Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne for eftergivelse efter INDOG § 13, stk. 6.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Hvem er omfattet af INDOG § 13, stk. 6
• Beløb der kan eftergives
• Ansøgning om eftergivelse
• Fritagelse for renter og gebyrer
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign. Se INDOG § 13, stk. 6.

Det fremgår af INDOG § 1, stk. 1, at gældsinddrivelsesloven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog § 1 a. Skatteforvaltningen kan derfor som opkrævningsmyndighed meddele eftergivelse efter INDOG § 13, stk. 6, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Af de generelle bemærkninger til bestemmelsen (lov nr. 1333 af 19. december 2008) fremgår blandt andet følgende:

"Bestemmelsen fastsætter de nærmere regler for under hvilke betingelser gæld til det offentlige kan eftergives.

Desuden foreslås bestemmelsen i stk. 6 justeret med henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil. Eftergivelse skal efter forslaget således kunne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse."

Det fremgår af de specielle bemærkninger, at

"Eftergivelsesadgangen omfatter således både gæld, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse og anden gæld til det offentlige, som fordringshaveren har undladt at overdrage til inddrivelse f.eks. fordi fordringshaveren har tilladt afdragsvis betaling eller henstand på gælden.

De generelle regler sikrer dog at eftergivelse i almindelighed ikke kan finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.

Bestemmelsen i § 15, stk. 6, foreslås i forbindelse med flytningen af bestemmelsen til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, justeret med henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet.

Bestemmelsen, der giver mulighed for eftergivelse, når ganske særlige forhold taler derfor, foreslås ændret, så der kan ske eftergivelse, når særlige forhold taler derfor. Bestemmelsen administreres meget restriktivt og anvendes kun ved myndighedsfejl, ved force majeure og i force majeure lignende situationer. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler i opkrævningsloven, som ligeledes flyttes til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse og dermed opretholde skyldforholdet.

Derudover vil der kunne være særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, når gældens beskaffenhed eller omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation.

Et yderligere eksempel på en situation, hvor det kan virke urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være eftergivelse af skattekravet vedrørende indsamlinger eller legater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering af gæld".

Der skal ikke foretages en konkret betalingsevnevurdering, idet eftergivelse skal gives ud fra et skøn, der vil afhænge af de konkrete forhold i sagen, jf. svar på spørgsmål 19-28 til L 20, FT 2008-09.

Hvem er omfattet af INDOG § 13, stk. 6

INDOG § 13, stk. 6, omfatter både fysiske og juridiske personer.

Juridiske personer kan eksempelvis være:

• Enkelmandsvirksomheder
• Selskaber
• Foreninger
• Selvejende institutioner
• Fonde eller lignende

Se INDOG § 13, stk. 6.

Beløb der kan eftergives

Det fremgår af INDOG § 1, stk. 1, at gældsinddrivelsesloven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog § 1 a.

Der kan derfor ske eftergivelse af skatte- og afgiftskrav, der opkræves af skatteforvaltningen.

Renter, gebyrer mv. er også omfattet af INDOG § 13, stk. 6. Se SKM2012.647.BR eftergivelse af renter af skattebeløb og gebyrer.

Ansøgning om eftergivelse

Det er en betingelse for at der kan ske eftergivelse, at der foreligger en ansøgning om eftergivelse.

Skatteforvaltningen har som opkrævningsmyndighed ikke pligt til af egen drift, at vurdere om en fysisk eller juridiske person kan få eftergivelse. Derimod foreligger der en vejledningsforpligtigelse om muligheden for eftergivelse såfremt en virksomhed har søgt om eftergivelse efter OPKL § 8, og dette ikke har være muligt.

Fritagelse for renter og gebyrer

Skatteforvaltningen kan fritage for betaling af:

• afgift for foreløbig fastsættelse af tilsvar efter OPKL § 4, stk. 2
• gebyr for rykkere efter OPKL § 6
• renter ved forsinket/manglende betaling efter OPKL § 7
• renter af skattekontoen efter OPKL § 16 c, stk. 1

Se OPKL § 8, stk. 1. De nærmere retningslinjer for fritagelse er fastsat i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013 om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Se også Den Juridiske vejledning afsnit A.B.4.6.3 Fritagelse for gebyrer og renter

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2011.793.ØLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren skulle betale procenttillæg og renter af restskat i henhold til kildeskattelovens § 61, stk. 2, og § 62A, efter at han ved dom fik tilkendt erstatning og i den forbindelse i overensstemmelse med ligningslovens § 5, stk. 6, valgte at fordele renterne af erstatningen over den omhandlede periode ved genoptagelse af skatteansættelsen for de berørte år. Sagen handlede endvidere om, hvorvidt sagsøgeren havde ret til eftergivelse af procenttillæg og renter af restskatten i medfør af inddrivelseslovens § 13, stk. 6. På baggrund af ordlyden i bestemmelsen i INDOG § 13, stk. 6, og bestemmelsens forarbejder fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter procenttillæg og renter ikke skal eftergives A efter denne bestemmelse.
Byretsdomme
SKM2016.53.BR	Anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige ikke imødekommet, da der ikke forelå sociale eller andre forhold efter INDOG § 13, stk. 6.
SKM2012.647.BR	I 2008 var sagsøgerens avance ved salg af aktier blevet nedsat som følge af, at SKAT fandt, at aktierne ikke kunne indskydes skattefrit i det sagsøgende selskab. Sagsøgeren klagede over denne afgørelse og fik medhold i Landsskatteretten. Retten bemærkede, at adgangen til eftergivelse ifølge forarbejderne til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige var blevet udvidet. Herefter henviste retten til, at det af forarbejderne til SEL § 30 fremgår, at formålet med rentebestemmelsen er at undgå, at en skatteyder spekulerer i at opnå en billig kredit ved at udskyde indbetalinger til SKAT. Retten fandt herefter, at det ville være urimeligt, at selskabet skulle bære et tab, der alene var en følge af SKATs ændringer af selskabets indkomstansættelser. Retten lagde vægt på, at selskabet havde selvangivet korrekt og indbetalt alle opkrævede beløb rettidigt, at selskabet ikke havde haft mulighed for at undgå udbetaling af den overskydende skat, og at selskabet ikke ved at handle på anden måde end sket havde kunnet undgå det økonomiske tab. Retten fandt herefter, at der forelå sådanne omstændigheder, der i særlig grad talte for, at de opkrævede renter blev eftergivet i et omfang, der svarede til skatteyderens tab. Retten bemærkede endvidere, at der hverken i lovteksten eller i bemærkningerne til INDOG § 13, stk. 6, er holdepunkter for, at bestemmelsen ikke skulle kunne finde anvendelse i en sådan situation.	Det er Skatteforvaltningens vurdering, at da afgørelsen er meget konkret begrundet i at virksomheden er uden egen skyld giver afgørelsen  ikke giver anledning til en praksisændring.
Landsskatteretskendelser
SKM2017.594.LSR	Landsskatteretten fandt, at der skulle ske identifikation mellem et pensionsselskab og det pengeinstitut, som selskabet havde bedt om at foretage indbetalingen af pensionsafkastskat, hvilket på grund af en fejl hos pengeinstituttet ikke var sket rettidigt. Der kunne derfor ikke ske eftergivelse af påløbne morarenter efter inddrivelseslovens §13, stk. 6 under henvisning til, at forsinkelsen måtte anses at skyldes pengeinstituttets forhold. Landsskatteretten fandt derudover ikke, at der var hjemmel til at opkræve renter for perioden efter betalingstidspunktet, uanset at angivelsen af beskatningsgrundlaget først fremsendtes efterfølgende.
SKM2017.272.LSR	SKAT havde med urette returneret et rettidigt indbetalt beløb i udbytteskat. Beløbet var senere på ny indbetalt af klager. Landsskatteretten fandt, at betingelserne for eftergivelse af påløbne morarenter og gebyr var opfyldt jf. INDOG § 13. stk. 6, idet det passerede alene skyldtes SKATs forhold. Landsskatteretten lagde til grund, at klager ikke havde opnået nogen forrentning af beløbet i perioden, indtil at det blev indbetalt på ny. Landsskatteretten fandt, at forholdet var at sidestille med forholdene i SKM2012.647.BR.
SKM2013.318.LSR	Et selskab blev pålagt renter af for sen indbetalt selskabsskat i henhold til SEL § 30, stk. 4. Selskabet anmodede SKAT om fritagelse for betaling af de pålagte renter. I forbindelse med SKATs behandling af selskabets anmodning klagede selskabet over, at den sagsbehandler hos SKAT. Selskabets klage blev herefter behandlet i 1. instans af SKATs regionsdirektør og i 2. instans af Skatteministeriets Borgerambassadør. Selskabets indsigelse om inhabilitet skulle imidlertid have været oversendt til behandling i Landsskatteretten. Selskabets anmodning skulle dog ikke være behandlet som en anmodning om fritagelse efter reglerne i OPKL § 8, men derimod efter reglerne om eftergivelse i INDOG § 13, stk. 6.  Det fremgår direkte af bestemmelsen i SEL § 30, stk. 4, at denne restskat og dette restskattetillæg forfalder til betaling den 1. november 2010, og at sidste rettidig betalingsfrist er den 20. november 2010. Selskabet burde derfor selv have været opmærksom på sin betalingsfrist for restskat for indkomståret 2009. Der er ikke en pligt for SKAT til at udsende påmindelser om fristen for betaling af f.eks. restskat. SKAT har efter det oplyste på almindelig vis udskrevet og udsendt årsopgørelse med tilhørende indbetalingskort og betalingsoplysninger til selskabet. Der foreligger ikke konkrete oplysninger om forstyrrelser i postgangen i området på det pågældende tidspunkt, ligesom der ikke foreligger oplysning om, at årsopgørelsen skulle være kommet retur. Retten mente derfor ikke, at der i forbindelse med opkrævningen af restskat og restskattetillæg hos selskabet foreligger en myndighedsfejl, herunder også henset til formuleringen af SEL § 30, stk. 4. Endvidere ses der ikke i øvrigt at foreligge forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse af de pålagte renter. Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund og med disse bemærkninger SKATs afgørelse.