Indhold

Dette afsnit handler om betaling af A-skat og AM-bidrag.

Afsnittet indeholder:

  • Forfaldstidspunkt

  • Betalingstidspunkt

  • Særligt for store arbejdsgivere

  • Særligt for pensionskasser, ATP, forsikringsselskaber og pengeinstitutter

  • Særligt for offentlige arbejdsgivere m.fl.

  • Særligt ved inddraget eller nægtet registrering

  • Særligt ved udbetaling fra LG

  • Særligt om kildeskat til Grønland

Forfaldstidspunkt

Indeholdt A-skat og AM-bidrag, som skal indberettes til indkomstregistret, forfalder som udgangspunkt til betaling den 1. i den første måned efter udløbet af kalendermåneden (afregningsperioden). Se OPKL § 2, stk. 5.

Betalingstidspunkt

Indeholdt A-skat og AM-bidrag skal som udgangspunkt indbetales senest den 10. i den første måned efter udløbet af kalendermåneden (afregningsperioden). Se OPKL § 2, stk. 5.

I januar måned skal indeholdt A-skat og AM-bidrag dog betales senest den 17. januar. Se OPKL § 2, stk. 5, 2. pkt., der henviser til OPKL § 2, stk. 2, 3. pkt.

Hvis den sidste rettidige betalingsdag er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige betalingsdag. Se OPKL § 2, stk. 5, 2. pkt., der henviser til OPKL § 2, stk. 3.

Særligt for store arbejdsgivere

For indeholdelsespligtige efter KSL forfalder indeholdt A-skat og AM-bidrag i kalenderåret dog til betaling den sidste hverdag (bankdag) i den måned, som indkomsten vedrører, hvis

  • det sammenlagte tilsvar af A-skat i en forudgående 12-måneders-periode overstiger 1 mio. kr., eller

  • det sammenlagte tilsvar af AM-bidrag i en forudgående 12-måneders-periode overstiger 250.000 kr.

Dette gælder dog ikke for regioner og kommuner. Se OPKL § 2, stk. 6.

12-måneders-perioden regnes fra og med oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret. Se OPKL § 2, stk. 6.

Dette gælder også for indeholdelsespligtige med flere virksomheder, for hvilke der føres særskilt regnskab, og som har fået tildelt flere SE-numre. Se OPKL § 2, stk. 6.

Sidste rettidige angivelses- og betalingsdag er forfaldsdagen. Se OPKL § 2, stk. 6.

I det omfang indbetalingerne ikke er kendt eller besluttet på sidste rettidige betalingsdag, skal der ske betaling i den efterfølgende måned. Se bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013, § 1, stk. 4.

Særligt for pensionskasser, ATP, forsikringsselskaber og pengeinstitutter

Pensionskasser, ATP, forsikringsselskaber og pengeinstitutter som er nævnt i KSL § 49 D, stk. 1, skal indbetale de forventede AM-bidrag for kalenderåret af pensionsindbetalinger den 1. september. Se OPKL § 2, stk. 7.

Bestemmelsen gælder ikke for visse udenlandske forsikringsselskaber, pensionskasser og kreditinstitutter, som er nævnt i KSL § 49 D, stk. 4. Se OPKL § 2, stk. 7.

Indbetalingen skal ske til Skatteforvaltningen. Se OPKL § 2, stk. 7.

Senest den 1. april i året efter udløbet af kalenderåret skal selskaberne m.v. indbetale de endelige AM-bidrag, dog med modregning af de allerede indbetalte foreløbige AM-bidrag. Se OPKL § 2, stk. 7.

Overskydende AM-bidrag indbetales til Skatteforvaltningen, der tillige forestår eventuel tilbagebetaling af for meget betalt bidrag. Se OPKL § 2, stk. 7.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen m.v. Se OPKL § 2, stk. 7. Reglerne findes i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013, § 2.

Det er her bestemt, at ATP, pensionskasser m.v. inden udløbet af betalingsfristerne skal indgive angivelse om indbetalinger som nævnt i KSL § 49 A, stk. 3, nr. 1 og 2. Angivelse skal indgives, uanset om der er foretaget indeholdelse eller ej i den periode, som ligger til grund for angivelsen. Se bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013, § 2.

Særligt for offentlige arbejdsgivere m.fl.

Skatteministeren kan bestemme en fremrykket afregning af indeholdt kildeskat for visse offentlige myndigheder, institutioner m.fl. Se KSL § 56. Reglerne findes i KSLbek § 26, stk. 2-4.

For de indeholdelsespligtige, der er nævnt i KSLbek § 26, stk. 3, forfalder beløb indeholdt på grundlag af skattekort m.v. til betaling

  • den sidste bankdag i den måned, indkomsten vedrører for personer, der er bagudlønnede, og

  • den første bankdag i den måned indkomsten vedrører og for personer, der er forudlønnede.

Se KSLbek § 26, stk. 2.

Sidste rettidige betalingsdag er forfaldsdagen. Indbetalingen sker til Skatteforvaltningen. Se KSLbek § 26, stk. 2.

Hvis indbetalingen ikke er kendt eller besluttet på det nævnte tidspunkt, skal den betales i den efterfølgende måned. Det gælder også for indbetaling af AM-bidrag af indkomst omfattet af KSL § 49 B, stk. 1, KSL § 49 D, stk. 4, samt KSL § 49 C. Se KSLbek § 26, stk. 2.

For indeholdelsespligtige, der er omfattet af OPKL § 2, stk. 6, gælder ovenstående dog alene for forudlønnede. Se KSL § 56.

Kommuner og regioner skal, uanset ovenstående, afregne indeholdt kildeskat senest den første hverdag i måneden.Se KSL § 56.

Særligt ved inddraget eller nægtet registrering

Hvis en virksomheds registrering er inddraget efter OPKL § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter OPKL § 11, stk. 9, kan virksomheden afvikle allerede indgåede ansættelses- og kontraktforhold, der gør det påkrævet at indeholde A-skat og AM-bidrag, med kortest muligt varsel. Se OPKL § 17, stk. 3.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afregningen, herunder om forkortet afregningsperiode og indbetalingsfrist. Se OPKL § 17, stk. 3. Reglerne findes i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013, § 6.

Det er her bestemt, at virksomheden i afviklingsperioden skal registreres midlertidigt af Skatteforvaltningen. Se bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013, § 6, stk. 1.

I afviklingsperioden skal virksomheden anvende en afregningsperiode, der fastsættes af Skatteforvaltningen. Virksomheden skal i afviklingsperioden indbetale indeholdt A-skat og AM-bidrag senest til en frist, som også fastsættes af Skatteforvaltningen. Se bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013, § 6, stk. 2.

Fristen kan ikke være længere end 3 hverdage efter afregningsperiodens udløb. Se bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013, § 6, stk. 2.

Særligt ved udbetaling fra LG

Når A-indkomst udbetales gennem LG (Lønmodtagernes Garantifond), skal det beløb, som LG fratrækker inden udbetalingen efter § 2, stk. 1, 2. pkt. i loven om Lønmodtagernes Garantifond, indbetales som A-skat og AM-bidrag af den, der skulle have foretaget indeholdelse, hvis udbetalingen ikke var foretaget af LG. Se KSL § 83, stk. 1.

►Særligt om udbetaling fra feriegarantiordninger og visse andre ordninger

Når A-indkomst udbetales gennem en feriegarantiordning eller en kollektivt aftalt garanti for uforrentet opsparingsordning (fritvalgsordning), særlig feriefridagsordning eller søgnehelligdagordning, skal det beløb som ordningen fratrækker inden udbetalingen, indbetales som A-skat og AM-bidrag af den, der skulle have foretaget indeholdelse, hvis udbetalingen ikke var foretaget af ordningen. Se KSL § 83, stk. 2, som ændret ved lov nr. 810 af 9. juni 2020.◄

Særligt om kildeskat til Grønland

Skatteministeren er bemyndiget til at indgå aftale med Grønland om, at personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner m.v., der har hjemting i den ene del af riget, skal foretage indeholdelse af kildeskat til den anden del af riget, for så vidt angår indkomst, som er omfattet af skattepligt efter skattelovgivningen i den anden del af riget. Se KSL § 88, stk. 1.

Skatteministeren fastsætter også de nærmere regler om opkrævning og afregning af kildeskat i dette tilfælde. Se KSL § 88, stk. 3.

Reglerne findes i KSLbek §§ 38-40.