Indhold
Dette afsnit beskriver håndteringen af den særlige situation, hvor en skyldners gæld er stiftet før samlivet mv.
Afsnittet indeholder:
Regelgrundlag
Det månedlige afdrag udgør skyldnerens nettoindkomst med fradrag af udgifterne til ydelser på anden gæld efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2 nr. 9 samt med fradrag af halvdelen af udgifterne i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, nr. 1-7, herunder udgifter til bolig, hjemmeboende børn, særlige behov mv., når én af følgende betingelser er opfyldt:
- Skyldnerens gæld er i al væsentlighed stiftet før påbegyndelse af samlivet med ægtefællen.
- Der samtidig træffes afgørelse om eftergivelse.
- Der samtidig afsiges gældssaneringskendelse vedrørende skyldnerens ægtefælle.
- Ægtefællen afdrager offentlig gæld.
Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 4.
Med ægtefælle sidestilles en samlevende. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Det er en forudsætning for anvendelse af ovenstående, at ægtefællerne/de samlevende har samme folkeregisteradresse og dermed anses for samlevende ved betalingsevnevurderingen, se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 29, stk. 2.
Angående betingelse 1
Det fremgår af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 5, at betingelsen om, at skyldnerens gæld i al væsentlighed skal være stiftet før påbegyndelse af samlivet med ægtefællen, ikke gælder, hvis ægtefællens nettoindkomst er lavere end halvdelen af udgifterne efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, nr. 1-7.
Angående betingelse 2
Hvis skyldnerens eller ægtefællens nettoindkomst er lavere end summen af den pågældendes udgifter efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, nr. 9, og halvdelen af udgifterne efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, nr. 1-7, finder punktet "træffes der samtidig afgørelse om eftergivelse" ikke anvendelse.
I disse tilfælde betales alene afdrag vedrørende den gæld, der påhviler den af ægtefællerne, hvis nettoindkomst er tilstrækkelig til at dække summen af den pågældendes udgifter efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, nr. 9, og halvdelen af udgifterne efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, nr. 1-7. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 6.