Indhold
Retsplejeloven indeholder reglerne om, hvor en sag skal anlægges. Dette kaldes værnetingsreglerne.
Dette afsnit handler om reglerne om saglig kompetence eller værneting.
Afsnittet indeholder:
- Definition
- Regel
- Baggrund
- Betingelser
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Definition
Værneting er det juridiske udtryk for, hvilken domstol der har kompetencen til at behandle bestemte retlige spørgsmål. Denne kompetence bestemmes af to forhold:
- Domstolssystemet er hierarkisk opbygget, således at en sag kan behandles i tre forskellige instanser, hvis den starter i byretten. De saglige værnetingsregler bestemmer, ved hvilken instans en sag skal starte.
- Der findes mange byretter, to landsretter og én højesteret. De stedlige værnetingsregler bestemmer det geografiske valg af den kompetente domstol, når den saglige kompetence er fastlagt.
Se også
Se afsnit A.A.10.3.1.2 om "Geografisk valg af domstol" og afsnit A.A.10.3.3 "Frister for sagsanlæg".
Regel
Hovedreglen er, at alle borgerlige sager behandles ved 1. instans i byretten. Se RPL § 224.
Byretten kan efter anmodning fra en af parterne henvise sagen til landsretten, hvis sagen har principiel karakter. Se RPL § 226, stk. 1.
Højesteret fandt - i modsætning til landsretten - at betingelserne for henvisning til landsretten var opfyldt, fordi sagen rejste et principielt spørgsmål om, hvilke principper der gjaldt for værdiansættelsen af obligationsgæld efter lagerprincippet i den dagældende KGL § 25, stk. 2, jf. § 33, stk. 1, og at afklaringen af dette spørgsmål måtte antages at have generel betydning for retsanvendelsen. Se SKM2016.3.HR.
Højesteret fandt - som Vestre Landsret - at sagen i høj grad må anses at bero på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, og fandt derfor, at betingelserne for, at sagen skulle behandles ved landsretten som 1. instans, ikke var opfyldt. Se SKM2020.227.HR. Se RPL § 226, stk. 1.
Hvis byretten ikke vil henvise sagen til landsretten, kan byretten beslutte, at der skal deltage tre dommere i behandling af sagen bl.a., hvis sagen er af principiel karakter, eller hvis sagen kan få væsentlig betydning for andre end parterne. Se RPL § 12, stk. 3.
Baggrund
Tidligere var hovedreglen, at en endelig administrativ afgørelse kunne indbringes for landsretten, men med virkning fra 1. januar 2007, blev retsplejeloven ændret, således at alle sager skal indbringes for byretten. Baggrunden herfor er et ønske om, at landsretten først og fremmet skal være ankeinstans. Samtidig bliver der mulighed for behandling i 3. instans af særlig principielle sager ved anke til Højesteret.
Se også
Lov nr. 538 af 8. juni 2006 (Politi- og domstolsreformen).
Se også
Se afsnit A.A.10.3.5.1 "Normal frist for sagsanlæg", hvor frister for anke af en byretsdom beskrives.
Betingelser
Sagen skal anlægges ved indgivelse af en stævning til byretten. Hvis sagen ønskes henvist fra byretten til landsretten skal det fremgå af stævningen. Modparten har ligeledes mulighed for at fremsætte ønske om henvisning. Når begge parter har haft lejlighed til at forholde sig til spørgsmålet, træffer byretten en afgørelse. Denne afgørelse forholder sig udelukkende til, hvor sagen skal føres. Det kaldes en afgørelse om et formalitetsspørgsmål, og afgørelsen kan kæres til landsretten. Se RPL § 389.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser om sagligt værneting efter ændring af reglerne.
| Afgørelse | Afgørelse i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme |
| SKM2020.227.HR | Højesteret fandt, at sagen i høj grad må anses at bero på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, og fandt derfor, at betingelserne for, at sagen skulle behandles ved landsretten som 1. instans, ikke var opfyldt. | Byretten bliver 1. instans. |
| SKM2016.3.HR | Højesteret fandt, at betingelserne for henvisning til landsretten var opfyldt, fordi sagen rejste et principielt spørgsmål om, hvilke principper der gjaldt for værdiansættelsen af obligationsgæld efter lagerprincippet i den dagældende KGL § 25, stk. 2, jf. § 33, stk. 1, og at afklaringen af dette spørgsmål måtte antages at have generel betydning for retsanvendelsen. | |
| SKM2008.724.HR | Henvisning af sagen. Spørgsmålet blev prøvet i tre instanser, idet Skatteministeriet havde begæret henvisning, hvilket blev støttet af landsretten og Højesteret. Sagen drejede sig om anvendelsesområdet for EBL § 8, stk.1. | Landsretten bliver 1. instans |
| Landsretsdomme |
| SKM2016.502.VLR | Vestre Landsret traf kendelse om henvisning til landsretten i medfør af RPL § 226 af en sag om moms på salg af byggegrunde. Parterne var uenige om, hvorvidt et salg var momspligtigt. Vestre Landsret ændrede byrettens kendelse om at undlade henvisning til landsretten. | |
| SKM2014.136.ØLR | Sagsøger og sagsøgte var enige om, at sagen var principiel og burde henvises til landsretten. Byretten fandt, at sagen vedrørte principiel lovfortolkning, men udtalte, at sagens problemstilling var relativ enkel, og at det ikke fandtes godtgjort, at afgørelsen ville have vidtrækkende konsekvenser for den danske rederibranche, da de omstridte regler havde været gældende i over 10 år, uden at der var truffet retlig afgørelse om det pågældende spørgsmål. På den baggrund fandt byretten ikke, at der var tilstrækkelig grund til at henvise sagen til behandling ved landsretten. Spørgsmålet om henvisning blev påkæret til landsretten, der i overensstemmelse med parternes samstemmende anmodning bestemte, at sagen skulle henvises til Østre Landsret. | |
| SKM2014.83.VLR | En erhvervsskoles anmodning om henvisning af retssag direkte til landsretten som første instans blev ikke taget til følge af byretten. Efter skolens opfattelse indeholdt dens stævning en række principielle spørgsmål. Landsretten tog skolens anmodning om henvisning til følge. | |
| SKM2011.162.VLR | Ikke henvisning af sagen. Skatteministeriet havde begæret henvisning til landsretten af sagen, der drejede sig om, hvornår reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, begynder at løbe. Landsretten stadfæstede byrettens afvisning af henvisningspåstanden. | Sagen ikke principiel. Byretten bliver 1. instans. |
| SKM2009.509.ØLR | Ikke henvisning af sagen. Sagsøger begærede henvisning til landsretten, men fik ikke medhold. Begæring om medvirken af tre dommere i byretten blev heller ikke taget til følge, da sagen ikke var principiel. | Sagen er ikke principiel. Byretten bliver 1. instans |
| SKM2008.701.ØLR | Henvisning af sagen. Sagsøger begærede henvisning til landsretten, byretten fulgte ikke anmodningen og besluttede i stedet, at tre dommere skulle deltage i behandling af sagen. Østre Landsret omgjorde byrettens kendelse og henviste sagen til forsat behandling ved landsretten. | Landsretten bliver 1. instans |
| SKM2008.443.ØLR | Henvisning af sagen på Skatteministeriets begæring. Byretten afviste at følge henvisningspåstanden, men landsretten omgjorde byrettens kendelse. | Landsretten bliver 1. instans |
| Byretsdomme |
| SKM2014.81.BR | En sag vedrørende betalingskorrektion efter LL§ 2 blev anset for at have principiel interesse, hvorfor byretten henviste sagen til landsretten. | |
| SKM2013.469.BR | Byretten anførte, at det almindelige udgangspunkt er, at sager, der vedrører bevismæssige spørgsmål, ikke vil være at anse som principielle og således ikke vil kunne henvises til landsretten. Retten var imidlertid enig med ministeriet i , at bevisbyrdespørgsmål kan være principielle i det omfang, de vedrører styrken af kravene til bevisbyrden. Retten fandt, at dette var tilfældet i sagen, og at sagen dermed havde den fornødne principielle karakter og samfundsmæssige rækkevidde, hvorfor sagen blev henvist til landsretten. | |
| SKM2009.90.BR | Sagen blev henvist til landsretten på Skatteministeriets anmodning. | Landsretten bliver 1. instans |