Indhold

Dette afsnit beskriver, at der skal beregnes moms af kreditkøbstillæg, finansieringstillæg og lignende. Se ML § 27, stk. 2, nr. 5.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Udgangspunkt: Kreditkøbstillæg og lignende medregnes
  • Modifikation: Kontogebyrer
  • Modifikation: Oprettelsesgebyrer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

I momsgrundlaget medregnes kreditkøbstillæg, finansieringstillæg og lignende. Se ML § 27, stk. 2, nr. 5.

Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af en direktivbestemmelse, men blev indsat i momsloven ved lov nr. 102 af 31/3 1967.

Udgangspunkt: Kreditkøbstillæg og lignende medregnes

I momsgrundlaget medregnes som udgangspunkt kreditkøbstillæg og lignende.

Modifikation: Kontogebyrer

De kontogebyrer, som et stormagasin beregner sig for at administrere en konto med et bestemt maksimum for køb i stormagasinet, anses for at være fritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 11, som en finansiel ydelse. Begrundelsen er, at administration af en sådan konto kan sammenlignes med administration af en kassekredit, som er momsfri.

Administration af konti for andre virksomheder og administration af kreditsalg er imidlertid momspligtigt.

Modifikation: Oprettelsesgebyrer

Når et oprettelsesgebyr kan henføres til ydelse af lån, kan disse gebyrer ikke medregnes i momsgrundlaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Se SKM2001.456.LSR. Se TSS-cirkulære 2002-06 om genoptagelsesadgang. Se afsnit D.A.5.11.4.4.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2001.456.LSR

Artikel 13, pkt. B, litra d), nr. 1, i 6. momsdirektiv (nu momssystemdirektivet artikel 135, stk. 1, litra b) skal fortolkes sådan, at en leverandør af varer eller ydelser, der giver kunden henstand med betaling af prisen mod erlæggelse af renter, principielt må antages at yde et momsfrit lån i denne direktivbestemmelses forstand. Det fremgår af sag C-281/91, Muys'en De Winter's Bouwén. 

ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, må derfor fortolkes sådan, at en leverandørs ydelse af henstand med betaling af prisen ud over leveringstidspunktet kan anses som ydelse af et lån omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Vederlaget for denne ydelse er altså ikke momspligtigt.

Da oprettelsesgebyret i indeværende sag måtte anses som en del af vederlaget for denne ydelse, blev gebyret anset som momsfritaget.

Der er udsendt TSS-cirkulære 2002-06 om genoptagelsesadgang