grundlag for beskatningen efter KGL § 21. Herefter foretog retten en konkret vurdering af, om skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde for, at hun ikke var i stand til at indfri fordringen på tidspunktet for gældseftergivelsen. Retten fandt dette godtgjort, og hjemviste herefter sagen.

SKM2013.908.BR

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde modtaget gældseftergivelser, og i givet fald om han skulle beskattes heraf i medfør af KGL § 21.

Retten lagde til grund, at der var sket gældseftergivelser.

Henset til, at kreditorerne ikke havde forsøgt at inddrive gælden, at gældseftergivelserne således ikke beroede på en konkret vurdering af sagsøgerens betalingsevne, og at gældseftergivelserne skete i et gavemiljø, idet sagsøgeren var i familie med kreditorerne, fandt retten endvidere, at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at gælden ikke var nedskrevet til et lavere beløb end fordringernes værdi for kreditorerne på gældseftergivelsestidspunktet.

På grundlag af de oplysninger, der forelå om sagsøgerens økonomiske forhold på tidspunktet for gældseftergivelsen, fandt retten ikke, at sagsøgeren havde løftet sin bevisbyrde. Herefter måtte gælden anses for at være nedskrevet til et lavere beløb end fordringernes værdi for kreditorerne på gældseftergivelsestidspunktet, jf. KGL § 21, hvilket medførte skattepligt.

SKM2010.42.BR

Et selskab, der havde optaget et lån på særlige vilkår til køb af aktier, blev som følge af disse særlige vilkår frigjort fra gælden. Der var samtidig med låneoptagelsen blevet udstedt et gældsbrev, hvoraf det fremgik, at sagsøgeren til sikkerhed for lånet havde håndpantsat de aktier, som han delvist havde erhvervet for de lånte midler. Sagsøgeren hæftede ikke personligt, og der skulle ikke betales ordinære ydelser, idet lånet skulle forrentes og afdrages, i det omfang de pantsatte aktier blev solgt, eller der skete indfrielse af aktierne eller udlodning af udbytte. Gælden, der var stiftet til kurs 100, blev indfriet til kurs 0, idet aktierne var blevet solgt for 1 kr.

Byretten bemærkede, at der ikke forelå gældseftergivelse, jf. KGL § 24, idet selskabet ikke var forpligtet til at indfri gælden ud over de pantsatte aktiers værdi. Retten fandt, at den ved indfrielsen opnåede gevinst var skattepligtig efter KGL § 6. (Tidl. LSR i TfS 2008, 250).

Landsskatteretskendelser

SKM2020.64.LSR

Klageren deltog som kommanditist i et kommanditselskab, der havde til formål at eje og drive et skib. I forbindelse med salget af skibet og afviklingen af kommanditselskabet blev kommanditselskabet frigjort for en restgæld i fremmed valuta hos den bank, der havde finansieret skibet.

Landsskatteretten fandt, at klageren som kommanditist havde opnået en kursgevinst, der var omfattet af KGL. Lånet var efter Landsskatterettens opfattelse ikke på såkaldte non-recourse vilkår, dvs. uden hæftelse ud over den stillede sikkerhed, hvorfor gevinsten ikke skulle bedømmes efter retspraksis herom, jf. SKM2019.627.HR.

Landsskatteretten udtalte, at der var tale om en singulær gældseftergivelse, der ikke skulle bedømmes efter KGL § 21, stk. 1, men efter § 23, der specifikt angik kursgevinst på gæld i fremmed valuta, hvorefter hele kursgevinsten var skattepligtig.

I Den juridiske vejledning var det imidlertid anført, at en gældseftergivelse ikke indebar en gevinst i kursgevinstlovens forstand, når kommanditisten havde indbetalt hele sin hæftelse. Da dette ikke var i åbenbar strid med KGL § 23, fandt Landsskatteretten, at kommanditisten kunne støtte ret på Den juridiske vejledning, hvorfor han ikke skulle beskattes, medmindre han ikke havde indbetalt sin fulde hæftelse.

Sagen blev hjemvist til Skattestyrelsen med henblik på en vurdering af, i hvilket omfang kommanditisten havde indbetalt sin resthæftelse, således at den skattepligtige kursgevinst kunne fastlægges.

Indbragt for domstolene af Skatteministeriet.

SKM2019.37.LSR

En del af klagerens gæld var blevet omlagt til ansvarlig indskudskapital, der havde en lavere kursværdi end den oprindelige gæld, og som kunne indfries til kurs 50 under visse betingelser.

Skatterådet havde fundet, at klageren havde erhvervet en ikke skattepligtig kursgevinst ved omlægningen, jf.KGL § 21, stk. 1. Omlægningen var endvidere af Skatterådet anset for at medføre begrænsning i adgangen til fremførsel af underskud, jf. PSL § 13 a, stk. 1 og 5, og de skattemæssige konsekvenser af adgangen til eventuel indfrielse til kurs 50 var anset for at indtræde straks og ikke først ved indfrielsen. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse.

Tidligere SKM2018.35.SR.

SKM2016.148.LSR

Valutakursgevinst ved klagerens afståelse af kommanditanparter i et kommanditselskab blev anset for skattepligtig.

SKM2008.412.LSR

Gæld, der ikke kunne inddrives af konkursbo, anset for uerholdelig ved opgørelse af boets aktiver. Under disse omstændigheder ansås gælden for nedskrevet til 0 kr., og der var ikke grundlag for at beskatte gældseftergivelsen efter KGL § 21.

 

SKM2007.896.LSR

Kommanditist ikke skattepligtig af gældseftergivelse. Kommanditselskabet var ejer af et skib, der var delvist finansieret ved låneoptagelse hos B. B meddelte gældseftergivelse til kommanditisten, A Holding A/S. Gælden var ydet på non recourse vilkår, og kommanditisterne hæftede således ikke personligt for gældens betaling. A Holding A/S var herefter ikke skattepligtig af gældseftergivelsen.

 

TfS 1998, 158 LSR

Kommanditists andel af en banks nedskrivning af kommanditselskabets gæld ikke skattepligtig. Nedskrivningen var begrundet i den enkelte kommanditists (skyldners) manglende betalingsevne.

 

TfS 1998, 157 LSR

Kommanditists andel af en banks nedskrivning af kommanditselskabets gæld skattepligtig. Nedskrivningen var ikke begrundet i den enkelte kommanditists betalingsevne på eftergivelsestidspunktet. Det var ikke tilstrækkeligt, at gældseftergivelsen set under ét var forretningsmæssigt begrundet.

 

TfS 1997, 228 LSR

Kommanditister havde ikke realiseret gevinst som følge af, at en långiver efter K/S'ets konkurs ikke havde opkrævet resthæftelsen hos kommanditisterne, da der ikke forelå en endelig bekræftelse af, at långiver havde opgivet sit krav.

 

Skatterådet

SKM2019.328.SR

En del af bankgælden for personlige landbrugskunder med stor gæld påtænktes omlagt til ansvarlig kapital, der blev anset for at have en lavere kursværdi end den oprindelige gæld.

Skatterådet fandt, at skyldnerne ville erhverve en kursgevinst ved omlægningen, men da gælden ikke ville blive nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor, var kursgevinsten skattefri, jf. KGL § 21, stk. 1.

Skatterådet fandt, at omlægningen af en del af gælden til ansvarlig lånekapital med en lavere kursværdi ville medføre, at der skulle ske begrænsning i retten til fremførsel af uudnyttede underskud og kildeartsbegrænsede tab, jf. PSL§ 13 a, stk. 1 og 5.

Skatterådet fandt, at skyldnerne ville have fradrag for tab ved indfrielse af ansvarlige lån i fremmed valuta.

Se SKM2021.37.LSR

SKM2019.327.SR

En del af bankgælden for ældre landbrugskunder med stor gæld påtænktes omlagt til ansvarlig kapital, der blev anset for at have en lavere kursværdi end den oprindelige gæld.

Skatterådet fandt, at skyldnerne ville erhverve en kursgevinst ved omlægningen, men da gælden ikke ville blive nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor, var kursgevinsten skattefri, jf. KGL § 21, stk. 1.

Skatterådet fandt, at omlægningen af en del af gælden til ansvarlig lånekapital med en lavere kursværdi ville medføre, at der skulle ske begrænsning i retten til fremførsel af uudnyttede underskud og kildeartsbegrænsede tab, jf. PSL § 13 a, stk. 1 og 5.

Skatterådet fandt, at skyldnerne ville have fradrag for tab ved indfrielse af ansvarlige lån i fremmed valuta.

Se SKM2021.36.LSR

SKM2018.80.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at forsikringsudbetalinger fra et forsikringsselskab (spørgeren) til en kreditor, der driver udlånsvirksomhed, på et lån ikke er skattepligtig for debitoren på det pågældende lån, når forsikringsudbetalingerne sker som følge af debitorens ufrivillige arbejdsløshed. Skatterådet kunne ikke tiltræde, at en bank, der er forsikringstager i forsikringsaftalen med forsikringsselskabet, også skal anses som ejer af den pågældende forsikring. Skatterådet anså derimod debitoren på lånet, der tillige er den forsikrede i forsikringsaftalen, for ejer af den pågældende forsikring. Herefter anså Skatterådet forsikringen for en arbejdsløshedsforsikring omfattet af PBL § 49, hvorved forsikringsudbetalingerne er indkomstskattepligtige for ejeren af forsikringen efter stk. 2, jf. § 55.

Skatterådet kunne herefter bekræfte, at reduktionen af debitorens restgæld på lånet i forbindelse med forsikringsselskabets udbetalinger til kreditoren ikke er en skattepligtig gældseftergivelse efter KGL § 21 for debitoren, idet debitoren ikke bliver frigjort fra sin gæld til kreditoren i større omfang end de udbetalte forsikringsydelser fra forsikringsselskabet til kreditoren.

Endvidere kunne Skatterådet bekræfte, at banken har fradrag for præmien betalt til forsikringsselskabet efter SL § 6, litra a.