Indhold

Dette afsnit handler om beskatningen af dagpenge, kontanthjælp og andre indtægter, der træder i stedet for arbejdsindtægt.

Afsnittet indeholder:                                                   

  • Arbejdsløshedsdagpenge
  • Kontanthjælp
  • Sygedagpenge og sygeløn
  • Støtte mv. i forbindelse med strejker og lockout
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Arbejdsløshedsdagpenge

Arbejdsløshedsdagpenge er en ydelse til personer, der er uden arbejde, men står til rådighed for arbejdsmarkedet og har betalt til en a-kasse. Arbejdsløshedsdagpenge er skattepligtig indkomst. Se SL § 4, litra c.

Kontanthjælp

Kontanthjælp er en hjælp til forsørgelse, der bliver udbetalt af det offentlige. Se lov om aktiv socialpolitik § 25. Kontanthjælp er skattepligtig indkomst. Se SL § 4, litra c. Kontanthjælp er A-indkomst. Se KSL bek. § 18.

Kontanthjælpsmodtagere er omfattet af ATP-bidragspligten, når betingelserne herfor i § 79 i lov om aktiv socialpolitik er opfyldte. Pågældende betaler selv 1/3 af bidraget, mens kommunen betaler det resterende. Det følger af KSL § 49 D, at ATP indeholder AM-bidrag af de indbetalte ATP-bidrag.

Når der under aktivering udbetales en ydelse, der beregnes efter reglerne om kontanthjælp, behandles ydelsen skattemæssigt på samme måde som kontanthjælp efter § 25 eller § 34 i lov om aktiv socialpolitik. Det betyder, at den del af ydelsen, som modsvares af bruttokontanthjælpen, er skattepligtig, mens den del, som modsvares af den særlige støtte efter § 34, er skattefri. Se LL § 7, nr. 9. De skattepligtige ydelser er A-indkomst. Se KSL bek. § 18.

I visse situationer kan der være pligt til at tilbagebetale kontanthjælpen, fx hvis man uberettiget har modtaget kontanthjælp eller bevidst har tilbageholdt oplysninger for kommunen. Se lov om aktiv socialpolitik kapitel 12 og integrationslovens kapitel 7. I situationer, hvor modtageren har pligt til at betale kontanthjælpen tilbage, er kontanthjælpen stadig skattepligtig indkomst efter SL § 4, litra c. Kontanthjælpsmodtageren kan få fradrag for den skattepligtige kontanthjælp, der skal betales tilbage efter lov om aktiv socialpolitik kapitel 12 eller integrationslovens kapitel 7. Se LL § 8 O. Der er fradrag ved indkomstopgørelsen i det år, hvor beløbet tilbagebetales.

Se også

Afsnit C.A.3.1.1.3 om tilbagebetaling af løn, dagpenge, SU og kontanthjælp.

Afsnit C.A.4.1.14 om fradrag for tilbagebetalt kontanthjælp.

Sygedagpenge og sygeløn

Personer, der er ude af stand til at arbejde på grund af en skade eller egen sygdom, og som ikke får fuld løn under sygdom eller er ledige, kan være berettigede til sygedagpenge. Sygedagpenge er skattepligtig indkomst. Se SL § 4, litra c.

Sygeløn er løn under egen sygdom. Det afhænger af det konkrete ansættelsesforhold, om og eventuelt hvor meget en medarbejder får i sygeløn (løn under sygdom). Sygeløn er som almindelig løn skattepligtig indkomst. Se SL § 4, litra c.

Støtte mv. i forbindelse med strejker og lockout

I forbindelse med strejke og lockout kan faglige sammenslutninger og andre udbetale strejke- og lockoutunderstøttelse eller andre ydelser. Denne støtte er indkomstskattepligtig. Se SL § 4, litra c.

Hvis et medlem af en fagforening ved en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse bliver pålagt en personlig bod, og fagforeningen betaler boden, er beløbet indkomstskattepligtigt for medlemmet. Se TfS 1986, 356.

I en konkret sag udbetalte en fagforening strejkeunderstøttelse i form af lån. Højesteret anså ikke lånet som en indkomstskattepligtig ydelse i henhold til LL § 14, stk. 7 (nu LL § 13). Retten udtalte dog, at lånefordelen muligvis skulle anses for indkomstskattepligtig. Se Skat 1988.6.335/TfS 1988, 278 HRD.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.262.HR

Sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring skulle ikke indgå i virksomhedens indtægter.

Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden.

Dette gjaldt uanset, om virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet eller ej.

Tidligere

SKM2014.587.ØLR

Skat 1988.6.335

(TfS 1988, 278 HRD)

En fagforenings udbetaling af strejkeunderstøttelse i form af lån var ikke anset som en indkomstskattepligtig ydelse i henhold til LL § 14, stk. 7 (nu LL § 13). Højesteret udtalte dog, at lånefordelen muligvis måtte anses for indkomstskattepligtig.

Lån til strejkeunderstøttelse ikke indkomstskattepligtig.

Landsretsdomme

TfS 1986, 356

En skatteyder blev ansat hos en arbejdsgiver, der forpligtede sig til at friholde ham for eventuelle udgifter ved overtrædelse af en konkurrenceklausul, som han havde påtaget sig over for sin tidligere arbejdsgiver. Konventionalboden, som den nye arbejdsgiver betalte i henhold til retsforlig, blev anset for at være et skattepligtigt løntillæg for skatteyderen. Der var ikke grundlag for fradragsret for konventionalboden, fordi det ikke var oplyst, at skatteyderen havde modtaget vederlag for at påtage sig konkurrenceklausulen. Den nye arbejdsgiver måtte fratrække udgifterne ved retssagen, men dette beløb blev ikke anset for skattepligtigt for skatteyderen.

Arbejdsgiverens betaling af bod ved konkurrenceklausul var skattepligtig for skatteyderen.

Tidligere refereret i Ligningsvejledningen som LSRM 1986, 57 LSR.