Indhold

Dette afsnit handler om den skatteretlige behandling af godtgørelse af telefonudgifter.

Afsnittet indeholder:

  • Udgangspunkt
  • Afgrænsning overfor fri telefon
  • Ikke omfattet af skattepligt
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Udgangspunkt

Medarbejderen skal beskattes fuldt ud af arbejdsgiverens godtgørelse eller tilskud til telefon uden for arbejdsstedet efter LL § 16, stk. 1. Beløbet er arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst. Se KSL § 43 og arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1, nr. 1.

Med kravet om, at telefonen skal være uden for arbejdsstedet, er der primært tænkt på tilskud til telefon i hjemmet, men bestemmelsen omfatter også tilskud til fx telefon i sommerhus, telefon i bilen eller mobiltelefon.

Bestemmelsen forudsætter normalt, at tilskuddet ydes til en telefon, der er oprettet i en anden end firmaets navn, typisk i medarbejderens navn.

Afgrænsning overfor fri telefon

Arbejdsgiverens betaling af medarbejderens telefonregning op til et vist bestemt beløb anses som en telefon stillet til rådighed for privat brug, som er omfattet af fri telefon og ikke som telefontilskud. Se LL § 16, stk. 3, nr. 3.

Se også

Se også afsnit C.A.5.2 om beskatning af telefon, computer og datakommunikation.

Eksempler

I SKM2010.180.SR stillede arbejdsgiveren et telefonapparat til rådighed og betalte dels hver måned for abonnement dels fast udbetalte 17 kr. pr. måned til dækning af erhvervsmæssige opkald. De øvrige samtaler betalte medarbejderne selv. Medarbejderne skulle multimediebeskattes af abonnementet og telefonapparatet. Derudover skulle medarbejderne særskilt beskattes af de 17 kr. pr. måned som telefontilskud, da det blev udbetalt, uanset om medarbejderne afholdt udgiften eller ej.  Denne afgørelse illustrerer, hvornår der er tale om telefontilskud. Multimediebeskatningen er med ændringen af LL § 16, stk. 3, nr. 3 blevet ophævet og afløst af reglerne om beskatning af fri telefon, computer og internetforbindelse i LL § 16, stk. 12 og 13.

Se også SKM2009.777.SR, hvor frivillige medarbejdere skulle beskattes af en fast, kvartalsmæssig udbetaling på 200 kr., der blev givet uanset de faktiske udgifter. De 200 kr. var et telefontilskud, som ikke var omfattet af multimediebeskatningen, men skulle beskattes som almindelig indkomst fra arbejdsgiveren. Tilskud til telefon til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i en forenings skattefri virksomhed, kan dog være skattefri for modtageren, når det ikke overstiger satser, der er fastsat af Skatterådet.  Denne afgørelse illustrerer, hvornår der er tale om telefontilskud. Multimediebeskatningen er med ændringen af LL § 16, stk. 3, nr. 3 blevet ophævet og afløst af reglerne om beskatning af fri telefon, computer og internetforbindelse i LL § 16, stk. 12 og 13.

Ikke omfattet af skattepligt

Hvis arbejdsgiveren kun betaler for telefonsamtaler fra hjemmet, sommerhuset eller lignende, og hvis hver enkelt samtale kan dokumenteres som erhvervsmæssig ved bilag, der bestilles fra telefonselskabet, er der ikke tale om et skattepligtigt telefontilskud, men en situation hvor firmaet betaler sine udgifter efter regning. Se afsnit C.A.3.1.5 om udlæg efter regning.

Bestemmelsen modsvares af, at medarbejderen har ret til fradrag for erhvervsmæssige samtaleudgifter. Se LL § 16, stk. 2. Medarbejderen kan få fradrag for erhvervsmæssige samtaler, i det omfang udgifterne sammen med øvrige lønmodtagerudgifter overstiger 6.500 kr. i 2021 ►(6.300 kr. i 2020)◄. Se LL § 9, stk. 1. Abonnementsudgiften betragtes som en privat udgift uanset, hvordan telefonen bruges, og denne udgift er derfor ikke fradragsberettiget. Se LL § 16, stk. 2, 1. pkt.

Se også

Se C.A.4 om de nærmere regler for medarbejderens fradrag for telefonudgifter.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2010.180.SR

Skatterådet bekræftede, at ansatte skal betale multimedieskat, selvom arbejdsgiver og den ansatte betaler hver sin del af telefonregningen. Endvidere bekræftede Skatterådet, at det forhold, at den ansatte anvender egen telefon, men hvor arbejdsgiver stadig betaler det til enhver tid gældende abonnement, ikke ændrer ved, at de ansatte skal betale multimedieskat.

Multimediebeskatning.

Bemærk, at LL § 16, stk. 3, nr. 3, er blevet ændret og multimedie-
beskatningen ophævet. Der er nye regler om beskatning af fri telefon, datakommu-
nikation og computer.

SKM2009.777.SR

Skatterådet bekræftede, at refusion af udgifter til erhvervsmæssige samtaler vedrørende frivilligt arbejde i en forening er skattefri for modtageren, idet der er tale om udlæg efter regning. Skatterådet bekræftede videre, at tilskud til telefon ikke omfattes af multimediebeskatningen, men beskattes som indkomst fra arbejdsgiver. Hvor der er tale om tilskud til telefon til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælper, der yder bistand som led i en forenings skattefri virksomhed, er tilskud til telefon dog skattefri for modtageren, når det ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet, jf. LL § 7 M. Endelig bekræftede Skatterådet, at når udvalgte personer til brug for frivilligt arbejde i en forenings skattefri virksomhed får stillet telefon til rådighed, er en sådan ikke omfattet multimediebeskatningen, men er skattefri efter LL § 7 M.

Tilskud til telefon beskattet som indkomst fra arbejdsgiveren.

Bemærk, at LL § 16, stk. 3, nr. 3, er blevet ændret og multimedie-beskatningen ophævet. Der er nye regler om beskatning af fri telefon, datakommuni-
kation og computer.