Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 30 og den tilhørende protokol, punkt 1 - 6.
Bemærk
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
Artikel 1: Personer omfattet af aftalen
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: Skatter omfattet af aftalen
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Formueskat er ikke omfattet af DBO'en.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter folkeretten og efter dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til
- efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
- anden virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området.
Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.
"Selskab" skal fortolkes sådan, at det betyder enhver juridisk person eller enhver enhed, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person, når en sådan juridisk person eller anden enhed udøver økonomisk virksomhed. Se protokollen, punkt 3.
Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. Bestemmelsen finder kun anvendelse, når foretagendet er hjemmehørende i et af landene. International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med skib eller fly, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller flyet udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat.
Artiklen indeholder ikke en definition af ”anerkendt pensionsinstitut”.
Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
xxArtikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter.xx
Danske pensionskasser, der generelt er fritaget for beskatning, anses for at være hjemmehørende i Danmark, uanset de ikke er personer i DBO'ens forstand. Se protokollen, punkt 4.
xxArtikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.xx
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
En byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 6 måneder. Se artikel 5, stk. 3.
En installation, en borerig eller et skib, der anvendes ved efterforskning af naturforekomster - men ikke ved den efterfølgende udvinding af disse - udgør kun et fast driftssted, hvis virksomheden varer ved i mere end 6 måneder. Virksomhedsperioder for forbundne foretagender lægges sammen, medmindre de er samtidige. Se artikel 5, stk. 4.
xI artiklens stk. 5, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.
Af artiklens stk. 6 fremgår, at hvis en afhængig agent handler på et foretagendes vegne i en stat, og denne person i denne stat har og udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 i denne artikel anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stykke 5 i denne artikel, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke
Artiklens stk. 7 om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende – eller næsten udelukkende – arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.
Fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, skal ske efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde til en anden fremgangsmetode. Se artikel 7, stk. 6.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Skibs- og luftfart
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst.
Det fremgår af protokollen, punkt 5, at fortjeneste ved udlejning af skibe og fly uden besætning (bareboat-charter) samt fortjeneste ved brug eller udleje af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr der anvendes til transport af containere, er også omfattet af bestemmelsen, når fortjenesten har nær tilknytning til anden fortjeneste ved drift af skibe og fly i international trafik.
Det fremgår af protokollen, punkt 6, at Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Forbundne foretagender
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Artiklen afviger fra OECDs modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10 C.F.8.2.2.10.
Kildelandet kan beskatte udbytter med 10 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Hvis det modtagende selskab direkte eller indirekte ejer mindst 50 pct. af kapitalen i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, og har investeret mere end to millioner Euro, eller tilsvarende i dansk eller georgisk valuta, i det selskab, der udbetaler udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte bruttobeløbet af udbytter med 0 pct. Der er ikke noget krav til, hvor længe det modtagende selskab skal have ejet kapitalandelen i det udbetalende selskab (ejertidskrav).
Hvis det modtagende selskab direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, og har investeret mere end 100.000 Euro, eller tilsvarende i dansk eller georgisk valuta, i det selskab, der udbetaler udbyttet, kan kildelandet beskatte bruttobeløbet af udbytter med 5 pct.
Hvis den retmæssige ejer er den anden kontraherende stat eller denne stats centralbank eller nogen offentlig myndighed eller anden offentlig institution (herunder en finansiel institution), som ejes eller kontrolleres af regeringen i denne stat, og som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kildelandet dog kun beskatte bruttobeløbet af udbytter med 0 pct.
Artikel 10 finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer af udbyttet driver erhverv i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv gennem et dér beliggende fast sted. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt – selskaber).
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Renter kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 11, stk. 1.
Bemærk
Artiklen indeholder modeloverenskomstens artikel 11, stk. 4, om kildelandsbeskatning af renter i forbindelse med udøvelse af erhvervsvirksomhed med fast driftssted. Se artikel 11, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
x
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.
Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
x
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se protokollen, punkt 6.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 4 (opsamlingsbestemmelse).
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
Artikel 14: Frit erhverv
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000. Se afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
183-dages-reglen finder anvendelse, når vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i bopælslandet. Se artikel 15, stk. 2, b).
Vederlag for personligt arbejde, som udføres om bord på et skib eller et fly, der anvendes i international trafik af et foretagende i en kontraherende stat, kan beskattes i den stat. Se artikel 15, stk. 3.x
Se også
Se også
- Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 om løn for offentligt hverv
- Artikel 20 om professorreglen.
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, når besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra kildelandet eller bopælslandet. I sådanne tilfælde kan indkomsten kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.
Bemærk
Artiklen anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, medmindre der er tale om udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 18: Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Regel - private pensioner
Private pensioner og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet, hvad enten de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke. Se artikel 18, stk. 2, 1. punkt.
Undtagelse - kildelandsbeskatning
Kildelandet kan beskatte private pensioner og andre lignende vederlag, hvis
- modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
- modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver.
Kildelandet kan i disse tilfælde beskatte pension, der udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende institution, der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig for at sikre sig pensionsydelser. Pensionskassen eller institutionen skal være oprettet, skattemæssigt anerkendt og kontrolleret efter landets lovgivning. Se artikel 18, stk. 3.
Sociale ydelser
Kildelandet kan beskatte betalinger efter den sociale sikringslovgivning i kildelandet eller efter enhver anden ordning, der stammer fra offentlige midler i kildelandet. Se artikel 18, stk. 1.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentligt hverv
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Professorer, lærere og videnskabelige forskere
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i modeloverenskomsten.
Professorregel
Vederlag til professorer, lærere og videnskabelige forskere for undervisning eller forskning ved et universitet eller anden tilsvarende institution beskattes ikke i opholdslandet, hvis
- opholdet ikke overstiger 6 måneder fra datoen for personens første besøg med det formål at undervise eller forske, og
- personen var hjemmehørende i det andet land umiddelbart før besøget i opholdslandet, og
- vederlaget beskattes i det andet land, og
- personen ikke er statsborger i opholdslandet, og
- forskning udføres i offentlighedens interesse og ikke hovedsageligt til fordel for private interesser.
Professorreglen kan kun anvendes én gang pr. person. Se bemærkningerne til artikel 20 i L 114 af 12. marts 2008.
Se også
Se også
- Afsnit C.F.8.2.2.15.2.2 om professorreglen
- DBO'en artikel 20 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 21: Studerende
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 22: Anden indkomst
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen finder ikke anvendelse på skatter af gevinster, som fysiske personer modtager fra spil og lotterier. Se artikel 22, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 23: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Georgien kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 1, litra a og b. Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Georgien, nedsættes den danske skat efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Georgien. Se artikel 23, stk. 1, litra c.
Georgien giver lempelse for dansk skat efter samme principper.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 24: Ikke-diskriminering
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 25: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
Artikel 26: Udveksling af oplysninger
Svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 27: Diplomater mv.
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 28: Protokol og ændringer
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i modeloverenskomsten.
Artiklen fastslår, at den tilknyttede protokol skal udgøre en integrerende del af denne aftale, og at ændringer og tilføjelser til DBO'en kan fortages i form af protokoller, der træder i kraft efter de regler, der gælder efter artikel 29.
Se også
Se også DBO'en artikel 28 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 29: Ikrafttræden
Overenskomsten trådte i kraft den 23. december 2008 og har virkning fra 1. januar 2009.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.
Artikel 30: Opsigelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.