Afsnittet indeholder:
- Regel og omfattede transaktioner
- Betingelser, der ikke længere opfyldes
- Gas, elektricitet, varme og kulde
- Administrative bestemmelser
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel og omfattede transaktioner
En forsendelse eller en transport af en vare til brug for en række transaktioner anses ikke for at være en overførsel til et andet EU-land. Se ML § 10, stk. 2, som indsat ved lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 4, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2.
Der er tale om følgende transaktioner:
- Fjernsalg. Se ML § 10, stk. 2, nr. 1, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra a). Om fjernsalg, se D.A.6.1.6.
- Installering og montering. Se ML § 10, stk. 2, nr. 2, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra b). Om installering og montering, se D.A.6.1.5.
- Levering af varer om bord på skibe, fly eller tog, når leveringsstedet fastlægges efter momssystemdirektivets artikel 37 (ML § 14, stk. 1, nr. 4). Se ML § 10, stk. 2, nr. 3, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra c). Om levering af varer om bord på skibe, fly eller tog, se D.A.6.1.7.
- Levering af gas, elektricitet, varme eller kulde, når leveringsstedet fastlægges efter momssystemdirektivets artikel 38 eller 39 (ML § 14, stk. 1, nr. 5-6). Se ML § 10, stk. 2, nr. 4, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra d). Om leveringsstedet for gas, elektricitet, varme og kulde, se D.A.6.1.8.
- Levering af varer, der i afsendelseslandet er momsfritaget eller berettiger til momsgodtgørelse efter momssystemdirektivets artikel 138 (ML § 34, stk. 1, nr. 1-3), artiklerne 146-147 (ML § 34, stk. 1, nr. 5, og ML § 45, stk. 12), artikel 148 (svarende til ML § 34, stk. 1, nr. 7-10, 12), artikel 151 (ML § 34, stk. 1, nr. 14, og ML § 45, stk. 4) eller 152 (ML § 34, stk. 1, nr. 15). Se ML § 10, stk. 2, nr. 5 og 6, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra e). Se evt. D.A.10, D.A.12.3.4 og D.A.12.4 for en beskrivelse af fritagelserne og adgangen til godtgørelse.
- Levering af en ydelse, der præsteres for en afgiftspligtig person og består i værdiansættelse af eller arbejde på en vare, som rent faktisk udføres i det EU-land, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes, forudsat at varen efter værdiansættelsen eller forarbejdningen returneres til denne afgiftspligtige person i det EU-land, hvorfra varen oprindelig blev afsendt eller transporteret. Se ML § 10, stk. 2, nr. 7, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra f).
- Midlertidig anvendelse af varen i det EU-land, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes, med henblik på levering af ydelser, der præsteres af den afgiftspligtige person, som er etableret i det EU-land, hvor forsendelsen eller transporten påbegyndes. Se ML § 10, stk. 2, nr. 8, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra g).
- Midlertidig anvendelse af varen i en periode på højst 24 måneder i et andet EU-land, hvor indførslen af samme vare fra et tredjeland med henblik på midlertidig anvendelse ville være omfattet af ordningen vedrørende fuldstændig fritagelse for importafgifter ved midlertidig indførsel. Se ML § 10, stk. 2, nr. 9, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra h). Om ordningen vedrørende fuldstændig fritagelse for importafgifter ved midlertidig indførsel, se F.A.23.3.
Betingelser, der ikke længere opfyldes
Hvis en betingelse, som skal være opfyldt for, at en forsendelse eller en transport af en vare ikke anses for at være en overførsel til et andet EU-land, ikke længere er opfyldt, anses varen for at være overført til det andet EU-land. Overførslen finder i så fald sted på det tidspunkt, hvor denne betingelse ophører med at være opfyldt. Se ML § 10, stk. 3, og momssystemdirektivets artikel 17, stk. 3.
Gas, elektricitet, varme og kulde
Momsudvalget har i en retningslinje vedtaget med næsten enstemmighed udtalt, at forsendelse eller transport, uden ejerskifte, af gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system, af elektricitet eller af varme eller kulde gennem varme- eller kuldenet til en medlemsstat gennem andre medlemsstaters område ikke skal udgøre en overførsel, som omhandlet i momssystemdirektivets artikel 17, stk. 1, forudsat at forsendelsen eller transporten foretages til brug for en af de transaktioner, der er forudset i artikel 17, stk. 2, litra d.
Hvis ovennævnte betingelser er opfyldt, skal forsendelsen eller transporten af disse varer ikke behandles som en leverance af varer mod vederlag og skal derfor ikke opfylde de forpligtelser vedrørende deklaration og registrering, som gælder for leverancer af varer, der er fritaget efter momssystemdirektivets artikel 138, stk. 2, litra c, og for erhvervelser af varer inden for Fællesskabet efter artikel 21.
Skattestyrelsen deler udvalgets opfattelse.
Se retningslinje fra Momsudvalget, der er vedtaget på udvalgets 101. møde den 20. oktober 2014, dokument F.
Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4.
Administrative bestemmelser
Se afsnit A.B.3.3.3.2.4.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
| Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme |
C-242/19, CHEP Equipment Pooling NV | Momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra g), skal fortolkes således, at en afgiftspligtig persons overførsel af varer fra en medlemsstat til tilbagebetalingsmedlemsstaten med henblik på denne afgiftspligtige persons levering af ydelser bestående i udlejning af disse varer i sidstnævnte medlemsstat ikke skal sidestilles med en levering inden for Fællesskabet, når anvendelsen af nævnte varer til brug for en sådan levering er midlertidig, og de er blevet forsendt eller transporteret fra den medlemsstat, hvor nævnte afgiftspligtige person er etableret. Bestemmelserne i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af merværdiafgift i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat nægter en afgiftspligtig person, der er etableret på en anden medlemsstats område, ret til tilbagebetaling af merværdiafgift alene med den begrundelse, at denne afgiftspligtige person er eller burde have været merværdiafgiftsregistreret i tilbagebetalingsmedlemsstaten. | Bemærk, at dommen ikke tager stilling til en situation, hvor tilbagebetalingsmedlemsstaten har valgt at implementere momssystemdirektivets artikel 171a. Om momssystemdirektivets artikel 171a og ML § 37, stk. 5, se D.A.11.1.2.5. |
Forende sager C-606/12 og C-607/12, Dresser-Rand SA | For at en forsendelse eller en transport af en vare ikke kvalificeres som overførsel til en anden medlemsstat, er det efter Momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra f), en betingelse, at varen efter at være blevet forarbejdet i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes, nødvendigvis returneres til den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvorfra den oprindelig blev afsendt eller transporteret. | |
Skatterådet |
SKM2020.553.SR | Spørgers ydelser består i servicering og vedligeholdelse, inkl. reparation, af hjul og bremser i kunders fly. Som led i denne servicering udskiftes den slidte del (hjul eller bremse) med enten en ny eller brugt, men repareret, del. De udtagne brugte hjul og bremser repareres i et andet EU-land af en selvstændig reparatør. Skatterådet bekræftede, at det forhold, at spørger efter endt service/reparation beholder de udskiftede slidte dele, ikke kan anses for udtryk for, at flyejeren har leveret varer mod vederlag til spørger i form af de udskiftede slidte dele. Skatterådet bekræftede, at leveringen af de nye dele, evt. nye brugte dele, til flyejeren momsmæssigt ikke skal anses for et selvstændigt varesalg, men - som en biydelse - anses for en del af service-/reparationsydelsen. Skatterådet bekræftede, at spørger har fradragsret for de reparationsydelser, som spørger selv aftager fra reparatøren i det andet EU-land. Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at forsendelsen/transporten af de udskiftede slidte dele til reparatøren i det andet EU-land er undtaget fra reglerne om overførsel af varer til andre EU-lande. Spørger skal således betale moms, dog til 0-sats (fritagelse med fradragsret), her i landet i forbindelse med forsendelserne/transporterne. Forsendelserne/transporterne er dog undtaget fra reglerne om moms på overførsel af varer i tilfælde, hvor reparatøren efter endt reparation returnerer flydelene til spørger i Danmark. | |