åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.4.2.4 Ekspropriation" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Overdragelse af ejendomsretten til en vare mod betaling af en erstatningsydelse i henhold til pålæg fra det offentlige eller på dettes vegne eller ifølge lov anses for levering af en vare mod vederlag. Se ML § 4, stk. 3, nr. 3, som indsat i momsloven ved lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 4, og momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra a.

Før lovændringen i lov nr. 1295 af 5. december 2019 var artikel 14, stk. 2, litra a, ikke udtrykkeligt indarbejdet i momslovens § 4, men var gennemført i dansk praksis. F.eks. fremgår det af SKM2011.281.SR, at momslovens regler om levering mod vederlag skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet. Det vil sige, at ekspropriation af en fast ejendom mod betaling af en erstatning blev anses for at være en levering af ejendommen fra ejeren af ejendommen til anlægsmyndigheden, der er omfattet af momslovens anvendelsesområde som defineret i ML § 4, stk. 1. Se forarbejderne til lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 4. Det samme fremgik - også før lovændringen - af afsnit D.A.4.1.4.

Se også

Se også afsnit D.A.5.9 om momspligt og momsfritagelse ved levering af fast ejendom.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2011.281.SR

Skatterådet bekræftede, at der ikke skal indbetales momsreguleringsforpligtelse, når ejendommen ikke overgår til anden anvendelse, idet den sælges ved ekspropriation. Skatterådet lagde vægt på, at det klart fremgår af aftalen, at ejendommen skal nedrives, og der dermed er tale om salg af en byggegrund.

Ekspropriationserstatningen falder ind under direktivets ordlyd, og den nationale lovbestemmelse i § 4, dækker således leveringen af ejendommen mod erstatning, idet "levering mod vederlag" er en objektiv regel, som ikke tager hensyn til, om leveringen er påbudt den afgiftspligtige person.

Som svar på spørgers påstand om, at bestemmelsen i momssystemdirektivets art. 14, stk. 2, litra a), ikke skulle være implementeret i den danske momslov, bemærkede Skatterådet, at det faktum, at ordlyden i direktivet ikke er gengivet med samme ordlyd i momsloven, ikke betyder, at bestemmelsen ikke er gennemført i dansk ret.

I formuleringen af momslovens § 4, om "levering mod vederlag" og "overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode", indeholdes art. 14, stk. 2, litra a), idet der er tale om en levering af en vare (dvs. ejendommen) mod vederlag (erstatningen).