Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse af gevinst og tab på fordringer og gæld for forsikringsselskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1.
Afsnittet indeholder:
- Forsikringsvirksomhed omfattet af selskabsskatteloven
- Gevinst og tab omfattet af kursgevinstloven.
Forsikringsvirksomhed omfattet af selskabsskatteloven
Forsikringsvirksomhed, der drives i aktieselskabsform, beskattes efter reglerne for aktieselskaber. Se SEL § 1, stk. 1, nr. 1.
Se også
Se også afsnit C.D.1.1.9 om beskatningen af gensidige forsikringsforeninger, der er skattepligtige i medfør af SEL § 1, stk. 1, nr. 5.
Forsikringsselskaber, der er omfattet af selskabsskatteloven, beskattes af gevinster og tab på fordringer og gæld efter reglerne i kursgevinstloven. Se KGL § 2, der henviser til kapitel 2, § 29 samt kapitel 4, 4 a, 5 og 7 i kursgevinstloven.
Forsikringsselskabers beholdning af aktier betragtes i almindelighed som anlægsaktiver og er således omfattet af de almindelige aktionærbeskatningsregler.
Gevinst og tab omfattet af kursgevinstloven.
Gevinst og tab på fordringer og gæld medregnes i medfør af KGL § 25, stk. 1 som udgangspunkt i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet).
Selskaber omfattet af KGL § 2 - herunder forsikringsselskaber - skal medregne gevinst og tab på fordringer efter lagerprincippet. Se KGL § 25, stk. 3, 1. pkt. Tab og gevinst på gæld er omfattet af hovedreglen i KGL § 25, stk. 1.
Livsforsikringsselskaber skal anvende lagerprincippet ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer. Se KGL § 25, stk. 3, 1. pkt.
De fordringstyper, som er angivet i KGL § 25, stk. 3, 2. pkt. og undtaget fra lagerprincippet gælder ikke for livsforsikringsselskaber. Se KGL § 25, stk. 3, sidste pkt.
Livsforsikringsselskaber skal således i medfør af sidstnævnte bestemmelse medregne gevinst og tab på de ellers undtagne fordringer efter lagerprincippet.
Lagerprincippet er obligatorisk for et livsforsikringsselskabs opgørelse af tab og gevinst på fordringer. Livsforsikringsselskaber kan med hensyn til tab og gevinst på gæld - som andre selskaber - anmode om tilladelse til at anvende et andet princip end realisationsprincippet. Se KGL § 25, stk. 6. Dispensationsadgangen i sidstnævnte bestemmelse er for et livsforsikringsselskabs vedkommende kun mulig for så vidt angår gevinst og tab på gæld, idet lagerprincippet gælder for alle livsforsikringsselskabets fordringer.
Se også
Se også afsnit
- C.B.1.7.3 om opgørelse af gevinst og tab på fordringer for selskaber
- C.B.1.8.4.1 om begrænsningerne i adgangen til fradrag for tab på finansielle kontrakter for selskaber.