Indhold

Dette afsnit handler om straffelovens grunde til, at straffen kan skærpes, når der er tale om en ny overtrædelse.

Afsnittet indeholder:

  • Regler om gentagelsesvirkning
  • Strafskærpelse
  • Ligeartet kriminalitet.

Bemærk

Ved fastsættelsen af de administrative bøder skal dette ske efter reglerne om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Ved straffens udmåling skal der lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Se STRFL § 80. Vurderingen sker ved en konkret afvejning af de skærpende - og de formildende omstændigheder. Straffeloven angiver en række skærpende omstændigheder. Se STRFL § 81. Se også afsnit A.C.3.5.5 og STRFL § 82 om strafnedsættelsesgrundene. 

Regler om gentagelsesvirkning

Dette afsnit beskriver, hvornår der er grundlag for at udmåle en skærpet straf på grund af, at pågældende tidligere er straffet.

Regel

Gentagelsesvirkning indtræder, når gerningsmanden, inden den pågældende på ny forbrød sig, i den danske stat er fundet skyldig i en begået strafbar handling, som loven tillægger gentagelsesvirkning. Se STRFL § 84.

Det betyder, at administrative sager, der afsluttes med vedtagelse af et bødeforlæg, samt fældende straffedomme kan tillægges gentagelsesvirkning, hvis gerningsmanden på ny overtræder told,- skatte,- og/eller afgiftslovgivningen.

Gentagelsesvirkningen ophører efter 10 år regnet fra udståelsen af den tidligere straf. Ved bødestraf regnes fristen fra den endelige dom eller fra bødens vedtagelse. Se STRFL § 84, stk. 3.

Bemærk

Sager, der afsluttes med advarsel, hvor pågældende er fundet skyldig, kan tillægges gentagelsesvirkning.

Strafskærpelse

Straffeloven indeholder bestemmelser om strafskærpelse.

Hvis gerningsmanden tidligere er straffet, og det har betydning for sagen, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed. Se STRFL § 81, nr. 1

Ligeartet kriminalitet

Det er en forudsætning, at en pådømt overtrædelse kan tillægges gentagelsesvirkning, at den dømte efterfølgende begår en ligeartet overtrædelse.

Ligeartet overtrædelse betyder, at det objektive gerningsindhold i de enkelte bestemmelser svarer til hinanden. Det betyder, at der som udgangspunkt skal foreligge overtrædelse af samme skatte- eller afgiftsbestemmelse.