Indhold
Hovedreglen er, at der er delingsformue i et ægteskab. Dette afsnit beskriver, hvad der indgår i delingsformuen.
Afsnittet indeholder:
- ►Regelgrundlag◄
- Bodel
- Særråden
- Særhæftelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
►Regelgrundlag
En ægtefælles formue kaldes delingsformue, og ægtefællernes delingsformue udgør et formuefællesskab mellem ægtefællerne. Det er delingsformue, der gælder for ægtefællers økonomiske forhold, medmindre de har aftalt andet. Se ægtefællelovens § 5, stk. 2.◄
Bodel
Bodel er betegnelsen for den del af delingsformuen, som den enkelte ægtefælle råder over og hæfter med. xEn delingsformue består således af to bodele. xEn ægtefælles bodel består af de aktiver, som ægtefællen bragte ind i ægteskabet ved ægteskabets indgåelse, og som ægtefællen har erhvervet under ægteskabet i form af køb, gave, arv mv.
Det er ægtefællerne, der har bevisbyrden for, hvem der har indbragt hvilke aktiver i ægteskabet. I relation til gaver er reglen i tilfælde af tvivl, at bryllupsgaver tilhører den ægtefælle, fra hvis familie eller venner gaven stammer. Samme regel gælder for gaver modtaget under ægteskabet. Hvis gaven stammer fra fælles venner, er reglen, at de ejes af begge ægtefæller i lige sameje.
I relation til arv gælder, at arven indgår i bodelen for den ægtefælle, som var arving til det afdøde familiemedlem, medmindre der ved testamente fra afdøde er bestemt andet.
Særråden
Ægtefællerne kan råde over alt, hvad de hver især har indbragt i ægteskabet og har anskaffet eller modtaget under ægteskabet, ►det vil sige deres bodel.◄ Se ægtefællelovens § 1. Det vil sige, at den pågældende ægtefælle kan sælge, bortgive, pantsætte eller på anden måde overdrage alle de aktiver, som den pågældende råder over. Der gælder dog visse indskrænkninger i den frie råderet. Se ægtefælleloven §§ 6-10,x som omhandler dispositioner over familiens helårsbolig og tilbagegivelse af gave givet til tredjemand.x Se også afsnit G.A.3.1.5.8 om pantsætnings- og afhændelsesforbud.
Den ene ægtefælle kan som følge af princippet om særråden ikke råde over aktiver, som tilhører den anden ægtefælles bodel, og der kan derfor som hovedregel heller ikke ske pantsætning af eller foretages udlæg i den anden ægtefælles aktiver. Kreditorer kan således som hovedregel udelukkende retsforfølge i skyldnerens egne aktiver.
Der kan dog i nogle tilfælde foretages udlæg hos ægtefællen for gæld vedrørende personskatter. Se afsnit G.A.3.1.5.9 om subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn. Se også nærmere i afsnittet om særhæftelse herunder.
Særhæftelse
En ægtefælle hæfter kun for de forpligtelser, som påhviler den pågældende. Det gælder uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet. Ægtefællen hæfter kun med sin egen bodel og eventuelle særeje. Se ægtefællelovens § 3.
Hæftelse for den anden ægtefælles gæld kan derfor ikke pålægges af andre. Der er dog intet til hinder for, at en ægtefælle frivilligt påtager sig at hæfte for sin ægtefælles gæld. Se fx TfS 2000.746.ØLD. Se også SKM2013.620.ØLR
Der gælder enkelte undtagelser fra princippet om særhæftelse. xSe afsnit G.A.3.1.5.9 om subsidiært udlæg hos ægtefælle og børnx og afsnit G.A.3.1.5.10 om modregning i ægtefællens overskydende skat.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretsdomme |
| SKM2013.620.ØLR | Sagen vedrørte fortolkningen af en overdragelseserklæring, der var underskrevet af såvel A som dennes ægtefælle. Overdragelseserklæringen gav efter sin ordlyd skattemyndighederne transport i provenuet fra en ejendom ejet af A og dennes ægtefælle, BA. A gjorde under kæresagen gældende, at hun ved underskriften på overdragelseserklæringen alene havde givet transport i sin andel af provenuet til dækning af sin egen skatterestance, men ikke til dækning af ægtefællens restancer. Endvidere gjorde hun gældende, at overdragelseserklæringen kunne tilsidesættes som ugyldig som følge af koncipistreglen, og fordi skattemyndighederne ikke havde varetaget sin forpligtelse som forvaltningsmyndighed. Skattemyndighederne gjorde gældende, at overdragelseserklæringen vedrørte enhver restance, som enhver af ægtefællerne havde til skattemyndighederne, og at erklæringen var gyldigt indgået. Landsretten fandt, at det under de anførte omstændigheder måtte lægges til grund, at A ved underskriften på overdragelseserklæringen havde erklæret sig indforstået med, at provenuet fra den ejendom, som ægtefællerne var i færd med at sælge, skulle anvendes til dækning af ægtefællernes gæld til skattemyndighederne på udbetalingstidspunktet. Landsretten fandt endvidere, at der ikke var fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at tilsidesætte overdragelseserklæringen som ugyldig. De under retssagen afgivne forklaringer ændrede ikke på dette, hvorfor overdragelseserklæringen blev fortolket som anført af skattemyndighederne, og provenufordelingen fra fogedretten blev stadfæstet. | |
| TfS 2000.746.ØLD | Der var tale om en sag, hvor skatteyderen sammen med sin ægtefælle indgik en aftale med skattemyndighederne om en samlet ordning vedrørende ægtefællernes skatterestancer. Som et led i ordningen overdrog skatteyderen retten til sin overskydende skat til skattemyndighederne til dækning af ægtefællens skatterestancer. Skatteyderen gjorde efterfølgende gældende, at overdragelseserklæringen var ugyldig, og at hun ikke hæftede for ægtefællens skattegæld, da de ikke var samlevende. Landsretten fandt hverken grundlag for at anse overdragelseserklæringen for ugyldig eller for at fortolke erklæringen indskrænkende til kun at vedrøre et bestemt indkomstår. Skatteyderen havde derfor ikke krav på tilbagebetaling af det overførte beløb. | |