Indhold

Dette afsnit omhandler indberetningspligt vedrørende vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, mønster, varemærke og lign. og vederlag for reklamemæssig udnyttelse. 

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over ændringer
  • Indberetningen
  • Naturalier - værdiansættelse til markedsværdi

Se SIL § 44.

Regel

Alle, der i en kalendermåned som led i deres virksomhed har udbetalt eller godskrevet vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, mønster, varemærke og lign. og vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person, skal hver måned indberette om beløb m.v. til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller engangsbeløb m.v. Se SIL § 44, stk. 1

►Efter SIL § 44, stk. 2, omfatter indberetningspligten efter stk. 1 såvel pengeydelser som naturalier◄. Naturalier værdiansættes til markedsværdien.

Bestemmelsen i SIL § 44 er en videreførelse af den tidligere SKL § 7 A, stk. 2, nr. 2, om indberetning af vederlag for udnyttelse af immaterielle rettigheder, og § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven.

Oversigt over ændringer 

Tidligere SKL

Gældende SIL 

Indholdet af ændringer

§ 7 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 2

§ 44, stk. 1

Efter bestemmelsens stk. 1 skal alle, der i en kalendermåned som led i deres virksomhed har udbetalt eller godskrevet vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, mønster, varemærke og lignende samt vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person, hver måned indberette om beløb m.v. til indkomstregisteret. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller engangsbeløb m.v.

Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere SKL § 7 A, stk. 2, nr. 2. Da den gældende bemyndigelse er udnyttet fuldt ud, og der dermed ikke kan fastsættes yderligere indberetningspligter efter bestemmelsen, er bestemmelsen ændret fra at være en bemyndigelse til at være en lovfæstet indberetningspligt.

 

 

§ 44, stk. 2

Indberetningspligten omfatter såvel pengeydelser som naturalier. Naturalier værdiansættes til markedsværdien, hvilket er en videreførelse af den tidligere § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven, men nu fastsat i loven.

Indberetningen

Alle, der i en kalendermåned som led i deres virksomhed har udbetalt eller godskrevet vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, mønster, varemærke og lignende samt vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person, skal hver måned indberette om beløb m.v. til indkomstregisteret. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller engangsbeløb m.v.

Indberetningspligten udløses på retserhvervelsestidspunktet, og indberetningspligten gælder, uanset om modtageren er skattepligtig til Danmark, om modtageren er en fysisk eller juridisk person, eller om vederlaget er momspligtigt.

Det er uden betydning for indberetningspligten, om beløbet udbetales som en løbende ydelse eller som en sum én gang for alle.

Indberetningspligten omfatter vederlag for udnyttelse af alle typer immaterielle rettigheder, herunder udbetaling af royalties for anvendelse af patent, ophavsrettighed, varemærke m.v.

Indberetningspligten omfatter vederlag for udnyttelse af en rettighed. Et egentligt køb af en rettighed er derimod ikke omfattet af indberetningspligten.

Indberetningspligten omfatter således royalties for anvendelse af eller retten til at anvende ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, og vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer, det såkaldte knowhow.

Indberetningspligten for royalties for ophavsrettigheder omfatter ud over anvendelse af litteratur, musik, film, video og TV også reklame, design og edb-programmer m.v.

Naturalier - værdiansættelse til markedsværdi

Efter SIL § 44, stk. 2, omfatter indberetningspligten såvel pengeydelser som naturalier. Naturalier værdiansættes til markedsværdien.

Naturalieydelser skal værdiansættes til markedsværdien i overensstemmelse med de skattemæssige principper for værdiansættelse af naturalier. Markedsværdien er som udgangspunkt den værdi, som det må antages at koste modtageren at anskaffe godet i almindelig fri handel. Hvis et vederlag udgøres af varer, skal den indberetningspligtige således opgøre værdien heraf. Den opgjorte værdi skal svare til handelsværdien for en forbruger.