Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-424/19 - Cabinet de avocat

Artikel 9, stk. 1 skal fortolkes således, at en person, der arbejder som advokat, skal anses for at være en »afgiftspligtig person« i denne bestemmelses forstand.

Domstolen udtalte desuden, at EU-retten er til hinder for, at en national retsinstans, som led i en tvist vedrørende moms, anvender princippet om retskraft, når 1) tvisten vedrører en anden afgiftsperiode eller en anden genstand, end den som blev behandlet i den tvist, som medførte en retskraftig retsafgørelse og 2) anvendelsen af princippet om retskraft hindrer, at retsinstansen tager hensyn til gældende EU-bestemmelser på momsområdet.

C-94/19, San Domenico

Sjette direktivs artikel 2, nr. 1), er til hinder for, at udlån eller udstationering af personale fra et moderselskab til et datterselskab alene mod godtgørelse af de hermed forbundne udgifter ikke anses for afgiftsmæssigt relevante. Det forudsættes, at de beløb, der betales af datterselskabet til moderselskabet og de pågældende udlån eller udstationeringer er indbyrdes betingede af hinanden.

C-692/17, Paulo Nascimento Consulting

En ejendomsmæglervirksomhed overdrog sin stilling i et fuldbyrdelsessøgsmål vedrørende inddrivelse af en fordring, som virksomheden havde fået anerkendt ved en retslig afgørelse, og hvis betaling blev sikret ved en ret til en konfiskeret fast ejendom, til en tredjemand.

Domstolen slog fast, at den omhandlede overdragelsestransaktion fandt sted inden for rammerne af en tvist vedrørende inddrivelse af en fordring, som fulgte af en aftale indgået i forbindelse med virksomhedens afgiftspligtige økonomiske virksomhed, der bestod i at levere tjenesteydelser inden for formidling af fast ejendom, uden at virksomheden havde bestridt, at den for så vidt angik den transaktion, der lå til grund for tvangsinddrivelsesproceduren, havde handlet i forbindelse med sin økonomiske virksomhed. Den i hovedsagen omhandlede transaktion indgik derfor reelt i en direkte forlængelse af PNC’s virksomhed.

Under disse omstændigheder udelukker den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede transaktion, som blev udført af en person, der allerede er momspligtig, ikke svarer til denne persons primære virksomhed og blot var af enkeltstående karakter, ikke, at denne person med hensyn til den pågældende transaktion har handlet i forbindelse med sin økonomiske virksomhed som omhandlet i artikel 9, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2006/112.

C-420/18, IO

Sagen vedrører, hvorvidt et medlem af bestyrelsen i en stiftelse udøver selvstændig, økonomisk virksomhed.

Domstolen slår for det første fast, at selvom bestyrelsesmedlemmet alene har én bestyrelsespost, så berører dette ikke, at der er tale om økonomisk virksomhed, da medlemmerne udpeges for en periode på fire år, hvilket giver det oppebårne honorar en varig karakter således, at der er tale om virksomhed af en vis varig karakter, der udføres mod vederlag.

Domstolen tager herefter stilling til, hvorvidt den økonomiske virksomhed udøves selvstændigt.

For det andet slår Domstolen fast, at medlemmet ikke er forpligtet over for sin arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar, da medlemmet hverken er bundet af en kontrakt eller af instrukser fra stiftelsen.

Herefter undersøger Domstolen, om der foreligger et underordnelsesforhold under udøvelsen af virksomheden.

Domstolen udtaler, at det med henblik på at fastslå, om dette underordnelsesforhold foreligger, skal undersøges, om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om personen selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

Idet medlemmerne af den pågældende bestyrelse ikke individuelt kan udøve de beføjelser, som bestyrelsen er tillagt, og at de handler for samme bestyrelses regning og under dennes ansvar, handler bestyrelsesmedlemmet hverken i eget navn, for egen regning eller på eget ansvar.

Der var heller ikke tale om, at bestyrelsesmedlemmet bar den økonomiske risiko, idet medlemmet oppebærer ret til det faste honorar, uafhængigt af dennes mødedeltagelse eller dennes effektivt udførte arbejdstimer.

Der var ikke tale om selvstændig, økonomisk virksomhed.

C-182/17, Nagyszénás Településszolgáltatási Nonprofit Kft.

EU-Domstolen slog fast, at virksomhed, der består i, at et selskab udfører visse offentlige opgaver i henhold til aftale indgået mellem selskabet og en kommune, udgør en levering af ydelser, der leveres mod vederlag.

EU-Domstolen bemærkede bl.a., at det ved vurderingen af, om en virksomhed udgør levering af ydelser mod vederlag er uden betydning, at den pågældende virksomhed består i at udøve funktioner, som af almene hensyn er tillagt og reguleret ved lov.

C-263/15, Lajvér

Artikel 9, stk. 1, i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder, som foretages af et handelsselskab uden fortjeneste for øje, der alene på supplerende vis udøver denne virksomhed erhvervsmæssigt, udgør økonomisk virksomhed i denne bestemmelses forstand, uanset at bygge- og anlægsarbejderne i væsentligt omfang er blevet finansieret gennem statsstøtte og at udnyttelsen alene giver indtægter i form af afgifter af beskeden størrelse, når afgiften på grund af varigheden af den fastsatte opkrævningsperiode er af en vis varig karakter.

Artikel 24 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af de landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder udgør levering af ydelser, som foretages mod vederlag, da de er direkte forbundet med den afgift, der er modtaget eller skal modtages, forudsat at dette beskedne afgiftsbeløb udgør en modværdi for den leverede ydelse, og uanset at ydelserne leveres som et led i opfyldelsen af forpligtelser, som er fastsat ved lov.

Det påhviler den forelæggende ret at vurdere, om det afgiftsbeløb, som er modtaget eller skal modtages, i sin egenskab af modydelse kan karakterisere en direkte forbindelse mellem de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og denne modydelse, og følgelig, om leveringen af ydelserne er foretaget mod vederlag. Den forelæggende ret skal nærmere bestemt sikre sig, at den afgift, som sagsøgerne i hovedsagen har fastsat, ikke kun delvist udgør et vederlag for de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og at størrelsen heraf ikke er blevet fastsat på grundlag af andre faktorer, som i givet fald potentielt kan drage tvivl om den direkte forbindelse mellem ydelserne og modydelserne herfor.

C-520/14, Gemeente Borsele

Sagen drejer sig, om en kommunes skoletransport udgør økonomisk virksomhed, og om kommunen dermed er en afgiftspligtig person. Kommunen anvender tjenesteydelser fra transportselskaber til at udføre skoletransporten. Omkring en tredjedel af forældrene betaler 3 % af udgifterne, og det resterende beløb finansierer kommunen med offentlige midler.

EU-domstolen konkluderer, at artikel 9, stk. 1, i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at en lokal myndighed, der under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede leverer en skoletransportydelse, ikke udøver økonomisk virksomhed og dermed ikke har egenskab af afgiftspligtig person.

C-62/12, Galin Kostov

Momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1, skal fortolkes således, at den kun omfatter personer, som ikke allerede er momspligtige af deres primære økonomiske virksomhed. Hvad derimod angår en afgiftspligtig person, ville det ikke være i overensstemmelse med navnlig formålet om en så enkel og generel momsopkrævning som muligt at fortolke momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit, således, at begrebet "økonomisk virksomhed" i denne bestemmelse ikke omfatter en form for virksomhed, der, selv om den kun udøves lejlighedsvis, falder ind under den generelle definition af dette begreb i den nævnte bestemmelses første punktum, og som udøves af en afgiftspligtig person, som desuden på en varig måde udøver en anden form for økonomisk virksomhed i henhold til momssystemdirektivet. Det forelagte spørgsmål skal besvares med, at momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at en fysisk person, der allerede er momspligtig af sin virksomhed som selvstændig foged, skal anses for "afgiftspligtig" af enhver anden økonomisk virksomhed, der udøves lejlighedsvis, på betingelse af, at denne virksomhed udgør virksomhed i henhold til momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit.

Højesteretsdomme

SKM2015.697.HR

Højesteret fastslog, at sagsøgeren var momspligtig af sit udlån af ansatte privatbanetjenestemænd til et datterselskab, som var operatør på en række lokalbaner, og som påtog sig at afholde alle personalerelaterede omkostninger. 

Højesteret stadfæstede hermed SKM2013.517.ØLR.

Landsretsdomme

SKM2019.576.VLR

Landsretten fandt, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed, og at hun som følge heraf var momsregistreret. Landsretten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af skatteyderens personlige indkomst og momstilsvar som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Stadfæstelse af byrettens dom i SKM2018.390.BR

SKM2004.369.ØLR

Det dansk-tysk ejede statslige rederiselskab Scanlines Danmark A/S var momspligtig af selskabets udlån mod vederlag af tjenestemænd og "selskabstjenestemænd" til datterselskabet Sydfynske A/S. Denne aktivitet måtte anses for økonomisk virksomhed efter ML § 3, stk. 1, der skal fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 4 (nu momssystemdirektivets artikel 9).

Det havde ingen betydning, at der ved udlejningen ikke var tilsigtet et økonomisk overskud.

Det forhold, at Scanlines ifølge lov var forpligtet til at beskæftige de pågældende tjenestemænd, kunne heller ikke føre til et andet resultat.

Scanlines Danmark A/S blev ikke anset for omfattet af ML § 3, stk. 2, nr. 3, som heller ikke kunne finde analog anvendelse. Se evt. afsnit D.A.3.2 om andre momspligtige personer.

Byretsdomme

SKM2020.107.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgerens personligt drevne virksomhed berettigede til fradrag for underskud og til momsfradrag i perioden 2014-2016. Nærmere bestemt var spørgsmålet, om virksomheden udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende og en selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig henseende.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren i foråret 2014 ønskede at starte en virksomhed i form af udlejning af to hestebokse og et maskinhus i tilknytning til hans private bopæl.

For så vidt angår momsfradrag fandt retten efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at aktiviteterne kunne anses for økonomisk virksomhed i momslovens forstand. Retten lagde særligt vægt på, at aktiviteterne ikke var udøvet med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, hvilket de store underskud på objektivt grundlag underbyggede.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

SKM2018.390.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige forhøjelse af en skatteyders personlige indkomst for indkomståret 2009 og af hendes momstilsvar for 2009 og 2010.

Skatteyderen var i de pågældende indkomstår tilknyttet et forsamlingshus som kogekone, hvor hun blandt andet lavede mad til diverse arrangementer. Skatteyderen havde over for SKAT forklaret, at hun efter at være blevet momsregistreret i 2011 havde ændret sin måde at drive virksomhed, idet hun ikke længere udbetalte løn til serveringspersonalet.

Skatteyderen bestred både under den administrative sag samt under retssagen, at hun havde udbetalt løn til serveringspersonalet før 2011, ligesom hun bestred, at hun var momspligtig. Skatteyderen henviste blandt andet til, at hun to gange havde spurgt SKAT, om hendes funktion som kogekone skulle momsregistreres, og at SKAT i den forbindelse begge gange havde svaret benægtende.

Retten fandt, at uanset om SKAT måtte have svaret som påstået, kunne oplysningen ikke tillægges nogen betydning for sagen, idet forudsætningerne for besvarelsen var ukendte.

Retten konstaterede herefter, at skatteyderens personlige indkomst og momstilsvar kunne fastsættes efter et skøn, idet hun ikke havde udarbejdet regnskaber eller fremlagt bilag eller andet, der kunne dokumentere virksomhedens økonomiske forhold.

Retten fandt det ikke bevist, at Landsskatterettens skøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt forhold.

Et vidne havde under hovedforhandlingen forklaret, at skattemyndighederne fejlagtigt havde medtaget en indtægt på 15.000 kr., som rettelig havde været et lån fra skatteyderen til en veninde. Retten fandt ikke, at dette kunne føre til et andet resultat, idet skatteyderen i forbindelse med skønnet var blevet tilgodeset på andre områder.

Retten bemærkede endvidere, at skatteyderens forklaring om, at hun heller ikke før momsregisteringen i 2011 udbetalte løn til serveringspersonalet, var udtryk for en senere og ændret forklaring, som alene var underbygget af en række erklæringer fra et antal festholdere udarbejdet mange år senere til brug for retssagen.

Retten fandt ikke, at erklæringerne kunne tillægges afgørende betydning, og da der ikke var fremlagt aftaler, kvitteringer eller andet materiale fra 2009 og 2010, som underbyggede skatteyderens ændrede forklaring, lagde retten den oprindelige forklaring til grund.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2016.596.BR

Sagen vedrørte, hvorvidt sagsøgeren var en afgiftspligtig person i momslovens forstand, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvorefter afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Sagsøgeren havde oprettet en virksomhed til brug for sagsøgerens børns aktiviteter med motorsport.

Retten fandt efter en konkret vurdering, at sagsøgeren ikke var en afgiftspligtig person i momslovens forstand. Retten lagde bl.a. vægt på, at virksomheden havde givet underskud fra 2000 til 2010, at det samlede underskud var på ca. 3 mio. kr. og at det først og fremmest var sagsøgerens og børnenes sportslige ambitioner og ønsker, der var afgørende for den fortsatte drift af virksomheden.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at den stedlige skattemyndighed i 2000 havde tilkendegivet, at de fremtidige aktiviteter i virksomheden udgjorde en selvstændig økonomisk virksomhed. Derudover fandt retten, at reglerne for momsfradrag er klare og forudsigelige, og at det EU-retlige retssikkerhedsprincip ikke er til hinder for, at SKAT som led i den almindelige kontrol tager stilling til, om en virksomheds aktiviteter helt eller delvist opfylder kravene for at opnå momsfradrag.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. 

SKM2016.213.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerne kunne foretage afskrivninger og fratrække underskud i anledning af en påbegyndt franchise virksomhed. Franchise virksomheden skulle overtage driften af et autoværksted fra et selskab.

Retten fandt - baseret på en lang række konkrete omstændigheder - at sagsøgerne ikke reelt havde drevet erhvervsmæssig franchise virksomhed for egen regning og risiko i den pågældende periode.

Retten fandt, at I/S heroverfor ved de afgivne forklaringer og fremlagte redegørelser og bilag i øvrigt ikke havde godtgjort, at det anførte franchisekoncept fik en økonomisk realitet i regi af I/S, altså at I/S reelt drev værkstederne. Det var således ikke godtgjort, at I/S havde drevet erhvervsmæssig virksomhed for egen regning og risiko. Følgelig kunne I/S heller ikke anses for at have drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed i momslovens § 3, stk.1's forstand.

Landsskatteretten fandt, at en institution, der drev selvstændig økonomisk virksomhed med udlejning af fast ejendom, jf. momslovens §§ 3, 4 stk. 1 og 13, stk. 1, nr. 8, tillige drev økonomisk virksomhed med bespisning af beboerne. Institutionen ansås således for at have leveret momspligtige ydelser i form af bespisning.

Således som sagen foreligger oplyst, fandt Landsskatteretten, at institutionen er en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, idet institutionen driver selvstændig økonomisk virksomhed dels med udlejning af fast ejendom, jf. momslovens § 4, stk. 1, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, dels med bespisning af beboerne, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Det forhold, at institutionen ikke har til formål at opnå overskud ved driften af fælleskøkkenet, og at et overskud ved institutionens eventuelle opløsning skal tilgå vedtægtsbestemte formål, ændrer, efter Landsskatterettens opfattelse, ikke herved.

Skatterådet

SKM2016.12.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers udlån af medarbejdere til X mod vederlag bestående i de samlede lønomkostninger falder uden for momslovens anvendelsesområde.

SKM2015.593.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger kan fratrække momsen på indkøb af varer/ydelser, der indkøbes af spørger og viderefaktureres til et driftsselskab som led i en oprettet fælles indkøbscentral, i henhold til de almindelige gældende regler for momsfradragsret, og at spørger skal opkræve moms, når indkøbte varer/ydelser, som led i indkøbsfunktionen, viderefaktureres til den endelige køber (driftsselskabet).

Skatterådet bekræfter endvidere, at spørgers udbud af sportsaktiviteter er fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

SKM2011.56.SR

Et ankenævn var momspligtig af de gebyrer mv., der betales af sagens parter.

Ankenævnet var ikke momspligtig af det generelle tilskud til driften, der ydes af brancheforeningen.

SKM2007.243.SR

Ankenævnet på Energiområdet blev anset for at være en afgiftspligtig person. Generelle bidrag fra energiselskaberne, som opkræves af Energistyrelsen på nævnets vegne, skulle anses for vederlag for leverancer til energiselskaberne. Bidragene var derfor momspligtige.

Ankenævnet var ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Se evt. afsnit D.A.3.2.4 om momspligt for offentlige institutioner.