Med udgangspunkt i tilladelsesindehaverens datasæt kan forskningslitteraturen afsøges for at identificere parametre, der kvantificerer og kvalificerer relevante adfærdsmarkører. Det kan fx være:

Pengeforbrug - hvor høje beløb spilles der for?
Tidsforbrug - hvor meget tid bruges der på spil hver dag?
Tidspunktet - spilles der på bestemte tidspunkter af døgnet?
Spiltypen - spilles der hovedsageligt spil, der afgøres hurtigt?
"Chasing losses" - indikerer spilmønstret, at spilleren forsøger at vinde tab tilbage?
Indbetalingsgrænsen - ændrer spilleren ofte i sin indbetalingsgrænse?
Objektive oplysninger - hvad er spillerens alder?
Hyppige overførsler - hæver spilleren ofte beløb fra spilkontoen, som hurtigt indsættes igen?
Risikovillighed - tager spilleren store chancer i spillene?

Ovenstående er udelukkende eksempler på parametre, som kan benyttes. Der kan således bruges andre og flere kriterier end de nævnte, og der er ikke et bestemt krav om, hvor mange kriterier, der skal bruges. Et enkelt kriterie vil dog ikke være nok, og kriterierne skal kombineres.

Der bør ligeledes tages højde for interaktioner imellem markører, i det omfang det er betydende for modellens nøjagtighed. Det betyder, at tolkningen af den enkelte markør bør afhænge af de øvrige markører og ikke må stå alene.

Ifølge hvidvasklovgivningen skal en tilladelsesindehaver have interne skriftlige regler, der definerer, hvad en storspiller er, og have viden om, hvorfra deres storspilleres kilder til indkomst eller formue stammer. Spillelovgivningen indeholder ingen tilsvarende regler, men en tilladelsesindehaver kan med fordel benytte de oplysninger og den viden, han er forpligtet til at indsamle efter hvidvasklovgivningen til at vurdere kunden i forhold til ansvarligt spil. Det betyder, at selvom der fx ikke er noget lovkrav om, at en tilladelsesindehaver skal undersøge, om en spiller har råd til at spille for de beløb, han gør, så bør tilladelsesindehaveren i det omfang det er muligt benytte den viden han har fra eventuelle undersøgelser i medfør af hvidvaskforpligtelserne til at vurdere, om spilleren spiller for mere, end han har råd til.

Det skal bemærkes, at tilladelsesindehaver skal sikre sig, at behandlingen af personoplysninger er i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelseslovgivningen.

Ved vurderingen af, om der er tale om en storspiller, kan der med fordel ses på spillerens forbrug i forhold til en gennemsnitlig spillers forbrug på spil. Ifølge tal indhentet af Spillemyndigheden, var den gennemsnitlige spillers forbrug på spil i 2018 på 2.112 kr. pr. år. De nyeste tal kan findes på spillemyndigheden.dk.

Et andet forhold, der kan inddrages i vurderingen, er den gennemsnitlige danskers indkomst og rådighedsbeløb til forbrug.

Tilladelsesindehaveren kan med fordel også inddrage egen erfaring med, hvad den typiske/gennemsnitlige spiller forbruger hos tilladelsesindehaveren selv.

Det understreges, at en person, som falder ind under en tilladelsesindehavers definition af storspiller, ikke behøver at have en problematisk spilleadfærd. En spiller med en problematisk spiladfærd behøver omvendt heller ikke være en storspiller. Det vil altid være meget individuelt, hvad den enkelte har råd til at spille for, og det vil ligeledes være stor forskel på, hvornår spillet griber ind i den enkeltes liv på en forstyrrende måde. Der kan derfor også være tale om en spilafhængig, som har råd til at finansiere sit spil, men hvor spillet griber forstyrrende ind i vedkommendes liv på andre måder.

Det beløb der spilles for, kan derfor aldrig være den eneste markør en tilladelsesindehaver bruger til at opfylde sin forpligtelse til at udbyde ansvarligt spil.