Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om skatteankenævnenes møder.

Afsnittet indeholder:

  • Grundlæggende regler for møderne
  • Indkaldelse til møder
  • Materiale til nævnet
  • Beslutningsdygtighed
  • Afstemningsregler
  • Protokol

Grundlæggende regler for møderne

Skatteankenævnet udøver sin virksomhed i møder, herunder møder i besluttende led.

Møderne er ikke offentlige. Nævnet kan således ikke beslutte, at møderne eller dele heraf skal være offentlige.

Når nævnet påtænker at træffe en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, har klageren ret til et møde med nævnet. Udover denne situation er der ingen mulighed for at tillade en klager at overvære nævnets møder. Der er således ingen mulighed for at tillade en klager at overvære skatteankenævnets forhandlinger om afgørelsen i vedkommendes egen sag.

Lyd- og billedoptagelse af skatteankenævnets møder må ikke finde sted.

Se BEK nr. 769 af 28/05/2020 § 10.

Indkaldelse til møder

Det er formanden, der efter aftale med Skatteankestyrelsen, som fastsætter tid og sted for mødernes afholdelse. Skatteankestyrelsen foretager herefter indkaldelse til møderne. Formanden skal dog, såfremt 1/3 af medlemmerne forlanger det, inden 14 dage indkalde til møde.

Mødeindkaldelsen skal så vidt muligt fremsendes med mindst en uges varsel.

Dagsordenen udsendes samtidig med mødeindkaldelsen.

Formanden fastsætter efter aftale med Skatteankestyrelsen mødets dagsorden. 

Skatteankenævnet er ikke afskåret fra at behandle en sag, der ikke er opført på mødets dagsorden. Hvis et medlem gør indsigelse herimod, må sagen dog udsættes til næste møde, medmindre det er åbenbart, at sagen ikke tåler udsættelse på grund af frister eller lignende.

Se BEK nr. 769 af 28/05/2020 § 10.

Materiale til nævnet

Sammen med mødeindkaldelsen skal medlemmerne modtage

  • de sagsfremstillinger med forslag til afgørelse, der skal behandles på mødet
  • skatteyderens eventuelle kommentarer til et tidligere fremsendt forslag
  • oplysninger om, hvorvidt en klager ønsker at forelægge sin sag for nævnet.

Dette gælder dog ikke, hvis medlemmerne tidligere har modtaget materialet. Hvis der er tale om et antal enslydende sager, kan Skatteankestyrelsen beslutte, at der kun skal sendes materiale vedrørende én sag, som angives som eksempel for alle sagerne.

Se BEK nr. 769 af 28/05/2020 § 10.

Beslutningsdygtighed

For at det samlede skatteankenævn kan træffe afgørelse, skal mindst halvdelen af ankenævnets medlemmer eller deres stedfortrædere være til stede. Se SFL § 10, stk. 2.

Et besluttende led kan træffe afgørelse, når mindst 3 medlemmer af leddet eller deres stedfortrædere deltager. Dette gælder uanset det besluttende leds størrelse. Se SFL § 10, stk. 3.

Formanden eller en næstformand skal altid deltage i afgørelsen.

Afstemningsregler

Skatteankenævnet træffer sine afgørelser ved afstemning. Det er formanden, der beslutter, i hvilken rækkefølge de stillede forslag sættes til afstemning. Afstemningen foregår ved håndsoprækning og afgøres ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Det enkelte skatteankenævnsmedlem har pligt til at tage stilling til de afgørelser, nævnet skal træffe. Undlader et medlem at stemme, betragtes dette, som om medlemmet har stemt for det forslag, der er til afstemning.

Afstemning i en sag kan undlades, hvis formanden skønner, at afstemning er unødvendig, og ingen medlemmer forlanger, at der foretages afstemning.

Se BEK nr. 769 af 28/05/2020 § 11

Protokol

Der skal føres en protokol over skatteankenævnets møder. Protokollen skal som minimum indeholde følgende

  • Dato og tidspunkt for mødets begyndelse og afslutning
  • Oplysning om mødedeltagere.

For hver enkelt sag skal følgende fremgå af protokollen

  • Identifikation af sagen
  • Kort begrundelse for afgørelsen
  • Oplysninger om forskellige opfattelser under afstemningen både vedrørende resultatet og vedrørende begrundelsen samt stemmetallet for hver opfattelse.

Protokollen skal tillige påføres bemærkninger i hver sag, hvis en af følgende situationer opstår

  • Hvis en klage tilbagekaldes mundtligt i forbindelse med nævnsmødet
  • Hvis der træffes afgørelse vedrørende et medlems habilitet i en sag
  • Et eller flere medlemmer ønsker deres mindretalsudtalelse efter § 12, stk. 2, nr. 5, forelagt for Skatterådet.

Protokollen skal tillige indeholde oplysninger om:

  • Navn, adresse og cpr-nummer på klager
  • Hvilket indkomstår, der er klaget over.

Nævnet skal godkende protokollen.

Se BEK nr. 769 af 28/05/2020 § 12.