SIL § 56 indeholder regler om, at enhver, der som led i sin virksomhed er indberetningspligtig efter SIL, skal opbevare grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes. SIL § 56, stk. 1, er ved § 1, nr. 5, i lov nr. 1573 af 19/12/2019 udvidet, så forpligtelsen også gælder i relation til indberetningspligter, der er fastsat ved bekendtgørelser udstedt i medfør af SIL, hvilket indbefatter BEK.
SIL § 56, stk. 1, 1. pkt., fastslår, at grundlaget for enhver indberetning efter SIL og regler udstedt i medfør af SIL skal opbevares. Opbevaring skal ske efter reglerne i bogføringsloven. Det følger af SIL § 56, stk. 1, 2. pkt. For så vidt angår relevante skatteydere, der er indberetningspligtige af en ordning, bemærkes, at selv om den pågældende ikke i udgangspunktet måtte være bogføringspligtig, opstår der opbevaringspligt i medfør af bogføringsloven i kraft af indberetningspligten efter BEK nr. 1634 af 27/12/2019. Dette følger af SIL § 56, stk. 1, 3. pkt. (modsætningsvis).
SIL § 56 henviser til bogføringsloven, hvor opbevaringsfristen er 5 år regnet fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører. Se Juridisk Vejledning afsnit A.B.1.3.9. om regnskab og bogføring vedrørende grundlaget for de indberettede oplysninger.
Det fremgår af Juridisk Vejledning afsnit A.B.1.3.9., at forpligtelsen til at opbevare materialet også omfatter materiale, som har været anvendt til at fastslå, om en oplysning er indberetningspligtig, uanset at det er konkluderet, at oplysningen ikke er indberetningspligtig. I forhold til indberetningspligt efter DAC6 må det i den forbindelse forudsættes, at opbevaringspligten kun gælder, når der har været konkrete overvejelser om indberetningspligt vedrørende et grænseoverskridende forhold. Det kan typisk være overvejelser i relation til, om et konkret kendetegn skal anses for opfyldt eller ej.