Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

►Artikel 14, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den konvertering af den langvarige brugsret over en fast ejendom til en fuld ejendomsret, der er fastsat i national lovgivning og foretages mod betaling af et vederlag, udgør en levering af varer i denne bestemmelses forstand.

Direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at under forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, handler en kommune, der ejer en fast ejendom, som gør det muligt for den at opnå indtægter af en vis varig karakter, i sin egenskab af afgiftspligtig person som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1, og ikke i sin egenskab af offentlig myndighed som omhandlet i direktivets artikel 13, stk. 1, når denne kommune mod betaling af et vederlag foretager en i national lovgivning fastsat konvertering af den langvarige brugsret over denne ejendom til en fuld ejendomsret.◄

C-182/17, Nagyszénás Településsxolgáltatási Nonprofit kft.

I dommen fortolkes betingelserne for at der er tale om et "offentligretligt organ".

EU-Domstolen udtalte, at selv om den omstændighed, at det omhandlede organ har fået tildelt myndighedsbeføjelser, ikke er afgørende med henblik på kvalificering, udgør den imidlertid - for så vidt som den udgør et væsentligt kendetegn for offentlige myndigheder - en vigtig indikator for at fastslå, at dette organ skal kvalificeres som "offentligretligt organ.

Af dommen kan det endvidere udledes, at der ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om et "offentligretligt organ" kan anses til, organets selvstændig i forbindelse med udøvelsen af organset virksomhed og daglige drift samt om der reelt føres kontrol med organets udførelse af de opgaver som er overdraget til organet.  

C-344/15, National Roads Authority

 Med sine to spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 13, stk. 1, andet afsnit, skal fortolkes således, at et offentligretligt organ, der udøver virksomhed bestående i at give adgang til en vej mod betaling af en vejafgift, i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal anses for at konkurrere med private erhvervsdrivende, som opkræver vejafgifter på andre betalingsveje i medfør af en aftale med det pågældende offentligretlige organ i henhold til nationale lovbestemmelser.

Domstolen udtaler i præmis 50 :

På denne baggrund fremgår det, at NRA udøver sin virksomhed med tilrådighedsstillelse af vejinfrastrukturer mod betaling af en vejafgift inden for rammerne af den retlige ordning, der kun er gældende for organet. Denne virksomhed kan, således som den forelæggende ret ligeledes har fastslået, derfor ikke anses for at blive udøvet i konkurrence med den virksomhed, der udøves af de private erhvervsdrivende, og som består i at opkræve vejafgifter på andre betalingsveje i medfør af en aftale med NRA i henhold til nationale lovbestemmelser. Desuden foreligger der i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 42, heller ikke nogen potentiel konkurrence, for så vidt som muligheden for, at private erhvervsdrivende kan udøve den pågældende virksomhed under de samme betingelser som NRA, er rent teoretisk. Momsdirektivets artikel 13, stk. 1, andet afsnit, finder derfor ikke anvendelse på en situation, hvor der ligesom i hovedsagen ikke foreligger nogen reel, aktuel eller potentiel konkurrence mellem det pågældende offentligretlige organ og private erhvervsdrivende.

C-276/14,
Gmina Wroclaw

Artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at offentligretlige organer, såsom de i hovedsagen omhandlede budgetbundne enheder under en kommune, ikke kan anses for merværdiafgiftspligtige, for så vidt som de ikke opfylder det i denne bestemmelse fastsatte selvstændighedskriterium.

C-174/14, Saudacor

For så vidt angår spørgsmålene i relation til begrebet offentligretligt organ udtaler EU-Domstolen blandt andet i præmis 60-62, at:

Det ikke kan udelukkes, at Saudaçor skal betragtes som integreret i det offentlige forvaltningsapparat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

I visse henseender minder Saudaçor om en privatretlig juridisk person og har en vis selvstændighed over for staten ved udøvelsen af sin virksomhed og daglige drift, for så vidt som selskabet er stiftet af staten i form af et aktieselskab efter en omdannelse af et eksisterende statsligt organ via decentralisering.

Det forholder sig imidlertid også - og stadig med forbehold for den forelæggende rets undersøgelse - således, at visse kendetegn ved Saudaçor ses at tale for en kvalificering af dette selskab som offentligretligt organ i henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2006/112. 

Domstolen henviser blandt andet til, at Saudaçors reelle selvstændighed forekommer begrænset, idet selskabets kapital ejes 100% af en region som i øvrigt -med undtagelse at visse bi-tjenester - er selskabets eneste kunde. Selskabet er på baggrund af indgående aftaler underlagt regionens kontrol. Saudaçor er endvidere underlagt bestemmelser i retsordningen for offentlige virksomheder. Domstolen påpeger, at privatretten inden for de for selskabet fastsatte rammer forekommer at være placeret sekundært i forhold til de bestemmelser, der definerer Saudaçors retlige status som offentlig virksomhed.

For så vidt angår de leverede ydelser bemærker Domstolen, at selv om fremgangsmåderne for levering af tjenesteydelser på området for planlægning og administration af den regionale sundhedsordning skal være genstand for programaftaler, hvilket kunne antyde, at Saudaçor opererer på et marked, hvor der anses for at foreligge konkurrence med andre private operatører, fremgår det ikke desto mindre, at disse tjenesteydelser i regionen udelukkende udføres af Saudaçor i overensstemmelse med selskabets hverv fastsat i artikel 2, stk. 1, i lovdekret nr. 41/2003/A, og at de ikke tildeles private operatører gennem f.eks. en udbudsprocedure.

C-246/08,
Kommissionen
mod Finland

En offentlig retshjælpssordning i Finland kunne ikke anses for at udøve økonomisk virksomhed i forbindelse med retshjælp i retssager, selvom rethjælpsmodtageren betalte et vederlag for retshjælpen. Dette blev begrundet med, at vederlaget, der havde karakter af et gebyr, kun delvist var afhængigt af den faktiske værdi af de ydede tjenesteydelser, og denne sammenhæng blev mindre, jo lavere indkomst eller formue retshjælpsmodtageren havde.

C-102/08, SALIX

Offentligretlige organer skal anses for momspligtige for den virksomhed eller de transaktioner, som de udfører i egenskab af offentlig myndighed, ikke blot når deres fritagelse for momspligt vil føre til en konkurrencefordrejning af en vis betydning til skade for deres private konkurrenter, men også når den ville føre til en sådan konkurrencefordrejning til skade for dem selv.

C-462/05,
Kommissionen
mod Portugal

Et konsortium, der driver en bro, blev anset for at være en tredjemand, der ikke er integreret i den offentlige forvaltning og ikke har noget afhængighedsforhold med denne. Konsortiet kunne under disse omstændigheder ikke anses for et offentligretligt organ.

C-260/98,
Kommissionen
mod Grækenland

Virksomhed bestående i at stille vejanlæg til rådighed for brugerne mod betaling af en vejafgift i Grækenland blev udøvet af Den Nationale Fond til Anlæggelse af Veje. Fonden blev betragtet som et offentligretligt organ.

C-408/97,
Kommissionen
mod Holland

Virksomhed bestående i at stille vejanlæg til rådighed for brugerne mod betaling af en vejafgift i Holland blev anset for udøvet af offentligretlige organer.

C-359/97,
Kommissionen
mod Det Forenede Kongerige

Virksomhed bestående i at opkræve afgifter for benyttelse af afgiftspligtige veje og broer i England kunne ikke anses for leveret af et offentligretligt organ.

Virksomhed som afgiftsopkræver i henhold til spansk lovgivning måtte anses som selvstændig virksomhed. Opkræverne sørgede selv for det personale og materiel, som var påkrævet til virksomhedens udøvelse. Opkræverne bar derved den økonomiske risiko ved deres virksomhed. Selv om kommunen kunne give instrukser til og udøve disciplinærkontrol overfor opkræverne, og tredjemand kunne holde kommunen ansvarlig for opkrævernes adfærd, når de handlede som myndighedspersoner, var det fortsat tale om selvstændig virksomhed. Det afgørende i denne forbindelse var opkrævernes ansvar efter deres kontraktforhold i forbindelse med virksomheden samt deres ansvar for skader, som tredjemand blev påført, når opkræverne ikke handlede som myndighedspersoner.

Domstolen udtalte, at som den gentagne gange har fastslået, skal to kumulative betingelser være opfyldt, for at reglen om afgiftsfritagelse finder anvendelse, nemlig et offentligretligt organs udøvelse af virksomhed og udøvelse af virksomhed, der varetages i egenskab af offentlig myndighed (sag 107/84, Kommissionen mod Tyskland, sag 235/85, Kommissionen mod Nederlandene, og de forenede sager 231/87 og 129/88, Comune di Carpaneto Piacentino m.fl.). For så vidt angår den første af disse to betingelser har Domstolen allerede præciseret i dommen i sag 235/85, at virksomhed udøvet af en privatperson ikke er fritaget for moms, blot fordi den består i at foretage handlinger, som henhører under den offentlige myndigheds prærogativer. Heraf følger det, at når en kommune overlader afgiftsopkrævningen til en selvstændig tredjemand, finder undtagelsen i henhold til bestemmelsen ikke anvendelse. Artikel 4, stk. 5, i 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, når en offentlig myndigheds virksomhed ikke udøves direkte, men er overdraget en selvstændig tredjemand.

C-235/85, Kommissionen mod Nederlandene

Sagen omhandler blandt andet hvorvidt de i sagen aktuelle fogeder, stævningsmænd mv. kan anses for, at være et offentligretligt organ i momsmæssig forstand jf. dagældende artikel 4, stk. 5 i sjette momsdirektiv. EU-domstolen udtaler blandt andet i præmis 21 og 22:

En gennemgang af denne bestemmelse på baggrund af direktivets formål viser, at to betingelser kumulativt skal være opfyldt, for at undtagelsen gælder, nemlig et offentligt organs udøvelse af virksomhed og udøvelse af virksomhed udført i egenskab af offentlig myndighed, hvilket på den ene side betyder, at offentligretlige organer ikke automatisk er fritaget, for så vidt angår deres virksomhed generelt, men kun for så vidt angår den virksomhed, der henhører under deres særlige opgaver som offentlig myndighed (se dom af 11. juli 1985, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, 107/84, Sml. s. 2663), og på den anden side, at virksomhed udøvet af en privatperson ikke er fritaget for moms, blot fordi den består i at foretage handlinger, som henhører under den offentlige myndigheds prærogativer.

Hvis notarer, fogeder og stævningsmænd ved varetagelsen af deres offentlige funktioner eventuelt udøver myndighedsprærogativer i henhold til offentlig bemyndigelse, følger det derfor ikke heraf, at de er omfattet af fritagelsen i artikel 4, stk. 5. De udøver ikke denne virksomhed som offentligretligt organ, da de ikke er integreret i det offentliges forvaltningsapparat, men i form af en selvstændig økonomisk virksomhed, som udøves inden for rammerne af et liberalt erhverv.

Landsskatteretten

►SKM2021.85.LSR◄

►Sagen drejede sig om, hvorvidt en kommune var berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet anvendt til gadebelysning, lyssignaler og fartmålere, hvorvidt kommunen var berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet og vand anvendt til pumpestationer, toiletbygninger, pullerter og turistpavillon, og hvorvidt kommunen var berettiget til godtgørelse af mineralolieafgift af flaskegas anvendt til afbrænding af ukrudt og til renovering af veje mv. Landsskatteretten fandt, at kommunen ikke var berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet, vand og mineralolieafgift, idet kommunen ikke blev anset for en afgiftspligtig person i relation til de omhandlede leverancer. Kommunen leverede således ikke disse ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder. Landsskatteretten fandt endvidere, at kommunen ikke havde godtgjort, at der var en direkte og umiddelbar tilknytning mellem kommunens indkøb af elektricitet, vand og flaskegas til levering af de omhandlede ydelser og de af kommunen omtalte momspligtige aktiviteter. Landsskatteretten henså herved til, at kommunens levering af de omhandlede ydelser ikke indgik som en del af de af kommunen omtalte momspligtige leverancer, og at levering af de omhandlede ydelser derfor alene havde en indirekte tilknytning hertil. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse på dette punkt.◄

SKM2006.370.LSR

En kommune som offentlig myndighed er ikke er en afgiftspligtig person i relation til opkrævning af parkeringsafgift med hjemmel i vejloven § 90, stk. 2 (adfærdsregulerende afgift opkrævet af kommunen som offentlig myndighed), da der ikke foreligger en retlig mulig konkurrencesituation i forhold til erhvervsvirksomheder. Herefter er der ikke hjemmel til at opkræve af moms af indtægter fra de på offentlige veje efter vejloven § 90, stk. 2, etablerede parkeringspladser.

Kommunen blev dog anset for en afgiftspligtig person i relation til opkrævning af parkeringsafgift med hjemmel i vejloven § 90, stk. 1. Herefter er der hjemmel for opkrævning af moms af indtægter fra de efter vejloven § 90, stk. 1, om særligt indrettede offentlige parkeringspladser og -anlæg.

Skatterådet

SKM2021.258.SR

►En Kommune havde etableret en kommunal parkeringsfond i henhold til bygge-og planlovgivningen. En bygherre kunne mod betaling af bidrag til parkeringsfonden gives dispensation fra bygge- og planlovgivningens krav til anlæg af parkeringspladser i forbindelse med byggeri.

Skatterådet bekræftede, at bidraget ikke var momspligtigt, da kommunen opkrævede bidragene i egenskab af offentlig myndighed og derfor ikke var en afgiftspligtig person. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at det alene var kommunen, der havde beføjelse til at give dispensationen for kravene til opførelse af parkeringspladser.◄

SKM2021.171.SR

►En kommune vil udføre kystsikringsarbejder. Som led i finansieringen af arbejderne opkræver kommunen bidrag fra en række lodsejere. Skatterådet bekræftede, at bidragene ikke er momspligtige, da kommunen opkræver bidragene i sin egenskab af offentlig myndighed.◄

►Kommunen vil foranledige, at der oprettes et nyt kystsikringslag. Kommunen agter at yde et driftstilskud til laget. Skatterådet bekræftede, at tilskuddet ikke vil være momspligtigt.◄

SKM2020.385.SR

Spørger leverer serviceydelser til sine medlemmer. Medlemmerne består af offentlige myndigheder. En anden forening er dog ligeledes optaget som medlem. De offentlige myndigheder er hovedsageligt, men ikke udelukkende kommuner. Skatterådet bekræfter, at ydelserne er momspligtige. Skatterådet lægger vægt på, at foreningen ikke er en offentlig institution i momslovens forstand. Rådet lægger yderligere vægt på, at foreningen er i konkurrence med erhvervsvirksomheder og ikke i momslovens forstand kan anses for en kommunal institution drevet af flere kommuner i fællesskab. Ligesom der er lagt vægt på, at foreningen ikke kan anses for en almennyttig forening i momslovens forstand, og foreningen ikke kan anses for en "selvstændig gruppe" i momslovens forstand. Foreningens ydelser er derfor ikke omfattet af de særlige fritagelser for ydelser leveret af almennyttige foreninger og selvstændige grupper.

SKM2020.336.SR

Skatterådet fandt, at Spørger ikke var en afgiftspligtig person ved levering af ydelser over for respirationspatienter, idet Spørger var et offentligretligt organ og fordi opgaven blev varetaget i egenskab af offentlig myndighed.

Skatterådet fandt desuden, at Spørger var en afgiftspligtig person ved levering af ydelser over for dialysepatienter i hjemmet, idet opgaven ikke blev varetaget i egenskab af offentlig myndighed. Hertil fandt Skatterådet, at Spørgers levering af ydelser over for dialysepatienter var momspligtige.

SKM2019.430.SR

I overensstemmelse med Spørgers anmodning bekræftede Skatterådet, at der ikke skulle opkræves moms af de gebyrer, som X opkræver på vegne af Y-styrelsen, idet der var tale om virksomhed udøvet af Y-Styrelsen i egenskab af offentlig myndighed. Ved afgørelsen blev der henset til, at virksomhedsudøvelsen ikke var overdraget til en selvstændig tredjemand, men derimod udøves af Y-styrelsen ved brug af en underleverandør. 

SKM2019.210.SR

Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers anmodning, men med en anden begrundelse, at der ikke skulle opkræves moms af Spørgers levering af en ny funktionalitet til et IT-system, idet der var tale om virksomhed, som blev udøvet af Spørger i egenskab af offentlig myndighed og dermed ikke omfattet af momsloven § 3. 

SKM2019.190.SR

Skatterådet bekræfter, at Spørger - et universitet - er en offentlig myndighed i momslovens forstand, samt at Spørger udøver sin undervisningsvirksomhed i egenskab af offentlig myndighed. Spørger er derfor ikke en afgiftspligtig person i medfør af momslovens § 3 i relation til det vederlag, som Spørger modtager for at levere undervisningen.

Skatterådet bekræftede, at der ikke skal opkræves moms af de gebyrer, som X opkræver på vegne af x-styrelsen. Ved afgørelsen blev der henset til virksomhedsudøvelsen ikke var overdraget til en selvstændig tredjemand, men derimod udøves af x-styrelsen ved brug af en underleverandør. Skatterådet fandt endvidere, at ydelsen blev leveret af en offentlig myndighed og i dennes egenskab heraf.

SKM2018.352.SR

Det var Skatterådets vurdering, at Ministeriet ved udlejning af immaterielle aktiver, skulle anses som en afgiftspligtig person, idet der ikke var tale om virksomhed, som blev udøvet af Ministeriet i Ministeriets egenskab af offentlig myndighed.

Derimod bekræftede Skatterådet, at en selvejende institution ved behandlingen af X-sager samt levering af vejledende udtalelser ikke skulle anses som en afgiftspligtig person, jf. at virksomheden blev udøvet af et offentligretligt organ og varetages af dette organ i dets egenskab af offentlig myndighed.

SKM2018.223.SR

Skatterådet fandt, at meddelelse af koncession til drift og administration af Spørgers parkeringspladser skete i egenskab af offentlig myndighed og dermed ikke omfattet af momsloven § 3.

Spørgers andel af koncessionshaverens indtægter ved koncessionen var dermed ikke momspligtig

SKM2018.205.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at universitetet skal anses som en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 1, for levering af retsmedicinske ydelser, og at de retsmedicinske ydelser leveres i konkurrence med erhvervsvirksomheder, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Det betyder, at universitetet ikke skal opkræve moms af leverancerne, og at denne omsætning ikke kan medregnes som momspligtig omsætning ved opgørelse af universitets delvise momsfradragsprocent, jf. momslovens § 38, stk. 1.

SKM2017.576.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at det var en myndighedsopgave, som ikke var omfattet af momslovens § 3, når kommunen udførte omsorgs- og specialtandplejebehandlinger på egne visiterede borgere.

Kommunen var i henhold til tandplejebekendtgørelsen forpligtet til at tilbyde omsorgstandplejen og specialtandplejen til personer, der var tilmeldt folkeregistret i kommunen. Kommunen udøvede derfor ikke sin virksomhed på samme retlige vilkår som private erhvervsdrivende.

Kommunen udførte selv alle behandlingerne på egne borgere, som de i henhold til tandplejebekendtgørelsen havde visiteret til behandlingerne. Der blev ikke anvendt andre aktører til behandling af egne borgere og kommunen behandlede ikke andre kommuners borgere. Ydelserne blev derfor ikke leveret i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

SKM2017.315.SR

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers ikke kan anses for en afgiftspligtig person efter momsloven, idet Spørger er et offentligretligt organ, ligesom Spørger udøver sine aktiviteter i form af dopingkontrol mv. i egenskab af offentlig myndighed. 

SKM2016.479.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Forening C kunne anses for at være et offentligretligt organ, idet Forening X ikke var integreret i den offentlige forvaltning, og dermed ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af momslovens § 3, stk. 2, nr. 3.

Ved afgørelsen blev der henset til at Forening X, hverken var oprettet ved lov eller i henhold til lov, men at der derimod var tale om en selvstændig privat forening, som var stiftet af 3 andre foreninger. Ligesom der blev henset til, at Forening X alene varetog administrationen af ordningen i medfør af den delegationsret, som var tillagt ministeren. 

SKM2016.28.SR

Skatterådet fandt, at et Erhvervsråd ikke kunne anses for et offentligretligt organ. Ligesom Skatterådet ikke kunne bekræfte, at et tilskud fra kommunen til Erhvervsrådet faldt uden for momslovens anvendelsesområde.

SKM2014.779.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at en kommunes påtænkte salg af en byggegrund er momsfritaget.

SKM2013.609.SR

Når en kommune vedligeholder egne veje og grønne områder, anses kommunen for at handle i egenskab af offentlig myndighed.

SKM2010.639.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke er momspligt på salg af mad og drikkevarer fra en plejecafé, når det drejer sig om salg til personer, der er visiteret til at modtage madservice efter serviceloven § 83. Det er uden betydning om modtageren er en hjemmeboende pensionist eller en person omfattet af botilbud efter serviceloven § 107 eller § 108.

SKM2008.774.SR

Gymnasier er statsligt selvejende, og disse bliver anset for en del af den offentlige forvaltning, som institutioner under Undervisningsministeriet. Leverancer mellem disse gymnasier er dermed omfattet af ML § 9.

SKM2008.548.SR

En kommune er ikke en afgiftspligtig person, når kommunen opkræver afgifter af private erhvervsdrivende for adgang til stadepladser, ude servering mv. på offentlige vejarealer, da der ikke foreligger en retlig mulig konkurrencesituation i forhold til erhvervsvirksomheder.

SKM2008.331.SR

Et selskab oprettet med det formål at etablere, udvikle og drive et fælles register for kommunerne, kunne ikke anses for at være et offentligretligt organ, der leverer de pågældende ydelser som led i selskabets egenskab af offentligretligt myndighed. At selskabet var ejet af en forening af offentlige myndigheder medførte ikke en så tilstrækkelig tilknytning til det offentlige forvaltningsapparat, at selskabet kunne anses for en integreret del heraf.

SKM2008.303.SR

Et universitet er en afgiftspligtig person, når universitetet foretager levering af myndighedsrådgivning mod vederlag. Den leverede myndighedsrådgivning kunne ikke anses for leveret af universitetet, der er en statslig institution, i universitetets egenskab af offentlig myndighed, og universitetet blev derfor anset for at være en afgiftspligtig person.

SKM2007.243.SR

Ankenævnet på Energiområdet er en afgiftspligtig person, og generelle bidrag fra energiselskaberne opkrævet af Energistyrelsen på nævnets vegne kan anses for vederlag for leverancer til selskaberne. Nævnet er ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Skattestyrelsen

SKM2002.404.TSS

Leverancer fra et menighedsråd til et andet menighedsråd er ikke omfattet af momspligten.

SKM2002.166.TSS

Det af kommunerne opkrævede ekspeditionsgebyr ved udstedelse af parkeringslicenser er ikke omfattet af momspligten, da opgaven udføres i kraft af kommunens egenskab af offentlig virksomhed og ikke i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Se evt. afsnit D.A.5.8.12 om "Parkeringsplads: Udlejning er momspligtig"

SKM2001.193.TSS

Kommunernes tilbud om lovpligtig skorstensfejning er omfattet af ML § 4, stk. 1, fordi den bliver leveret mod vederlag. Ydelsen bliver også leveret af en afgiftspligtig person efter ML § 3, stk. 2, nr. 3, hvorfor der skal betales moms af en sådan levering.

TfS1999, 606TSS

Ved indkøb og videresalg af pc'ere til medarbejderne optrådte en kommunes som en afgiftspligtig person efter ML § 3, stk. 2, nr. 3, og kommunen skulle derfor momsregistreres og opkræve moms af salget.

Dep. 1013/87

Et statsfinansieret forskningsinstitut under Socialministeriet blev anset for momspligtigt af den forsknings- og servicevirksomhed, som mod betaling blev udført for andre ministerier, styrelser og andre aftagere. Der blev lagt vægt på, at disse arbejder blev udført i konkurrence med private analyseinstitutter.