Dato for udgivelse
06 jan 2009 14:11
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 nov 2008 13:46
SKM-nummer
SKM2009.14.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 1-2511/2007
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat + Inddrivelse
Overemner-emner
Sagsbehandling, journalisering og arkivregler + Indbetaling og udbetaling samt rentegodtgørelse + Om kommunikation og information samt kampagner
Emneord
Vidne, vidneførsel, embedsmænd, retssag
Resumé

Skatteyderen ønskede at føre embedsmænd fra SKAT og Landsskatteretten som vidner i en sag om omkostningsgodtgørelse, jf. den tidligere skattestyrelseslov kap. 3 A. Retten tog ikke begæringen til følge, idet retten fandt, at de ønskede oplysninger ikke bør tilvejebringes ved afhøring af embedsmændene som vidner, og at eventuelle uklarheder i stedet burde være søgt afklaret ved skriftlige erklæringer fra myndigheden. Henset til sagsforløbet afviste retten at udsætte hovedforhandlingen og genoptage forberedelsen.

Reference(r)

Retsplejeloven § 168
Retsplejeloven § 169

Parter

A
(Advokat Olav Willadsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Anne Krebs)

Afsagt af byretsdommer

Anne Horstmann

Parternes advokater oplyste, at parterne er uenige om, hvilke vidner der skal afgive forklaring under hovedforhandlingen.

Der var enighed om, at spørgsmålet om vidneførslen skal afklares inden hovedforhandlingens påbegyndelse.

Advokat Olav Willadsen nedlagde påstand om, at det tillades sagsøgeren at afhøre kontorchef KC, BJ, VK og og LL alle ansat ved SKAT, som vidner under hovedforhandlingen, subsidiært at det tillades sagsøgeren at indhente skriftlige erklæringer fra de sagsøgte.

Advokat Anne Krebs nedlagde påstand om, at vidneførslen ikke tillades, og at det ikke tillades sagsøgeren at indhente skriftlige erklæringer.

Sagen blev forelagt.

Spørgsmålet om vidneførslen og indhentelse af skriftlige erklæringer blev procederet.

Retten fremkom med en begrundet tilkendegivelse.

Advokat Olav Willadsen meddelte efter drøftelse med sin klient, at sagsøgeren ønsker, at retten afsiger kendelse, og at kendelsen påkæres.

Retten afsagde kendelse

Det fremgår af sagen, at Økonomisk Forvaltning, i sommeren 2002 traf beslutning om modregning af sagsøgerens overskydende skat på 3.751 kr. vedrørende indkomståret 2001. Økonomisk Forvaltning sendte i anledning af sagsøgerens klage herover den 9. august 2002 et brev til sagsøgeren. Kommunens brev var underskrevet af KC og BJ.

Det fremgår endvidere af sagen, at sagsøgeren påklagede modregning af overskydende skat for indkomståret 2001 til ToldSkat, der den 8. november 2002 traf afgørelse i sagen. ToldSkats afgørelse er underskrevet af VK.

Sagsøgeren indbragte ToldSkats afgørelse for Østre Landsret, der den 13. december 2004 afsagde dom, hvorefter sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos ToldSkat.

Landsrettens dom blev stadfæstet af Højesteret ved dom af 13. november 2006.

Sagsøgeren ansøgte ToldSkat om godtgørelse for omkostninger i forbindelse med retssagen ved Østre Landsret.

ToldSkat afslog ved afgørelse af 26. september 2005 at imødekomme sagsøgerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

ToldSkats afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, der den 18. april 2007 stadfæstede ToldSkats afgørelse. Landsskatterettens afgørelse er underskrevet af LL.

Nærværende sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse i forbindelse med den sag, hvori Østre Landsret den 13. december 2004 afsagde dom.

Advokat Olav Willadsen har i brev af 12. november 2008 til retten redegjort for spørgetemaet til de embedsmænd, sagsøgeren ønsker at afhøre som vidner under sagens hovedforhandling, og advokat Olav Willadsen har under proceduren uddybet dette.

De spørgsmål, sagsøgeren ønsker at stille vidnerne, angår grundlaget for de afgørelser, der er truffet under sagen. Retten finder, at sådanne oplysninger ikke bør tilvejebringes ved afhøring af embedsmændene som vidner under hovedforhandlingen, og at eventuelle uklarheder i stedet burde være søgt afklaret ved skriftlige erklæringer fra de sagsøgte.

Sagsøgerens anmodning om at afhøre embedsmændene KC, BJ, VK og LL som vidner under hovedforhandlingen tages derfor ikke til følge.

Nærværende sag blev den 22. januar 2008 berammet til hovedforhandling den 20. november 2008, og det blev i den forbindelse bestemt, at skriftvekslingen sluttede den 20. oktober 2008.

Sagsøgeren anførte i sin replik af 31. maj 2008, at sagsøgeren ønskede embedsmænd indkaldt som vidner under hovedforhandlingen.

De sagsøgte protesterede herimod i duplikken af 27. juni 2008.

Sagsøgeren har ikke inden hovedforhandlingen søgt spørgsmålet afklaret eller i stedet taget initiativ til at få indhentet skriftlige erklæringer fra de sagsøgte.

Retten finder under disse omstændigheder på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at tage sagsøgerens begæring om indhentelse af skriftlige erklæringer fra de sagsøgte til følge, da dette forudsætter genoptagelse af sagens forberedelse og udsættelse af hovedforhandlingen.

T h i   b e s t e m m e s

As begæring om at afhøre KC, BJ, VK og LL som vidner under hovedforhandlingen tages ikke til følge.

As begæring om at indhente skriftlige erklæringer fra Skatteministeriet og Landsskatteretten tages ikke til følge.

Advokat Olav Willadsen kærede kendelsen.

Retten fastsatte fristen for indbetaling af kæreafgift til 7 dage.

Advokat Olav Willadsen oplyste, at han vil indgive kæreskrift.

Retten bemærkede, at hovedforhandlingen herefter kan påbegyndes.

Advokat Olav Willadsen anmodede om, at kæremålet tillægges opsættende virkning, således at hovedforhandlingen udsættes.

Advokat Anne Krebs ville efter omstændighederne ikke protestere herimod.

Da der ikke er protesteret mod, at hovedforhandlingen udsættes som begæret af sagsøgeren, besluttede retten efter omstændighederne at udsætte hovedforhandlingen.