Almennyttigt lotteri kun for medlemmer af forening

Foreninger skal hverken anmelde eller ansøge om tilladelse til at afholde et almennyttigt lotteri eller bankospil, når alle nedenstående forudsætninger er opfyldt.

  • de eneste deltagere er foreningens medlemmer og disses pårørende (dvs. at deltagelsen i lotteriet ikke er offentligt tilgængelig). Spillemyndigheden har i denne forbindelse fortolket, at pårørende er personer, der tilhører medlemmets husstand.
  • det tydeligt fremgår af eventuel annoncering, at det kun er medlemmer og disses pårørende, der må deltage
  • værdien af hver enkelt gevinst overstiger ikke 5.000 kr.,
  • salgssummen eller ved flere lotterier den samme dag den samlede salgssum af disse ikke overstiger 100.000 kr. og
  • foreningens eller organisationens formål ikke udelukkende eller fortrinsvis er at afholde almennyttige lotterier.

 

Hvis en forening ønsker at afholde et lotteri i videre omfang end BEK nr. 1288/2019 § 8, stk. 1, eksempelvis hvis salgssummen overstiger det tilladte maksimum, eller hvis foreningens medlemstal er så stort, at lotteriet ikke vil kunne afvikles efter bestemmelsen, eller hvis ikke-medlemmer skal kunne deltage i lotteriet, må foreningen søge tilladelse efter bekendtgørelsens almindelige regler.

Anvendelse af § 8, stk. 1, forudsætter, at der er tale om en reel foreningsdannelse, således at tilknytningen mellem foreningen og dens medlemmer ikke i det væsentlige må være af rent formel karakter.

Ved vurderingen af foreningstilknytningens karakter lægger Spillemyndigheden vægt på blandt andet, at

  • indmeldelse i foreningen og kontingentindbetalinger ikke sker ved foreningens lotteri-/bankoarrangement,
  • alle nye medlemmer af foreningen i forbindelse med indmeldelse kan få udleveret eller tilsendt et eksemplar af foreningens love eller vedtægter,
  • alle medlemmer har en vedtægtsbestemt adgang til at øve indflydelse på foreningens ledelse og virksomhed og indkaldes til generalforsamling, 
  • foreningen ud over lotterier/bankospil også har andre aktiviteter specielt i relation til medlemmerne, 
  • der føres kontrol med, at kun personer, der forud er registreret som kontingentbetalende medlem (eller disses pårørende), deltager i foreningens lotteri-/bankoarrangementer, og 
  • der er adgang for medlemmerne til at overvære foreningens medlemsarrangementer.

Det afgørende vil således være, om indmeldelsen i foreningen fremtræder som en realitet, og ikke som en formalitet i forbindelse med og alene med henblik på deltagelse i et umiddelbart forstående lotteri. Medlemskab skal foreligge og dokumenteres allerede ved køb af spilleplader mv.

 Se BEK nr. 1288/2019 § 8, stk. 1.