Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår dødsboet kan afvikles uden skifte.
Afsnittet indeholder:
- Definition
- Regelgrundlag
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Definition
Udlæg til længstlevende ægtefælle er betegnelsen for den situation, hvor afdødes bo udleveres til længstlevende ægtefælle uden et skifte. Det adskiller sig fra boudlægget ved at ægtefællen hæfter for afdødes gældsforpligtigelser.x x
Regelgrundlag
Udlæg af et bo til en længstlevende ægtefælle kan finde sted, hvis
- ægtefællen,
- ægtefællens værge eller
- ægtefællens skifteværge
fremsætter anmodning derom, og
- der efter arvelovens § 11, stk. 1-3, samt kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske forhold, intet bliver at udlodde til andre arvinger og
- ægtefællen påtager sig ansvaret for den afdødes forpligtigelser.
Se dødsboskifteloven § 22, stk. 1.
Selv om ægtefællen har påtaget sig gælden efter dødsboskifteloven § 22, stk. 1, kan denne ægtefælle "bakke ud" af forpligtelsen. Må det antages, at boet er insolvent, kan den pågældende ægtefælle eller en kreditor i boet anmode skifteretten om at tage boet under egentlig behandling ved en bobestyrer.
Finder skifteretten, at boet er insolvent, og opfylder ægtefællen sin forpligtelse til at tilbagelevere det modtagne eller tilsvare berigelsen (betale boet den berigelse, som ægtefællen har fået ved at få udleveret boet), frigøres ægtefællen fra hæftelsen uanset dødsboskifteloven § 22. Se dødsboskifteloven § 23.
Bestemmelsen i dødsboskifteloven § 22, stk. 1 gælder, selv om der har været fuldstændigt særeje i ægteskabet. Det er kun den længstlevende ægtefælle eller registrerede partner, som kan påberåbe sig bestemmelsen. En samlever, arvinger eller kreditorer kan ikke gøre dette.
Hvis boet er insolvent, og den længstlevende ægtefælles gæld overstiger vedkommendes aktiver, kan hensynet til boets kreditorer føre til, at boet ikke udleveres til den længstlevende ægtefælle. Se fx UfR 2007.876.ØLK.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretten |
UfR 2007.876.ØLK | Der var tale om en sag, hvor manden begærede den afdøde hustrus bo udlagt til sig efter dødsboskiftelovens § 22, subsidiært udleveret til privat skifte. Da boet efter hustruen imidlertid måtte antages at være insolvent, og da mandens gæld oversteg hans aktiver, blev mandens begæringer dog ikke taget til følge. Boet blev i stedet udleveret til behandling ved bobestyrer. | Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at der skal tages hensyn til afdødes kreditorer, ved vurderingen af om et bo kan udleveres til den længstlevende, da ægtefællen (ved boudlæg til længstlevende) hæfter for afdødes forpligtigelser. |