Det er en betingelse, at aktier, der modtages af ansatte, herunder aktier, som den ansatte kan erhverve eller tegne i henhold til modtagne købe- eller tegningsretter, ikke udgør en særlig aktieklasse. Se LL § 7 P, stk. 2, nr. 5.

Hvorvidt der foreligger en særlig aktieklasse, skal afgøres ud fra de selskabsretlige regler. Der er ikke tale om en skattemæssig afgrænsning. Fx betyder en indløsningsklausul for medarbejderaktier ved fratræden ikke, at der foreligger en særlig aktieklasse for medarbejderaktier.

Der er ikke knyttet tidsmæssige krav til betingelsen, der dermed skal være opfyldt hele tiden, dvs. frem til udnyttelsen af købe- eller tegningsretten eller den direkte tildeling af aktier. Hvis der frem til udnyttelsestidspunktet eller tildelingstidspunktet oprettes en særlig aktieklasse, indebærer det, at betingelsen ikke er opfyldt, og dermed, at LL § 7 P ikke kan anvendes.

I så fald bliver vederlaget omfattet af reglen om beskatning på retserhvervelsestidspunktet i LL § 16 eller for så vidt angår købe- og tegningsretter på udnyttelses- eller salgstidspunktet efter LL § 28, såfremt betingelserne er opfyldt. I begge tilfælde vil der være fradragsret for selskabets modsvarende udgift efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Genoptagelse af skatteansættelsen vil kunne ske inden for fristerne for genoptagelse efter reglerne i SFL § 26, stk. 2, eller § 27, stk. 1, nr. 1.

Se også

Se også afsnit

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2017.653.SR

C-aktier der indehaves af en Fond samt en række personer, der er medarbejdere i koncernen, blev anset for en særlig aktieklasse. Der blev henset til, at C-aktierne løbende blev erhvervet af fonden fra fratrådte medarbejdere, og udgjorde således en særlig aktieklasse for medarbejderaktier.